ikke sulten - lorenzo

T: sent
S:gårdspladsen
V:regn
O:træer og østmuren
tøj: sort kort kjole og høje hæle med nitter

amiana sad på østmuren og så rundt på naturen. hun var ikke sulten så havde sat sig udenfor mens de andre var inde at spise. hun sad og tænkte og kælede fraværende for sin kat. den var helt sort og man kunne kun se dens øjne som var irgrønne som amianas øjne. den lagde i hendes skød og spandt

Lorenzo kom gående ude i skolegården, henne omkring ved østmuren. Han ville ikke spise sammen de andre. Han var ikke sulten nok til at skulle sidde inde i det store lokale sammen med en masse andre ynglinge.
Han slæbte sine fødder hen af jorden og kom med en dyb sukken. Han savnede noget selvskab, men spisesalen var ikke det bedste sted for en sky person at finde venner. Han strakte sig så man lige kunne skimte hans mave, og gik så videre. Han gik i sine egne tanker, og lagde ikke rigtigt mærke til tingene omkring ham, mest af alt, ønskede han at have en rigtigt ven.

amiana fik øje på en dreng som gik rundt. "hey skal du ikke ind og spise sammen med de andre?" spurgte hun. hun hoppede ned fra muren og hendes kat sprang ned ved siden af hende. hun gik over til drengen og smilede sødt. hendes kat fulgte med og sprang op i hendes arme.

Lorenzo stoppede straks op. Hans hjerte bankede på grund af chokket. Han vendte rundt og kiggede lige ind i pigens ansigt. Han var for overrasket til først at sige noget, han stod med svagt åben mund, han var ellers sikker på at alle var inde og spise!
Han lukkede straks munden og rystede næsten usynligt på hovedet for at komme til sig selv. Han kiggede nærmere på pigen, studerede hendes hår, hendes øjne, hendes ansigtstræk, hendes hud og hendes mærker.
Forundret over hendes mærker, blinkede han et par gange og tog mod til endelig at svare på hendes spørgsmål. "Narj... jeg... jeg er ikke sulten" *Ikke efter mad ihvertfald* tænkte han så og tænkte på, savnet af selvskab og venskab.

"så er vi to" sagde hun og smilede. Hun så på drengen som før havde gået rundt. Hun lagde hovedet let på skrå og smilede sødt. "hvad er dit navn?" spurgte hun. Hun pegede på sig selv. "jeg hedder amiana men kald mig bare mi, og det her er min kat tira" sagde hun og pegede på tira ved hendes fødder. Som hej gik tira hen og gned sig op af lorenzos ben. Amiana grinede. "det er hendes måde at sige hej på og fortælle at hun godt kan lide dig." sagde hun

Lorenzo smilede til hende. Hun virkede meget ligetil og venlig. De skulle nok blive gode venner en dag. Håbede han da.
*Amiana, et smukt navn enlig* tænkte han og smilte skævt til hende. Med øjnene 'rakte han hende hånden'. Det var hans måde at sige hej på, han brød sig ikke om kropskontakt og mente at øjnene var nemmere at bruge til det. "Mit navn er Lorenzo" Sagde han så og kiggede ned på katten. Han var ikke meget for at den skulle røre ham, men den virkede flink. Han ville ikke bukke sig ned og kæle den, men han så på den med et kærligt blik, der i hans øjne var lige så godt hvis ikke bedre end at kæle den. "Jeg kan skam også godt lide hende" Sagde han i et venligt tone fald og kiggede op. Han søgte efter øjenkontakt med hende. Hun var smuk, med sit hårs farve og de elegante træk i hendes ansigt. Han kunne ikke tage blikket fra hende af ren beundring. Men han lagde intet i det...

Tira gik hen til amiana igen som tog hende op. "tira er en rigtig sød kat" sagde hun. Hun havde en lidt underlig accent i sin stemme men den kunne godt være svær at høre da hun var blevet god til engelsk. "hvad laver du egentlig herude? Hvis jeg må spørge" sagde hun nysgerrigt. Hun satte sig ned i græsset og så op på ham.

Lorenzo kiggede beundrende på amiana og tira. Han satte sig ned foran dem og lænede sig tilbage imens han hvilede overkroppe på sine albuer og underarme. Han lagde hovedet tilbage og kiggede op i himlen. "Jeg gik rundt for mig selv. Jeg havde ikke lyst til at spise og det føltes indelukket oppe på mit værelse, så jeg ville gå en tur rundt herude... Hvad med jer?" Han så væk fra himlen og kiggede nu på amiana og tira igen med et lille smil.

"jeg sad og tænkte og tira er fulgt efter mig som hun plejer. Jeg er heller ikke sulten men det har jeg ikke været i lang tid. Faktisk ikke siden min far døde" sagde hun og hviskede det sidste. Hun så op på stjernerne og tænkte på sin far. Hun havde altid elsket ham virkelig højt. Han havde fået kræft da hun var to og de havde ikke haft penge til at kunne hjælpe ham. Da hun havde været 12 var hun blevet sendt på teaterskole i firenze for at tjene penge til sin familie. Hendes mor havde desværre løjet når hun havde fortalt at hendes far havde fået hjælp. Han var nu død kort efter hun var blevet flyttet til nattens hus i tulsa.