Skyet ? - Lorenzo

T: Omkring spisetid
V: Skyet, mørkt og kun en anelse koldt
O: Ingen, udover Kajina
S: Gårdspladsen

Kajina var lige blevet færdig med at spise aftensmad og eftersom hun ikke kunne finde på andet at lave besluttede hun sig for at gå ud på gårdspladsen.
Så vidt hun kunne se, var der ikke andre derude end hende selv. Det havde hun nu heller ikke regnet med, når det stadig var spisetid.
Hun satte sig ned på jorden og lænede sig op ad muren.

Lorenzo kom gående igennem skolegården. Han havde ingen appetit til at spise, og havde ventet på sit værelse indtil han var sikker på de fleste var taget ind for at spise deres aftens mad. Nu havde han våget sig udenfor og gik hvileløst rundt i skolegården. Imens han gik, tænkte han på mange ting. På, hvorfor han ikke var blevet valgt af en kat endnu... På, hvorfor han stadig ingen værelseskammerat havde. Der var både fordele og ulemper ved det... Men man måtte vel tage det som det kom.
Imens han gik, fik han øje på en skikkelse. Han så undrende efter den, og besluttede sig for, at følge efter. Han vidste ikke hvorfor, men nu gjorde han det. Han gik rundt om et lille sving, og nåede lige at skimte en pige sætte sig ned, op af muren. Han stoppede brat op og gik et skridt tilbage og gemte sig bag et stort træ. Havde hun set ham? Hans hjerte bankede af frygt for at være blevet opdaget.

Kajina lænede sit hoved op ad muren og lukkede sine øjne. Hun ville ønske det var muligt at se stjernerne, men de var dækket helt af skyerne. Når hun kunne se stjernerne følte hun sig tættere på sin familie, fordi hun vidste de ville kunne se nøjagtig de samme, der hvor de boede. Der var heldigvis ikke særlig lang tid til de ville komme på besøg. Hun glædede sig og så alligevel ikke. Hvad ville de synes om hende, når de faktisk så hende? Det var jo noget andet at tage stilling til noget, når man står direkte overfor det.
Hun sukkede lavmælt og så op på skyerne, der dækkede de lysende stjerner.

Lorenzo fik sin hjertebanken under kontrol og kiggede nu i smug på pigen. Hans isblå øjne indprentede hendes ansigts træk, dem af dem han nu kunne se på de få meters afstand, kiggede forundret på hendes udstråling og prøvede at finde ud af hvordan hendes øjne så ud. Han troede helt oprigtigt på at øjnene fortalte mere om en person, end resten af kroppen. Fra ham selv, vidste han at folk tit ville se et sørgmodigt blik, men ikke i 'dag'. Hans øjne var nysgerrige, men en sørgmodig fortid kunne tydeligt skimtes bag facaden.
Lorenzo trådte et skridt frem for bedre at kunne se, og trådte så på en gren der højlydt sagde knæk. Han så ned, løftede foden fra den knækkede gren, kiggede så op og hen mod pigen. Han lignede et dådyr, fanget af en bils forlygter.

Kajina fandt det afslappende og fredeligt at sidde udenfor i mørket. Ingen larm, ingen lys og ingen udover hende selv. Et lavmælt suk slap hendes læber.
Før hun blev mærket havde hun altid nydt at være sammen med sine venner, men nu fandt hun det rart at sidde for sig selv.
Hun vendte hurtigt sit hoved hen mod lyden fra den knækkede gren. Hun havde troet hun var alene. Hun kunne se omridset af hvad, der havde fået grenen til at knække. Hun sukkede lettet, da hun kunne se at det var en person og ikke et eller andet dyr.
Personen stod halvt dækket bag et træ, hvilket gjorde det svært for hende at se hvem det var, om hun kendte vedkommende eller ej.

Lorenzo sukkede, han var fanget. Ingen mulighed for at flugte. Hun havde set op på ham, og nu var der ingen vej tilbage. Han sukkede og rettede sig op. Hun trådte ud af skyggen fra træet og tog hænderne op i øjenhøjde, som en forbryder der overgiver sig.
Et skævt smil dukkede op på hans læber og han fik et glimt i øjet. "Busted" Sagde han med i en drilsk tone. Da han kom tættere på pigen løftede han hovedet så hun kunne se hans isblå øjne og hans okay blege hud. Han smilede stadig svagt, sit skæve smil. Nu stod han bare og ventede på hendes reaktion på ham.

Da vedkommende trådte ud fra skyggen fra træet kunne hun endelig se hvem det var. Dog kendte hun ham ikke i forvejen.
Hun lagde hovedet på skrå, da han sagde: Busted. Havde han fulgt efter hende eller hvad? Mentalt trak hun på skulderen. Det gjorde jo ikke rigtig noget - så længe han i hvert fald ikke var en eller anden stalker-agtig type.
Et let grin forlod hendes læber da han løftede sine hænder op i øjenhøjde.
Da drengen kom tættere på kunne hun se hans øjne, som var isblå. Hun kunne ikke rigtig stoppe sig selv fra at tænke 'wow', for hun havde aldrig set så blå øjne før.

Lorenzo smilte stadig skævt, dog blev smilet større da hun lo. Han slog selv en lille latter op og lod hænderne falde ned igen. Han trak på skulderne og hans skæve smil forlod endnu ikke hans læber. Han så ned på jorden og kiggede så op igen og fangede hendes blik. Han gik indtil han stod ca. en meter fra hende.
"Jeg er Lorenzo" sagde han med i en venlig tone, men hans undertone lød nok en smule charmerende, men på den anden side, sådan lød hans stemme normalt. Han lagde hovedet en smule på skrå og kiggede på pigens ansigt. Hun havde enlig et smuk ansigt, syntes Lorenzo i hvert fald. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre eller sige mere, så han kiggede bare på hende med et beundrende blik.

Hun smilede skævt og kiggede op på ham, da han stod foran hende.
"Kajina." svarede hun kort stadig med hovedet let på skrå.
Hun følte det en smule ubehageligt at han så sådan på hende. Hun rømmede sig og så væk. Det havde altid været ubehageligt for hende, hvis nogen så på hende i alt for lang tid af gangen. Især, hvis stilheden havde overtaget.

Lorenzo rømmede sig også og så ned i jorden. Han begyndte at lege med sine fingre da det begyndte at blive lidt for akavet. Han tog en dyb indånding og bed sig i underlæben.
Han kiggede på hende ud af øjenkrogen. "Øhm... Hva... hva laver du så herude?" Dumt spørgsmål, men nu havde han sagt det og der var ingen vej tilbage. Desuden, så ville de sikkert få noget at snakke om nu. Hvis hun altså ville snakke med ham.
Det skæve smil bredte sig svagt ud over hans læber og han kiggede på hende igen med sine isblå øjne. Han ville enlig gerne lære hende at kende, hende Kajina. Hun virkede enlig ret sød og hun havde et smukt smil. Hendes øjne kunne han ikke helt tyde, men det skulle han nok få chancen for snart.

Kajina så op på ham med sine dybblå øjne. "Jeg blev træt at larmen indenfor." svarede hun med et let træk på sin ene skulder. "Hvad med dig?" spurgte hun, hvorefter hun klappede jorden ved siden af sig, som tegn på at han bare kunne sætte sig ned, hvis han ville.
Selvom hun foretrak at være alene, var det alligevel rart med selskab og Lorenzo virkede til at være okay.

Lorenzo smilte og nikkede stille. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. "Jeg havde håbet på at være lidt alene, altså det er jeg hele tiden, men der er bare så propfyldt inde i spisesalen og det er ikke lige stedet for en som mig at møde nye venner og sådan" Sagde han og trak på skulderne. Han trådte et skridt frem og sætte sig ned ved siden af hende, omhyggelig med ikke at side for tæt på og ikke at røre hende. Lorenzo havde det ikke særlig godt med kropskontakt, mest på grund af hans fortid...
Han strakte sig med armene over hovedet og benene ud fra kroppen. Et kort sekund kunne man skimte hans mave, men han skyndte sig at trække sig sammen igen og lagde sine hænder på sine knæ. Han drejede hovedet og kiggede på hende med sine isblå øjne. Hva nu? Hva skulle de nu snakke om? Det måtte være op til hende...

Hun så undrende på ham. "Hvad mener du med en som dig?" spurgte hun med hovedet på skrå.
Hun lagde mærke til, hvordan han omhyggeligt prøvede ikke at røre hende. Hun tænkte kort på hvorfor han gjorde sådan, men slog så tanken ud af hovedet. Det var jo ikke hendes sag.

Lorenzo smilte stille og så indtrængene på hende. "Tja... jeg er nok lidt sky, hvis man kan sige det sådan... jeg... kender ingen her og... jeg...jeg er nok underlig?" Sagde han og rystede på hovedet af sig selv. Han kiggede ned i jorden og tegnede i den med skosnuden.
"Hva med dig? Har du nogle specielle her på skolen?" spurgte han nervøst og skævede til hende og opslugte nærmest hendes ansigt med sine øjne. Han var lige som en blind, der er nødt til at røre ved folks ansigter for at vide hvordan de ser ud. Han gjorde det modsatte, han kiggede i stedet for at røre. Underligt mente mange, men sådan var han, og havde næsten altid været sådan.

"Der er ingen skam i at være underlig. Det er jeg også selv nogen gange. Men du skal nok finde nogen." Hun smilede beroligende til ham. Hun havde selv haft svært ved at finde venner. Dog var der en hun havde kendt lige fra hun kom til stedet.
"Det kommer an på, hvad du mener med speciel?"

Lorenzo smilede blidt og kiggede ned på jorden. "Venner, familie, og så videre... Nogle du kendte i forvejen, bare fortæl, jeg savner at høre folk snakke om hvordan deres liv er" sagde han med et sørgmodigt udtryk og fjernt blik i hans isblå øjne. Han tænkte på de få han kendte her på skolen, han havde ingen værelseskammerat, ingen kat og han snakkede kun nå lærerne spurgte ham om noget.
"Hva laver du ellers på skolen? Hvilke fag har du?" spurgte han, ivrig efter at høre mere om hende. Høre hvad hun kunne lide at lave. Han ville nærmest vide alt om hende.

"Jeg kendte ikke nogen i forvejen. Ikke engang der, hvor jeg var før." Før hun blev mærket kendte hun ikke nogen, der før hende var blevet det. Det var egentlig også lidt af grunden til at hun havde flygtet uden at fortælle nogen, hvad der var sket. "Men ellers mødte jeg en den første dag jeg var her og vi er blevet sådan okay gode venner." Hun undlod bevidst at nævne at hun muligvis var en smule vild med vedkommende.
"Udover de fag vi skal have, så har jeg valgt ridning." Og det var egentlig ikke fordi hun var specielt vilde med heste. "Ellers plejer jeg bare at gå rundt og se hvad der sker rundt omkring... Og så øver jeg skuespil med en der hedder Ciel. Som så også er ham jeg mødte første dag."

Lorenzo nikkede stille. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men han forstod hende. Hvorfor dog ikke blive venner med den man møder først? Problemet for Lorenzo var bare, at han ikke rigtig havde snakket med nogle før for et par dage forinden og han kendte ikke rigtigt nogen. Måske var det fordi ingen måtte røre ham uden han var forberedt på det og vidste hvad de ville gøre? Måske var det fordi han så i stedet for at røre? Hvem ved?
"Du er en af de første jeg har snakket med, og på min gamle skole kendte jeg heller ikke rigtig nogen. Hverken som er blevet mærket eller ikke" Sagde han og smilte let. "Ridning? Okay spændende" sagde han høfligt, selvom heste ikke var hans yndlings dyr, var de smukke og mystiske, derfor kunne han sagtens finde på og opholde sig i stalden til tider. "Jeg bruger selv mest tiden på at være alene på mit værelse og være alene i skole gården... og få ekstra undervisning i musik" Han sukkede kort og kiggede på hende, og ventede på hendes reaktion.

Kajina forstod ikke rigtig hvorfor han ikke havde snakket med nogen. Så vidt hun kunne se og forstå, så var han da okay.
"Faktisk kan jeg ikke rigtig lide at ride. Jeg er ekstremt bange for at falde ned fra hesten." Et let og nervøst grin forlod hendes læber. "Men det er bedre end alt andet sport. Det kræver ikke så meget." Hun burde virkelig overveje at gøre noget ved hendes kondi. I hvert fald, hvis hun gerne ville overleve forvandlingen og ikke dø i stedet.
"Hvorfor hele tiden alene?" Ikke at hun ikke forstod det. Hun holdt selv af at være alene en gang imellem. "Og hvorfor ekstra undervisning i musik?" spurgte hun til sidst med hovedet let på skrå.