En fisk blandt muslingeskaller - til Ciel.

S: Naturområdet omkring museet.
V: Det er koldt og der er en kølig brise.
T: Kort efter solnedgang - museet er netop lukket.
O: De smukt udskårne planter, små lysthuse, pyntestatuer, uden særlig værdi. (Stedet man hører om i første bog, ikke at jeg har læst den.)

Han sad op ad af en af de mindre statuer. Så træt. Alt energien havde forladt hans krop. Igen. Han orkede ikke en gang gå hjem. Hverken hjem til sine forældre eller tilbage til skolen. Et suk slap hans læber. Maven gjorde ondt. Havde ikke spist i lang tid. "Mhhh." Han lagde nakken lidt tilbage og så op på statuens ansigt. Han løftede hånden op til halskæden og lukkede hånden om smykket.
Han var så træt.

(Btw, jeg er ny her, så hvis jeg gør noget forkert, må du meget gerne fortælle mig det, så retter jeg op på det hurtigst muligt.)

Han bandede lavt for sig selv. Han ville så gerne gå rundt på museet, men når de endelig kunne forlade Nattens Hus, var museet allerede lukket. Han rystede lidt på hovedet og forsøgte at ryste det af sig. Han kunne jo altid bare gå lidt rundt ude i haven ... og det var præcis hvad han havde tænkt sig at gøre.
Den mørkehårede skikkelse med den lysende blege hud gik roligt mod haven. De smukke blomstrende buske fik det til at ligne en scene fra Alice in Wonderland. Med den sorte skjorte og de mærke jeans virkede han for mørk og unaturlig til scenariet. Som om en romantisk film var blevet til en gyser ...
Han rystede kort på hovedet og forsøgte af alle kræfter at få alle tankerne væk. Bare væk. Han ville være fri for bekymringer og ligegyldige grublerier. Han havde ikke boet i Tulsa særligt længe. Hans første to år som yngling havde han nemlig levet i Nattens Hus i Frankrig. Efter en frygtelig oplevelse havde han nød til at lade sig forflytte. Og Tulsa var det eneste Nattens Hus, der gladeligt ville tage ham til sig.

Ciel stoppede pludseligt op, da hans blik faldt på en dreng længere henne. Han skyndte sig at mærke efter, om cremen i hans pande stadig dækkede hans mærke. Det endnu ikke udfyldte halvmåne-mærke. Han hadede at de blev nød til at dække deres mærker, når de skulle ud fra Nattens Hus, men han forstod udemærket hvorfor det ver nødvendigt.
Han tog en dyb indånding og besluttede så at ignorere drengen. Han regnede med at det var en af de lokale drenge, der havde drukket sig i hegnet og bare var faldet om et sted. Han gik videre blandt de høje, udskårne bukse og stoppede op foran et smukt oplyst springvand. Han smilede svagt men ud af øjenkrogen så han stadig på drengen der sad lidt væk - helt opslugt af sin ejen verden.

// Rolig, Rei-chan. Du kender mig jo xP

Trods hans træthed, var hans sanser ikke svækkede nok til, at han ikke fik øje på den anden dreng, der lige pludselig gik rundt i haven omkring ham. Hvem var han? ... Som Rei bare sad her, kunne han ikke rigtigt se ham. Han var vel et menneske, bare et menneske. Eller hvad? Rei syntes han udsendte en meget mørk aura, lidt ligesom han selv. Det kunne mennesker også. Måske ville han have sagt noget, hvis det ikke var fordi, han var så forbandet træt. Han lod hånden falde til jorden, så smykket ramte mod hans bryst. Lyset fra en stadig tændt gadelampe spejlede sig i sølvet, så det gav et lysskær fra sig. Rei lukkede sine øjne for ikke at blive blændet af lyset i det korte sekund, det varede.
"... nnn." Han vendte hånden lidt og så på sine sorte fingernegle og kastede derefter et blik op på drengen. Var han bare kommet for at se på museet? Rei forstod ikke, hvorfor han ikke bare gik ind med det samme. Åh, det var jo rigtigt. Det var allerede lukket.
Men hvad lavede han selv her? Tankerne var et stort rod. Ikke noget nyt. Han ønskede, at Tsuki sad foran ham. At de var tilbage på værelset, at hun fortalte ham om livet udenfor. I stedet sad han her og blev slugt af natten. Der skete for meget. Hans hjerne kunne ikke holde til det. Det sidste halve år havde han trods alt ikke kendt til andre mennesker, end dem han boede sammen med. Og Tsuki var den eneste, der kunne snakke med ham. Den lille pige med de lange blonde krøller.
Et suk slap hans læber, og han så op på himlen.

(Hvis nu en anden skulle komme og skælde mig ud Q.Q)

Med et svagt chok stoppede Ciel op. Der var kommet en reaktion fra den fremmede skikkelse. Om det var et udbrud eller om det var af smerte, var ikke til at bedømme. Han lagde kun mærke til, at der var et eller andet ...
Roligt vendte han sig mod drengen og tog de første skridt mod ham.
"Er du okay?" Hans stemme var ikke særlig høj, men han var sikker på, at drengen opfangede at det var ham, han snakkede til. Han stoppede op lidt foran ham og bed sig svagt i læben uden at kunne få et ord mere ud. Den Franske accent var tyk, men man kunne da forstå ham sådan nogenlunde. Han lagde hovedet lidt på skrå og det bekymrede blik borede sig ned i drengen.

//SORRY, men jeg kan ikke skrive meget idag.