sunset - Ciel

Hun så på ham, og smilede lidt til ham, inden hun satte sig op.
Hun fumlede med at finde sit tøj, mens hun dækkede sin overkrop til.
Hun så nu lidt væk, som om hun var blevet genert.

Han smilede skævt af hende. Tydeligvis ikke genert overhoved. Men alligevel rejste han sig og begyndte at samle sit tøj sammen og tage det på.
"Noget galt, chéri?"

''nej. Intet galt.. Jeg er bare træt.'' sagde hun med et blidt smil, inden hun rejste sig.
Hun fik taget trusser på, bh, og bare for at drille ham trak hun i hans skjorte, og lukkede den midterste knap.

Hun gik hen til ham, og lagde armene om livet på ham. Hun placerede hovedet mod hans brystkasse, og lukkede øjnene lidt

Han grinede charmerende, da hun trak i hans skjorte. Hun skulle bare vide, hvor godt han kunne lide det.
"Jeg havde ikke troet, du var en af den slags piger." Han hentydede til piger, der gik rundt i deres kæresters/hvad-Ciel-og-Elizabeth-nu-var's tøj.
Han havde kun fået sine bukser på og trak hende nu blidt ind i sin favn. Mens han overvejede hvor fanden hans slips var blevet af.

''den er bare mere behagelig end min'' mumlede hun mod hans hud.
Hun kærtegnede ham blidt ved buksekanten, mens hun tænkte.
Hvad var de? Bollevenner? Bekendte? Kærester?
Hun vidste godt selv, at han ikke ønskede et forhold. Eller, det var det han havde givet udtryk for i de sidste par dage.
Ingen kæreste...
Måske var det også bedst for hende, at hun ikke knyttede sig til ham på den måde.
Så ville hun ikke blive nær så såret hvis han valgte at have et forhold til Alma - eller nogen anden pige for den sags skyld.

Han holdt hende tæt ind til sig og kyssede hende ovenpå hovedet. Så sukkede han og lukkede øjnene et øjeblik. Han havde gået og tænkt på noget, og han blev snart nødt til at få det af hjertet.
"Jeg skal snakke med dig om noget ... Senere ... " Han kærtegnede hende på ryggen. Han havde ikke lyst til at snakke om det nu. Lige nu havde han bare lyst til at holde om hende. Især fordi han ikke kunne regne ud, hvordan hun ville reagere. Hun var kompliceret i hans øjne. Hvilket han godt kunne lide. Når man kunne se lige igennem en pige blev hun kedelig.

''senere? Hvorfor ikke bare nu?'' spurgte hun, og prøvede for så vidt muligt at skjule nysgerrigheden i hendes stemme.
Hvorfor vente? Efter det her, skulle man jo næsten tro at de kunne sige alt til hinanden..

Hun aede ham over lænden, og kyssede ham blidt på skulderen.
''klokken er mange..'' mumlede hun så, og spærrede øjnene op.
Hvor længe havde de været der? Hendes krop skreg af sult, og noget dybt i hende sagde at hun skulle tage tilbage til værelset hurtigst muligt.
Var solen allerede på vej op?

Hun bed sammen, og trådte ud af hans omfavnelse. Hun tog hans skjorte af, tøvende, og rakte ham den. Så tog hun sin egen på, hendes sko og satte håret op i en hurtig hestehale.
Så kastede hun hans slips hen til ham..

"Fordi det er sent," svarede han som om det var en selvfølge. Han havde skam også tænkt på, at hun skulle tilbage til pigernes kollegium, men han havde nu ikke troet, hun ville være sulten, efter at have drukket så meget af hans blod.
Han tog skjorte og slips på og kyssede hende på panden.
De havde været i musiklokalet i mindst en time ... Det var sært, som tiden pludselig var fløjet forbi dem med sådan en fart.

''så ses vi vel bare senere?'' sagde hun stille, inden hun gik mod flygelet for at tage sin taske.
Hun havde egentlig ikke så travlt, men hun ville ikke ende med at blive for intim med ham igen lige med det samme.
Hun trak vejret dybt, selvom det ikke var nødvendigt, og lukkede så øjnene kort.
''hejhej..'' mumlede hun så inden hun gik mod døren

Han så chokeret efter hende. Han forstod ikke, hun gik så hurtigt ... Han mærkede den gamle frygt for at have gjort noget galt. Han sukkede svagt og bandt bare sit slips i stilhed. Han satte sig på scenekanten.
'Det kan vel også være ligemeget så ... Vi er alligevel ikke andet end to facader.' Han mærkede et sært stik i hjertet.
"Elizabeth," hviskede han kort uden at se imod hende. "Hvis ... " Han kunne ikke få ordene ud. Han ville spørge, om det gjorde nogen forskel, at den Ciel, hun kendte, var en del af den rigtige Ciel. Om det gjorde nogen forskel, at han ikke var hundrede procent facade. Men han måtte huske på, at han heller ikke kendte den rigtige Elizabeth, lige meget hvor heftigt han ønskede det og lige meget, hvor meget han bildte sig selv det ind.

Hun stoppede op da han hviskede hendes navn.
Hun stod stille lidt, og ventede på at han skulle færdiggøre sin sætning. Men han forblev tav.
''hvis hvad..?'' hun vendte sig om mod ham, og så at han havde sat sig igen. Selvfølgelig, han havde jo heller ikke travlt med at komme væk fra solen..

Hun gik hen til ham, og satte sig ved siden af ham - så travlt havde hun heller ikke.

Han tøvede ... Måske var det ikke sådan en god idé at åbne sig. Ikke nu. Det hele gik for hurtigt, og bare fordi Elizabeth var en fantastisk person, skulle han ikke smide alt på gulvet uden varsel.
Han rømmede sig lidt og kiggede fast på sine hænder. Rynkede bryn og et lettere sammenbidt udtryk.
"Det kan være ligemeget ... " Han blødede en smule op, da hun satte sig ved siden af ham, men han kunne ikke få sig selv til at sige alt det, han virkelig tænkte på. Han ville blive smidt tilbage i alt for mange gamle problemer, hvis han ikke passede på.

Utroligt... Hver gang han gav udtryk for at ville åbne sig - så tøvede han.
Men hun kunne ikke bebrejde ham.

Dog... Hun kunne heller ikke fortælle ham om at hun ikke havde været ærlig.
Hun havde fortalt ham om sin facade... Den facade havde han fuldkommen nedbrudt da han holdte hendes hånd da hun var døende. Hun var ikke andet end den Nemesis der var kommet til Nattens hus... Hun var en lille pige - en lille sårbar pige der bare søgte erkændelse og beskyttelse.
Noget som hun i den grad følte at hun fik når hun var sammen med Ciel

Hendes stilhed gjorde det endnu sværere for ham at tænke. For nu var alt, han kunne tænke på, hvad der foregik i hendes hoved. Han sukkede svagt og fortsatte, da det syntes at være den eneste mulighed, han havde.
"Du ved godt ... Jeg ikke kun er en facade, ikke?" Hver gang, hun havde gjort udtryk for, at forstå Ciel, havde hun mere eller mindre givet udtryk for, at hans facade var alt. Og på en måde var det jo sandt. Hans facade var alt, der blev set af omverdenen. Men han håbede, hun forstod, hvad han mente. Han knyttede næverne kort og så op på hende med et forsigtigt smil.
"Bare fordi du ikke kender mig på bunden ... Jeg er stadig ... mig." Det var meget mere kompliceret at sige, end han havde troet, og han fik følelsen af, at han talte usammenhængende.

''jeg ved godt at du stadig er dig.'' hun stirrede bare ned på sine hænder mens hun talte.
''facaden er ikke alt, men den er en del af dig... Du gemmer bare de ting væk du ikke ønsker andre skal se... Det er jo meget logisk.'' mumlede hun bare.
Hun gned sine øjne lidt.
Hendes røde øjne så kort på ham, inden hun kyssede ham på kinden.
Hun rettede lidt på hans slips, inden hun satte sig som før igen.

Han smilede. Et forsigtigt, roligt smil. Han var lidt mere rolig, nu hvor han var sikker på, hun ikke troede han spillede skuespil overfor hende ... I hvert fald ikke hele tiden.
Han lagde en arm om livet på hende og trak hende roligt ind til sig. Han kunne ikke lade være med at grine lidt, da hun rettede på hans slips. Det var vist ved at blive en vane for hende. Måske var hun i virkeligheden lidt mere perfektionistisk end ham ... Måske stressede det hende at se den slags uorden som en skæv slipseknude. Det bed han mærke i. Det var egentlig sjovt, hvor meget sådan en lille ting kunne sige om en person.

''jeg...'' hun ville sige sandheden - at hun var ved at falde for ham.. Men hvordan han tog det, ved vidste hun ikke. Og det afskrækkede hende en del mere end det burde.
''jeg skal tilbage til kollegiet... Solen står snart op..'' hviskede hun stille inden hun kyssede hans hage blidt.

Han nikkede kort og lod hende gå. Han skulle jo også snart tilbage til sit eget værelse.
Han sukkede svagt og rejste sig. Hans hjerte var blevet lidt lettere, men der var stadig så mange ting, der gik ham på. Han vidste, at hvis han ikke snart fik styr på det hele, ville han simpelthen lukke ned. Han stoppede i døråbningen, da tanken slog ham.

Han så efter hende. Hvordan det lange hår bølgede efter hende, mens hun forlod området og fortsatte mod kollegierne. Det var egentlig underligt, at hun skyndte sig sådan. Hun ville jo ikke blive udsat for sollys, bare fordi hun gik fra musik til sit værelse. Men måske var det ikke solen, der var problemet, måske var det bare trætheden. Den tanke fik ham til at smide bekymringerne for hende. Hun havde det jo fint. Ciel var bare overbeskyttende og alt for vagtsom.

Da hun vidste at han ikke længere kunne se hende bukkede hun sammen og hev hulkende efter vejret.
Hvorfor fanden skulle det også gøre så pokkers ondt at holde af folk!?
Hun gned sit ansigt, mens hun prøvede på at 'mande sig op'.
Ingen skulle se hende sådan, specielt ikke hendes nye roomie.

Da hun nåede tilbage til værelset med hun bare tøjet og hoppede under dynen. Hun lukkede øjnene og lod trætheden overtage.
Selvom minderne om hvad der nu var sket mellem dem vandrede rundt i hendes hoved.

Hele natten - eller rettere sagt, dagen - lå Ciel i sengen og stirrede op i loftet, mens han tænkte. Om løst og fast, sorg og lykke. Alt, hvad der nu lige pressede på. Men der var nogen emner hans tanker vendte tilbage til. Elizabeth, Alma, Kasey, hans forvandling og ikke mindst, hvad der lige var sket for blot et par timer siden.

Da det var ved at være på tide, at tage til time, havde Ciel slet ikke sovet. Han havde mærke render under øjnene, men han følte sig ikke det mindste træt. Dog var han for udmattet til at kæmpe med hans slips, så det blev bare til en gammel t-shirt og en hættetrøje.
Da frokosten kom, satte han sig ved det bord, Elizabeth og han havde sat ved et par dage forinden. I håb om, at hun ville få øje på ham. Hun havde jo ikke lagt mærke til ham, da han havde været ude i gården den anden dag.

Uden at tage til timerne havde hun sat sig på trappen til biblioteket hele 'formiddagen' og spillet guitar.
Til frokost havde hun taget guitaren med sig, og var på vej hen til kantinen. Hun burde jo spise..
Hun så ham sidde ved 'deres' bord, og tog en flaske blodvin inden hun satte sig hen til ham.
Hun åbnede den, og hældte vinen op i et krus, og drak.

Hun hilste ikke rigtigt på ham, smilede kun til ham. Hun var iført en halvlang elegant sort kjole.
Hendes hår hang i smukke bløde krøller om hendes ansigt.
Dog virkede hendes øjne langt mere livløse end normalt.

Da hans blik faldt på hende, forstod han straks, at han havde haft grund til at være bekymret tidligere. Han rynkede brynene og udåndede tungt. Hvis han dog bare vidste, hvad hendes mærkelige opførsels skyldes.
"Hvad er der glat?" Han fulgte hendes bevægelser, da hun hældte blodvinen op. Det kom bag på ham, hvor meget blod røde ynglinge i virkeligheden havde brug for ... Han kunne tydeligvis ikke tilfredsstille det enemand. Men når Elizabeth gennemgik forvandlingen ville hun sikkert finde måde en mage og flere gemaler. Ciel var overbevist om, at hun ikke ville komme til at mangle noget.

Hun så ned i koppen og drak det, uden rigtigt at gøre meget andet.
Da hun havde tømt kruset, så hun stille på ham igen.
''jeg sover bare ikke så godt..'' mumlede hun og strakte sig lidt.

''jeg har nogle underlige drømme når jeg sover..'' hun trak på skuldrene.
Han havde ikke begrundelse for sin bekymring. Heldigvis så vidste han ikke hvad hun drømte..

"Noget du vil snakke om?" Han tøvede svagt. Han ville virkelig gerne vide, hvad det var, der gik hende på, men han havde det som om det var at trænge sig på, hvis han spurgte. Men det værste, der kunne ske var jo, at hun sagde nej. Han havde ingen grund til at være så bekymret for at sige det forkerte hele tiden ... Hvorfor var han overhoved på vagt over det? Det absolut værste, der kunne ske var, at hun ikke ville se ham mere ... Og selvom det ville gøre helvedes ondt, og han ville hade sig selv for at have gjort hende oprevet, så ville det sikkert også have været bedre for dem begge. De sad alt for dybt i dem selv. Skygget af deres facader ...

Hun tænkte sig om inden hun rystede lidt på hovedet.
''det er bare noget fra før jeg kom hertil..'' hun trak på skuldrene.

Hun hældte endnu en omgang vin op, uden at tænke over det.
Hun gned sine øjne lidt.
''hvordan går det Ciel?'' spurgte hun så med et blidt smil, for at undgå at tale mere om hendes drømme