anger management -Perceval

t omkring 23.11
s Elizabeth's værelse
v det pisser ned udenfor
o som altid, klinisk rent.
p sorte swets, og en sort tanktop.

Elizabeth sad i sin vindueskarm med et lommetørklæde for munden og næsen mens hun hostede blod op.
Hendes har var en smule fedtet, og hun havde store rander under øjnene.
For hvert åndedrag hun tog, hostede hun endnu mere.
*forbandede mavesår!* tænkte hun mens hun hostede klynkende.
Hun stirrede ud i regnen, gennem sit åbne vindue. Der var iskoldt på hendes værelse.

Det var længe siden, at han havde set Elizabet. Alt for længe siden. Men til hans forsvar havde han også haft rigtig travlt. Så da han endelig havde fået en fri dag, valgte han at besøge hende, i stedet for at sove 'dagen' væk. Det var lidt af et sjældent syn.
Derfor bankede han forsigtigt på hendes dør, hvorefter han gik ind uden at vente på svar. Før han nåede at se hende, mærkede han kulden strømme under sin skjorte, hvilket gav ham kuldegysninger. Men før han spurgte ind til det, så han Eli sidde i vindueskarmen, mens kun... kastede blod op! Han løb instiktivt over til hende og løftede hende over til sengen. Uden at sige et ord. Så skyndte han sig ind på badeværelset efter et håndklæde. For fanden da! Det kunne ikke være rigtigt... Hun måtte ikke dø!
Hans bevægelser var som en robot, og det var som om han havde slået sin hjerne fra, mens han satte sig hos hende.
"Eli?" Spurgte han og lagde sin hånd på hendes pande. Åh nej...

hun stirrede forvirret på Perceval.
''hvad i alverden laver du her?'' spurgte hun undret, mens hun satte sig op. Hun hostede lidt igen, men tog sig ikke af det.
Hun rystede på hovedet og drak lidt vand fra en flaske hun havde ved sengen.
''hvad flipper du sådan over?'' spurgte hun bare. ''det er jo bare blod?''

Han tyssede blot på hende og svarede hende ikke. Hvis dette var hendes sidste stund, ville han ikke ødelægge det med dårlige forklaringer. Derfor tog han håndklædet og tørrede hende forsigtig de steder, hvor det ildrøde blod kunne ses.
"Hvordan har du der?" Spurgte han stille med en hæs stemme, som knækkede over midt i sætningen. Shit! Han måtte være stærk i en situation som denne. Men han ville umuligt kunne klare endnu et dødsfald. Så ville han tage sit eget liv.

''Perceval!'' sagde hun hårdt.
''hvis det ikke er gået op for dig, så ER JEG ALTSÅ DØD!'' nærmest råbte hun inden hun så arrigt på ham.
''det er bare mit mavesår. Jeg er ikke ved at dø igen.''

Han veg en smule væk over hendes hårde tonefald og kiggede flovt ned.
"Nej, okay. Undskyld... Men hvordan ville du ikke lige have reageret, hvis sådan et syn mødte dig?" Spurgte han irriteret og kom på benene. Han var allerede ved at være irriteret - ikke et godt tegn. Hvorfor skete det altid? Suk.

''ikke som en eller anden hønemor, det er da helt sikkert!'' hun rejste sig stille og så lidt undskyldende på ham.
hun sukkede stille.
''du vidste ikke at jeg var en rød vampyr, vel?'' spurgte hun stille

Han stille sig i dørkarmen og sagde såret: "Jamen undskyld... Troede ikke der var noget galt i at bekymre sig for folk..."
Så sukkede og sagde: "Nej.. Jeg mener - du har jo været udenfor i dagslys."

hun sukkede stille.

//fail!!! Men skal lige noget for forældrene//

Han kiggede afventende på hende, da hun bare sukkede.
"Nå?" Spurgte han utålmodigt. Måske skulle han bare gå igen - det havde tydeligvist været en fejl at opsøge hende igen.

''nå, hvad? Hvad vil du have mig til Perceval?'' Hun så på ham, med et blik der viste at hun tydeligvis kunne begynde at græde hvert sekund. ''Nej, ved du hvad? Bare glem det... Smut tilbage til Clary.. Hun behandler dig i det mindste pænt.'' sagde hun stille inden hun satte sig på sengen, og trak knæene up under sin hage.

Han stirrede overrasket på hende, da hun pludselig blandede den nye pige med ind i samtalen.
"Hvad har hun med dette at gøre?" Spurgte han uforstående, mens hans irritation var forsvundet som dug for solen. Hvordan kendte Eli til hende? Han havde kun snakket med hende en enkel gang, hvor de spiste frokost sammen. Hun kunne da umuligt vide, hvordan hun havde behandlet ham.

''du glemmer hvad der sker når du rør ved mig..'' sagde hun stille.
Hun stirrede ned på sine hænder.
''jeg tror det er bedst hvis du bare lader mig være...'' hviskede hun stille inden hun så ud af vinduet

Han gispede og forstod nu det hele. Var det virkelig umuligt at have et privatliv med hende til stede? Men det gjorde ham nu intet.
"Hvorfor skal jeg lade dig være?" Ville han så vide. Det var fair nok, at hun gerne ville have det sådan, men han ville først have en grund.

''fordi jeg ærligtalt ikke har lyst til at se på dig, og blive mindet om at jeg ikke kan være så sød som hun kan. o at du ikke tale med mig, som du kan med hende.'' hun rejste sig og så ham direkte i øjnene.
''og fordi jeg syntes at det er unfair overfor dig, at du skal føle dig forpligtet overfor mig.'' hun gjorde ikke andet end at skubbe ha ud af døren, blidt, og lukkede så døren, hvorefter man begyndte at kunne høre hende snøfte inde fra værelset

Han stirrede uforstående på hende, men havde ikke en chance for at spørge, før han blev skubbet ud af døren. Hvor vovede hun?!
Derfor bankede han på døren - gjorde sit bedste for at forblive rolig - og sagde så, sådan at hun kunne høre det: "Hvem siger at du ikke er lige så sød som hende? Og det er da klart, at vi ikke kan snakke sådan, når du bare smider mig ud..."

''bare gå din vej..'' bad hun stille mens hun satte sig på sin seng igen. percie fortjente en pige han kunne røre ved uden at hun så hele hans liv. en pige, som der ikke var morderisk, og elskede smagen af blod..

Han rystede frustreret på hovedet og spurgte: "Hvad er problemet Elizabet?! Hvilke af mine minder er du ikke tilfreds med?" Han kunne virkelig ikke forstå det... Var hun virkelig så syrligt jaloux? Det var jo næsten helt skræmmende, han havde spist frokost med Clary en enkelt gang. Hvad regnede Eli med, at der var sket?

''vil du virkelig vide det? Jeg er ustyrligt frustreret over hvor godt du snakkede med hende! Over at hun er så smuk, venlig og åben overfor dig!'' sagde hun fra den anden side af døren. Hun lukkede øjnene og blinkede derefter sine tårer væk

Han tog sit til hovedet, og havde lyst til at råbe og skrige i ren frustration.
"Hvad er problemet med, at jeg rent faktisk har andre venner?!" Spurgte han så og følte sig virkelig uretfærdig behandlet. Det var jo ikke fordi han på nogen måde havde flirtet med hende - de havde bare snakket. Hvorfor var hun også så svær at forså?!

''jeg bliver aldrig som hende..'' hviskede hun stille, mest til sig selv.
Hun så ned på sin tattoo på håndleddet

Han kunne ikke høre noget fra værelset, så derfor bankede han endnu engang på døren.
"Elizabet - vær nu sød og svar mig! Hvad har jeg gjort forkert?" Spurget han helt stille, som var hans vrede forduftet. Det var den dog ikke - den lå og lurrede under overfladen.

hun åbnede døren, og satte sig på sengen igen.
denne gang sagde hun ikke noget. hun ventede på hans vrede.
hun så ned i gulvet, som en lille pige.

Han åndede lettet op, da hun endelig åbnede op, men blev af en eller anden grund stående i døren. "Vil du ikke nok svare på mit spørgsmål?" Gentog han så. Han var meget, meget tæt på at sige de forbudte ord og gøre forholdet forbi. Det virkede bare ikke som om hun havde nogen interesse i det.

''jeg har svaret dig på hvad der er galt. jeg er ikke god nok til dig, Perceval. Du fortjener en der faktisk er i stand til at røre dig uden at du deler hele dit liv med hende..'' hun så bare ned