patchwork - Perceval

t omkring 03
v det regner lidt udenfor men ikke meget
s fægteundervisning
o en masse elever der fægter, elegant og afslappet
p sorte løse puma-sportsbukser, en sportsbh med en hvid top udover og sorte converse.

Elizabeth sukkede. Hun stod overfor sin fægtepartner - en ung mand med halvlangt sort hår og grønlige øjne. Hun var ikke i humør til at fægte, og derfor parrerede hun bare hans slag, istedet for at deltage i 'kampen'.
Hun havde tilbragt de sidste par uger i Oklahoma, hvor hun havde arbejdet med mentalt syge.
Af og til forsvandt en, men det var sjældent.
Hendes fægtepartner lod kården snitte hende direkte over navlen. Hun blottede vredt tænder i e dyb snerren inden hun lod sin kårde glide ned på gulvet.
Hun gled ned på knæ, mens hun slikkede sig på fingrene og lod derefter fingrene glide over såret for at lukke det.

Percevals mange colaer og chips var begyndt at sætte sine spor. Han var ikke blevet større som sådan, hans kondition var bare forringet og han syntes at være træt hele tiden. ... I hvert fald mere træt end han plejede at være. Derfor havde hans mentor ment, at det ville være en god idé for ham at dyrke noget mere sport. Perceval havde, efter en del diskussion, aftalt at han kunne benytte sig af gymnastisksalen, når fægtningstimen var færdig. Så behøvede han ikke at blive til grin over for alt og alle. Hans fysiske form havde aldrig været noget at prale af.

Derfor satte han sig et stykke væk fra ynglingene, der stadig havde time, og prøvede at gennemskue, hvad det var de gjorde. Det så rimelig nemt ud, men der var jo en grund til at han ikke var blevet sat på holdet.

hun satte sig lidt ud til siden mens hun prøvede at lukke såret så meget som muligt.

Da timen var blevet afsluttet sad hun tilbage og arbejde stadig med det dumme sår.
Hun bed sammen inden hun lukkede det sidste stykke og fik rejst sig med en smule besvær.

Der gik ikke længe, før han fik øje på Elizabet ud af øjenkrogen. Det så ud som hun havde slået sig, men alligevel tvang han sig selv til at kigge væk og lade som om han ikke havde set hende. Efter den behandling fra hendes side af, ville han i hvert fald ikke være den, der kom til hende mere. Det turde han simpelthen ikke, når hendes humørsvingninger var så kraftige.

Da ynglinge syntes at have forladt lokalet, kom han på benene og stod lidt og kiggede sig omkring. Mindede mest af alt om et dyr, der ikke var i sit rette elament.

hun så lidt på ham, inden hun gik forsigtigt hen til ham.
''her..'' sagde hun stille og rakte ham en kårde. Hun håbede at han forstod vhad hun prøvede på.
Hun samlede selv en kårde op og så lidt på ham.

Han kiggede forvirret på Eli, da hun pludselig rakte ham noget, der mindede om et slags svær. Hun havde vel ikke troet at han skulle fægte?! Nej, han havde tænkt sig at løbe lidt. Med tryk på lidt.
Han stod lidt og fumlede med det, som han kaldte for et svær, hvorefter han sagde: "Jeg.. Øh, ved ikke, hvordan man gør..."

hun smilede forsigtigt.
''se her..'' Hun lavede et enkelt anslag, og lod deres kårde glide mod hinanden.
''du behøver ikke kunne finde ud af det, for at have det sjovt med det..'' sagde hun stille.
Hun vidste at han var vred på hende. og hun kunne ikke bebrejde ham det. hun havde været så jaloux på Clary at hun næsten havde smidt percie ud.
Sikke en tåbe hun havde været!

Han fnøs højlydt af hendes kommentar - hvornår var sport sjovt? Det var det aldrig, hvis det var ham man spurgte. Men han valgte at lade være med at kommentere det, det var der ingen grund til.
Stemningen var anspændt, og han stirrede bare på hende, da hun forsøgte sig med et smil. Der skulle langt mere til, for at komme på god fod med ham igen end et sødt smil. Dog trak han sig ikke væk, men blev stående rank med 'sværdet'.

''okay, hør nu her. Jeg ved godt at jeg var en sinke. Jeg opførte mig som en dulle, men jeg bare jaloux! Jeg syntes vel bare at hun er langt bedre end mig.'' sagde hun stille.
''jeg gider ikke forsøge, hvis du ikke vil. Jeg ved at du er træt af mig, og at mit humør. Så kan du ikke bare få sagt hvad du vil?'' spurgte hun stille. Hun så lidt ned

Han slap sværdet og lod den ramme gulvet. Så stod han lidt og betragtede hende, mens han lyttede til, hvad hun havde at sige.
"Jeg fatter bare ikke, at så lidt kunne gøre dig jaloux. Der skete jo ingenting," sagde han frustreret. Hvad ville hun have at han skulle - opgive sine venner? Det havde han ikke tænkt sig. De havde altid været der for ham, og han ville gøre det samme.

''jeg så kun et splitsekund, okay...! Og det sekund holdt hun sin hånd på din! Jeg blev bare frustreret. Hun er jo gudeskøn!'' sagde hun stille.
Hun så ned i gulvet. Hun kunne ikke se ham i øjnene, så ville hun bare græde, og det var ikke fair overfor ham.

hun lod kården falde ned på gulvet, uden at se op på ham

Han sukkede og sagde så, en smule anklagende: "Måske skulle du se hele episoden, før du dømmer, Eli... Og jeg har jo gentaget utrolig mange gange, at der ikke skete noget."
Han betragtede hende og fik pludselig lyst til at ligge sine arme omkring hende og trykke hende ind til sig, men han kunne bare ikke få sig selv til at gøre det. Derfor lod han sine fingre følge hendes kindben, bare hurtigt, hvorefter han mumlede: "Du er også gudeskøn."

hun så lidt på ham.
''nej jeg er ikke. Jeg ligner et lig, for guds skyld..'' sukkede hun stille.
hun så lidt ned inden hun bare åbnede sine arme, og lagde dem om livet om ham som et kram.
''jeg er så fandens jaloux, det ved du..'' mumlede hun stille

Han sukkede og sagde stædigt: "Nej, du gør ikke." Psh - piger! Det var så typisk dem, at snakke om, hvor grimme de syntes de var. Det var fuldstændigt latterligt at høre på.
Da hun så lagde sine arme om hans liv, gjorde han det samme og trak hende ind til sig. "Det ved jeg godt," sukkede han så. "Det kan godt gå hen og blive et stort problem."

hu nsukkede stille da han trak hende ind til sig.
''jeg ved det.. Jeg er kropumulig..'' sagde hun inden hun så op på ham.
''jeg forstår godt hvis du hellere vil være sammen med en der er mindre.... mig-agtig..'' sagde hun stille, dog med en drilsk undertone

Han smilede svagt og trak sig ud af krammet. Det var måske bedre nu, men han var stadig med åbne sår, som ikke gik væk så let. Desværre ikke. Hvorfor skulle deres forhold også være så... mærkeligt og forvirrende?!
"Du er ikke kropumulig," sagde han så og samlede sit sværd op.

hun så på ham.
''hvad ville du så kalde mig?'' spurgte hun stille. Hun bakkede lidt væk fra ham.
''Percie, svar mig nu ærligt. Er du ikke ved at være træt af mit 'humør'?'' spurgte hun stille

Han sukkede og vidste ikke helt, hvad han skulle svare. Hvordan beskrev man hende?
"Jeg vil kalde dig svær at forstå i stedet," sagde han til sidst. Det var ikke så hårdt og dømmende som det andet.
Da hun så spurgte ham om hendes humør, bed han sig i læben og slog blikket i gulven. "Tja, en smule måske," nærmest hviskede han med en skamfuld undertone.

''hvis du bare lod mig tage min medicin, så ville det ikke ske...'' hviskede hun stille.
hun satte sig op af væggen og så på ham, mens hunbed sig i læben

Han kiggede tilbage på hende og sagde pludselig frustreret: "Vil du ikke nok lade være med det dér?!" Det var slet ikke til at holde ud, at hun nu lagde ansvaret over på ham. Han havde slet ikke noget med det at gøre! Hun fik det til at lyde som om han havde tvunget hende til at lade være.

hun så ned, og krøb lidt sammen.
''undskyld..'' hviskede hun inden hun begyndte at kradse sig på piercingen i læben.
der var ved at gå betændelse i hullet.

hun så lidt op på ham.

Han rystede på hovedet og svarede hende ikke - bange for, hvilke ord, der ville forlade hans stemmebånd.
"Hvorfor ender det altid sådan her?" Spurgte han så pludselig. "Det er fandme ikke til at holde ud."

''undskyld...'' gentog hun bare stille.
Hun rejste sig. ''undskyld at jeg er så pisse frustrerende..'' hun stirrede på ham lidt.
Hun bed sid i indersiden af kinden for ikke at begynde at græde igen.
''jeg ved bare ikke hvad du vil have mig til længere...''

Han svarede ikke på hendes undskyldning, men stirrede bare ned i jorden.
"Og jeg ved ikke, hvad du vil have mig til!" udbrød han frustreret.

hun så ned, mens hun rystede en smule over hans udbrud.
''m-måske skulle vi...'' hun så lidt på sin arm.
''jeg tror at vi b-burde...''
hun så ned igen inden hun fik mumlet; ''jeg tror at det er bedst hvis vi ikke ses mere..''
Små klask kunne høres nede fra gulvet. Hendes tårer dryppede langsomt ned på trægulvet