Suduction? - Percie

Han sukkede. Det var jo rigtigt nok, at han vidste det. Hendes kys slog ham bare helt ud af den. "J-jamen... Hvad er det at du vil have mig til?" Spurgte han frustreret. Hvorfor kunne piger ikke bare sige ting direkte?

''jeg kan ikke bede dig om noget jeg ikke selv ved hvad er..'' sukkede hun.
hun lagde hovedet på hans skulder.
''jeg elsker dig. det ved du godt. hvad du vil bruge det til, det er op til dig selv.'' hviskede hun mens hun kærtegnede hans håndflade.

Han sukkede og trak sig væk fra hende, mens han fumlede sig hen til skrivebordet. Så tog han sig til hovedet, og sagde frustreret: "Du kan ikke bare sige sådan noget... Jeg er en dreng, forfanden. Vi har brug for at få ting fortalt direkte. Ord skal ikke pakkes ind!"

''du er fra Miami, ikke?'' hun rejste sig op.
''du er langtfra uerfaren med piger. Hvis der er nogen der burde blive frustreret, burde det være mig.'' Hun gik hen til ham og lagde en hånd på hans kind.
''jeg kan ikke bede dig om at kunne lide mig. Det er ikke sådan det burde være. Jeg ved bare at jeg elsker dig, og at jeg ønsker at du elsker mig.'' hun prikkede ham på næsen. ''men vi kan ikke alle få hvad vi vil have.'' hun slap ham roligt, og satte sig på sengen igen.

Han rystede på hovedet og sagde: "Nej, jeg er fra Fort Mayers. Du kender sikkert ikke byen." Men nej, han var bestemt ikke uerfaren, når det angik piger. Han måtte bruge to hænder til at tælle alle flirts han havde haft gang i.
"Jamen jeg elsker dig Eli... Det ved du jo godt," sagde han som modargument. Det havde han jo også sagt til hende før.

hun bed sig i læben, mens hun fumlede med ringen på sin finger igen.
hun vidste ikke hvad hun skulle gøre længere. Han sagde at han elskede hende, men var det som familie?
Hun gned sine øjne kort, begyndte igen at føle sig døsig. Hun havde svært ved at fokuserer da hun igen rejste sig og lagde armene om livet på ham.
''Perrrrrrrcie...'' spandt hun lavt. Hun lyttede til hans hjerterytme mens hun lukkede øjnene

Han var alt for ophidset til at kunne smile over hendes forsøg på at få ham til at falde ned.
"Hvaaaaad?" Spurgte han så og prøvede så vidt muligt at holde stemmen neutral.
"Jeg tror vi skal have dig i seng..." sagde han så, da han opdagede, hvor træt hun egentlig var.

hun nikkede stille. Hun kunne ikke rigtig beslutte sig for om han sagde det fordi han ikke ville høre mere på hende, eller om det var fordi han syntes at hun burde få sovet ud. Hun slap ham stille, og lod skjorten glide af igen. Hun gik hen til sengen og lagde sig under dynen, med ryggen til ham og panden mod væggen.
Hun sagde ikke mere, hun lå der bare. Hun stirrede ind i væggen og trak vejret tungt. Hun havde ikke lyst til at sige mere, specielt når hun ikke kunne andet end at jokke i den.

Han tolkede hele situationen som om at hun var sur og såret, så han lagde sig ved siden af hende og sagde stille: "Vær ikke sur, okay? Jeg er bare bekymret for dig.. Jeg er dårlig selvskab." Et suk gled over hans læber. Han havde engang været, hvad piger nok ville kalde en player, og han ville ikke have, at hun blev blandet ind i det.

hun bed sammen. Hvad fanden snakkede han om?!
''du er det bedste selvskab jeg nogensinde har været i.'' svarede hun bare, med en undertone der tydeligt viste at hun var helt seriøs.
''taget i betragtning af at du er den første jeg nogensinde har fortalt at jeg elskede. Det er vist en stor ting, for en teenage-pige med omsorgssvigt.'' hun blev bare liggende med ryggen til ham.
''hvorfor tror du at jeg ikke siger til nogen når jeg holder af dem? Det her er hvad der sker! Når jeg prøver at sige det, så ender det med at jeg siger det hele..'' hun krøb lidt sammen, mens hun håbede at han ville lade det ligge. Hun havde ikke lyst til at diskuterer det med ham. Hun blinkede arrigt tårerne væk der var ved at forme sig i hendes øjenkroge.

Han sukkede og spurgte: "Og hvad er der i vejen med at sige det hele?"
Så tog han fat om hendes skulder og hev til, sådan at hun ville dreje, så hun lå med fronten mod ham. "Vil du ikke bare... Sige hvad jeg skal gøre for at hjælpe? Hvad vil du have mig til?" Spurgte han frustreret om.

''jeg ved det ikke... Jeg ved ikke hvad jeg vil have dig til! Jeg ved hvad jeg vil, men ikke hvad du vil! Jeg hader at jeg ikke kan se det!'' råbte hun frustreret ind mod hans brystkasse. Hun bed sammen, tæt på at græde. Hun undgik hans blik.
Hun manglede sine evner. Hun manglede at kunne se. At kunne se hvad han tænkte, hvad han følte.

Han holdt frustreret hendes hoved mellem sine hænder og pressede sine læber mod hendes i et desperat forsøg på at få hende til at tie, så han kunne tænke. Men kysset hjalp ham ikke ligefrem med at tænke klart - det gjorde blot hans tanker mere kaotiske.

hun stirrede på ham, forskrækket. Hun sukkede da han kyssede hende. Hun aede hans kind og stoppede ham kort efter.
''Perrrrcie...'' spandt hun igen, denne gang meget anderledes end normalt. Hun rystede lidt på hånden. ''få nu sovet..'' bad hun stille. Hun lagde sig med ryggen til ham igen. Hun vidste at hun ville kysse ham igen. At hun ville meget mere end bare at kysse. Men hun vidste også at han kun havde kysset hende for at få hende til at klappe i.

Han sukkede, da hun afviste ham. Hvad var der med hende? Hvorfor opførte hun sig som hun gjorde?
"Prøv nu lige at se det fra mit synspunkt, sagde han stille, "Du hentyder hel vildt meget til, at jeg skal kysse sig, for så at afvise mig?
Han sukkede og rejste sig fra sengen. Det var vidst bedst, hvis han bare gik.

''jeg afviser dig ikke. jeg sørger for at du ikke dummer dig!'' hun rejste sig i takt med ham.
''du kyssede mig for at få mig til at holde kæft!'' hun så på ham med et såret blik.
Hun fandt et par jeans frem, en skjorte og nogle stilletter. Hun tog det på, mens hun mumlede.
''næste gang du vil have mig til at holde mund, så sig det istedet for at kysse mig uden at ville det!'' hun satte sig i vinduet, og så ud. Hun rystede igen, denne gang af den lydløse gråd der voksede i hendes hals.

"Og hvem siger at jeg kun gjorde det får at få dig til at tie stille?! Hvem siger, at jeg rent faktisk ikke havde lyst til at kysse dig?!" brølede han i ren og skær frustration. Han kunne snart ikke holde til det mere. Det gjorde alt for ondt at omgås hende, hvis det altid endte sådan her.

hun så ned.
''fordi ingen 'bare har lyst' til at kysse mig..'' hviskede hun stille, uden at se på ham.
Hun pillede igen ved ringen. Det var ved at være tydeligt at hver gang hun blev utilpas ved en situation, pillede hun ved den skide ring.
''fordi ingen har lyst til at være i nærheden af mig. alle dem der er omkring mig, er tvunget..'' hviskede hun med gråd i halsen.
''du ville føle dig skyldig hvis du gik fra mig..'' hviskede hun stille.

Han mærkede gråden stige sig til halsen, men han gjorde alt for at holde den nede. Så sank han ned på hendes gulv og hviskede med gråd i stemmen: "Hvad vil du have jeg skal gøre? Ligemeget hvad jeg gør, er det altid forkert! Jeg har gjort alt, hvad jeg har i min magt til at gøre dig tilfreds, men intet er godt nok. Hvad skal jeg gøre?" Tårrerne sad i øjenkrogene, men han græd ikke - endnu.

''hvordan fanden tror du så at jeg har det!?'' hviskede hun stille.
''jeg flyttede til en klinik for sindssyge. De tog alt fra mig, de tvang mig til samleje! Jeg tog den åndssvage sprøjte fordi jeg ville have at du turde røre ved mig! Men selv ikke når jeg tog den ville du røre mig..'' Hun rejste sig og gik hen til ham, lagde sig på gulvet op af ham.
''Percie... Jeg elsker dig, og ligemeget hvad du gør så er det mere end nok for mig..'' hun aede hans kind, og trak hans ansigt op til sit. Hun kyssede ham en enkelt gang på læberne.

Han sukkede dybt - det var endnu en af grundene til, at han var så forsigtig. Hun var meget længere end ham på så mange måder! Hun havde haft samleje utallige gange - frivilligt eller ej - og han havde aldrig gjort det før. Dette var dog ikke noget han indrømmede til nogle. Det var blandt andet derfor han ikke rigtig turde røre hende. Han var bange for at kvaje sig... Men det kunne han ikke sige til hende. Ikke på vilkår.

''de andre drenge vågner snart..'' sagde hun stille. ''du burde komme tilbage. Specielt inden nogen af dine pige-bekendtskaber ser dig komme ud herfra så tidligt.'' der var en smule sarkasme i hendes stemme men intet seriøst.

''du er bange for at røre mig, om jeg tog min medicin eller ej.'' sagde hun stille og fik ham op og så. Hun tog hans trøje og gav ham den i hånden. ''Perceval, du ved godt selv at jeg elsker dig. Jeg vil ikke holdes for nar, hverken af dig eller af James. Du ved udemærket godt hvorfor jeg vil være sammen med dig. At du ikke vil, er en ærlig sag.'' hun slap ham og klappede ham på kinden.

''så nu... Er det nok bedst at du kommer tilbage til dit værelse.'' sagde hun stille.

Han tog imod trøjen, men tog den ikke på. Han fik travlt med at tænke på noget andet.
"Hvorfor vil du gerne være sammen med mig? Og hvorfor blander du James med ind i dette?" Spurgte han så. Han havde stadig ikke mødt ham, hvilket var en smule træls - han skulle jo tjekke, om han var god nok til Elizabet.
"Og hvad mener du med din første kommentar?" spurgte han så.

''du er den eneste der er blevet hos mig..'' mumlede hun og så ned.
''og jeg blander ikke James ind i det... Det er der ingen grund til mere.'' hun satte sig på sengen og begravede sit ansigt i sine hænder. Hun sukkede opgivende.
''jeg mener ikke noget med den kommentar.. Udover at ALLE dine pige-bekendtskaber savler efter dig..'' hun så stadig ikke på ham.
Hun håbede lidt at Percie havde regnet ud hvorfor hun ikke længere havde grund til at nævne James..

Han sukkede lidt og syntes ikke at kunne rumme mere i sit hovedet. "For det første; jeg skal ikke blande mig i forholdet mellem dig og James. Og for det andet; mine veninder savler aldeles ikke over mig!" sagde han fornærmet.
Men så lagde han pludselig sin stolthed fra sig og gik over og gav hende et kram. Han kunne virkelig ikke lide når de skændtes. Der fandtes ikke noget værre.