Endnu en nat blandt mange andre ~Ciel min ven ^^

Tidspunkt: I skoletiden, normalt, men da det er weekend, ikke
Vejr: Lunt, ingen skyer, stjerneklart og halv måne
Sted: Gårdspladsen, ved nordmuren
Omgivelser: Nogle få ynglinge og lærere.
Påklædning: En sort langærmet, højhalset bluse, et par slidte mørkeblå jeans og sorte converse.


Alma sad op ad nordmuren med sin lille kat Luna Roja i skødet. Hun mumlede lidt for sig selv og havde et lille smil på læben mens hun kælede for. Hendes smil blev lidt større mens hun lyttede til sin kats spinden. "Det kan du li, hva'?" Sagde hun lavt og blidt, og Luna Roja svarede bare med at miave lavt og spinde højere. Alma lo lidt og kløede hende blidt bag øret mens hun tænkte over hvad der var sket på det sidste. Alt det med Magnus, Dracius og det at hendes bedsteven Ciel havde mistet sin kæreste.. Hun følte virkelig med ham og ville virkelig gøre alt for at være der for ham, han vidste ting om hende, som ikke engang Dracius gjorde.. Hvilket mindede hende om, at hun nok snart burde få fortalt ham alt det der var sket i Spanien og grunden til alle hendes ar.

Ringo sprang rundt omkring, som om der var ild i hans hale. Han sad ikke stille ét øjeblik, og det så ud som om han nød at irritere Ciel på enhver tænkelig måde det var muligt. Men når man så lagde mærke til Ciel, som han gik med hænderne i lommerne og det sorte hår trukket for de rødskudtte øjne, forstod man godt at den stakkels killing forsøgte at få noget liv i ham.
Ciel virkede også en del blegere end han plejede. Selvom ingen på skolen bevægede sig ud i lyset, havde de fleste alligevel en sund hudfarve. Men han lignede efterhånden en, der havde været død i tre dage.
Hans blik søgte ligegyldigt rundt i gården, mens han søgte efter en afsides krog. Det faldt på Alma og et svagt lys kunne skimtes i hans mørke tunnel. Han gik mod hende. Langsomt.
Han havde en ubehagelig tung fornemmelse i hele kroppen. Men det kom jo, når man trænede dobbelt så meget som man plejede, og næsten ikke kunne spise noget overhoved.
"Salut," mumlede han kort og slog sig ned i græsset ved siden af hende.

Alma sad med hovedet nede mod L.R. og lagde ikke mærke til noget før hun sprang væk fra hendes favn og løb afsted. Hun løftede hovedet og fik først øje på lille Ringo, den lille kære halvskaldede killing, og så Ciel. Hun mærkede bekymringer stille i brystet da hun så hvor elendig han så ud. Da han satte sig ned ved siden sf hende, løftede hun en hånd og strøg ham blidt over håret og lagde så sine arme om ham og kammede ham blidt. Hun spurgte ikke om, hvordan han havde det, hun kunne føle hvor skidt han havde det og hun kendte jo grunden. Hun så på ham med bekymringer lysende ud ad sit tofarvede blik og hun nussede blidt hans overarm, da det var der hendes hånd lå.

Ciel sukkede tngt og knugede sig blidt ind til hende. Han havde ikke rigtig lyst til mere trøst ... Det mindede ham bare meget mere om, hvofor han var så ked af det.
"Alma, ma chérie ... " Han strøg hende blidt over ryggen, og lagde ikke mærke til det store skift i Ringos humør. Katten havde bare lagt sig ned i græsset - fuldstændig smadret, som om den lige havde løbet et maratonløb. Den havde det åbenbart heller ikke så godt.
"Du skal ikke være bekymret for mig," hviskede han og gav hende et svagt klem.

Alma så på Ciel, åbnede munden for at sige ham imod, men sukkede så lidt og lukkede den igen. Hun kunne føle hvordan han havde det, og hun vidste selv hvordan det var. "Er der så noget du vil lave?" Spurgte hun så blidt og så på ham. Hun nussede ham stadig let på overarmen.
Luna Roja havde sneget sig over til Ringo og puffede lidt til ham inden hun lagde sig ned tæt ved ham og lagde sin hale lidt om ham, for at sige at hun beskyttede ham uanset hvad.
Alma så på de to små katte og kunne ikke lade være med at smile lidt inden hun så på Ciel igen med et lille smil.

"Jeg har bare brug for at slappe af," forsikrede han hende og slap hende blidt. Han så mod de to katte og forsøgte at smile. Hans tanker ville ikke slippe Kasey, ligegyldigt hvor hårdt han prøvede ...
"Øhm ...Hvordan går det med dig og Dacius?" Det var svært ikke at komme til at tale om parforhold, når de var over alt på skolen - for helvede, selv Ringo så helt forelsket ud!
Der var selvfølgelig nemme veje at slippe fra smerten. Men det nægtede han at gøre. Han var ikke svag, han var en fighter ... Og Kasey havde altid sagt at de ville klare sig gennem alt. Men han havde ikke troet, at det var muligt, de kunne miste hinanden.

Alma så på ham et kort øjeblik inden hun nikkede lidt. Da han slap hende, tog hun sine arme til sig og strøg ham kort og blidt over håret en gang. Hun var bekymret for ham, og bange. Hun vidste ikke hvor meget han spiste længere, eller om han overhoved spiste, men hun kunne mærke på ham hvor skidt han havde det, og ærligt, var hun bange for at hans krop ville begynde at modstå forvandlingen.
Hun så lidt på kattene igen og smilede svagt. "Det går nu ret godt.." Sagde hun og smilede lidt ved tanken om ham. En svag rødmen viste sig i hendes kinder og hun så lidt ned og rev noget græs op og begyndte at rive det fra hinanden. Uden at tænke over det, lænede hun sit hoved mod Ciel's skulder, det føltes bare normalt, han var hendes bedste ven, trods alt, og hun ville virkelig ønske at hun kunne få ham til at få det bedre, det kunne hun egentlig godt, men han ville aldrig tilgive hende hvis hun gjorde det.

Ciel var virkelig inderligt og brændende jaloux på Alma og Dacius. Men han smilede alligevel, og forsøgte så godt han kunne, at være glad på hans venindes vejne. Det var jo ikke hendes skyld, hvad han var ved at gå igennem, så han kunne selvfølgelig heller ikke lade det gå ud over hende.
Han strøg Ringo over pelsen med et svagt suk. Det var svært at holde humøret oppe så længe af gangen.
Han greb sig selv i at få en ubehagelig tanke ... At gudinden kun havde skænket ham Ringo, fordi hun på forhånd havde besluttet at hun ville straffe ham, men samtidig ville have, at han ikke gik helt fra hinanden ...
Han havde vel også fortjent den smerte ... Han havde forvoldt så mange andre smerte, og nu var det altså hans tur. Han knyttede hårdt næverne og skar tænder.
'Ma dessene!', klynkede han i tankerne ...
Han nikkede kort, da han hørte Almas stemme ... han vidste ikke, hvad han burde sige mere.

Alma holdte sit blik mod Ciel da hun tydeligt mærkede hans følelser, men hun var virkelig glad for at han prøvede at være glad på hendes vegne. Hun løftede en hånd og strøg ham blidt over håret. Hun hadede at han havde det så skidt, og den følelse blev bare værre da hun mærkede at han synes hans selv var grunden til det. Hun kunne ikke mærke hvorfor og spurgte heller ikke ind til det. "Ciel, min ven" Sagde hun blidt og omsorgsfuldt. "Får du nok at spise?" Hun så på ham med et omsorgsfuldt blik, hun bekymrede sig virkelig for ham.

Han sukkede tung af hende. Velvidende at hun blot forsøgte at beskytte ham. Men han var næsten voksen, og han kunne ikke have hende til at følge efter sig som barnepige.
"Jeg passer på mig selv, ma chéri ... " Han smilede skævt til hende og så så ned på sine hænder et tavst stykke tid. Så hævede han blikket og så hende i øjnene.
"Du ved ikke noget om de røde ynglinge vel? Hvordan de liver op efter døden?" Han bed sig i læben og så bedende ud. Men han priste sig lykkelig for, at Alma ikke var tankelæser ... hvis hun vidste, hvad han gik og tænkte på ... Det var etisk forkasteligt, men det gjorde ondt at skubbe idéen fra sig, så han ville give det et skud.
Han ville bringe Kasey tilbage ... Han var sikker på at liget ikke var brændt endnu, og han ville personligt tage tilbage til Frankrig efter ham, hvis det blev nødvendigt. Hvis han ikke fik Kasey tilbage, ville han dø indeni og det vidste han allerede.

Alma smilede svagt og undskyldende, hun vidste godt at de begge to snart var voksne, men hun følte stadig en trang til at beskytte ham, én fantastisk fægter. Hun vidste godt, at han sagtens kunne passe på sig selv, men hun kunne ikke lade være.
Hun smilede lidt til ham. "Det forhindre mig ikke i at bekymre mig over dig Ciel" Sagde hun blidt, men fast, hun ville ikke diskutere det med ham, hun ville tage sig af ham, selvom han ikke altid havde brug for det.
Hun tøvede lidt da han så hende i øjnene, hun var ikke vant til at han gjorde det, og da hun virkelig synes at hans øjne var smukke, tog det osse lidt pusten fra hende.
Hun rystede let på hovedet. "Nej.. Jeg har ikke engang mødt én endnu.." Sagde hun lidt tøvende og forsigtigt og hadede at skulle skuffe det bedende blik.

//Skal spise ^^

Ciel smilte kærligt til hende, men sukkede så. Han kunne efterhånden ikke overskue noget som helst mere, og hvis Alma vidste, hvor mange gange han havde overvejet at forlade Nattens Hus, for at hoste lungerne op, ville hun sikkert have givet ham sådan et slag at han tomlede baglæns.
"Du skal virkelig ikke bekymre dig, Chéri ... " Han overvejede kort, om hun vidste hvad ordet betød. Det var jo sådan set ikke noget særligt, men han havde sagt det en masse gange, og hun havde aldrig givet nogen målrettet respons.

Alma så på han og rødmede over hans smil, og prøvede at lade være med at ligge noget specielt i det. "Øhm.." Mumlede hun lavt og kørte en hånd gennem hendes hår. Hun så lidt ned og så på ham igen. Hun tøvede let. "Ciel.. Nu kendte eg godt nok ikke din kæreste.. Men jeg er sikker på at han ville have, at du skulle leve videre.. Tænkende de gode minder I har haft og være glad for at få liv til at opleve sand kærlighed.." Sagde hun blidt mens hun sendte ham et forsigtigt smil. Hun talte kun ud fra sin fornemmelse og et glimt i hans øjne, hun bestemt ikke kunne li..
Hun så på ham og rystede let på hovedet. "Joh jeg skal" Sagde hun med en blidt fast stemme. "Ciel, du min ven, jeg vil ikke miste dig.. Ikke osse dig.." Hendes stemme blev lavt og dirrede let. Hun var trods alt, stadig ikke kommet sig over Magnus's død, men hun håbede da at han hvilede i fred nu..
Hun vidste ikke hvad Chéri betød, hun var elendig til fransk.