School today? -Caynan

T: Lige før første time
S: Gårdspladsen, på en græsplæne
O: Træer og ynglinge på vej til time
V: Lunt, fuldmåne, men med mange skyer
P: Sorte jeans, sort t-shirt og sorte converse. Sin guitar og skuldertaske.

Kayla var ved at komme for sent til time. Det var hun efterhånden altid. Hun så sig omkring og kunne se en masse andre ynglinge som også var ved at komme for sent. Hun stoppede op lige uden for et træ, som hun lænede sig op af. Hun gad ikke i skole, men vidste at hun var nødt til det. Hun lod sig glide ned på jorden. Hun trak benene op under sig, lagde armene om dem og hvilede hagen på knæet. Hendes taske og guitar havde hun lagt ved siden af sig. Hun sukkede dybt og lukkede øjnene. Hun fik krampe i benet og strakte dem ud. Hun lod hovedet falde tilbage mod træet stamme og så op på månen. En sky gled i foran den og der blev mørkere. Hun så igen rundt, men der var ved at være tomt. "Alene.... som altid," mumlede hun ud i natten.....

HAn grinede lidt da hun sagde det med at være helt alene, nok mest fordi hun ikke var det grundet at han sad oppe i det træ som hun havde sat sig op af, og han svang sig derfor ned far træet så han landede lidt fra hende... Hans tid med at træne med Arei havde da gjort lidt for ham...

''Helt alene er du heller ikke... Måske du bare skal kigge opaf en gang imellem istedet?''

Han smilede til hende og satte sig i skrædderstilling foran hende, og kiggede lidt på hende inden han kiggede op i himlen. Han smilede for sig selv. Han var egetnligt i ret godt humør...

''Men burde du ikke være til time? Eller du har måske lige haft timer? Eller har du de meget sene timer?''

Han stillede virkeligt mange spørgsmål fordi det var jo lidt sådan han var gået hen og var blevet. Selvom han ikke rigtigt havde været sammen med folk længe...

Hun udstødte et gisp da han landede foran hende. Hun lagde hånden på brystet og trak vejret dybt, mens huns smilede. "Er du sindssyg?! Du havde nær givet mig et hjertestop!" sagde hun og kunne ikke lade være med at grine. "Jeg vil da helt sikkert begynde at kigge op fra nu af," mumlede hun og skulede op mod trækronen.
"Jeg burde være til time, men til hvad nytte? Jeg deltager alligevel aldrig mere, så hvorfor overhoved dukke op?" sagde hun med et skuldertræk. "Hvad med dig selv, hr. nysgerrig?" spurgte hun og smilede til ham. Det var første gang hun fik lov til at kalde andre for nysgerrig. Hun fik det tit af vide selv, og det skræmte mange at hun var sådan.

''Ja for pokker... Så skulle jeg jo til at give dig hjerte-lunge redning... Det ville alligevel kræve nogle kræfter.''

Han smilede stille til hende, og kunne godt forstå hun var blevet en smule bange, men det var da godt at hun valgt at kigge op lidt mere. Det var han ihvertfald glad for, men han havde nu tænkt lidt mere metaforisk på som i at hun skulle være mere positiv...

''Så er vi to der har det på samme måde... Timerne keder mig, og man lærer jo ikke rigtigt noget af det...''

Han satte sig over ved siden af hende.

Hun grinede igen og så på ham. Hun syntes på en måde at han var lidt uhyggelig at se på, men det gjorde hende nu ikke noget. Det var sikkert også bare fordi han havde skræmt hende halvt ihjel ved at hoppe ned fra træet. Hun havde troet at hun var alene...
Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Hvis man nu tog sig sammen, så lærte man nok noget. Engang i mellem. Jeg har altid godt kunne lide undervisningen, men ikke mere," sagde hun og sukkede stille. Hendes blik flakkede væk fra ham og hendes øjne blev fraværende mens hun tænkte tilbage.....

''Eller også skulle lærerne bare tage sig lidt sammen istedet og lade være med at tro vi overhovedet ikke ved noget som helst?''

Han sukkede lidt selv, og kiggede ud i mørket. Han vidste ikke hvad han mere skulle sige eller gøre lige der. HAn kiggede efter lidt tid over på hende og kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var der lige var gået igennem hans tanker han kunne snakke om...

''Hvad er dine hobbyer?''

Han spurgte stille og han var meget glad for at han havde fundet et eller andet han kunne tale om.

Hun rystede på hovedet for at klare tankerne og så forvirret på ham, indtil det gik op for hende at hun havde været helt fraværende. Hun smilede undskyldende til ham.
"Det kunne da være en ide at fortælle dem," svarede hun og så på ham.
Et stort smil brød frem på hendes læber da han spurgte om hendes hobbyer. "Jeg spiller guitar og er sammen med mine veninder og venner," smilede hun og lagde igen hovedet på skrå. "Hvad laver du?"
Hun tænkte sig om et øjeblik før hun rakte hånden frem. "Jeg er Kayla Marnie," sagde hun og smilede.

''Ja hvis ikke det var fordei jeg kunne forestille dem bare blive stik tossede over at et 'barn' forsøger at belære dem?''

Han kiggede stille på hende og kunne godt lide hvordan hun smilede meget bredt da hun talte om hendes hobbyer men da hun spurgte ham om hans var det ikke så fedt længere... Hvad fanden han havde jo ikke rigtigt nogen hobby...

''Ikke rigtigt noget... Går i skole når jeg gider, og ellers tåger jeg bare rundt.''

Han kiggede op i træet.

Hun smilede bare og rystede opgivende på hovedet. "Du er skør," sagde hun.

Hun tænkte lidt over hans svar. "Hvad er du god til?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå. "Hvad kan du lide at lave? Hvad med at være sammen med venner? Fortæl noget om dig selv!" tryglede hun og smilede til ham. Hendes nysgerrighed tog over hånd, men hun håbede ikke at hun skræmte ham.

"Hvad hedder du forresten?" tilføjede hun.

''Selvføligelig er jeg skør...''

HAn smilede ikke eller sagde det i sjov. Han var blevet kaldt for skør af både læger og psykologer, så det var en af de ting han så sig selv som... Han kiggede på hende og så grinede han, men fordi hun var så nysgerrig...

''Øhm... God til? ikke rigtigt noget vil jeg sige... Lide at lave? sex... Venner? Det tætteste jeg har på en ven er en der vil dræbe mig hvis hun får chancen, og dem jeg har sat i celle med...''

Han sukkede, og kiggede så på hende, ville hun virkelig vide noget om ham selv? Ville hun kende hans historie?

''Hvad vil du vide? Og jeg hedder Caynan...''

Hun så på ham og løftede et øjenbryn. "Seriøst? Jeg sagde det bare for sjov," sagde hun uskyldigt.
Hun kom til at smile af hans latter og lyttede interesseret til den. Han var den første hun havde hørt grine siden dét skete. Hendes øjne lyste af glæde, mens hun kiggede på ham.
"Alle er gode til noget," sagde hun. Hun lyttede til hvad han sagde, men kommenterede det ikke. Celle? Det gjorde hende nysgerrig, men hun ville ikke presse ham til at fortælle noget.
"Jeg vil gerne vide, hvordan dit liv var før du blev mærket," svarede hun. "Hyggeligt at møde dig Caynan," tilføjede hun med et stille smil.

''Men det er skam sandt... eller det har det ihvertfald været en gang... Der blev jeg 'diagnosticeret' som skør af både psykiater og læge...''

Han kiggede på hende, og da hun sagde hun gerne ville høre hans historie før han blev mærket og han kiggede undrende på hende og som om han syntes hun var ret dum over det at hun ville have hans historie...

''Okay... Jeg levede på et børnehjem først... Her mødte jeg min første kæreste som udnyttede mig til stoffer og varme... SÅ endte jeg i fængsel grundet det med stofferne... Og noget tid senere mødte jeg en ny kæreste som brugte mig som syndebuk og efterlod mig til politiet... røg igen i fængsel... Og det er pretty much my life..''

"Wow," mumlede hun og så væk. Hun blev overrasket over at han var skør. Men hun blev ikke skræmt af det. Hun syntes tværtimod at det var spændende, og det gjorde hende endnu mere nysgerrig.
Hun blev lidt stødt over den måde han kiggede på hende, og trak sig uvilkårligt lidt væk. Hun lagde armene om sig selv og så væk. Hendes kæbe blev spændt, da hun kiggede på ham igen.
Hun mærkede et stik af medlidenhed med ham. "Det var da en trist historie," sagde hun og så oprigtigt på ham. "Er det blevet bedre efter du blev mærket?" spurgte hun. "Btw: sig til hvis jeg er for nysgerrig," tilføjede hun med et lille smil.


//Skal være sammen med en veninde hele weekenden, så kommer først på søndag eftermiddag igen God weekend!

''Ja, med min fortid ville alt andet vidst være meget sært, og så ville jeg alligevel sige man var skør...''

Han grinede lidt af hende, men smilede bagefter bare varmt og venligt til hende. Hun var nu egentligt meget rar at snakke med. HAn havde altid godt kunne lide at snakke, der var meget få ting han kunne lide mere end han kunne lide det at snakke med folk...

''Både og...''

Han smilede bare og rystede på hovedet som svar på at han ikke fandt hende meget nysgerrig...

"Det ville det sikkert," svarede hun med et smil og så på ham. Hun ledte efter noget mere at sige, men kunne ikke komme på noget og valgte derfor bare at se på ham.
"Hvad mener du?" spurgte hun lidt efter, og lagde hovedet på skrå.
Hun grinede af hans hovedrysten og smilede stort til ham. "Du må også gerne spørge hvis der er noget. Du har jo været ærlig overfor mig, indtil videre. Eller det vil jeg sige, jeg håber du har været ærlig," smilede hun og så lidt op på himlen.

''Der er bare nogle ting som er blevet bedre... Ingen udnytter mig... Men er ret så ensom... Så der er både sket gode og dårlige ting siden jeg er blevet mærket...''

Han kiggede stille på hende og granskede så sin hjerne for noget han kunne spørge hende om... Hun var en sød pige og smuk... Han rystede på hovedet da han ikke orkede at tænke sådan om hende... Ikke noget med den slags tanker igen...

''Hvorfor er det egentligt du er så nysgerrig?''

Han spurgte hende stille... Han fandt det bare underligt at hun spurgte så meget...

"Da er da bedre at være ensom end at blive udnyttet," sagde hun stille og smilede svagt. Hun så på ham med øjne som lyste af glæde, glæde over at have mødt ham og få lov til at lære ham lidt at kende.
Hun bed sig i læben og så væk. "Min bror lærte mig at stille forfærdeligt mange spørgsmål, så jeg ved hvem det er der enten vil være min ven, eller slå mig ihjel," mumlede hun uden at se på ham. En enkelt tåre gled ned over hendes kind og hun tørrede den hurtigt væk og så på ham. Hun syntes enligt at han så meget godt ud når hun tænkte over det.