Fægtning! Hvor.. spændende - Sookie.

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Jeg har ingen anelse om vejret udenfor.
Omgivelser: Lærer Stalken og andre elever.
Sted: Fægtelokalet.
__________________________________________

Det var første gang, Daliah prøvede at fægte. Og det var sjovt, og det viste sig at hun havde et skjult talten for at give folk tæv med et svær... en fleuret, hed det vist.. Læreren havde henvist hende til en anden pige, og sagt de de to skulle fægte sammen. Hun stod foran pigen, som havde smukt, mørkt hår.
Hun smilede skævt, men ikke særlig stort. Hun kendte ikke pigen, og det var ikke til at sige om hun var sød. "Mit navn er Daliah." præsenterede hun sig, og rakte hånden frem imod hende. Altså, den hånd som ikke holdte omkring fleuretten. Hun tænkte på den sjove hilsen som de brugte her i Nattens Hus. Her tog de fat om hinanden underarme, i stedet for at ryste hinanden hænder. Hun elskede den hilsen. Den var ikke så formel som den menneskerne brugte.

-Jo, jeg hedder sookie.
Hun smilede bredt, personerne her var så søde her. Alle var i samme situarison, frygten for ikke at kunne klare forvandlingen. På en måde kendte man alle herinde, man var et stort fællesskab. De gav hinanden "hånden" det var stadig helt uvandt for hende at tage hinanden i over armen, istedet for hånden. Alt var vendt på hovedt, men det var nu rart alligevel. -Er du vandt til at fægte? Hun kunne ikke lade være med at spørge, for så viste hun om hun skulle gøre sit bedste. Hun var en meget dårig taber.

"Nej, det er første gang." sagde Daliah, og smilede skævt. Hun havde ikke prøvet det før, men hun kunne godt mærke at fleuretten lå godt i hendes hånd. Det kunne godt betyde at hun havde fægtet i sit tidligere liv, men hun troede ikke rigtigt på det, med de tidligere liv. Det var mere hendes mor som havde været sådan en freak hvad sådan noget angik.
Hun betragtede pigen som en fjende, en modstander. Men kun fordi de begge stod med en fleuret, og de stod ved siden af hinanden. Når en af dem var blevet slået, og de havde lagt deres våben, så kunne de sikket blive gode venner.

-Okay, jeg har prøvet det en del. Men ikke nok til at sige at jeg er vandt til det.
Hun smilede, pigen der stod over for hende, så helt vandt ud her i denne situasion. Sookie var ikke selv mester i dette her, men hun var god til det. En værdi modstander ville hun kalde sig selv, hun tog fat i "håndtaget" på det meget lange sværd. Det føltes helt rigtig i hendes hånd, som om at den var støbt til hende. Da hun ikke havde fået mærket, og var en helt almindelig teenager pige. Brugte hun hele sin fritid på sport, eller bøger. Hun havde ikke nogle veninder, at dele sine problemer med. Men hun ville ikke blive en omvendrende mumie, der hadde spisefrikvarterene, og ventede på det øjeblik, hvor hun kunne komme op til sine bøger. Hun ville have nogle venner, der stolede, snakkede, og diskuterede med hende. Men nu skulle der fægtes, så kunne hun arbejde senere.
-Lad os komme igang. Sagde hun, og blinkede til Daliah

"Ja." Hun smilede skævt, og knyttede hænderne lidt strammere om fleuretten. Hun rystede på hovedet, så hendes hår sad okay igen. Det skulle ikke komme i vejen for hende og vinderpladsen. Sookie så meget professionel ud, og det ville være en stor personlig sejr at vinde over hende.
Hun kunne godt lide Sookie. Hendes aura var hyggelig, tryg, og hun var lige så høj som hende selv. Hun var ret høj af sin alder, og hun hadede når hun var højere end fyrene.
Daliah løftede sit våben, og krydsede den med Sookies. Det var istedet for at sige 'jep, jeg er klar, angrib mig nu med den der mærkelige fleuret-ting'.

Klingerne klingede mod hinanden, det var den smukkeste lyd hun noglesinde havde hørt. Hun var virkelig god, når Sookie lige troede at hun var ved at vinde, gjorde Daliah noget helt uvendet, og Sookie reddede med nød og næppe at rette op på det. Kampen blev ved og ved, som om at der ikke var nogle af dem der ville give op. Det klirrede i flere minutter, en dråbe gled ned af hendes pande og ned til hendes næse, og videre ned til munden. Hvor hun pustede den væk, så den ikke iraterrede hende mere end nødvendigt. De så begge utrolig konsentrerret ud, de var vist begge fast besluttet på at vinde denne kamp. Så de fægtede videre til en af dem var blevet træt, og lavede en fejl.

Daliah havde altid været stærk, og havde haft god kondition og meget udholdenhed. Men fægtning var hårdt for armmusklerne, både fordi man skulle lave stød, og pareringer. Hun lagde mærket til at de begge to kunne mærke udmattelsen brede sig som et jerntæppe, og hendes bevægelser blev langsomt mere mekaniske, når hendes muskler trak sig sammen og lavede slag og hug. Hun elskede det her. Det var nu blevet hendes yndlingssport. Hun viste ikke om det var fordi det var Sookie der var hendes modstander, eller om hun bare godt kunne lide fægtning. I virkeligheden var det ligemeget.
Hendes indre monolog blev ødelagt, da hun måtte koncentrere sig meget for at undgå et meget godt indfald fra Sookies side. Hun fik fleuretten ind igennem Daliah parrader, og hun stødte hende imellem skulderbladene. Daliah gispede af smerte og bed tænderne hårdt sammen. Hun var ikke slået endnu, og kastede sig igen ud i et udfald imod Sookie. Hun skulle ikke tro at hun var svag.

Kampen blev hård og udmattende, hun kunne mærke at der snart ikke var flere krafter at bruge af. Fægtning var en eddel kunst, som deres lære sagde. Det handlede både om udholdenhed, muskelalitet og teknik.
Sookie kunne mærke at hun snart skulle til at stoppe, for ellers så ville hendes krop begynde at dehydrer, men hun ville vinde. Hun skulle bare ligge finde Daliahs svagheder. Men pludselig flimrede det over hendes øjne, ÅH NEJ tænkte Sookie inde i sig selv, men så fik hun sit fulde syn tilbage. Men i de få sekunders uopmærksomhed fra Sookies side, havde Daliah nået at få klingen ind under Sookies parade, så kampen blev afgjordt. Sookie sukkede lettet, hun var både skuffet over sig selv, og imponerret over sin modstanders viljestyrke. Hun løftede blikket, så de mødte en ægte vinders øjne, der var ikke noget hån i dem, overhovedet. Pludselig slog tanken hende: At hun nok ville blive en god ven. Hun smillede oprigtigt, og ønskede tillykke.
-Du er en god fægter. Indrømmede Sookie.

Daliah blev overasket over at hun vandt, men det kom helt af sig selv. Hun var åbenbart bedre end hun havde regnet med. Det var perfekt, hun elskede det. Det havde været et tilfælde at hun var kommet igennem hendes parade, eller hun troede i hvert fald at det var en tilfældighed. Hun følte i hvert fald at Sookie var lige så god som hende, så det var tilfældigt med udfaldet af kampen. "I lige måde, du er en fantastisk fægter." Daliah smilede blidt til hende, og strøg hende over overarmen, hvor hun havde prikket til hende. "Undskyld, jeg ville ikke have ramt dig så hårdt."
Begge pigernes vejrtrækning var meget tunge, og Daliah følte sig klam. Altså, alle hendes muskler skreg af anstrengelse, men også af glæde.

//Bliver nok nød til at smutte om lidt T _ T//

-Det er okay, jeg er vandt til den slags. Ikke fordi jeg kommer op og sloges og sådan, men man kan godt sige at jeg går ret meget op i sport.
Hun nikkede for at understrege, at det var en meget stor del af hendes liv. Hun smilede stille, og sagde:
-Hvor lang tid har du været her? I nattens hus mener jeg.
Hun vidste ikke om det var en fornærmelse at spørge om sådan nogle ting, det kunne være at det var en personlig ting, man burde holde for sig selv.

Hmm, det lod til at Sookie var en ret god fægter, og at hun gik meget op i det. Måske skulle hun ikke have være så hård ved hende.. Hun ville helst ikke få fjender på den første dag, men alligevel så virkede Sookie ikke særlig agressiv.
"Det er min første dag." svarede hun forsigtigt, og tørrede sig over panden med ærmet på fægtedragten. "Jeg blev Mærket i forgårs, og jeg kom hertil i morges. Altså, lige da I skulle til at gå i seng." Hun smilede skævt ved tanken. Hun var taget herover direkte efter skole, for ikke at skulle forklare sig for sine forældre. Det ville være blevet en meget, meget ubehagelig samtale.

-Åh, så må det være rimeligt nyt det hele, jeg er ikke ligefrem "gamel", ¨men kom godt nok heller ikke i går. Det så ellers ud som om at du er faldet meget godt til?
Det gjorde det faktisk, hun var ikke ligesom hende selv føreste dag. Altid øjne i nakken, svarede næsten ikke engang nå folk spurgte om noget, ikke så smart, det er ikke det man får venner af.

"Det her er bare meget bedre end mit gamle sted. Jeg føler mig hundrede gange mere hjemme her." Hun smilede til Sookie, imens hun stillede sværdet i deres holdere fordi timen snart var slut. "Tænk engang, hele mit liv har jeg ledt efter et sted hvor jeg høre hjemme, og så finder jeg det her. Et sted hvor kvinder bestemmer, et sted med lækre fyre og mega seje fag. Et sted hvor du selv bestemmer, og hvor dine forældre ikke kan styre dig." Hun lukkede øjnene og strøg en tot rød hår om bag øret.

-Ja det er ret fedt, godt nok går jeg ikke op i drenge på den måde, men det er fedt at man har så meget ansvar for sig selv. Det har jeg virkelig haft brug for!
Hendes mave begyndte pludselig at knurre, rimmelig højt. Der var nogle andre der vende sig om. Men Sookie var lige-glad.
-Jeg tror snart timen slutter, men skal vi spise sammen? Det er forresten noget VIRKELIG dejligt mad, ja du må have smagt morgenmaden, hvad syntes du egentligt om maden?
Maden var noget af det bedste her på skolen, og så også fordi den var sund. Hun gik ikke meget ind for det før-i-tiden, men hun syntes at usund mad var begyndt at smage meget bedre, nu når man spiste så meget sundt.

//:Sundt, sundt og sundt!;P

"De har virkelig meget morgenmad." sagde hun, med et sjovt tonefald. Hun smilede bredt til Sook og betragtede hende. Til morgenmad havde hun spist en masse blandede ting. Hun spiste altid ske-mad. Og så havde hun virkelig haft brug for noget sukker for at komme op. Det var hårdt at starte et nyt sted, med alle de sorte tanker.
"Jeg vil rigtig gerne spise sammen med dig." sagde hun ligeud og gik hen imod døren ligesom en masse andre ynglinge. Sook var ret hyggelig at snakke med, og talentfuld og meget spændende. Hun virkede som en som havde en masse at sige.

-Tak, Dal.
Der havde været lidt kedsomligt på det sidste, hun havde holdt sig lidt for sig selv. Det var dejlligt at få en man kunne dele sine tanker med, en som man kunne kalde deres kælenavn. Hun savnede sådan en, men det var da lige det hun var ved at få, var det ikke?
-Lad os så få vores mund stoppet.
Hun smilede til Dal, som smilede tilbage, det skulle nok blive godt det her.

Hun smilede kært til hende, og begyndte at gå hen imod spisesalen. Hun kunne godt lide navnet. Det var meget mere hyggeligt end kantinen, syntes hun. Det var også et sejt sted. Hun var begyndt at syntes mere og mere om Nattens Hus. Både eleverne og maden. Og ikke mindst stilen.
Hun kløede sig i håret, og holdte døren for hende.

//Bliver nød til at smutte.. T _ T Ses.//

-Tak.
Daliah holdt døren for Sookie, som gik efter Dale ned (op) til spisesalen. Hun gik i sine egne tanker, så hun lod ikke mærke til at de var kommet der hen. De stoppede foran spisesalen og kiggede ind i det store rum, Sookie havde altid været beærret over for mad, og så især når man gik så meget op i det. Men dette det var direkte "vildt" med alt den mad. Hun huskede at takke nyx, for alt den mad.
-Vi snupper hjørnet. Kom.
Sookie viftede med hånden, over til et bord, i hjørnet.

Daliah fulgte med hende, og så det ideelle bord. Og så var der ikke nogle. Hun smilede skævt, og smed sin taske under bordet. Hun strøg noget hår om bag øret, og så på Sookie. "Jeg går lige over og ser hvad der er i dag." Hun vendte sig om i mylderet af ynglinge, og regnede med at Sook ville følge efter hende. Hun håbede at maden var lige så god som til morgenmad.

//Jeg har bare sååå lidt kreativitet!!//