drømmeverden - Douglas

T: lige efter aftensmad
S: et sted i gården
O: træer, buske. bænke osv.
P: sit sædvanlige smukke kjole, der markere hendes smukke former, med 5.trins tegnet
V: stjerneklar, og stille

Katy var endnu engang i sin drømmeverden, hvor hun er en kendt sanger. Hun gik rundt ude i gården. Hun sang og spillede guitar samtidig. Gården var hendes scene og hun var så optaget at hun ikke rigtig lagde mærke til om nogen kiggede eller gik forbi. Det var først da hun lagde sin guitar fra sig og begyndte danse og synge, hun kom lidt tilbage til virkeligheden og registrerede en der stod et par meter væk, men hun tog sig ikke rigtig af det hun fortsatte bare. Da hun var færdig hørte hun en der gik tættere på, og kiggede op.

P: Sorte bukser, grå T-shirt og cowboy jakke udover, sorte converse og uglet hår.

Det var næsten blevet en vane for Douglas, at gå ud i gården efter aftensmad med sin guitar i hånden. Det var ikke altid han spillede på den, men fornemmelsen af at have noget, der betød meget for ham, tæt på sig var beroligende. Samtidigt vækkede guitaren flere minder fra fortiden frem i hans hukommelse - nogle bedre end andre. Han havde udvalgt sig en bænk at sidde på, da han pludselig blev distraheret af en klar stemme, der brød nattens stilhed. Og minsandten om han ikke også hørte lyden af en guitar. Som sædvanligt kunne han ikke nære sig for at følge lyden, når noget indblandede guitarspil. Han blev dog ikke kun mødt af en guitarist, men derimod af en noget indlevende pige, der multitaskede i højeste grad. Han iagttagede pigen, der både dansede og sang, som var hun til en rigtig koncert og ikke kun havde træerne (og ham) som publikum. Han kunne ikke lade være med at gå et par skridt tættere på, for at få et bedre glimt af pigens ansigt. Hun kiggede op på ham, og han slog hurtigt blikket i jorden...

Katy smilede, sit smukke skæve smil, til drengen der stod og kiggede på ham. Hun gik lidt tættere på for at se ham ordentligt. Han stod nærmest helt stivt. "Hej" sagde hun til ham, og rakte hånden frem og ventede på at han svarede. Han var egentlig en ret smuk dreng, men var der ikke samtidig et eller andet trist over ham, eller var hun bare stadig lidt forvirret og ikke helt kommet tilbage i den virkelige verden?

Douglas rettede igen sit blik op på pigen, der nu var kommet hen til ham.
"Hey," mumlede han og nikkede som hilsen. Han måtte tage guitaren i den anden hånd, for at kunne hilse ordentligt på hende, som man nu gjorde det i Nattens Hus. Han studerede kort hendes ansigt. Hendes mærke viste, hun endnu var en yngling. Efter det kort at have betragtet hende, besluttede han i sit indre, at hun var en køn pige.
"Jeg hedder Douglas," sagde han efter en kort pause.

Hun smilede til ham, "Jeg hedder Katherine, men bliver normalt kaldt Katy" sagde hun. "Hvad så? hvad laver du herude så sent? Eller tidligt er det vel egentlig" grinede hun. Hun tøvede lidt bagefter og smilede igen genert til ham.

Han smilede skævt til hende og nikkede igen.
"Jeg havde egentlig tænkt på at spille lidt på min guitar," forklarede han, inden han hurtigt tilføjede: "Men så hørte jeg din guitar og fulgte lyden." Han grinte og nikkede hen mod hendes guitar. Han bemærkede godt hendes tøven.

Katy fik øje på hans guitar. Hun kiggede tilbage mod hendes guitar og grinte "Ja.. den følger nærmest med mig overalt, den er min bedste ven" grinede hun. "Du spiller altså selv? sejt! Hvor længe?" spurgte hun af ren nysgerrighed. Hmm han virkede som en interessant fyr.

Han smilede over hendes kommentar, mens han kiggede på sin guitar, man vidst også godt kunne kaldes hans bedsteven.
"Omkring tre år," svarede han, "så ikke særlig længe." Han havde nu alligevel alt godt styr på sit spil.
"Jeg gætter på, du også spiller," sagde han og tilføjede hurtigt, samme spørgsmål som hende, for at holde samtalen i gang, "hvor længe har du så spillet?"

Hun grinede "ja, jeg spiller også" svarede hun, "Jeg har spillet i 5 år" Hun kom til at tænke på at hun egentlig ikke rigtig havde set ham før, eller hvad? "hey, hvor længe har du egentlig været her?" spurgte hun nysgerrig. Det ville være lidt underligt hvis han havde været her længe og ikke havde set ham før.

"Jeg har vel været her i et par måneder," svarede han. Han havde dog ikke fået snakket med særlig mange. Den første måned havde han mest spænderet rundt for sig selv, og ikke snakket med særlig mange, med mindre det var højst nødvendigt. "Og dig?" Han havde ikke set hende. Eller måske havde han, men ikke lagt mærke til hende. Han havde nu heller ikke en speciel god hukommelse, når det galt om at huske ansigter. Det han havde nemmest ved at huske var helt sikkert guitarnoder og sange...

"puha, næsten et år tror jeg, jeg har helt mistet tidsfornemmelsen" svarede hun ham. Det var så underligt at man lige pludselig bare mistede tidsfornemmelsen, efter at man startede her. Hun vidste at de fleste havde mistet tidsfornemmelsen. Når, ligemeget. "Må jeg hører dig spille" spurgte hun kiggede ned på hans guitar, "på et tidspunkt" tilføjede hun.

Han nikkede, "det gør man vel." Han kunne godt selv mærke det, nu hun nævnte det.
"Ehm.." han mumlede, "det må du vel godt," smilede han og tilføjede hurtigt: "hvis jeg må høre dig!" han lod aldrig en chance for at høre en anden guitarist løbe væk.

"Ja selvfølgelig," svarede hun. Hun gav Douglas tegn med hånden til at han skulle komme med og gik hen til sin guitar og satte sig på bænken. Hun begyndte at spille den spanske sang som var gået i gennem generationer af hendes familie, men som kun var blevet spillet på guitar af hende, i familien. Den var selvfølgelig spansk fordi hun var halv spanioler. Hun begyndte at synge teksten til den, som sjovt nok også var spansk, og som sædvanlig kom hun ind i hendes drømmeverden. Hendes smukke stemme gav en smuk genlyd i gården. Da hun var færdig kom hun tilbage til den virkelige verden. Hun kiggede på Douglas og ventede på at hører hvad han syntes.

Han fulgte imponeret med i hendes spil. Og da hun også begyndte at synge - noget han langt fra forstod - var han oprigtigt imponeret. Han opsnappede et par ord, han forstod, som var spanske. Hvilket sandsynligvis betød at sangen var spansk. Ordene han forstod gav ham nu ikke nogen forståelse af sangens betydning.
Da hun var færdig, løftede han imponeret sine øjenbryn og nikkede kort. Han kunne se på hende, at hun ventede, han skulle sige mere.
"Øhm.." han vurderede hurtigt, hvad hans mening til hendes spil var, inden han rosende fortsatte, "..det var rigtig godt, Katherine... eller Katy! Spansk, gætter jeg på?"

Katy grinede, "ja det er spansk," sagde hun og fortsatte "det er en rigtig gammel sang som er gået gennem min familie i flere generationer" Hun kiggede på Douglas og kunne se at han ikke havde fattet et ord af sangen, det var selvfølgelig forståeligt nok, så hun sagde hurtigt, inden han kunne nå at få et ord indført; "det er en sang om en mand der skal ud i krig og som ender med at dø" Hun smilede skævt til ham og løftede skuldrene. "Nå, ville du så spille? eller ville du vente? du må selv bestemme" grinede hun.

"Åh okay, det var dog en forfærdelig historie," mumlede han, og takkede hende i sit indre, for at have oversat sangen, han ikke fattede bjælde af.
"Jeg må hellere få det overstået," grinede han og hev sin guitar ud af dets etui. Guitaren var købt brugt, og havde derfor et ældre udseende - men han elskede den præcis som den var. Han satte sig tilrette på bænken, og begyndte at spille 'Unintended' med Muse. Han levede sig ind i sangens tekst og nød hvert et øjeblik, hvor han kun hørte guitarens lyde.

Da han begyndte at spille på guitaren, begyndte Katy at bevæge sig i takt til musikken. Det var en virkelig god melodi og Katy kunne bare ikke lade vær' med at smile. Katy beundrede virkelig hans guitarspil. Hun blev lidt forvirret over hvorfor han virkede så nervøs over at spille foran hende, når han var så god. 'Men nå ja folk er jo forskellige' tænkte hun, og så var den undren ude af hovedet igen, og hun blev bare ved med at lytte.

Han afsluttede sangen med et klap på guitaren, så vendte han sig mod hende, og nikkede.
"The end," sagde han og smilede roligt, mens han ventede på, om hun ville sige noget. Ikke fordi han forventede, hun skulle sige noget.

Katy kiggede på Douglas da han sluttede sangen. Hun var helt overvældet af glæde. Hun elskede virkelig den melodi, han lige havde spillet. "Det var vildt fedt! Du er jo sindsygt god" Katy smilede nærmest helt op til ørene, "Er du sikker på du ikke har spillet særlig længe?" Spurgte hun sarkastisk. Selvfølgelig var han sikker, han ved jo selv bedst hvor længe, men derfor kunne man godt lave lidt sjov.

Han smilede kort, "mange tak." Det var altid rart at få ros, for noget man brændte for.
"Jeg er rimelig sikker, ja," han grinte afslappet, mens han strøg sine fingerspidser over guitarens overflade. Han syntes efterhånden, at han var heldig, når han stødte ind i personer. De spillede næsten alle sammen guitar, og man kunne altid få en spændende samtale i gang omkring dét emne.
"Spiller du andet end spanske sange?" han smilede til hende og ventede nysgerrigt på svar.

Katy grinede kort, "Jada!" svarede hun "Faktisk var den sang den eneste spanske jeg rigtig kan, udover den er det kun engelske sange" Faktisk mest sange hun selv skrev, men det undlod hun at sige, fordi at hun ikke rigtig følte at det var nødvendigt at nævne. Hun sad pludselig og studerede ham, hun måtte indrømme overfor sig selv at han var virkelig fascinerende på en eller anden måde. Hun tog sig selv i at falde i staver, da han kiggede på hende, og skyndte sig at sige noget inden han opdagede at hun stirrede på ham, "Kan du nogen ikke engelske sange?" spurgte hun.

"Åh, det skulle da lige være en italiensk vuggevise, ellers ikke," han grinte med et smil på læben. Det var længe siden han sidst havde sunget den sang. Det var en sang, der var gået igennem familien, og han havde tit sunget den for sin søster. Men nu var hun, der ligesom ikke, så han fik den sjældent sunget.

Katy grinte med, "Er du af italiensk afstamning?" spurgte hun nysgerrig. Mest fordi at hun syntes der havde været noget italiensk over ham. Hun elskede også virkelig det italienske sprog, "kunne du egentlig også have lyst til at spille den?" spurgte hun efter noget tid. Han kiggede på hende, og de fik øjenkontakt, "altså mest fordi jeg elsker det italienske sprog, du behøver ikke" svarede hun hurtigt, nok fordi hun blev lidt nervøs af at kigge ham i øjnene.