Et særet møde-Lorenzo

Tid: efter skole.
Sted: i stalden
Omkring: Heste, udstyr og nogen få katte.
Vejr: skyet.
Tøj: Et par hullede jeans, en sort top, et nitte armbånd og sin halskæde.


Rosa sidder i en bunke hø ude i stalden, og kigger rundt på hestene. Rosa er ikke så meget for heste, fordi hun er lidt bange for dem. Men hun synes at heste er nogen smukke dyr, og hun kan godt lide dyr. Fordi de får hende til at slappe af hvis hun er ked af det, vred, eller hvis hun tænker for meget. Hun sidder med sin hankat Silver i skødet, som ligger og spinder glad. Hun kigger ned på ham med sine mørkebrune øjne, og smiler lidt for sig selv. Rosas lange sorte hår falder ned og dækker hendes ansigt, så det ligner at hun er ked af det hvis det ikke lige var fordi hun smilte. Men det kunne man jo ikke se hun gjorde. Hun sidder bare og kigger ned på sin kat, mens hun nusser den bag det ene øre. Hun begynder at kede sig lidt, og håber lidt på at der snart vil komme nogen og snakke med hende.

Den stille lyd af lette skridt lød, da Lorenzo kom gående hen imod stalden. Han havde sin sorte skjorte på med årgangs mærket på. Bukserne var de slidte lyseblå cowboy bukser og han havde taget sin elskede sorte hættetrøje på ud over.
Vejen hen til stalden føltes længere end normalt. Måske fordi han gik langsomt og ikke målbevist denne gang? Han gik mod sit mål, uden at ville nå derhen. Hans ben føltes tunge som bly og han vidste at han kun ville få ro hvis han nåede sit mål, og alligevel frygtede han målet. Stalden. Stalden der var fyldt med store dyr, der virkede skræmmende, men samtidigt som smukke og mystiske. Det var nok det der dragede ham mest, deres mystik.
Endelig nåede Lorenzo hen til stalden. Han skubbede dørene op og kiggede rundt. Hestene stod hvor de plejede. Én ting var ikke som de plejede. Pigen sad på en bunke hø, få meter fra ham. Han gispede uventet og kiggede på pigen med sine næsten isblå øjne. At møde nogen her, var modsat hvad han håbede, men på den anden side, måske kunne han endelig finde sig en rigtig ven?

Rosa stadig og tegnede med sit lange sorte hår, som dækkede hendes ansigt så det lignede at hun græd. Hun hørte pludselig en komme ind af døren, og kiggede nysgerrigt op for at se hvem det var. Hun så en dreng med isblå øjene, skjorte og slidte blå cowboy bukser. Hun smilte sødt til ham, "Heisa." Sagde hun smilende, og lagde nysgerrigt hovedet let på skrå. Hun kunne se på ham at han ikke havde for ventet at se nogen her inde, men hun var også den eneste der var her inde udover dyrerne.

Lorenzo rystede hurtigt på hovedet og kom tilbage til virkeligheden da hun kiggede op og sagde noget. Der gik nogle sekunder inden han opfattede hvad det enlig var hun sagde.
"Hejsa" sagde han med en hæs halvdyb stemme, så man virkelig kunne høre at det var længe siden den var blevet brugt rigtigt. Han rømmede sig og trådte et skridt nærmere hende pigen. Hun var faktisk køn. En underdrivelse, men han kunne ikke tillade sig at tænke noget om nogen før han kendte dem. Det var en uskreven regl oppe i hans hoved.
Skulle han sige noget mere? Han kiggede ned og fik øje på hendes kat, og blev endnu en gang mindet om at han ikke var blevet valgt af en kat endnu... Han sukkede kort og kiggede op igen. "Mit navn er Lorenzo O'dale..." Sagde han høfligt og havde nu fået stemmen, næsten, helt tilbage igen. Et lille smil bredte sig over hans læber... måske ville denne 'dag' ikke blive så dårlig alligevel?

Hun smilte sødt til ham, og betraktede ham med et nysgerrigt blik. Hun hørte det han sagde, og hørte hans stemme var hæs. Hun var glad for at hun endelig havde fået selvskab, som hun rent faktisk kunne snakke med. I Stedet for bare at snakke med dyrene, som bare gloede på hende uden at sige noget fordi de ikke kunne. Hun kom i tanke om at hun ikke havde sagt hvad hun hed, da han høfligt sagde hvad han selv hed. "Jeg er Rosa darkfighter, hyggeligt at møde dig Lorenzo." Sagde hun sødt, og rakte en hånd hen mod ham. Hendes hånd var slank, med lange tynde finger hvor der sad en sølv ring på hendes ringe finger, hvor der stod -sister- med en smuk skrift. Hendes kat vågnede og kiggede dovent rundt, den rejste sig fra hendes skød og smuttede ud af døren. Hun kiggede lidt ned af sig selv, og børstede kattehår af sine hullede jeans. Hun kiggede op på ham igen med et venligt blik, og med et smil om sine glinsende læber.

Lorenzo smilte lidt mere da hun sagde sit navn og rakte ham hånden. Først kiggede hun forvirret på hendes hånd, hvilket var hvad hun ville se det som, enlig betragtede han hendes hånds fine træk og ringen på hendes finger. Så rakte han sin hånd frem og tog høfligt hendes. Han gav den et høfligt klem og slap den så igen. Han var ikke vant til kropskontakt i mere end få sekunder, såsom håndtryk. Hans gamle plejefamilie var ikke særlig venlige overfor ham, og snakkede aldrig til ham. Derfor havde han fået for vane ikke at snakke særlig meget og holde pæn afstand til folk.
Han kiggede på pladsen ved siden af hende, som sad på stakken af hø.
"Må jeg sætte mig ned Rosa?" spurgte han stille, stadig en smule høflig, men havde en let klang af venlighed i stemmen. Han blik kiggede kort op og ned af hende og han kiggede hende i øjnene og så så på hø-pladsen ved siden af hende med et skævt smil.

Rosa så at han så forvirret på hendes hånd, og kiggede nysgerrigt på ham. Var han ikke van til at folk var høflige, venlige og søde overfor ham?? Tænkte hun lidt for sig selv, men spurgte ham ikke om det. Hun havde selv haft et marridt af et liv inden hun blev mærket, og kunne godt forstå ham hvis han også havde haft det. Hun mærkede så at han tog imod hendes hånd og klemte den let, hun smilte sødt til ham og klemte let hans hånd.
Hun lod mærke til at han kiggede på pladsen ved siden af hende, og smilte lidt for sig selv. Hun hørte hans spørgsmål og nikkede venligt, "Ja, det må du da gerne. Du kan være ganske rolig jeg bider ikke, så du kan roligt sætte dig." Sagde hun smilende, og grinte lidt. Hun så at han kiggede op og ned af hende, og rødmede let i sine kinder. Hun kiggede ham i øjene med sine nødde brune øjene, og gengældte hans smil.

Lorenzo så den lyse farve brede sig i hendes kinder og gjorde alt for at reaktionen ikke skulle påvirke ham. Han smilte, sit venlige og skæve smil, der sjældent kom frem. Han satte sig ned ved siden af hende på det plads der nu var tilbage til ham, dog undgik han nøje ikke at røre hende på noget tidspunkt. Han satte sig med hænderne foldet i skødet og kiggede ned på stald gulvet. Han sukkede lavt og skævede til hende.
"Hva... hva lavede du her inden jeg kom?" Spurgte han venligt og stadig med en høflig undertone, en tone han altid var tvunget til at have, pågrund af hans fortid. Ikke nok med at hans familie ikke ville have ham, så var plejefamilien ikke ligefrem... imødekommende kunne man måske kalde det...
Han betragtede hende i smug, uden at det virkede vammelt. Han studerede hendes hår indtil mindste detalje, hendes ansigts træk, hendes krops from, hendes hudfarve, han så alt med sine isblå øjne. Hvilket tit skræmte folk væk, selvom det var hans måde at lære folk på, hans måde at 'røre' folk på. Ligesom en blind der rør ved folks ansigter for at 'se' hvordan de ser ud, det var det samme med ham, bare omvendt.

Hun betreaktede ham nysgerrigt da han satte sig ned ved siden af hende, hun fulgte ham med sine nødde brune øjene. Hun kiggede opmærksomt på ham, på hans hår, hans ansigt, og hans krop. Hun havde altid været nysgerrig for at se på andre mennesker/ynglinge, selvom det tit havde fået hende i ud i problemmer med andre nogen gange. Hun håbede på at han ikke ville blive sur på hende, og gå væk fra hende igen. Hun rystede let på hovedet over sig selv, og kiggede ham i øjene i stedet for at se på hans krop og ansigt. Hun hørte hans suk og ville så gerne spørger ham hvad det var galt, men holdte spørgsmålet inde i sig selv. Hun ville heller ikke virke for nysgerrig, nu hvor hun lige havde mødt ham.
"Jeg var ved at tegne et portræt af min søs eller min bedste veninde, som hun rigtig er vi er ikke rigtige søstre." Sagde hun sødt og smilte til ham. Hun vendte sin tegning om så han bedre kunne se den, portrætet var af en slank pige med krøllet langt hår, store kærlige øjene, og med et smil om sine læber. Hun kiggede på ham, med et smil om sine læber.

Lorenzos øjne indprentede alle detaljerne på tegningen af hendes såkaldte 'søster'. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det. Han var lamslået. Tegningen var så detaljeret, og dog så simpel.
Han smilte et stille smil og nikkede. Han løftede blikket fra tegningen, og søgte efter hendes øjne.
Han prøvede at holde øjenkontakt, for at se om hun kunne forstå det smukke ved ikke at snakke. Om hun forstod at han prøvede at rose hende. Hans isblå øjne var venlige og ærlige, man kunne (hvis man så efter) faktisk se at han prøvede at tale til hende igennem øjenkontakten. Men for at være på den sikre side, smilte han meget lidt. "Den er flot" sagde han så lavt og tog blikket til sig igen. Ingen grund til at overdrive jo. Han kiggede ned på staldgulvet og lyttede til de velkendte lyde fra hestene omkring dem. Han sukkede, en vane han havde fået, når der var noget han ikke vidste hvad han ellers skulle lave, eller sige.
Han strakte armene over hovedet og strakte sine ben i en doven bevægelse og lagde sig så ned på halm/hø bunken. Han kiggede op i loftet og lagde sine hænder bag nakken. Han skævede op til Rosa og smilte skævt. "Er det okay jeg ligger her?" spurgte han gennem søgte hende for den mindste reaktion på hans opførsel.

Hun kiggede ham i øjene da han kiggede op på hende igen, og smilte sødt som altid. Hun blev ved med at kigge ind i hans is blå øjene. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun havde det allerede som om han var hendes ven. Selvom de ikke havde kendt hinanden i særlig lang tid. Hun kiggede ned på sin tegning igen, og lukkede blokken sammen og lagde den ned på gulvet. Blyanten hun havde tegnet med satte hun om bag sit venstre øre, som hun altid gjorde når hun havde brugt den. Hun havde altid en blyant på sig når hun var væk fra sit værelse, og hun vidste ikke rigtig hvorfor det havde hun bare. Hun hørte det han sagde og grinte lidt, "Tak, men dine øjene sagde det også, da du kiggede mig i øjene." Sagde hun smilende, og kiggede op på ham igen med et smil.
Hun betraktede ham lidt da han strakte sig i en bevægselse, og lagde hovedet let på skrå så lidt af hendes lange sorte hår faldt ned i hendes ene øje. "Keder jeg dig så meget?" Spurgte hun grinene, og sagde det mest for sjov. Hun nikkede smilende af hans spørgsmål, "Ja, det er oki med mig." Svarede hun med et smil, og kiggede ned på ham.

Lorenzo lo stille og rystede på hovedet. Om hun kedede ham? Tvært imod, hellere hende end hestene, var nok hans første tanke. "Nej nej... Bare rolig... Jeg blev bare træt og ville ligge ned, du er velkommen til at ligge dig her også hvis du vil?" Hvad gik der af ham? Hvorfor sagde han dog det? Det lignede ham overhovedet ikke at sige sådanne ting! Han måtte rette op på sin fejl med det samme. "Ej, undskyld... jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det... jeg..." han lukkede øjnene og turde ikke se hendes reaktion denne gang. Bange for at hun ville gå, hviskede han en lydløs bøn til Nyx, om at dette ikke ville fejle og han endelig ville få en ven. Nu håbede han bare på at Nyx ville lytte til ham.

Hun smilte sødt til ham, og havde stadig sit hovede let på skrå. Hun fjernede lidt af sit hår, som var faldet ned i hendes ene øje. Hun kiggede lidt rundt på hestene, og havde det stadig ikke så godt med heste. Hun var lidt bange for dem, efter den episode havde haft med de stor dyr. Men hun synes stadig de var nogen smukke dyr, og betraktede dem lidt. Hun hørte det han sagde, og blev overrakset af det han sagde. Men hun vidste det ikke, og kom i stedet til at grine af det. Hun kiggede hen på igen, og hørte så han undskyldte det han sagde. Hun rystede grinene på hovedet, "Det er helt okay, det gør mig ikke noget." Sagde hun smilende, og grinte stadig lidt over det. Hun så han lukkede øjene og fik lyst til at trøste ham, hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder. "Hey, det er okay." Sagde hun stille, og håbede på at han ikke blev sur på hende.

Det var ikke hendes latter der fik det til at gibbe i ham. Han spærrede øjnene op og rykkede sig uvilkårligt væk. Han røg ned på staldgulvet og slog armene om sig selv. Den ene bevægelse havde været uventet, den eneste lille form for kropskontakt, og han var slet ikke forberedt på den. Hans øjne var store af frygt og rædsel og minder dukkede op. Minder fra da hans plejefar tog fat om hans skulder og tvang ham til at gøre ting, han aldrig glemmer. Hans hjerte havde sat farten op og han lignede nok mest et skræmt dådyr som han sad der, med store opspilede øjne og hurtig vejrtrækning.
Den eneste tanke der kom til ham i det øjeblik var: *Var det det du ville have til at ske Nyx?*

Hun kiggede forskrækket på ham da han reagerede så voldsomt, og kiggede på ham med store øjene. Hun rystede lidt på hovedet over sig selv, *Tag dig sammen Rosa, det var din egen skyld! Det var dig der gjorde ham bange!!* Tænkte hun vredt til sig selv, og kiggede på ham. "Undskyld, undskyld, undskyld!!" Sagde hun undskyldene og bed sig i læben. "Det var ikke min mening at gøre dig bange." Sagde hun undskyldene og kiggede ham i øjene. Hun kunne så på ham at hun virkelig havde gjort ham bange, "Flot Rosa, bare flot!* Tænkte hun til sig selv. "Er du kommet noget til?" Spurgte hun bekymret, og kiggede undersøgende på ham for at se om han var kommet noget til. Hun rakte en hånd hen mod ham uden at rør ham, for at ville hjælpe ham op hvis han tog imod hendes hjælp.

Lorenzo lukkede sine øjne og trak vejret dybt. Han var så langsomt ved at komme til sig selv igen. Nu begyndte hans tankegang at tænke igen. *Hva sker der lige for dig mr. O'dale?!* skreg hans indre stemme. *Hun er jo ikke ham! Hun gør dig intet! Intet ondt i hvert fald!* Stemmen fortsatte med at skælde ham ud. Han åbnede sine øjne og sukkededybt. Han kiggede kun på hendes hånd, han turde ikke se på hendes ansigt, og brugte den kort og hurtigt til at komme op med. Derefter slap han den og børstede halm og hø af sig. Han skammede sig over det der lige var sket og havde enlig ikke mod til at se på hende, men nu gjorde han det. Han løftede blikket, men havde stadig bøjet hoved og kiggede lige ind i hendes øjne.
"Undskyld" sagde han lavt, hviskende, intet andet ord kunne nå ham i denne stund.

Hun kiggede på ham, og mærkede så han tog imod hendes hånd og hjalp ham op. Uden at gøre nogen hurtigte bevægelser, hun rystede lidt på hovedet over sig selv. Hun betarktede ham lidt da han rejste sig og børstede noget skidt af sig, det så ikke ud til at han var kommet noget til. Hun fulgte ham med sine nødde brune øjene da han satte sig igen, da han igen satte sig. *Hvad er der dog sket med ham?* Tænkte hun, men sagde det ikke højt. Hun hørte det han sagde og smilte lidt til ham, "Det er okay. Jeg kan regne ud af at der en der har gjort dig ondt, siden du reagre på den måde. Men hvis du ikke vil snakke om det er det okay, men jeg kan sige du er ikke den eneste der haft et marridt af et liv så jeg forstår dig godt." Sagde hun stille og kiggede ned på staldgulvet, og sukkede så stille.

Lorenzo kiggede forpint på hende. Han havde sådan lyst til at fortælle hende det hele, fortælle hende hvad der var sket mod ham. Dele sin sorg med en anden end ham selv.
Han tog en dyb indånding og tog øjenkontakt med hende. "Jeg nåede ikke at lære min familie at kende. Jeg blev sat på børnehjem indtil jeg skulle starte i skole. Mine plejeforældre virkede søde nok, de var jo de helte der fik mig ud af børnehjemmets hårde liv. Det viste sig, at de var stik modsat" Minderne skyllede ind over ham nu og han var på kanten til at græde. Men han ville ikke vise hende det, hun ville sikkert bare af ren refleks prøve at trøste ham ved at ligge en hånd på hans skulder eller noget. Han blinkede febrilsk for at holde tårerne i skak. Han fortsatte:
"Min plejefar slog mig. Min plejemor prøvede på at røre mig, og når jeg afviste, slog min plejefar mig. igennem alle de år, indtil jeg kom her, det var ren tortur... jeg ville ikke engang ønske det for min værste fjende" Hans stemme blev mindre og mindre jo mere han snakkede. Da han havde talt færdigt, holdte han øjenkontakten 3-4 sek længere og kiggede så ned. Nu havde han fortalt det, som ordsproget siger: 'Delt sorg er halvt sorg. Delt glæde, er dobbelt glæde'

Hun kiggede ham i øjnene da han kiggede hende i øjnene, og lyttede til det han sagde uden at forstyrre ham og uden at sige en lyd. Det eneste man kunne høre var hestene, deres vejrtrækning og Lorenzo som fortalte hende hans historie. Hun kunne se han var tæt på at græde, og bed sig selv i underlæben. Hun fik lyst til at trøste ham igen, men rørte ham ikke for hun ville ikke gøre ham bange igen. Hun lyttede igen opmærksomt da han fortsatte med at fortælle, og blev ved med at bide sig i læben mens hun kiggede på ham. *Han har virkelig haft et hårdt liv, det er forfærtligt at nogen skal opleve sådan noget!!* Tænkte hun lidt for sig selv. Da han havde fortalt færdig kiggede hun på ham, "Jeg ved hvordan noget af det er, mit liv var ikke lige frem et eventyr på røde roser." Mumlede hun stille og kiggede selv ned i gulvet. Hun tog automatisk fat i sin halskæde med den ene hånd, og knugede lidt om den. Halskæden var af sølv, med et hjerte af sølv som kunne åbnes.

Lorenzo kiggede på hende og lyttede til hendes ord. Han overvejede lidt at gøre noget, som ville være virkelig grænseoverskridende for ham. Han rejste sig, tog sig sammen. Bed sig i underlæben. Løftede sin ene hånd... Og lagde den rystede på hendes skulder. Hans øjne var skræmte, men der kom en lettende følelse bagefter. Efter få sekunder nussede han kort hendes skulder med sin tommelfinger og så på hende med et medlidende blik. "Det er jeg ked af at høre" Sagde han lavt og tog så hånden til sig igen. han havde gjort det, han havde rørt et andet 'menneske', og endda for at trøste personen. Han var en smule stolt af sig selv, og et lille skævt smil dukkede op på hans læber, men han havde et undskyldende blik i sine øjne.

Hun kiggede stadig ned i gulvet, og mærkede så han forsigtigt rørte hende på skuldren. Hun smilte forsigtigt til ham, og kiggede ham i øjene. Hun trak lidt på sine skuldre da han tog hånden til igen, "Tak, men som du kan se lever jeg stadig. Jeg er bare glad for at jeg kom væk fra min rådene og syge familie." Mumlede hun smilende og kiggede på ham. "Jeg ved hvordan det er at være meget forsigtigt, men jeg havde nogen veninder og en drenge ven som hjalp mig et skridt af gangen. Og nu har jeg det fint, jeg kan forsvare mig selv, og tingene har vel på en måde gjort mig stærkere." Sagde hun smilende, og kiggede igen rundt i stalen. Hun havde stadig fat om sin halskæde, med den ene hånd. "Hvis du vil lytte til min historie, har jeg ikke noget imod at fortælle dig den. For nu har du jo fortalt mig din histoire." Sagde hun og kiggede på ham igen.