sunset - Ciel

"Du må ikke dø," klynkede han lavmælt og tårene rendte for alvor nu. En af sygeplejeskerne prøvede at få ham ud af rummet, men kunne ikke. Han var alt for stædig til at forlade hendes side ... Man forladte ikke venner i nød ... Selv ikke, når man ikke kunne hjælpe.

"Du kommer tilbage ... Det er jeg sikker på," klynkede han svageligt og han klemte hendes hånd lidt hårdere. "Du dør ikke for alvor ... Du ... " Det var endelig gået op for ham, at der fandtes røde ynglinge, men chancen for, at hun vente tilbage var jo ikke 100%
Blodet, der rendte ud af hende, og tog hendes liv med ud, hvad alt, hvad han kunne tænke på. Han kyssede hende på panden, på hendes halmåne, og bedte Gudinden velsigne hende med endnu en chance til at leve. Det var alt, hvad han kunne komme i tanke om, kunne hjælpe hende.
Og sygeplejeskerne var af samme tankegang, tydeligvis. De kunne ikke gøre andet end at dulme hendes smerter.

''shhh... following the sunset, comes the sunrise..'' hendes ord var lave, en hvisken.
Men hun håbede at han hørte det.

hun knugede stadig hans hånd i sin. Aede hans håndryg.
Det var hende der var døende, blod alle vegne. Men det var ham der græd?
Hun kunne ikke efterlade ham her. Hun skulle tilbage, om så hun skulle trodse Nyx selv. Han skulle ikke efterlades..

ud af hendes øjenkrog stoppede blodstrømmen.
Nu var der blod overalt. Fra hendes næse, hendes mund, hendes øre.
Hendes hår klistrede i blodet.
Men hun slap ham ikke.

"Hv-hvad?" Han snøftede svagt. Han forstod ikke, hvad det var, hun mente ... Han rynkede brynene lidt og tørrede sine øjne med den frie hånd. Derefter strøg han en tot hår væk fra hendes ansigt. "Elizabeth ... " Han strøg hende over kinden. Fuldstændig ligeglad med blodet, han fik på fingrene.
Det var underligt at se hende så rolig i den situation. Men i det mindste vidste han da, hun ikke var i lidelser. Alligevel blev han ved med at få tåre i øjnene, og han kunne ikke tørre dem væk mere, uden at få hendes blod i ansigtet eller slippe hendes hånd. Og han nægtede at slippe hendes hånd.

''det er ikke enden... Det er en ny-...'' hendes stemme døde hen, i takt med at hendes øjne lukkedes i.
Hendes hjerte slog ikke længere.
Hendes lunger standsede.
Men hun holdt stadig hans hånd.

Lyset blev mere og mere tydeligt. Så skarpt at hun ikke kunne se hvor hun var.
Hun mærkede noget i sin lomme - en lille lap papir.
'et valg - lyset eller mørket?'.
Hun kendte svaret. Hvis hun ville være hos Ciel, måtte hun tage konsekvenserne.
''mørket...'' hviskede hun.

Der var gået omkring to timer, siden hendes puls gik i nul.
Hendes hud var nu iskold, blodet var indtørret, håret stift.
Hun åbnede øjnene lidt - stirrede på indersiden af et hvidt ligklæde.

Hun prøvede at bevæge fingrene. De reagerede, men meget stift.
Hun hev vejret dybt ned i lungerne, rystende

//det i kursiv - hvis det ikke var åbenlyst nok - er når hun er hensides.. Et astralt plan i sin underbevidsthed, som giver hende en mulighed for at vælge. Viljestyrke vil man nok se det som?//

// Det havde jeg regnet ud xD Har du meldt dig ind i gurppen "Røde Vampyre"? Så skal jeg nok godkende dig med det samme//

Efter hun ikke længere trak vejret, gik Ciel i chok. Men istedet for at sidde stille og ikke sige noget, løb tårene hurtigere og han rejste sig med et set, mens han råbte fra bunden af sine lunger. Han knugede stadig hendes hånd og prøvede at ruske liv i hende igen.

Sygeplejesken greb fat i ham og rev ham ud af rummet, og han forsøgte at rive sig fri af alle kræfter. Men hun fik ham med udenfor og han faldt sammen, på knæ i græsset. Hans skuldre rystede svagt.

Først efter godt og vej en halv time tørrede han sit ansigt og rejste sig. Sygeplejesken var holdt op med at snakke til ham, da han ikke reagerede, og gik ind for at køre pigen hen til, hvorend de nu lagde de døde ynglinge.

Ciel gik med rystende ben mod kollegierne og satte sig på trappen udenfor. Han sad og stirrede mod månen. Hans øjne var røde og ophovede. Han burde vel egentlig gå indenfor, men han ville ikke. Hvis hun nu kom tilbage ... Hvis hun nu allerede var på vej tilbage ... De andre ynglinge var allerede indenfor, også selvom solen ikke var stået op endnu.

Det endte med, at Ciel faldt i søvn på trappen. Udkørt.

//er medlem, men har ikke farven på grund af mit femte trin. Har planlagt i et stykke tid at hun skulle 'dø'//

Hun satte sig op, mærkede straks en underlig tom følelse. lagenet dækkede hele hendes krop - det faldt ned da hun rejste sig.
Hun rystede, men det var nu på grund af hendes angst.
hvor var hun?... Alle de... lig...
Hun havde det samme tøj på som da han bare hende ned til sygeplejeskerne.

Så da hun havde rejst sig, og kom ud ved stierne, fór en tanke gennem hende; Ciel.
Hun gik op på sit værelse, og tog et hurtigt bad og fjernede alt blod og lugten af død.
Hun fandt en sort elegant lile kjole, og tog den på.
Satte håret op og tog flade sandaler på.

Så satte hun kursen mod drengenes sovesal. Hun gik hen til trappen, og så Ciel ligge og sove.
Hun smilede svagt, og satte sig ved siden af ham.

''Ciel..?'' hviskede hun blidt.
''vågn op Ciel..'' hun aede hans kind, blidt

Så snart hun rørte ham, spjættede han og satte sig op. Han så på hende med store øjne.
"Elizabeth!" Et øjeblik vidste han ikke, om han drømte eller ej. Han havde stadig blodsting flere steder, efter at have sat ved hende i hendes sidste minutter. I første omgang lagde han også kun mærke til, hvor fint hun var klædt. Intet blod ... Det måtte være en drøm. Hans blik gled op til hendes pande og til den røde halvmåne.
Han rakte ud og rørte ved hendes kind. Så smilede han. Hun var der faktisk.
Han slyngede armene om livet på hende og trak hende ind til sig.
"Jeg troede ... jeg ... Jeg er så glad for, du er okay."

Hun smilede over hans reaktion.
Hun lagde armene om ham.
''tror du virkelig at jeg bare ville forlade dig?'' hun lod panden hvile mod hans hals.

''jeg forlader aldrig dem jeg holder af..'' hun smilede.
Hun aede ham over ryggen, mens hun bare sad på trappen sammen med ham.

Hun kyssede blidt, men kort hans pande - på hans mærke.
''lad os få dig op i seng.'' sagde hun roligt, inden hun rejste sig og fik ham hevet med op. Utroligt let egentlig.

"Jeg regnede ikke med, du havde noget valg." Han så hende i øjnene. Han havde lyst til bare at kramme livet ud af hende af glæde. Han blev utroligt glad for at høre hende sige, hun holdt ham.

Han rejste sig også op men rystede på hovedet. "Jeg har virkelig ikke lyst til at sove ... Ikke nu." Der var stille over alt, og han kom pludselig i tanke om noget. "Men du bliver nødt til at komme tilbage til dit værelse, før solen står op." Han havde aldrig set det ske, men han vidste, at røde ynglinge brændte i solen ... Desuden ville hun, til den tid, gå kold.

Hun slap ham blidt.
''Vil du med...?'' spurgte hun roligt.
Hun aede hans kind lidt.

''på den anden side... hvem ved hvordan jeg ser ud når jeg går kold'' grinte hun.
Hun rettede lidt på sit hår.

''Så... godnat Ciel.'' smilede hun, og bakkede ned af trappen igen, for at gå ind til sig selv

Han så efter hende med et svagt suk. Men nu kunne han da gå i seng uden at bekymre sig for, om Elizabeth var okay eller ej.

"Så ... Ses vi imorgen, amie." Han smilede skævt og begyndte at gå op af trappen. Han ville gerne have tilbragt dagen med hende, men hun ville nok ikke være så morsom. Det var dog en lille pris at betale for, at hun var i live ...

''sikker på at du ikke vil med?'' spurgte hun med et lille smil og så tilbage på ham.
Hun var stadig bleg, men hun virkede langt mere... levende nu.

hun så afventende på ham, og pillede ved en tot af sit hår.

Han smilede og skiftede kurs. Rystede dog lidt på hovedet af hende.
"Jeg vil gerne med ... Jeg kan vel bare smutte igen, når du falder i søvn så." Han grinede kort. "Jeg ved faktisk ikke så meget om røde ynglinge ... Føles det overhoved anderledes?" Han rynkede brynene lidt. Men før hun overhoved havde fået muligheden for at svare, sprang han til næste spørgsmål; "Så du Gudinden i Den Anden Verden?" Han så uskyldig og ærligt nysgerrig ud. Han ville gerne selv møde Gudinden. Mest for at spørge, om Kasey var okay på den anden side ...

hun åbnede munden for at svare, men så spurgte han ind til hvad hun havde set.
''nej.. Der vr utrolig lyst... Og det eneste jeg så var en seddel i min lomme...'' mumlede hun med et lille smil.

hvad der stod på papiret sagde hun med vilje ikke.
Han skulle ikke tro at hun sammenlignede ham med mørket..

"En seddel?" Han så lidt skuffet ud over, ikke at høre noget om Gudinden. Men det var stadig utroligt interessant at høre om hendes oplevelse. Selvom han nu gerne ville have været fri for at stå på den anden side af situationen. Han havde virkelig brudt sammen derhenne ...

Han fulgte efter i hendes tempo, mens de gik mod det andet kollegium. Han så ud imod horisonten. Hvor lang tid mon der var til solopgang? Men det behøvede han ikke tænke på. Hvis han huskede rigtigt, så kunne røde ynglinge føle det ... Det lød lidt mystisk, men alt, hvad der havde noget at gøre med ynglinge var væk noget mærkeligt halløj.

Hun skyndte sig næsten unaturligt meget op på værelset.
Hun havde en underlig fornemmelse af angst igen. Dog nævnte hun det ikke for Ciel, han ville nok bare panikke.

Da de nåede op på værelset vendte hun sig om, og så direkte på ham.
''Ciel... Hvem er du i virkeligheden..? Jeg har set en Ciel der er beskyttende, varm og sårbar.. Men hvem er du? Hvordan var du i frankrig..? Hvem er du bag din facade?''
Hun så på hans ansigt, på hans mærke.

''Undskyld... Nej... Jeg ved jo hvordan du har det med det.. Jeg skal ikke blande mig i det.''
Hun gik hen til sit skab og fandt en lårkort natkjole i silke.
Hun smed sin kjole, så hun stod i bh og trusser. Så trak hun i natkjolen - uden rigtigt at tænke over Ciels tilstedeværelse.

Ciels udtryk ændrede sig totalt, da hun begyndte at udspørge ham om noget af det mest personlige og private, han havde. Han fik et tvær udtryk om munden og hans øjne blev smallere. Så sukkede han og det uskyldige udtryk var tilbage. Han lagde armene løst om sig selv og rystede på hovedet af hende.
"Jeg undrer mig virkelig over, hvordan du overhoved kan vide så meget om mig ... " Han satte sig på stolen foran hendes skrivebord og tog ikke rigtig notits af, at hun skiftede tøj. Men han var glad for, at hun var så skødesløs omkring ham. Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede på tingene på hendes skrivebord.
"Du vil alligevel ikke vide, hvilken person jeg faktisk er ... Du ville ikke bryde dig om det." Han smilede kort. Et koldt smil. Han så op på hende igen. Det var ikke til at tro, hun kunne se igennem ham så let ... Det virkede bare ikke sandsynligt ... Men samtidig vidste han også, at hun umuligt kunne have snakket med Alma om ham, og hun var den eneste anden person, der vidste så meget om ham.

Hun så lidt på ham, og gik hen og satte sig på hans skød.
''jeg ved godt at jeg ikke har nogen ret til at vide den slags... Men hvorfor facaden?.. Er den rigtige Ciel virkelig sådan en skiderik?'' hun smilede lidt til ham.

''og hvorfor ville jeg ikke bryde mig om det? Jeg tror ikke på dig..'' sagde hun roligt.
Hun aede hans kind kort.
''Ciel, jeg stoler på dig. Du blev hos mig, selvom du ingen forpligtelse havde til det... Hvorfor?'' hun så på hans pande.
Hans mærke..
Hun så lidt ned igen.

Han løftede det ene bryn, da hun satte sig på hans skød. Så smilede han lidt. Det var faktisk lidt underligt at være så tæt på hende, efter hvad der var sket sidste gang, de var deroppe sammen. Men han brokkede sig ikke.
Han ville ikke svare direkte. Hvis han gjorde, ville hun få ledetråde. Og han ville ikke give hende noget som helst at gå fra, hvis han var i stand til at undgå det.
"Jeg kan bare ikke forestille mig, at du ville kunne lide den slags folk ... " Han lagde armene om hende. Og sørgede for, at det ikke virkede intimt.

Men da hun så spurgte ham om, hvorfor han var blevet ved hende, blev han faktisk endnu mere overrasket. Han troede faktisk, det var rimelig indlysende.
Rolig lagde han hovedet mod hendes arm.
"Giver det virkelig ikke sig selv?" Han lukkede øjnene.

''hvilken slags folk?'' hviskede hun mod hans hår. Hun aede hans kind lidt, smilende.
Hun ville prøve, så meget som muligt, at få ham til at give hende et indblik.

''og det giver aldrig sig selv.. Tror du at jeg kan regne det ud selv, så tro om... Min hjerne er død... Det ved du..'' mumlede hun bare med en drilsk undertone.

Hun prøvede at se ham i øjnene, men opgav da det var for svært med hans øjenhøjde i forhold til hendes.
''elsker du hende virkelig...?'' spurgte hun så.
Dette var måske for meget for ham, men hun ville have en grænse.
Var de venner, bekendte eller...
Hun opdagede først nu at hun ikke trak vejret. Der var ingen brug for det, hvilket skræmte hende lidt.

Han var træt af, hun stillede spørgsmål om ham. Han ville hellere snakke om hende ... Men hun ville tydeligvis ikke give op. Han ignorerede bare hendes første spørgsmål og gik direkte videre.
"Jeg er faktisk ikke selv sikker på, hvorfor jeg gjorde det ... Da du begyndte at bløde, panikkede jeg bare ... Jeg ville ikke lade dig dø."

Han så undrende på ud i luften. "Hende? Alma?" Han rynkede brynene lidt og trak på skuldrene. Så sukkede han dybt. Han fik det pludselig dårligt i maven og knyttede hænderne hårdt.
"Jeg aner ikke rigtig, hvad jeg føler mere ... " Han skævede mod vinduet. Snart ville solen stå op ... Men det ønskede han nu ikke. Han var glad for, at kunne tilbringe lidt mere tid med hende. Især efter, han troede, han aldrig ville komme til at se hende igen.

Dér gik hans grænse, tydeligvis.
Hun aede ham blidt over armen.
''Ciel, solen står snart op...'' mumlede hun mod hans hår.
''og af hvad jeg ved, så er jeg ikke meget værd om dagen..'' hun smilede svagt. Ganske blidt kyssede hun ham på panden inden hun så ud mod himmelen som allerede nu var ved at blive farvet af den komme solopgang.

''Måske skal du benytte tiden til at finde ud af hvad du vil?...'' hviskede hun.
Hun smilede lidt.
''tak fordi du blev hos mig..'' hun lagde den frie arm om ham og krammede ham kort.

Efter hun havde krammet ham, rejste han sig op og satte hende på sengen. Han gik hen for at rulle gardinet ned. Det gik ikke, hvis der kom det mindste lys ind.
"Hvad jeg vil med hvad?" Han var ikke helt sikker på, hvorfor hans problem med Alma overhoved angik Elizabeth. Men hun var vel bare en bekymret ven. Det ville der jo heller ikke være noget galt i.

"Du ved ... Du ville sove bedre under jorden." Han vidste dog også, at hun nok ikke havde lyst til at finde de andre røde ynglinge nu. Der var alt for kort tid til solopgang.
Han satte sig på stolen igen, og satte af med benene, så den kørte over gulvet og hen ved siden af hendes seng. Han satte den ene fod op på stolens kant og lænede sig tungt tilbage. Han havde ikke lyst til at gå, før hun sov. Han kunne vel ligeså godt bruge de sidste minutter, hvor hun var vågen.

Hun rystede på hovedet efter han havde sat hende igen.
Han opførte sig næsten som hendes storebror nu.
Undtagen voldtægterne...

Hun smilede svagt.
''jeg burde virkelig ikke blande mig - vel?'' hun lagde sig bare til rette oven på tæppet.
Hun lå halvt om halvt i fosterstilling og med armene om sig selv.
Hun frøs ikke - det var ren vane at putte om sig selv når Percie ikke var der.

Hun så lidt på ham.

"Non," sagde han henkastet. "Men jeg vil stadig godt høre, hvad du mener, jeg skulle finde ud af." Han lagde hovedet lidt på skrå og så ned over hende. Hun var virkelig en køn pige i hans øjne. Var det mon derfor, han havde været så oprevet tidligere? Han kendte hende jo ikke ... var han virkelig så overfladisk?
Han rynkede brynene, bed sig i læben og sukkede kort. Det kunne ikke passe ... Sådan var han jo ikke ... Men ærligt talt, var han selv begyndt at være i tvivl om, hvem han var. Det var stressende.

Han rejste sig fra stolen, skubbede en lille smule til gardinet, så han akkurat kunne se, hvor langt solen var kommet op, uden at lukke for meget lys ind. Han havde det psykisk skidt og pludselig ville han gerne bare væk.