Statuerne. {Stil.. Men er en novelle nu}

Sidste fredag skulle vi -dem min skole- afvevere vor stil til dansk og jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har klaret mig, så jeg vil godt høre hvad I synes med det. Og hvis jeg selv må sige det, har jeg aldrig klaret mig bedre end nu... Måske undtagen min projektopave sidste skoleår XP
Ris og ros er mere end velkommen :}

Statuerne

Hvert knagende trin var omkring femogtyve centimeter højt, og det var ensbetydende med at jeg var nået næsten tre etager ned under jorden. Ingen almindelig kælder havde en så lang trappe. Jeg sagde til mig selv at dette kunne være et beskyttelsesrum, men jeg vidste at det ikke var tilfældet. Da jeg vendte mig om og kiggede op, så jeg lyset fra den åbne køkkendør langt over mig som et lysende rektangel der så ud til at være en fjerdedel så stort som et frimærke. Efterhånden som jeg var nået længere ned, var lommelygten blevet stadig mere svag, og jeg frygtede at den pludselig ville fade ud. Luften lugtede stadig svagt at kalk skønt lugten at forfald nu nærmest var lige så stærk som denne mere behagelige lugt. Denne underjordiske verden havde været overnaturligt stille, bortset fra lyden af mine egne skridt og min stadig tungere vejrtrækning. Men da jeg standsede de ti etager nede, syntes jeg imidlertid jeg hørte noget under mig. Jeg holdt vejret, blev stående ubevægelig og lyttede. Jeg følte mig næsten sikke på at jeg anede sære, hemmelige lyde langt borte fra hviskende og blødt svuppende lyde…

(Det er hvad skolen vil har os til af skrive fra. Og nu begynder min historie.)

En kradsende lyd, som mindede meget om, at man tager kniv og skaber mod et stort klippestykke. Jeg så op igen og kunne kun se lidt af lyset fra køkkenet hvor mine gæster var, og hvor vi fejrede at jeg har købt og betalt huset for over to uger siden, og jeg havde fået pakket det hele ud. Jeg prøvede at tænde på lyskontakten, men selvfølgelig virker den ikke, hvorfor havde jeg ikke fået en elektriker til at se på lyse ned til kælderen?. Lommelygten var nu så svag at jeg næsten ikke kunne se det sidste trin ned.
”Marie,” jeg stivnede, havde jeg hørt noget?. Der var en der havde hvisket, ”Marie,” igen var der nogen der hviskede og den der hviskede havde sagt mit navn. Stemmen som kaldte på mig var blød, varm og lokkede, og meget tæt på. Jeg tog det sidste trin ned til kælden, jeg prøvede at lyse rundt i rummet, men det var umuligt, lommelygtens pære var helt død, så jeg kunne ikke se noget for mig. Jeg gik rundt indtil mine øjne havde venet sig til mørket.
Der var syv fuldvoksne statuer midt i rummet, jeg rynkede på næsen. Ikke kun fordi jeg ikke forstod hvordan de var havnet der og hvad de lavede der. For mindre en uge siden, var jeg i kælderen, fordi jeg skulle sætte nogle kasser derned, og der var der ikke nogle statuer. Var det nogle min familie havde taget med som en overraskelse?. Men hvordan havde de kunne sætte dem derned uden at jeg havde opdaget det?. Så det kunne ikke være dem, men hvordan var de så kommet, og hvis det ikke var dem, hvem var det så?
Men jeg rynkede også på næsen fordi, hele rummet lugtede af støv, muk og af noget sødt, men også skarpt.
”Marie,” stemmen var højere nu, end den var før. Jeg var kommet endnu tættere på.
Jeg gik hen til statuen der var længst væk fra trappen og fra de andre statuer. Statuen - den lignede en fyr på 19-20 år (på samme aldre med mig) - havde en græsk stil over sig, men hans tøj så yngre ud. ”Marie,” jeg gispede, stemmen lød inde fra statuen. Jeg rørte forsigtigt statuens kinder og jeg gispede igen, statuens kinder var varme, ikke så varme som et rigtigt menneske, men varme nok til at der var et menneske bagved statuen, det vil sige, inde i statuen.
Jeg kiggede ned af ham, hans tøj så ud til at være fra ca. det 1600 århundrede. Måske fra Paris´s overklasse, og han havde et sværd som en konge ville gå med i middelalderen, men det var lavet af sten med ædelstene om skæftet.
Jeg rørte det, for det så, så rigtig ud og gispede for tredje gang, det var et rigtigt svære, lavet at jern og metal.
Jeg så ned på min hånd og så det blødte kraftigt, jeg flænsede et stykke af mit ærme og viklede det rundt om hånden. Det blødte så kraftigt, at der var kommet blod på statuens ansigt. Da jeg havde fået viklet ærmet om hånden, så jeg på statuens blodige ansigt, og så blodet, men kun i et kort glimt, så forsvandt blodet. Jeg så måbende på statuens ansigt, jeg rørte igen dens ansigt. Da jeg kiggede ned på hånden jeg havde rørt statuen med, så jeg at der ikke var noget blod, men for et øjeblik siden var der blod på statuen. Jeg mærke en voldsom smerte på den anden hånden, jeg kiggede ned på og viklede ærmet fri fra hånden, den hånden jeg havde slået på sværdet, såret var væk, men hvordan var det gået til?.
Jeg så op på hans ansigt, det kunne ikke være rigtig, der måtte være blod på statuens ansigt. Men i stedet for en statue, var der en levende dreng. Men han var der ikke før, og hvad laver han her?
”Marie,” han sagde mit navn med den samme bløde og varme stemme som jeg havde hørt før, men jeg kendte ham ikke, så hvordan kendte han mit navn?. Men hvis vi ikke kendte hinanden, hvordan var han så kommet ind og viste hvad jeg hed.
”Marie Glassten, jeg ved hvem du er, jeg har nemlig set dig vokse op os din familie.” Jeg så op i hans smukke lysegrønne øjne, de havde samme farver som en kats. ”Men vi er din familie nu!” han løftede armene som om han ville omfavne hele rummet.
Jeg drejede om, så jeg kunne se på de andre statuer, men der var ikke nogle andre statuer, der var mennesker. Seks smukke mennesker, tre drenge og tre piger. Alle drengene og pigerne var lige gamle, eller næsten, to af pigerne som godt kunne være søstre, her var den end af dem, dog lidt ældre en den anden. Søstrene havde langt kastanjebrunt hår der gik ned til ryggen. Deres tøj var smukt, og kunne godt ligne noget fra 1900 tallet.
Drengene var trillinger, havde alle sammen kort, ildrødt hår, men de havde hver deres øjenfarve. En havde mørkeblå øjne, en anden havde gule øjne og den sidste havde lilla øjne. Drengenes tøj var lige så smukt som de to søstres, men det var finere og lignede mere noget der var til prinser i 1800 tallet.
Den sidste pige havde en lang kjole fra den franske revolution på, hendes tøj var mindre fint end de andres, men det var mere elegant. Hendes hår var så sort som natten og hun havde røde øjne.
Jeg så igen på drengen med de grønne øjne og lyse hår, han stod så tæt op af mig, at jeg kunne mærke hans krops varme.
”Bliv hos os Marie, bliv en af os og lev for evigt”. Jeg kunne ikke sige noget, min mund var tør, så det eneste jeg kunne, var at ryste med hovedet.
Han så trist på mig, men med et koldt og sultent blik. ”Hvis du ikke vil frivilligt, må vi gøre det på den hårde måde.” Han smilede koldt, men hans øjne var varme. ”NEEEJ!” skreg jeg, jeg ville have løbet, hvis jeg havde kunnet, men før jeg kunne det, havde to af drengene taget hver sin arm og jeg kunne ikke løbe nogen steder.
”Det kommer ikke til at gøre ondt… ikke ret meget.” Han lænede sig frem og løftede mit hoved til siden. Jeg ville have skreget da jeg mærkede smerten, hvis jeg kunne, men min hals var snøret sammen, så der kom ikke en lyd fra min mund.
Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste bevidstheden, alt i rummet var ved at forsvinde fra mit syn, og det sidste jeg så var drenges grønne øjne, og det sidste jeg tænkte var sikke smukke grønne øjne Lestat har…’ Sjovt at jeg ved hvad han hedder.’ Det var det sidste jeg tænkte, før alt blev sort.

Da jeg vågnede igen, var jeg i et rum fyldt med skrapt lys, det var så skrapt, at det gjorde ondt i mine øjne. Det var, som at nogen havde sat en UV-lampe foran mit ansigt.
En kvinde lænede sig frem og kiggede ned på mig, og hun skyggede for lyset. ”Nå, du er vågen, det var godt, du havde også slået hovedet hårdt.” Kvinden gik hen til et lille bord ved siden af mig, hvor der lå en masse blomster og kort. Jeg prøvede at løftet min arm, så jeg kunne sætte en hånd over mine øjne, men min arm føltes som beton. ”Sluk lyset,” jeg blev overrasket over, at min stemme ikke var mere end en hvisken. ”Men søde, lyset er ikke engang tændt.” Hun pegede mod et vindue bagved hende, ”vinduet er det eneste sted, hvor lyset kommer ind.” ”Men lyset er så skrapt,” jeg lukkede mine øjne, men det hjalp ikke. ”Vil du ikke nok…” ”Okay, okay. Jeg skal nok,” hun gik hen til vinduet og trak gardinerne for. ”Er det bedre?” Spurgte hun. Jeg nikkede og prøvede at smile, men det lykkedes ikke rigtigt. Nu kunne jeg slappe lidt mere af, nu hvor lyset ikke kunne genere mig.
”Du har jo sovet i 14 dage, så jeg forstår godt at lyset er mere skrapt end det plejer.” ”14 DAGE?!” Sagde jeg højt og måbende, ”Ja, men du havde jo slået hovedet og mistet meget blod…” Hun sagde noget mere, men jeg hørte ikke efter, idet hun havde sagt ’mistet meget blod’ kunne jeg huske det hele. Statuerne, pigerne, drengene, biddet og smerten, men var det kun en drøm eller var det virkelig sket?
”Nu synes jeg du skulle ligge dig og få sovet lidt, inden dine forældre kommer. Hun smilede til mig, jeg nikkede kun og så gik hun.
Men jeg kunne ikke sove, det hele kørte rundt for mig, jeg lå bare og stirrede ud i luften og så det hele for mig igen og igen og igen. Jeg kom tilbage til virkeligheden da mine forældre og resten at min familie kom ca. ved 19 tiden om aftenen. Solen var gået ned, så min familie lagde ikke mærke til, at noget var forandret ved mig. Da de sidste gik ved 22 tiden og jeg igen var alene, var jeg så træt, at jeg faldt i søvnen, inden jeg have lagt mit hoved på hovedpuden.

Efter tre uger på sygehuset, var der ikke sket noget unaturligt, måske kun at jeg hele tiden var mega trøstig og hvad jeg end drak, kunne det ikke slukke min trøst.
Da jeg blev udskrevet, inviterede mine forældre mine mindre søskende og mig ud at spise. ”Hvad kunne I tænke jer?” Sådan spurgte min far os altid når vi var ude og spises. ”IIIIS!” råbte mine søskende, min far viste godt, at de vil sige det og han rystede på hovedet. ”Jeg tror jeg tager en salat, jeg må passe på min facon.” ”Og jeg tager en bøf,” jeg himlede med øjnene, selvfølelig ville han vælge bøf, det valgte han altid. ”Og hvad med dig Marie? En vegetarret som altid.” ”Nej, jeg lyst til en meget rød bøf.” Mine forældre så måbede på mig, ”men skat, du har aldrig villet have en bøf før, er du syg?” Jeg tak på skulderne, ”Jeg vil prøve noget nyt.” Sagde jeg smilede, og min far smilte tilbage. ”Godt, jeg er glad for at du endelig vil spise som et menneske og ikke som en kanin.” Min mor sendte ham et skrapt blik, og det lukkede munden på ham. ”Tjenere,” på under ét minut, kom en ung dreng hen til vores bord. ”Jeg er jeres tjenere i aften, hvad kan jeg gøre for jer?” Tjeneren smilte et stor smil og så rundt på os. ”Jo. Tre pølser med pomfritter…” Min søskende sukkede højt, ”en salat og to bøffer, en medium og en meget rød.” Han drejede hovedet så han kunne se på mine søskende, ”og sagde, is til dessert til hele bordet. ”Javel, jeg skulle give dig noget frøken.” Han gav mig en sort liljekonval med et lille stykke papir, hvor der stod ’Din Lestat.’ Et lille smil kom frem. ”Hvad stod der?” Spurgte min mor, ”ikke noget, mor. Ikke noget.” Mit smil blev større, så havde det ikke været en drøm!.

Slut… Eller, er den?

Det er virkelig godt skrevet Wodt! ^^

Mange tak Alma XD
Min lærer synes lidt om det, han er ikke så meget til gyser. Men han skrev i det mest "Gyserdronningen har slået til igen!"