Fred og ro~Kayla

Hun nikkede til det han sagde. "Du virker klog, så jeg er sikker på at du klare det," smilede hun blidt. Hun grinede. "Du er god, hvis du har lært dig selv at lægge mærke til alt hvad en person gør," sagde hun og blinkede. "Det kommer nok til at tage sin tid at lære," mumlede hun, med et smil.
Hun trak igen på skuldrene, noget hun havde fået for vane at gøre. Som regel begyndte folk at irritere sig over det. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun kommenterede ikke yderligere på deres snak om at Drake skulle spille guitar. Hun smilede venligt til ham og lagde hovedet let på skrå. Hun grinede igen sin klokke latter. "Når jeg er glad, så har jeg det fint. Har alle ikke det?" spurgte hun i et drillende tonefald.
Hun sukkede igen. "Det har været svært, og hårdt, og derfor vil jeg ikke flytte igen, men jeg savner min bror så meget," sagde hun og hulkende stille. Hun gjorde noget hun ellers aldrig gør. Hun slyngede armene om hans hals og græd ind mod hans skuldre. Hun plettede hans trøje med mascaraer. "Nej, jeg er ikke okay," hulkede hun. Hendes hjerne fortalte hende at hun var et fjols, og hun skulle tage sig sammen, men hun ignorere den og klamrede sig ind til Drake.

Drake grinte lidt over hende og smilede så til hende og betragtede hende ”mange tak Kay” sagde han og lagde hovedet lidt på skrå og nikkede til det næste ”jeg er bare opmærksom og observant, jeg har dog også fået lidt hjælp af bøger og tv-udsendelser” sagde han ”jeg elsker bare at hjælpe andre, og udøve retfærdighed” sagde han lavt og smilede kort ”det kommer til at tage langt tid” sagde han lavt og lagde hovedet på skrå ”jeg vil gerne hjælpe dig hvis du cil have det” sagde han lavt og smilede.
Da han så hun trak på skuldrende smilede han lidt, det generede ham ikke, han betragtede det ganske normalt, endten fordi man var i tvivl eller ikke helt havde styr på hvad man skulle kunne sige i den pågældende situation. Han så på hende og lagde hovedet på skrå og smilede så til hende ”det er ikke alle der har det godt selvom de er glade, mange er glade uden på, men lider indvendig, og så er der dem der er triste udenpå men glade indvendigt” han lukkede øjnene og lagde en hånd på hans egen skulder, ”derfor er det godt at kunne læse folk, for det ligger i øjnene og i ansigtet og en krop sprog, alt ligger i vores reaktioner med kroppen og træk vi laver” sagde han langsomt og smilede til hende med et skævt og oprigtigt smil
Han hørte hendes suk, han betragtede hende og lagde hovedet lidt på skrå ”jeg forstår” sagde han lavt og nikkede ”du skal ikke flytte hvis du ikke kan, men du skal følge dit hjerte, og gøre det der er der er mest rigtigt at gøre det godt for dig” sagde han lavt og mærkede hun slyngede hendes arme om sig og lagde så hans arme om hendes ryg og mærkede hun græd mod hans skulder, og kunne regne ud at hans tøj ville blive plettet af hendes mascara. ”hvad er der galt, fortæl mig det” sagde han og løftede hende op så hun sad i hans skød, han ville bare trøste hende, være der for hende være en god ven ”du kan fortælle mig det hvis du vil. Men du behøver ikke Kay” hviskede han og mærkede hvordan hun klamrede sig mod ham.

Hun smilede og nikkede. "Smart tænkt, " sagde hun. "Det er en god ting at kæmpe for," komplimenterede hun. Hun trak på skuldrene. "Jeg har sikkert tid nok, hvis jeg da klare forvandlingen. Tænker du aldrig over det?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå. Det var noget som fyldte meget i hendes hoved, men hun kendte ikke til så mange andre som også tænkte over om de faldt døde om i morgen. Men Drake var speciel, så måske han tænkte som hende?
"Det er svært at forklare hvordan jeg har det. Jeg er sådan set glad nok, men en lille del af mig er altid ked af det. Sådan er det bare," sagde hun med et skuldertræk. Hun så nysgerrigt på ham. "Hvordan virker jeg til at have det?" spurgte hun. Hun sendte ham et lille smil.
Hun mærkede at hun blev flyttet op på hans skød og løftede hovedet fra hans skulder. "Undskyld," mumlede hun og så på den nu sorte trøje. Hun så undskyldende på ham. "Jeg skal nok vaske den," tilføjede hun. Hun sukkede igen og så på ham. "Jeg er ikke van til at folk er så søde ved mig, som du har været. Jeg har det lidt som om jeg er knust indvendigt, men er efterhånden god til at skjule det for omverden. Men du er sød, så min facade faldt sammen. Undskyld," forklarede hun med et hik. Hun så ham ind i øjnene og ledte efter tegn på at han var træt af hende, og at han gerne ville have hun bare gik.

Drake nikkede af det hun sagde og smilede ”nemlig, nogle gange er det bare det der skal til” sagde han og nikkede endnu en gang ”det syntes jeg også selv det er” sagde han smilede over hende. Han betragtede hende mens hun trak på skuldrende og snakkede ”ja det har du, du klarer forvandlingen. ellers bliver du bare en rød yndling” smilede han lidt og nikkede ”jo jeg tænker over det en gang i mellem, men jeg tager en dag af gangen” sagde han langsomt og smilede til hende. Det fyldte ham ikke ret meget han tænkte mere på hvordan han skulle læse og blive ved med at træne sådan som han havde gjort inden han blev mærket hans dagligdag skulle helst ikke ændre sig ret meget.
Han nikkede mens hun snakkede og betragtede hende. Han lænede sig frem og så hende direkte ind i øjnene som om han læste han så efter noget, hvilket han jo også gjorde på en måde. ”du virker til at have nogle problemer, der ligger dybere i det end det jeg kan se, men samtidig er du også glad, du er i et føleles center” sagde han lavt ”der er noget der plager dig samtidig med at der er noget der forvirrer dig” det er hvad jeg kan se, ”du er forvirrende at prøve at læse lige nu” smilede han og betragtede hende
Han holdte hende bare ind til sig og nussede hendes kind mens han mærkede hun forsat græd mod hans skulder. Da hun løftede sig lidt rystede han på hovedet ”du skal ikke undskylde Kay” hviskede han blidt og betragtede hende da hun snakkede, han smilede til hende ”nej du behøver ikke at vaske den, det kan jeg selv gøre” sagde han og smilede til hende og lagde hovedet lidt på skrå ”jeg vil gerne bare hjælpe andre mennesker og være der for en veninde” sagde han blidt og smilede venligt til hende ”det er der vel ikke noget galt i” sagde han spørgende og lagde hovedet på skrå endnu en gang ”Du skal ikke skjule noget Kay, du skal bare vente til der er en du stoler på” sagde han blidt og smilede til hende han kunne godt lide at være sammen med hende, han følte virkelig han kunne gøre en forskel ved at hjælpe hende, og det var det han ville, han ville kunne gøre en forskel, og hvis han hjalp hende kunne han også få en god veninde ud af det. ”du skal ikke tro jeg vil af med dig igen” sagde han og smilede til hende og lagde en hånd på hendes kind og lod hans tommeltot glide over den.

Hun nikkede og smilede. Hun sukkede. "Rød yngling," mumlede hun. Hun så op på ham. "Det har jeg overhovedet ikke lyst til at være. Hun lyttede til ham og smilede. "God plan," sagde hun med et lille grin. Inden i ønskede hun at hun også kunne tage en dag af gangen, men det kunne hun ikke. Hun tænkte altid længere frem og aldrig bare på i morgen. Hun smilede over til Drake og tænkte på at han var en virkelig sej fyr, og at hun var glad for at hun glemte sin guitar i dag.
Hun sad helt stille og lyttede til hvad han sagde mens han læste hende. "Du er præcis," sagde hun. "Okay, jeg ved ikke hvordan jeg skal holde op med at være forvirrende at læse. Måske er jeg bare generelt en forvirret person," foreslog hun og grinte. Hun betragtede ham, men kunne ikke finde ud af noget. Hun sendte ham et smil og så væk.
Hun lagde kun svagt mærke til hans berøring mens hun græd. Hun smilede svagt tilbage og nikkede let. "Okay," hviskede hun. Hun lagde hovedet lidt på skrå og tørrerede sine kinder med bagsiden af den ene hånd. "Nej det er der slet ikke noget galt i. Der er bare ikke så mange er har været der for mig før," svarede hun med grødet stemme. "Det er sødt af dig at sige, men der er nogle ting som jeg bliver nød til at skjule. Også for em som jeg elsker. Jeg ville gerne fortælle dig om det, men jeg kan bare ikke," hviskede hun og fik igen tårer i øjnene. Hun blinkede dem hurtigt væk. "Jeg har kun ladet mig selv miste besiddelsen to gange før, og hver gang er personen flygtet i vrede og sagt alt muligt mens de gik. Så helt naturligt troede jeg også du ville flygte. Og jeg er stadig i tvivl om du bliver," forklarede hun mens hun så in i hans øjne. Hendes tanker fløj hen til hendes udsende. hun burde nok rejse sig og finde et badeværelse og få det ordnet, men hun havde ikke videre lyst til at flytte sig. Ikke lige nu hvert fald.

Han smilede lidt og så på hende, ”ja rød yndling, jeg tror ikke der er noget galt i at være en rødyndling” sagde han og smilede lidt til hende ”jeg ved faktisk ikke helt selv hvad forskellen på en rød og blå yndling er” sagde han blidt og smilede til hende. ”ja er det ikke en god plan?” spurgte han og lyttede til hendes grin han smilede over hende og lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende ”der er noget der går dig på Kay” hviskede han og betragtede hende ”vil du fortælle mig hvad det er der er så slemt i dit liv lige i tiden?” spurgte han langsomt og kunne ikke lade være med at holde af hende på en særlig måde, der var noget ved hende
Drake smilede til hende og betragtede hende og lagde hovedet lidt på skrå ”er glad for at jeg er præcis med mine aflæsninger af dig” sagde han blidt og betragtede hende ”ja du er forvirrende at læse Kay” sagde han blidt og smilede til hende ”men nogle gange er det dejligt at have noget svært læsning” sagde han og grinte ”og du giver mig noget der er svært at læse” smilede han og lænede sig frem mod hende og smilede til hende ”du er min sværeste bog ind til videre” smilede han og vendte hendes ansigt mod hans og så ind i hendes øjne.
Han forsatte med at nusse hendes kind og han så på hende og smilede til hende ”du skal nok klare det. Jeg er her for dig Kay” hviskede han og smilede da han så han tørrede hendes kinder med bagsiden af hendes hånd, han kunne ikke lade være med at smile til hende. Da han hørte hvad hun sagde nikkede han ”nej det tænkte jeg nok at der ikke var… Seriøst… Er der ingen der har været der for dig?” spurgte han overrasket selvom han havde regnet lidt med det efter som hendes opførsel tydede på det, men han ville ikke tro det. Han syntes hun var dejlig og ville gerne være der for hende. ”du skal ikke fortælle mig mere end du selv føler du kan søde ven” hviskede han og betragtede dig ”det er også okay at miste besindelsen.. Det betyder man er stærk men at man også har følelser og et herte” hviskede han og lagde hovedet på skrå ”jeg er ikke som de andre du har delt ting med” smilede han ”jeg vil helst ikke være til besvær for dig, men jeg vil hjælpe dig” sagde han og smilede ”jeg bliver her så længe du gerne vil have jeg bliver her” sagde han og smilede til hende ”og det må du finde dig i at jeg bliver her” sagde han

Hun så på ham med interessen lysende ud af øjnene. "Jeg tror skam heller ikke der er noget galt i det, eller at der er forskel på os. Jeg har bare et eller andet med at hvis jeg dør, så vil jeg være død og ikke vågne igen," sagde hun blidt og smilede svagt.
Drakes sans evne til at læse folk var fantastisk i hendes verden. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham. Så rystede hun svagt på hovedet. Hun så ikke på ham mens hun sagde: "Je..jeg kan ikke Drake. Undskyld, men jeg kan ikke fortælle dig det." Hendes stemme var næppe hørlig og fyldt med sorg. Ligesom hendes blik da hun så op på ham. "Det tænkte jeg nok," svarede hun til hans kommentar om at hun var en forvirrende person. Hun smilede til ham. "Du siger bare til hvis du mangler en svær bog så," sagde hun i en let drillende tone. Hun så ham ind i øjnene da han vendte hendes ansigt. "Hvor mange har du læst? Sådan cirka?" spurgte hun alvorligt. Hun var på en måde smigret over at hun var den sværeste han havde læst. Hun smilede til ham. Han var klart den mest spændende person hun havde mødt, og mindst uforudsigelige. Hendes smil voksede en lille smule. Nok havde han en udfordring, men det havde hun helt sikkert også.
Hun blev rørt over hans ord og smilede til ham. "Jeg vil også gerne være der for dig. Til hver en tid," hviskede hun med et stille smil. "Nemt at gætte, hva'?" spurgte hun og så på ham. "Min bror er der for mig, men ellers var der ikke nogen. Men jeg kan selvfølgelig ikke snakke med ham om, når ja, ham selv. Det ville være underligt. Derfor betyder det meget at du gider hører på mig," sagde hun lidt tøvende. "En dag fortæller jeg dig nok om det, men det bliver ikke nu," hviskede hun med et undskyldende blik. Hun nikkede og så på ham. "Jeg kan ikke lide at mistet besiddelsen foran andre. Jeg græder tit når det kun er mig, men, ja nogle gange er det bare svært ikke at græde," sagde hun blidt og så på ham. Hun slog en lille latter op og så på ham. "Det er mig der føler mig til besvær. Du er bare sød overfor mig," smilede hun.
Hans ord gik lige i hjertet på hende. Hun lænede sig frem, tøvede og trykkede så blidt sine læber mod hans kind. "Så må du nok fine dig i at blive længe," hviskede hun og rettede sig op igen. Hun smilede rørt til ham.

Drake smilede og så hun var interesseret i det han sagde og nikkede ”nej der skulle helt sikkert ikke være noget galt i det. Og det med forskellen er vel bare farven ikke sandt” sagde han og lukkede øjnene da hun snakkede om av være død ”jeg tror på der er et liv efter døden, jeg tror på alt er i en åndelig forbindelse med ild, luft, vand og jord, alt er forbundet, via elementerne. Vi besidder alle sammen alle elementer, men ikke alle forstår dem, jeg tror på skæbnen er forud bestemt og at vi uanset vores valg, vil ende det sted vi er forudbestemt til det, vi har vores valg, og alle skæbner er forbundet sammen.” sagde han ”der er et liv efter døden” sagde han lavt og lagde hovedet lidt på skrå.
Han så på hende og smilede lidt ”du behøver ikke fortælle mig noget overhovedet Kay” sagde han lavt og nussede hende kind, ”der er ingen grund til du tvinger dig selv til noget som du ikke kan fortælle mig noget som du ikke kan fortælle mig” sagde han og lagde hovedet lidt på skrå og nikkede ”du skal ikke noget du ikke selv kan” hviskede han og nussede forsat hendes kind ”det er okay det er helt okay” sagde han og lagde hovedet lidt på skrå ”du skal ikke undskylde Kay” hviskede han blidt og nikkede ”du skal ikke fortælle mig noget før du selv kan okay, du skal stadig ikke presse dig selv til noget du ikke kan” hviskede han og så ned af deres kroppe da han stadig havde i sit skød. Han smilede til hende ”jeg skal nok sige til når jeg har brug for noget svært læsestof” sagde han og smilede til hende og lagde hovedet lidt på skrå. ”hvad mener du med hvor mange jeg har læst?” spurgte han og så på hende og forstod hende ikke, ”mener du hvor mange mennesker jeg har læst sådan som jeg har læst dig?” spurgte han blidt og smilede ”jeg læser alle de mennesker jeg kan komme til at læse, det ligger til at jeg gør det automatisk, men du er den sværeste og mest forvirrende bog jeg har læst” sagde han blidt og nussede igen hendes kind han smilede til hende. De havde meget at lære om hinanden.
Drake smilede til hende og nikkede ”tak, men jeg ved nu ikke om jeg får brug for hjælp, eller jo det ved jeg at jeg gør, og nu ved jeg hvor jeg kan gå hen” sagde han blidt. ”der er nogle ting der er mere forudsigeligt end andet” sagde han blidt og nikkede så ”det er godt at du har en bror der er der for dig, sådan burde det være i alle familier, at man kan stole på hinanden, og være der for hinanden, samt snakke med hinanden” sagde han og grinte så lidt ”det ville være underligt, det har du ret i” sagde han så og smilede til hende ”hey jeg vil bare være en god ven for dig” sagde han og blinkede til hende. ”jeg venter med glæde på at du vil fortælle mig noget Kay” sagde han og rystede på hovedet af hende ”du skal stadig ikke undskylde” sagde han lavt. ”Du skal ikke bruge tid på at lade være med at bryde sammen, men mere hvem du bryder sammen, sammen med” sagde han ”jeg vil altid være her for dig okay” sagde han og smilede ”du kan komme til mig med alt hvad der plager dig” sagde han og betragtede hende ”du er ikke til besvær, jeg er bare velopdraget og så syntes jeg du er dejlig selskab.” sagde han blidt og smilede ”jeg kan godt lide dit selskab” indrømmede han
Han sad bare og betragtede hende og mærkede hendes læber mod sin kind ”Kay, jeg ved ikke det er ikke en god idé” sagde han og så ned inden han på hende igen ”det må jeg leve med at du gør” sagde han og smilede og inden han så på hende.

Hun lukkede kort øjnene og strøg en hårlok om bag øret. Hun talte med lukkede øjne: "Jeg tror sådan set også på livet efter døden. Jeg mener, der må jo være noget. Det kan jo ikke bare være slut." Hun åbnede øjnene da han begyndte at tale om skæbnen. Hun nikkede fascineret. "Jeg tror på at Nyx har en plan med os alle og at ville passer ind i et slags spil. Hvis man kan kalde det, det. Vores valg ændre vejen, men ikke målet," sagde hun og så på ham. Hun smilede svagt. "Jeg er enig. Der er et liv efter døden," istemte hun og nikkede.
Hun smilede svagt tilbage. "Tak Drake. En dag bliver jeg nok klar til at åbne mig helt for en person. Det håber jeg da," sagde hun stille og så på ham. Han nussede hendes kind og smilede til ham. Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem så igen. Hun rejste sig op og satte sig over på en stol og skabte derved lidt af stand mellem dem. Hun smilede til ham og betragtede ham længe. "Godt," sagde hun. "Jeg mente hvor mange har du læst lige som mig. Alle dem du kan komme til?" spurgte hun. "Det bliver nok en del i længden. Så syntes jeg at det er utroligt at jeg er den sværeste og mest forvirrende, efter som du må have mødt mange," sagde hun med et smil. Han måtte have mødt mange på sin rejse, og sikkert også før han blev mærket. Hun så analyserene på ham og smilede. Hun glædede sig endnu en gang over at have mødt ham. Han var spændende og hun glædede sig allerede til at lære ham bedre at kende.
Hun så på ham. "Jeg vil glæde mig til at hjælpe dig så. Hvis jeg altså kan," sagde hun og tilføjede hurtigt det sidste. Hun var ikke verdens klog, og det ar nok ikke alt hun kunne hjælpe ham med, men hun ville gøre sit bedste. "Det mener jeg også, men det er ikke alle familier der har så stærkt et bånd. Det må være hårdt. Jeg har ondt af de folk, som ikke har deres familie," sagde hun blidt med et suk. Hendes blik blev fraværende et øjeblik mens hun tænkte på alle dem som ikke havde en tæt familie. Hun blinkede og fokuserede igen på Drake. "Så må jeg være en god veninde for dig," hviskede hun blidt og smilede. Hun grinede lidt. "Jeg må skrive mig bag øret at jeg ikke skal undskyld så meget når jeg er sammen med dig," sagde hun med et stort smil. Hendes smil falmede igen. "Det er bare nemmere slet ikke at bryde sammen," sukkede hun og trak opgivende på skuldrene. Hun lagde hovedet let på skrå. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, ud over lige over," sagde hun. Kayla følte ikke at ordene var tilstrækkelige, men hun kunne ikke finde på andet at sige. Hun sendte han et undskyldende blik og smilede så svagt. "Jeg finder også dit selskab meget behageligt," svarede hun og blev opmærksom på at hun for første gang i lang tid slappede af sammen med en anden yngling.
Hun så på ham med et smilede blik. "Det er min sære måde at sige tak på. Der ligger ikke andet i det," sagde hun med et oprigtigt smil. "Det bliver du nok alligevel nød til. Altså medmindre du bliver træt af mig," sagde hun med et drillende smil.

Drake betragtede hende mens hun havde lukkede øjne og smilede, han lagde mærke til da hun strøg en hårlok væk fra øret og smilede lidt over det, ”det er dejlig at møde en som har samme måde at tro på som en selv” sagde han ”der er meget efter døden, der er langt mere mellem himmel og jord end mennesker kan se” sagde han langsomt og så ind i hendes øjne ”du har ret det er ikke slut, for du kan vælge at lade dit liv slutte, og begynde som noget andet. eller lade din ånd vandre på jorden som det folk ville kalde et Spøgelse, Poltergejst, gespenst” sagde han så tilføjende og betragtede hende. Han så hendes fascinerede ansigt og kunne ikke lade være med at grine ”du har helt ret” sagde han og nikkede vores skæbne strækker sig som et net af veje, uanset hvor vi går hen med vores valg, ender vi det samme sted, ved enden, hvor vi kan vælge at forsætte eller blive” sagde han så.
Han smilede så da hun sagde hans navn ”og hvis du bliver klar til at fortælle mig det, vil jeg med glæde være her for at lytte, til dig. Jeg vil gerne være her for dig” sagde han og smilede til hende og forsatte med at nusse hendes kind forsat inden han stoppede. Han betragtede hende mens hun havde lukkede øjne, sagde ikke noget, bare betragte hende og vente på hun ville sig noget. Da han så hun åbnede øjnene og mærkede hun rejste sig for at gøre afstand mellem dem smilede han lidt, han kunne mærke hendes blik, og at hun betragtede ham længe ”nemlig det er godt” sagde han og grinte og lyttede til det med hvor mange han havde læst som hende ”puuh” kom der fra ham mens han smilede ”jeg har læst dem jeg har være samen med som vi har lige nu, det vil sige dem jeg har snakket længe med og som har givet mig en chance for at gøre det” grinte han og nikkede til hende ”det er blevet alle dem jeg har mødt, læser altid folk, det er bare ikke ret meget man kan få ud af folk” smilede han ”og du er den mest forvirrende og spændende person jeg har forsøgt at læse” sagde han ”og jeg er sikker på at jeg ikke bliver færdig med dig så længe jeg er yndling” grinte han langsomt og betragtede ende ”ja jeg har læst mange på min rejse, derfor har jeg mødt og fået mange nye venner” han sagde det han havde set i hendes kropssprog og øjne, helt automatisk var det røget ud af ham.
Han så på hende og nikkede og smilede ”det er nok ikke ret meget du kommer til at hjælpe mig ret meget” sagde han og smilede lidt ”jeg er ikke en dreng der normalt opsøger hjælp, jeg vil meget hellere hjælpe andre og lade mig klare mig selv” sagde han lavt og sukkede kort ”men det jeg kan få hjælp til, kan du hjælpe mig med” sagde han lavt og smilede så ”nej det er ikke alle der har et stærkt bånd, han så ned og knyttede hans næver og sukkede så. Han rystede kort gennem kroppen og som om han spændte selvom han ikke gjorde det” Han så på hende og smilede så han var langt væk i sine tanker, noget han gjorde når han så tilbage til inden han flyttede til Tulsa for at gå i highschool. Han så bare alle de gange han var blevet skuffet af sine forældre, han kunne ikke lade være og det gik ham ikke rigtigt på mere, han prøvede at glemme sit tidligere liv. ”du er en god veninde, du er blevet en god veninde” sagde han og smilede venligt til hende ”Ja det skal du, for der er ikke noget at undskylde for, du har nogle problemer, og det er bare sådan det er, og jeg respektere det” sagde han og smilede til hende. Han så hendes smil falme ”det er bare ikke altid det bedste at gøre” sagde han og så på hende med et gennemborende blik, der sagde at det var okay, at vise følelser og at man havde et hjerte. ”det med at bryde sammen er en virkelig god idé… Det viser man har et hjerte og følelser” sagde han igen og så hun lagde hovedet på skrå, han smilede lidt og lyttede til hende, han betragtede hende længe. ”det er altid dejligt at have et dejligt selskab” sagde han og smilede til hende ”det er altid godt at have en man kan slappe af og være sig selv sammen med” sagde han blidt og grinte så en lille smule.
Drake så på hende og nikkede ”okay jeg er glad for at der ikke ligger mere i det” sagde han oprigtigt og lukkede øjnene ”det er fordi jeg er præget og i et forhold” sagde han lav og så på hende ”men jeg har ikke set hende længe og sådan” hans stemme var ved at forsvinde. ”jeg bliver nok ikke træt af dig lige med det samme” sagde han og smilede drillende til hende.

Hun smilede. "Ja, det er det," svarede hun. Langt mere mellem himmel og jord end ynglinge kan se," sagde hun tankefuldt. Hun lyttede til ham og tænkte sig lidt om. "Jeg vil være et Spøgelse," sagde hun endelig og lo. Hun så på ham med øjne som skinnede af morskab. Igen tænkte hun over hans ord, men sagde ikke noget. Hun var langt væk i sine egne tanker og stirrede fraværende på ham.
Hun grinte lidt sammen med ham og så over på ham. Hun ventede spændt på at han skulle fortælle hvor mange han havde læst og smilede stort da han sagde lidt om det. "Så må du jo forsætte når du bliver vampyr," sagde hun med et lille grin. Hun så på ham med sine små øjne og smilede. Hun blinkede forvirret et øjeblik. "Kan du læse mine tanker også?" røg det ud af hende og hun så vantro på ham. Hun kneb øjnene sammen, så de blev til to små sprækker og hun løftede et øjenbryn. Var der noget han ikke havde fortalt hende? Alt ved hende udtrykt at hun var forvirret.
Hun grinede lidt og så på ham. "Jeg vil også helst klare mig selv, men det kan man ikke altid. Jeg er glad for at jeg vil få muligheden for at hjælpe dig," sagde hun blidt og betragtede ham. Hun lagde hovedet på skrå. Hun så ham knytte næverne og hendes blik fór op til hans ansigt igen. "Hvad er der Drake?" spurgte hun lavt. "Tak," sagde hun og smilede. Hun så på ham og sukkede kort. Hendes hoved faldt ned mod brystet og hun lukkede øjnene. "Jeg ved det godt," sukkede hun uden at se på ham. Hun ønskede ikke at skulle gemme på alt muligt, men hun kendte ikke andre virkeligheder end den hvor man skjult ting. Endte for at beskytte andre, eller for at beskytte sig selv. Hun så op på ham og smilede. Hun nikkede entusiastisk. "Nemlig," sagde hun med et smil.
Hun bed sig i læben ved hans ord og så på ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og var derfor tavs lidt. "Elsker du hende?" hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken. Hun smilede skævt til ham og betragtede ham.
Hun grinede. "Godt. Jeg bliver nok heller ikke træt af dig," sagde hun med et drillende smil.

Drake smilede og nikkede ”det er rigtigt så rigtigt som noget overhovedet kan være” sagde han smilede til hende ”der er langt mere end vi mennesker og yndlinge forstår os på, og vi kan kun gætte på det der er der i mellem” sagde han og kunne se hun lyttede til ham. Han grinte lidt af hende ”du vil altså være et spøgelse når dit liv engang slutter” sagde han og løftede sit øjenbryn og betragtede hende og så hun morede sig over det. Han kunne se hun var langt væk i hendes tanker, og han ville ikke forstyrre hende lige med det samme, hun måtte komme til sig selv inden han ville forsætte med at snakke.

Han lyttede bare til hendes latter og smilede til hende og kunne se hun ventede på at han ville komme videre han kunne ikke lade være med at analysere hende og morede sig lidt over det ”ja det kommer jeg højst sandsynligt nok til at gøre” sagde han og grinede selv. Han så hun blev forvirret og smilede så inden han grinte ”om jeg kan læse dine tanker” han grinte det og så op i loftet og lænede sig tilbage inden han lænede sig frem igen ”nej jeg kan ikke læse dine tanker Kay” sagde han og betragtede hende da hendes øjne blev til sprækker ”jeg kan ikke læse tanker, og det ville være farligt for mig at forsøge, for den slags energi kan jeg ikke finde ud af at sende.. Eller modtage ”nej jeg læser dine kropssprog og jeg observere dit ansigt og øjne, så jeg gættede på du tænkte på det” sagde han og smilede ”jeg ville ikke skjule hvis jeg kunne læse dine tanker.” sagde han og smilede kort.
Han hørte hendes grin og smilede til hende inden han nikkede ”det er nemmest når man passer sig selv, og hjælper andre” sagde han og smilede ”som jeg sagde der er ikke ret meget du kommer til at hjælpe med” sagde han og smilede ”lad og lege lidt med dig først ikke” sagde han ”du er min sværeste bog, og jeg vil gerne igennem dig, inden vi begynder på den næste bog” sagde han og løftede et øjenbryn for at få hende til at forstå det var vigtigt han blev færdig med en ting af gangen inden ha begyndte på noget nyt. Han hørte hende og smilede ”det er noget min krop gør en gang i mellem, nogen gange bliver jeg påvirket af mine omgivelser” sagde han og lagde hovedet på skrå og smilede ”det er ikke andet end det” sagde han så og lyttede til hende han ”det er godt du ved det” sagde han og så på hende, læste hende igen ”du skal altså ikke tænke på at gøre andre glade, jo det er en god ting, men du skal også af med dine egne problemer så du ikke bryder sammen på den måde” sagde han og lagde armene over kors og betragtede hende, han analyserede bare hendes kropssprog og ansigt, han prøvede virkelig at forstå hende, og han måtte anstrenge sig meget for at kunne gøre det.
Da han så hun bed sig i læben lagde han hovedet på skrå og betragtede hende, han lyttede bare til stilheden mens han betragtede hende for at læse. ”hvorfor skulle jeg ikke elske hende?” spurgte han lavt og lagde hovedet lidt på skrå ”er der da et problem med det?” spurgte han og lænede sig frem mod hende og sukkede
”er du sikker på du ikke er blevet træt af mig?” spurgte han og kunne se hendes drillende smil, ”for du skal sige til” sagde han så og lagde hovedet på skrå

Hun smilede skævt til ham. "Det kunne være spændende at undersøge det," mumlede hun stadig langt væk i sine tanker. Hun hørte ham godt, men kun svagt og nikkede fraværende. Hun blinkede et par gange og rystede på hovedet. "Ups," sagde hun med et smil og så på ham. "Ja, jeg vil gerne være et Spøgelse. Jeg har altid syntes at spøgelser er seje," sagde hun og smilede.
Hun grinede og rystede lidt på hovedet af ham. "Du gør bare hvad der nu passer dig," sagde hun med et smil og betragtede ham. Hendes øjne gled rundt i klassen før hun igen så på ham. Hun grinte igen. "Du var bare meget præcis," sagde hun med et smil. Hun nikkede anerkendende. "Du havde så ret," sagde hun. Hun lagde hovedet på skrå. "Er det noget man kan lære sig selv? Altså tankelæsning?" spurgte hun interesseret.
"Okay, så må vi bare vente til du er kommet gennem mig," smilede hun. Hun kunne ikke lade være med at smile. "Så er du jo som alle andre. De fleste bliver påvirket af deres omgivelser," sagde hun og så fascineret på ham. Hun valgte bevidst at styre samtalen væk fra at hun lige var brudt sammen og smilede bare til ham. Hun skammede sig stadig lidt over det, men ikke helt så meget som hun ville have gjort hvis det var en anden der havde været i rummet.
Hun så længe på ham og smilede. "Nej det er ikke et problem. Hvorfor skulle det være det?" spurgte hun og løftede udfordrende et øjenbryn. Hun så stadig på ham og hvilede hage i hånden. Hun havde placeret albuen på sin guitar som nu lå i hendes skød. "Er du sikker på at du ikke er blevet træt af mig og fortryder at du sagde at du ville blive til jeg sagde til?" spurgte hun med et drillende smil.

Drake så på hende og så hun smilede, han lyttede interesseret i hende og nikkede ”ja det kunne” sagde han langsomt og lænede sig længere frem mod hende mens han prøvede at få øjenkontakt så det ville være nemmere at læse hende, han så hun var væk igen, og igen ville han ikke forstyrre hende han så hun blinkede og vidste hun var på vej tilbage, da han så hørte hvad hun sagde og han grinte over det ”så du vil været et spøgelse, fordi du syntes de er seje” sagde han og lagde hovedet lidt på skrå, ”det er ikke alle der er lige så observante og boglærte som jeg er, mange vil forsøge at forklare det med andre måder, og misforstå spøgelser, spøgelser bliver set som onde og uhyggelige” sagde han langsomt.
Da han hørte hende latter og så hun rystede på hovedet af ham, løftede han et øjenbryn ”det havde jeg også tænkt mig at gøre, det har jeg altid gjort” sagde han så bare og smilede til hende med et lusket smil. Han så hun så rundt inden han opdagede hendes blik hvilede på hans igen, han hørte hendes latter og hendes ord ”det er jeg som regel når jeg bruger mit talent” smilede han og blinkede til hende ”jeg er meget dygtigt og god” grinte han og tog i mod hendes komplement. Han betragtede hende da hun lagde hovedet på skrå og grinte ”nej tror ikke man kan lære sig selv tankelæsning, ellers havde jeg nok forsøgt at lære mig det” smilede han og grinte ”jeg tror det er en gave Nyx kunne give” han snakkede lavt og så på hende.

”det kan du i hvert fald blive nød til, for der er mange uåbnede kapitler i dig, jeg gerne vil se lidt mere på” sagde han og smilede til hende ”du er stadig som en uåbnet bog, som om jeg kun lige har læst forsiden og bagsiden, men på bagsiden var der intet referat eller noget” sagde han så og smilede lidt til hende ”jeg er som alle andre, jeg er bare mere observant og lukket” smilede han og nikkede ”ja vi bliver alle sammen påvirket af vores omgivelser” sagde han og nikkede. Han fornemmede hun ikke ville snakke mere om hendes sammenbrud eftersom hun skiftede emne, han kunne også læse det i hende at hun helst ikke ville mere. Men han var sikker på han ville komme til at kommentere det igen lidt senere, for det skulle på plads.
Han løftede et øjenbryn mens han så på hende og lyttede ”jeg tænkte nok der ikke er noget problem” sagde han langsomt og lænede sig så frem og så hende ind i øjnene, han forsøgte at læse hende nu, endnu mere ihærdigt end før. Langsomt lod han blikket glide over hendes krop, og så hvordan hun sad ”er du sikker på der ikke er noget galt?” spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. Han grinte så ”ja jeg er ikke blevet træt af dig endnu” sagde han ”jeg har ikke fortrudt” sagde han ”ellers ville du have kunne se det på mig, for så ville jeg stirre væk fra dig” sagde han langsomt og smilede så.

Hun smilede og så på ham. Fangede hans blik og lod ham læse hende. Hun så fascineret af hans evne. Hun hørte hans latter og smilede skævt. "Ja, de er mega seje!" sagde hun glad. Hun lyttede til hvad han sagde. "Jeg tror det afhænger af hvem man var som person da man levede," sagde hun med et skuldertræk.
Hun lagde mærke til hans luskede smil. Hun løftede et øjenbryn og så på ham. Så brød et smil frem på hendes ansigt. "Det tror jeg gerne på," mumlede hun med et smil. Hun grinede. "Ja, det er du," sagde hun og så på ham. Hun sagde ikke noget, hun betragtede ham bare længe.
"På en måde er det godt at folk ikke kan rende rundt og læse hinandens tanker. Så ville man jo ligesom ikke have noget privatliv!" sagde hun med et smil. "Er der noget hun ikke kan give?" spurgte hun drillende.

Hun kunne ikke lade være med at grine. "Utroligt. Jeg håber det lykkes dig af få mig åbnet," sagde hun med et smil. "Det kan være sjovt at læse en bog, som man ikke ved handler om," smilede hun og så på ham. "Det må man give dig ret i," mumlede hun og så ned på sin guitar og så op på ham igen. Hun smilede skævt til ham. Hun fornemmede at han ville snakke mere om hendes sammenbrud, men hun sagde ikke noget. Hun ville vente til han spurgte, så ville hun svare så ærligt hun kunne.
Hun lænede sig frem så intenst på ham. "Hvorfor skulle jeg have et problem med det?" spurgte hun langsomt og smilede svagt. Hun kunne se at han var ved at læse hende, og hun prøvede at vise ham noget af hendes selv, men desværre gik det ikke så godt. Hun sukkede og sendte ham et halv irriteret blik. "Ja, der er ikke noget glat!" sagde hun. "Godt, og hivs jeg var træt af dig, så var jeg gået," sagde hun og smilede. "Jeg er glad for at vi fik det på plads," sagde hun med et stille smil.

Drake så hendes smil og lagde hovedet lidt på skrå, da hun fangede hans blik han kunne se det fascinerede ansigtsudtryk hun havde over hans evne. Han smilede til hende og nikkede ”ja de kan være meget seje” sagde han og nikkede ”de har bare for vane at gøre hvad der passer dem” sagde han så og smilede til hende ”normalt, men ellers er det de handlinger man laver efter man er blevet en ånd” sagde han og så med hendes skulder træk, han smilede lidt og lagde hovedet på skrå.
Da han så hun så hans smil, og da hun løftede øjenbrynet kunne han ikke lade være med at smile lidt. Da han så så hendes smil ”så du tror på mig” sagde han og smilede lidt til hende og lagde hovedet lidt på skrå. Han lyttede til hendes latter og smilede kort. Han grinte så da hun snakkede ”det er dejligt at vide” sagde han og kunne se hun betragtede ham længe, han sagde ikke selv noget.
”det er meget godt, for ellers ville folk udnytte det på det grummeste måder” sagde han ”men det ville også være umuligt at holde hemmeligheder, men man ville jo kunne fornemme det inden da man ville læse det i en andens tanker inden de fik chancen” sagde han ”det ved jeg ikke, jeg er ikke heldig nok til at være blevet benådet en gave af hende” sagde han.

Drake hørte hendes latter og smilede til hende ”det håber jeg også det vil lykkedes” sagde han og smilede ”det ville være dejligt hvis jeg kunne nå fra enden til anden” sagde han og smilede ”det er det bedste hvis man ikke ved hvad den handler om” sagde han så og smilede til hende ”jeg giver dig helt ret, det er det dejligste når man ikke kender til handlingen og må læse sig frem til det” sagde han og smilede så lidt til hende. Drake så på hendes Guitar ”vil du gerne have jeg spiller?” spurgte han så for at skifte emne, da han fornemmede hun ikke ville, han ville gemme det til når hun kunne snakke om det. ”må jeg låne den hvis du vil” sagde han og smilede lidt til hende.
Da hun lænede sig frem til hende, og smilede så til hende ”det ved jeg ikke” sagde han lavt og smilede så ”jeg kan ikke se det” smilede han så og lukkede hans øjne ”det er lidt underligt” sagde han så og knækkede knoer i et kort sekund ”du er virkelig forvirrende” hviskede han lavt og lukkede øjnene igen ”jeg spurgte bare om der var noget galt” sagde han så og lagde hovedet på skrå ”du skal ikke blive sur eller irriteret på mig” mumlede han kort og knækkede nakken og løsnede op i kroppen, selvfølgelig vidste han det ikke var sundt, men han trængte bare til det.

Hun lyttede til ham og smilede så. "Du mener at de bare opføre sig ligesom mennesker?" spurgte hun kækt og smilede. Hun tænkte sig om et øjeblik og smilede så. "Jeg vil være en god ånd og så vil jeg hjemsøge dig," bestemte hun og før hun vidste af det havde hun sagt det højt. Hun bandede indvendigt, men smilede uden på. "Hvad vil du være når du en gang dør?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå og smilede.
Hun så længe på ham. "Ja selvfølgelig tror jeg på dig," sagde hun efter at have overvejet sit svar nøje. Hun forsatte med at betragte ham med et lille smil. Hun nikkede og grinede. "Det er det sikkert," sagde hun grinende.
"Se, ingen privatliv!" sagde hun og så væk et øjeblik. Hun smilede lidt, men ikke meget. 'Ingen privatliv' lød som en sætning fra Helvede i hendes øre. Hun ville aldrig kunne stole på en tankelæser. Hun så på Drake. Hun stolede på ham, men han kunne jo læse hende, næsten ligesom en tankelæser. Hun trak mentalt på skuldrene og smilede. "Det er jeg heller ikke," sagde hun med et lille suk.

Hun grinede. "Det kunne det sikkert," sagde hun med et smil. Hun lagde hovedet på skrå. "Virkelig?" spurgte hun. "Personligt, så foretrækker jeg at vide lidt om hvad der sker i bogen før jeg læser den," sagde hun med et smil. Hendes blik flakkede ned til hendes guitar. "Jeg vil vildt gerne høre dig," sagde hun med et smil. Hun rakte guitaren over til ham. "Here you go," grinede hun. Hun lagde hovedet på skrå og gjorde sig klar til at lytte.
Hun sukkede kort. "Selvfølgelig kan du ikke det," mumlede hun og så væk. Hun rettede sig op og lænede sig tilbage mod ryglænet. "Så skulle du være inde i mit hoved, så kan vi snakke om forvirring," sagde hun med et smil. Hun hørte da han knækkede knoer og fik kuldegysninger. "Det er bare en vane, det med at blive irriteret på folk," sagde hun og så væk igen. Hun gyste og lukkede øjnene. Når folk kom for tæt på røg hendes facade op og hun blev klod og hård at snakke med, hvis ikke folk gjorde hende opmærksom på det. Hun så igen på Drake og smilede taknemmeligt til ham.