Minder ... (Åbent emne)

Sted: En lille café i Tulsas' gader.
Tid: Solen er lige gået ned.
Vejr: Overskyet men lummert efter dagtimernes sol.
Omgivelser: Mennesker.

Som mørkets frembrud begyndte, begyndte den mørke skikkelse også at røre på dig i sit skjul. Så snart solens stråler havde forladt himlen, der langsomt gik fra dybrød til sort, sneg han sig ud af den slotslignende skole.
Tørsten hærgede ikke hans krop som den ville have gjort for en rød yngling, og den tørst, der nu var havde ikke noget med blod at gøre. Istedet havde den noget med den vidunderlige nat at gøre. Han kendte intet til denne by eller den skønhed natten førte med sig.
Det sorte hår dækkede hans grønne øjne, mens han gik ned af den snart mennesketomme gågade. Den mørke aura der strålede ud af ham fik folk til ubevidst at undgå ham, mens han studerede dem og ledte. Efter blot et par minutter drejede han ned af en gade og forsvandt ind af dørene til en lille café. Et hyggeligt lille sted hvor en mindre flok af teenagere stadig sad og snakkede livligt selvom natten var ved at stramme sit greb om verden. Han satte sig tungt ved et ledigt bord tæt ved vinduet og så ud på gaden.
Mennesker så aldrig noget. Men han kunne se de ynglinge, der snoede sig blandt dem. På trods af de dækkede mærker.
Et svagt smil bredte sig på den mørke skikkelses læber og en snehvid hånd støttede hans kind. Ciel, som han hed, havde været et af nattens væsener i et par år.
Han havde taget sig et nyt navn ved hans forvandling, men hans fortid og minderne kunne han ikke flygte fra, hvor meget han end prøvede. Smilet stivnede og blev mere falsk end det havde været i forvejen. Han tænkte for meget på sin fortid, selvom han bildte sig selv ind, at han var kommet videre.
Hånden knyttedes mod hans kind og han sukkede tungt mens han signalerede til en servitrice, at han var klar til at bestille. Kort efter stod der en kop dampene kaffe på bordet foran ham.

Hayate kom ind på caféen. han så rundt. hans lange midnats farvet hår hang ned over hans ryg. han gik hen til et bord og satte sig. han dækkede lidt sit ansigt med sin ene hånd. han var ved at få styr på hvad han var, og på sine gamle minder. men det var svært, da han hele tiden følte sig sulten efter noget. han rystede på hoved for at glemme det, og så så rundt

Ciels blik gled over mod drengen, der i samme øjeblik var kommet ind af døren. Han kunne ikke genkende ham i første omgang, men så gik det op for ham, at det var Niros bror! Han smilede svagt og tog dig en stor slurk af sin kaffe, før han rettede sig op.
"Salut, Hayate," hilste han på fransk. Niro kunne fransk, så han regnede med at hans bror også kunne en smule.

hayate så ham. "Salut seigneur Ciel" sagde hayate og gav et let vink. hayate bestilte en kop te. han tog en lille slurk

Han sukkede svagt. Ikke så meget som et smil! Han og Niro lignede vist ikke hinanden så meget som han havde troet.
"Nogen speciel grund til at du dukker op her?" Han smilede venligt og lagde hovedet op skrå. Han tog lidt at drikke fra sin kaffekop, men fjernede ikke blikket fra Hayate.

det er det bedste sted at få te, og så er det en af de eneste steder jeg kan slappe af" sagde han og smilede venligt. han så på ciel. "Hvad laver du selv her" sagde han venligt

"De har noget go' kaffe her." Ciel trak svagt på den ene skulder. Der var vel ikke rigtig mere at sige. Men han var ikke god til at holde mund, når samtalen stoppede. "Og så gad jeg ikke prøve at finde et andet sted ... "
Han lænede sig tilbage i stolen og tog en slurk mere af sin kaffe.

kaffe er ikke lige mig, man bliver hypper og så vil man døje med at sove" sagde hayate og drak sin te. "Jeg vil heller drikke te og så ligger stedet her jo tæt på fægte butikken" sagde han

"Det er ikke alle der bliver hypperaktive og døjer med søvnmangel." Ciel bed sig i læben, da hans stemme var blevet lige lovlig defensiv. Det var ikke med vilje. Han var bare ikke så glad for at høre på folk, når de begyndte at generalisere sådan. Man burde kun tale på egne veje efter hans mening.

// Du skal lige huske en " i starten af det, din karakter siger. Det er svært at finde ud af, hvornår han taler.

"det er rigtigt, men jeg bliver hypper af det, jeg dømmer ikke andre for at de kan lide kaffe, jeg kan bare ikke" sagde Hayate. han følte rimelig meget at han havde dummet sig.

Et svagt smil fandt tilbage til Ciels læber. Han havde vist fået et forkert indtryk af Hayate. Han havde regnet med, at drengen ville gå ligeså meget i defensiv som han selv, og de ville have endt i et stort skænderi.
Godt, de ikke gjorde det, for Ciel havde allerede kæmpet alt for meget med sit ustyrlige temprament, da han boede i Frankrig, og han følte efterhånden at han havde fået rimelig godt styr på det nu han var flyttet.

ciel har du enlig et godt råd til hvordan man kan slappe af igen hvis man har været meget vred eller stresset?" spurgte hayate.

Ciel rystede på hovedet med et langtrukket suk. Selv var han ofte meget stresset og direkte rasende og sådan kunne kan gå rundt i uger uden at finde ro ... Nu han tænkte over det, kunne han også godt bruge et råd for, hvordan han slap for det.
"Hvad er der da sket?" Accenten lød pludselig endnu mere malplaceret, af en uforklarelig grund.

jeg skal møde min mor igen efter mange år, og det stresser mig helt vild.. jeg aner ikke hvordan jeg skal fortælle mine forældre om amera" sagde han og tømt sin kop te

//Out. Sorry.