Levende lys (Åbent emne)

Sted: Gudindens Tempel
Tid: En time efter fuldmåneritet
Omgivelser: Udbrændte og brændende starinlyd, statuen af gudinden og offerbordet
Vejr: Mildt regnvejr og svag blæst
Påklædning: Skoleuniform

Lyset i templet var helt perfekt. Et blødt skær af de flakkene starinlys, der stod rundt omkring eller hang på væggene. Statuen af gudinden var nok til at tage pusten fra en. Smuk, fantastisk og så perfekt at kun en guddom ville kunne opnå det. Alligevel syntes Ciel ikke, at statuen ydede gudinden respekt. Al den godhed og visdom, kunne ikke vises i en marmoransigt.
Men det var ikke hvad den mørkhårede skikkelse tænkte på, mens han sendte sin bøn ud i natten. Istedet tænkte han på den yngling han havde set dø aftenen før, som alle allerede syntes at have glemt.
Ciel var på 5. trin og havde allerede oplevet så mange dødsfald, at han kendte rutinen. Man sørgede ikke over dødsfald i Nattens Hus. Det gjorde man heller ikke i Frankrig, hvor han havde boet sine første 2 år som yngling, før han varblevet forflyttet til Tulsa.
"Gudinde, tag den stakkels dreng til dig," hviskede han ud i intetheden. En pludselig kulde syntes at ligge sig i templet.

tøj: skoleuniform

Amera havde stået lidt fra døren af, hun kunne ikke lade hver med at betrakte den smukke omgivelse hun befandt sig i. hun så drengen der bedte en bøn og havde egentlig tænkt sig at forlade templet, hun mendte en bøn var hellig, og helst skulle udsendes privat. Amera vendte sig om, hendes hår dansede lidt da der kom en pludselig kulde i rummet. hendes tanker kredsede straks omkring kulden at hun glemte at koncentere sig om sine fødder. hun faldt så lang hun, og landede på gulvet med et bump.

Ciel hørte et gisp og et bump bag sig, og rettede sig straks op. Han så hen imod døren, hvor en pige lagde på gulvet. Han smilede svagt og gik hen imod hende. Det var lidt svært ikke at grine, når nogen faldt, men han holdt da latteren inde. Han ville sikkert også fortryde den hurtigt, hvis pigen var kommet til skade.
"Er du okay?" Han laggde sig ned på knæ ved pigen og forsøgte at hjælpe hende op. Hun så ikke ud til at være kommet til skade, så hun havde vel egentligt bare fået et chok. Det håbede han da for hende.

Amera rødmede strak fordi hun blev flov. hun så op på drengen med sine nøddebrune øjne. "ja jeg har det fint" sagde hun og kom igen op og stå. hun børstede hurtigt sit tøj, selvom det ikke var særligt beskidt. det var nærmere bare en vane sag. "tak for at du hjalp mig op igen" sagde hun hurtigt med et lille skævt smil.

Hans blågrønne øjne fandt hendes og et svagt smil spredte sig på hans læber. Han rejste sig også og forsøgte at lade være med at give hende rund til, at være flov.
"Hvad skete der?" Det var ude af hans mund, før han havde tænkt over, hvor pinligt det ville være, hvis hun bare var faldet over hendes egne fødder.
Den franske accent var tydelig og han forsøgte at tale, så hun kunne forstå ham igennem den. Det så i det mindste ud til at gå godt.

Amera så ned, nu var det jo det blev rigtig pinligt. "faldt over mine fødder" sagde hun med et lille grin og så op igen, hun var ikke rigtig længere flov over at hun faldt. det skiftede ret hurtigt, hun havde lidt svært ved at finde ud af hvad for en accent kom fra, men hun var heller ikke den skarbeste kniv i skuffen.

"Har du da travlt?" Han kunne ikke lade være med at grine lidt - det var godt at se, hun ikke var flov over det. Det var jo bedst for folk, at man kunne grine af sig selv.
Han lagde hovedet lidt på skrå og så hende i øjnene, men så så hurtigt væk ... Øjenkontakt var ikke noget, han var så god til, og det havde han heller aldrig været. Han vidste ikke hvorfor. Det var ikke et problem han havde, når han var på en scene. Han havde et skuespiller talent, men når han 'bare' var Ciel, var han genert.

"nej, jeg bare den første klodsede røde yngling" sagde hun med et lille grin, Amera var en af de personer der grinede når andre grinede, og græd når andre græd. men lige i dette øjeblik var nu ret glad. Amera bed i sine knorer, og rødmede igen, men det var nu mere noget hendes krop gjorde, fordi hun altid var genert, nervøs eller bare flov.

Først da hun sagde det, så han op på hendes pande og lagde mærke til at tatoveringen var rød. Han havde mødt en enkelt rød yngling før, men han gjorde ikke noget stort ud af det, selvom de ikke havde røde ynglinge i Frankrig, hvor han kom fra. Han smilede skævt til hende og forsøgte at finde på et andet emne, da det lod til at hun blev genert meget let.
"Er du sikker på, du er okay? Du virker lidt rystet."

"jaer sådan da, men det går nok, jeg brækkede ikke noget denne gang" svarede hun med et lille skævt smil. hun trak lidt op i sit ene ærme, så han kunne se et meget magert håndled der havde været brækket et par gange. hun trak det ned igen, da hun var sikker på han havde set det.

Han så bekymret på hende, da hun viste ham sine mærker. Selv havde han også nogen frygtelige ar, men det var alt sammen noget han havde fået i kamp eller under træningen.
"Klodset er måske en underdrivelse," drillede han, men det løb ikke helt så positivt, som han ville have, at det skulle ... I stedet lød det koldt og humorforladt, som han havde det, når han tænkte på fægteturneringen ...

Amera rødmede lidt igen, men hun smilede også lidt. "jeg har lært at leve med det. men du ikke den første der reagere sådan på det" sagde hun og trak på sine skulder med et smil, hun bed sin læbe. hvilket også var en vane sag, Amera havde for vane altid at bide i sine knorer eller læber, så derfor havde hun stort set altid plastre på sine hænder.

"Du bider dig selv til blods, hvis du fortsætter på den måde," bemærkede han, da han så hvordan hun var begyndt at bide sig i læben. Det var noget hans kæreste hjemme i Frankrig også havde fået for vane, men han havde vænnet ham af med det ... Dog kunne han ikke rigtig gøre noget ved det, når det var venner der havde problemet ... Det var jo en anden sag.
"Nå, hvad laver du egentligt herinde? Det er jo ved at være noget tid siden at riten sluttede." Han lagde hovedet lidt på skrå.

"i know, Amiana, Rosa og Hayate prøvet af vænne mig af med det" sagde hun stille og smilede uskyldigt. hun stoppede med at bide sig i læben men det var lidt svært bare at lade hver. hun lod armene falde ned langs siden

Ciel nikkede kort for sig selv og sukkede en smule irriteret, da han ikke fik svar på sit andet spørgsmål. Men hvis hun ikke ville svare, kunne hun da også bare lade være!.
Han begyndte at gå hen imod døren uden at kommentere det med, at nogen havde prøvet alt hjælpe hende. Hvis hun ikke svarede, skulle hun ikke forvente at få en respons fra ham.

//Kunne du skrive lidt længere? Der er ikke meget at svare på.

//jo er sådan lidt i mine egne tanker., men skal nok forsøge ^^


Amera så efter ham og havde en følelse af at hun havde gjordt noget galt, hun bed sig i læben, men kunne ikke rigtig huske noget, så hun prøvede noget nyt. "jeg så du bad en bøn? hvem var det til?. det ikke for at snage, jeg stod og skulle til at bede en bøn selv da jeg fik øje på dig.." sagde hun stille og bed sig i læben, hun rødmede igen, og så ned, hun regnede ikke rigtig med at han ville svarede hende, hun havde åbenbart gjordt ham sur, hvilket hun ikke havde det ret godt med...
hun sukkede lidt og vendte sig om mod statuen af deres gudinde. hun elskede at være i templet, der var utroligt smukt, og fred fyldt.

//Takker.

Ciel stoppede op og så tilbage mod hende. Han sukkede svagt og så ned i jorden med en trist grimasse. Det gjorde en smule ondt at tænke på hans venner og kæreste hjemme i Frankrig, og det var ikke så rart at blive mindet om - heller ikke når han lige havde sat og bedt for deres velvære.
"For ynglingene hjemme i det Franske Nattnes Hus," forklarede han, og forsøgte at tvinge et smil frem. Det så meget ægte ud til trods for, hvor falsk det føltes. Han var en meget god skuespiller, så det med falske smil var en meget lille kunst.
Og nu vidste hun så også, at han var franskmand. Så var det nok ikke så besværligt at regne ud hvorfor han havde den accent, han ikke rigtig så ud til at kunne komme af med.
"Hvem skulle du selv bede for?" Hans blik gled op mod statuens ansigt mens han mærkede hans hjerte blive lidt lettere, ved tanken om at gudinden nok skulle tage sig af sine børn. Med eller uden hans bønner.

Amera vendte sig igen mod ham. nu hvor han fortalte han kom fra nattens hus i frankrig, kunne hun også få hans accent til at passe. hun bed sig i læben "min far" sagde hun stille og så igen på ham, der var et lille pift af smerte i hendes øjne. da hun tænkte på ham. "da jeg døde var det eneste jeg tænkte på min far" sagde hun stille og så op imod gudinden, "jeg tror ikke rigtig der var nogen der bad for mig, men nu vendte jeg også tilbage. det lidt hårdt at de efterladte ikke for lov at sørge, men jeg kan godt se på den anden side. det kan ske hver dag at en yngling ikke klarer forvandlingen" sagde hun stille og bed sig i læben.

"Hvordan ... døde du?" Nu var det hans tur til at bide sig i læben. I Frankrig havde der i en peroide været rigtig mange ynglinge, der døde på rigtig kort tid ... Alle ynglingene havde været vildt bange for at blive den næste. Ciel havde også været bekymret, men mere for sine venner end for sig selv. Og han havde tænkt rigtig meget over, hvordan det ville være rent faktisk at dø ...
"Hvordan var det?" Han kunne forestille sig den sønderrivende smerte, men nærmere kunne han ikke komme på det. Han havde set det ske mange gange, men det var vel en helt anden ting at være centrum i.

Amera så ned, med et lidt tomt blik i ansigtet mens hun tænkte tilbage, hun ville aldrig glemme hvordan hun døde. " Det var midt om natten, jeg havde lige haft musik. jeg sad inde i kantinen omgivet af mine nærmeste venner. jeg ka huske vi fik min ynglings ret. pasta og kødsovs. jeg havde lige taget en ordenlig mundfuld, mens jeg lyttede til min venindes kærligheds liv, da det begyndte. først fik jeg maden galt i halsen, fordi smerten var for slemt, det føltes som om mine tarme sprang i stumper, og mine indre organer vred sig i smerte. jeg mistede balancen og trillede ned fra min stol, jeg græd og jeg skreg, mens blodet pumpede ud af min mund, mine veninder skreg og faldt i svime om mig, nogen af dem græd mens de holdt i min hånd, jeg forsøgte at koncentere mig om min nærmeste veninde, men smerten var ulidelig, til sidst kunne jeg slet ikke se hende fordi blodet begyndte at løbe ud af mine øjne så de blanede sig med mine tåre. til sidst kunne jeg helller ikke skrige på grund af blod. lærene kom og hev mig væk fra de andre, en af lærerne gav mig noget smertestillene, også var der bare mørkt og stille, som når man sover fredfyldt. men så vågnede jeg i det der mørke, jeg følte mig alene og fortabt, og begyndte igen at græde. intil jeg vågnede op igen som rød yngling." sagde hun stille. hun stirrede stadig ud i luften mens hun lod ordene sive ud i verden,

Det lød så meget mere voldsomt end det havde set ud, de gange han havde set det. Men det gav selvfølgelig meget god mening, at det føltes værre.
Han gik roligt hen imod hende og lagde sine hænder på hendes skuldre i en forsigtig trøst.
Før han vidste af det, lagde han armene om hende og trak hende ind i sin favn. Det måtte have været virkelig frygteligt for hende og han ville bare gerne vise at han følte med hende. Han havde set sin bedste ven dø, og i Frankrig var der jo intet der hed Røde Ynglinge, så han var ikke blevet genoplivet.

Amera lænede sig aotomatisk ind til ham, og slappede lidt mere af, det var en oplevelse så forfærdelig at hun ikke ønskede det for nogen som helst, ikke engang sin væreste fjende. hun trak vejret dybt, og fik en normal farve i ansigtet igen. "jeg føler dybt med de ynglinge der døde, jeg har jo selv prøvet det. liden siden den nat jeg fik en ny chance for at leve, har virkelig takket nyx, hver eneste dag takker jeg hende for at lade mig leve, " sagde hun stille og blinkede lidt. hun var glad for han var der, og støttede hende. Amera så op på ham. "jeg syndes det smukt at du beder for de ynglinge der dør, de har virkelig fortjent at der bare er nogen der gør det" sagde hun stille.

"Man skal bare huske på, at selvom professorene ikke lader os gøre at, kan ingen censurere bønner." Han smilede skævt og strøg hende blidt over håret. Det var en lettelse at det så ud til at trøste hende så godt. Han ville ikke lade en plausibel ven stå og halv-tude ... Det kunne han simpelt hen ikke gøre!
"Klare du dig? ... Hey, hvad var dit navn forresten?"

Amera nikkede og smilede til ham. hun var glad for at de selv måtte bestemme hvem de kunne sende deres bønner til. "ja jeg klarer mig, er bare glad for du gad hører min historie, det kan være hårdt at brænde inde med det" sagde hun og slappede helt af. "jeg hedder Amera. Amera H. Wings for at være helt nøjagtigt" sagde hun og smilede lidt skævt til ham. "hva med dig?" spurgte hun, amera tænkte at det egentlig var en lidt underlig følelse at fortælle noget så intimt til en hun ikk engang kendte navnet på. men det gjorde hende alligevel ikke noget.

"Ciel J. Moreau," sagde han og bukkede med højre hånd knyttet over hjertet. De var meget mere formelle i Frankrig, og han havde ikke ændret sig det mindste, da han tog til Tulsa.
"Vi mødes i glæde Mademoiselle Wings." Han smilede skævt og rettede sig op hvorefter han så hende i øjnene.

//Min krea døde. Sorry.