En kedelig aften //Nefertari//

Få minutter senere, kom Nefertari hen til musiklokalet og høret at Miras smukke stemme. Sangen var hun sang, den var rørende og og man fik lyst til at slå drengen, som sangen handler. Det synes hun i hvert fald selv den gøre. Nefertari åbnede forsigtigt døren op og gik så stille hun kunne ind.

Mira levede helt i sin egen verden. Det var længe siden hun rigtig havde synget. Hun hørte ikke da døren blev åbnet, hun var for opslugt af sin egen verden siden hun havde helt glemt hvor hun var henne. Da hun blev færdig kikkede hun op og opdagede at Nefertari stod og kikkede på hende, "hvor læneg har du lige stået der?" var det eneste hun kunne finde på. Hun forstød med det samme at hun havde sagt den, "undskyld,undskyld, undskyld, jeg var helt opslugt at jeg havde glemt alt." Hun smilede et nervøst smil.

Nefertari smilede for at vise, at det ikke gjorde noget, sådan vil hun også havde gjort, hvis det havde været hende. Og sjovt nok havde hun prøvet det. "Kun i 5 minutter. Og må jeg har lov til at sige, at det er en af de smukkeste sange jeg har hørt i mit liv." Sagde hun, og gik hen til en bord og lage sin violinkasse på den, og åbnede den.

Mira smilede "tak jeg skrev den sammen med min bedsteveninde, inden hun døde. Hun var genial til at finde melodier hvor jeg var bedre til at skrive tekster. Hun spillede også guitar, så nogle gange spiller jeg de sange som vi har skrevet sammen." Mira smilede ved tanken og kikkede over på Nefertari som stod sammen med sin violin.