Someone new? (Caynan)

Han forstod ikke helt... Hun var altså blevet genoplivet...Det var jo ikke så underligt, men han ville gerne vide hvordan hun var død... Men vidste ikke om han kunne tillade sig at spørge hende om det...

''Hvordan døde du søde?''

Han aede og kyssede hende stadig blidt... Han holdt hende indtil sig selv igen... Han knugede hende indtil sig...

''Og lige meget hvad så elsker jeg dig...''

Hun næsten kastede ordene efter ham "Jeg trænede alene. I naturen. Jeg faldt. Lægerne foralte at mit bryst var gennembordet seks steder. De forstod ikke hvorfor jeg overlevede! Det gør de stadig ikke! de ved ikke hvorfor jeg ikke dør!!" hun skreg det sidste og holdt sig for ørerne for at prøve at holde sandheden ude.

''Hey rolig nu...''

Han kyssede hende igen på hovedet... Han var ligeglad med om hun var kommet ud for den slags... Men en ting gjorde ham nervøs, måske hun så gik hen og døde undervejs... Men han ville ikke lade den tanke ødelægge noget...

''Søde... Måske det er derfor du blev mærket?''

Han smilede venligt til hende...

Arei nåede kun at tænke tanken at hun hellere ville havde været død dengang end at leve med visheden om at man måske ikke vågner når man går i seng. Hun skreg højt, som om at hun derved kunne holde døden væk og holdt sig for ørerne med en panisk mine.

Han blev ved med at ae og kysse hende stille og roligt mens han stille talte til hende... Han havde ikke meget at sige men han ville gøre hvad han kunne for at gøre hendes tid bedre...

''Søde så vær glad for at jeg er her for dig... Og med glæde vil dele tiden med dig...''

Han kyssede hende på hagen...

Hun vendte og rejste sig i en bevægelse og slog ham på kinden med bagsiden af hånden midt i bevægelsen, med vilje. "Jeg har ikke tænkt mig at dø! Snak ikke sådan til mig!! TAL IKKE TIL MIG SOM OM JEG SNART DØR!!" hun råbte ad ham men hendes tårefyldte øjne bønfaldte ham hjerteskærende om at rede hende. Hun lagde armene om sig selv med tårerne løbende ned af kinderne.

Han reagerede ikke på slaget han forstod jo at hun var frustreret så han rejste sig bare op og lagde armene om hende og kyssede hnde bare igen og igen... Han havde ikke ment det på den måde at hun ville dø... Men bare at han gerne ville dele tiden med hende om det så var en evighed de snakkede om...

''Mente ikke tiden til du døde, men bare tiden generelt også en evighed... det er stadig tid...''

han hviskede det i hendes øre, og kyssede hende øreflip...

Hun lagde armene om ham og græd til hun ikke kunne mere. Hun var bange, hun kunne ikke forklare ham den kroniske dødsangst hun levede med. Det var både godt og skidt, for hun levede så vidt muligt uden at fortryde noget og gjorde hvad hun havde lyst til, men på den anden side var hun bange, hele tiden, men mest for at sove. Han havde startet tanker som at hun ikke ville miste ham igen, og de havde fået hende til at tænke på at han måske mistede hende i stedet.

Han holdt hende bare ligeglad med alle tankerne... Han var også ligeglad med om han gik hen og mistede hende han havde mistet så meget før, og han ville hellere leve i frygt got at miste en han elskede en uden nogen at elske overhovedet...

''Er det ikke bedre at leve i frygt for at miste nogen man elsker end uden nogen at elske?''

Han kyssede hende kort på kinden...

''Det tænker jeg ihvertfald...''

Han kyssede hende på læberne lidt mere lidenskabeligt denne gang end tidligere...

Hun klukkede gådkvalt over hans kommenter, hun havde aldrig troet hun skulle høre sådan noget fra en type hun før opfattede som sort-seere. Da han kyssede hende mærkede hun knuden om sit hjerte lette lidt og hun lagde hænderne mod hans kæbe/hals og gengældte det med a breathtaking passion (manglede formuleringen på dansk).

Han vidste ikke hvad han skulle gøre andet end bare holde det fantstiske kys de havde... Han nød det bare og han var ligeglad med hvordan han blev set af andre... Han var den han var og så var folk den de var, og han var så ligeglad med dem... Han holdt bare kysset og aede hende stille over ryggen med rolige bevægelser...

Da hun slap hans læber lagde hun sin pande mod hans og mumlede lavt "tak" sagde hun kærligt og kigged ham i øjnene "Jeg elsker dig" de det sidste ord havde forladt hendes tunge, gav hendes ben efter under hende og hun faldt sammen, udmattet.

Han holdt stadig fast i hende da hun lagde panden mod hans, og da hun sank sammen fulgte han ogå bare med hende ned mens han stille holdt hende ind til sig... han kunne ikke lade være med at smile over sine næste kommentar...

''Hvad det så svært at sige søde?''

Han kyssede hende igen på næsen...

''Skal vi få dig lagt i seng?''

Arei mumlede halvbevidstløs og lænede sig ind mod ham, fuldstændig afkræftet. Hun følte det som om at hun lige havde sagt at han ikke måtte lade hende dø, som om at hun havde delt sin byrde med ham. Hun følte sig så let.

Han tog fast i hende og løftede hende stille op i hans armen... Han begyndte så at gå over mod sovesalene... Han skulle have hende i seng hun trængte til at sove hun var jo helt afkræftet...

''Hvilket værelse?''

Det var ment som hvor hun boede henne fordi ellers måtte han bære hende ind på sit...

Hun holdt om sin ene hånd med den anden og holdt dem begge mod brystet, hun havde lukket øjnene og lignede egentlig en der allerede var langt væk i en dyb og ubekymret søvn hun ikke havde været i i over 3 år. Hun følte sig sikker i hans arme, at ikke engang døden kunne nå hende der. Hun smilede befriet.

Han bare hende så bare op og ind på hans værelse... Det var egentligt langt tid siden han selv havde været der... Han pakkede hende ind i et tæppe fordi han var sikker på at en dyne ville blive for varm, og han var også nervøs med om et tæppe mon var for varmt...

Han kyssede hende blidt på panden før han satte sig med ryggen mod sengen, og hold om den ene af hendes hænder...

Arei faldt i en dyb søvn og drømte en lang drøm der virkede underligh bekendt og samtidigt så fjernt, det eneste hun genkendte med sikkerhed var Caynan. Hun kunne føle ham helt ind i drømmen, føle ham holde sin hånd.

Han sad bare med ryggen mod sengen og fletteede sine fingre ind i hendes mens han langsomt selv faldt i søvn... Han endte med at sidde med hovedet bagud så det hvilede på madrassen. Det var en meget ubehagelig måde at lægge på men han trængte selv til at sove så han lagde ikke mærke til det selv...

Han drømte selv om hende... Han drømte dog et mareridt, om at hun kom gående i en hvid trøje og efter et kys kom der 6 røde pletter på brystet og hun faldt bare død om, og det eneste han tog sig sammen til var at fjerne trøjen og drikker hendes blod...

Arei bevægende sig hen til kanten så hun lå tættere på ham og kunne lægge læberne mod hans fingre. Hun sukkede stille og nød at sove ubekymret.

Han vågnede efter noget tid med et sæt, og et skrig... Han gav sig bare til at krølle sig sammen på gulvet, og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, før han opdagede det bare var en drøm eller et mereridt og han satte sig op igen...

Arei rørte uroligt på sig, meget tæt på kanten af sengen. Hun var blevet revet ud af søvnens dybder men ikke vækket helt.

Han satte sig bare over til snegen og sad bare og aede hende over håret, og hold hendes hånd... Han havde lyst til at lægge sig hos hende, så han gjorde det lige så forsigtigt og han lagde stille armene om hende... Mens han bare lagde der og aede hende... han ville ikke sove han var bange for det...

Arei smilede og puttede sig ind til ham, den dybe søvn vendte tilbage og før hun gled helt væk igen mumlede hun lavt "..elsker dig Cay... vær ikke bange.." Så var hun væk igen og det dybe åndedrag tog over.

Han holdt bare om hende og selvom hun havde sagt at han ikke skulle være bange turde han ikke falde i søvn... Så han lagde bare og aede hende og kyssede hendes hår... Han elskede hende allerede og de havde ikke været sammen ret længe... Det var virkelig noget der var fantastisk at opleve...

''Elsker også dig Arei...''