man kan altid snakke (åbent)

T: efter aftensmad
O: en masse ynglige der snakker
B: en stor t-shirt og shorts

Alle de andre ynglinge sad og så tv eller snakkede. hun gik med tunge skrit. hen i et hjørne og sad for sig selv. hun kikkede efter en der ikke lavede noget men forgæves... der var ikke nogen. men hun håbede...

Påklædning: mørke denim jeans, lysebrune støvler og en lysebrun og mørkebrun mønstret top

Arei sad i vinduet ikke langt fra Kat, hun undrede sig over at pigen ikke havde lagt mærke til hende, men folk sad nok normalt heller ikke i vinduet. Hun kiggede på hende, hun virkede ensom. Arei hoppede ned fra vinduet og satte sig hen ved siden af hende "hvorfor sidder du her alene?" spurgte hun med et roligt blik.

hun hoppede lidt af forskrekelse. " Hej... jeg er ny så jeg kender ikke rigtig nogen og jeg er meget genert så jeg hved ikke helt hvordan jeg skal komme i kontakt med nogen." Sagde hun hurtigt og sukkede og kikkede på pigen. "horfor sad du enlig i vinduet?"

Arei smilede til hende "Og at sætte sig i hjørnet ville hjælpe på det?" hun spurgte i sjov og forventede ikke et svar. "Det er ikke altid lige nemt at være ny, jeg farer stadig vild" tilføjede hun med et suk og trakte sin ben. Hun havde aldrig selv været genert, det havde hendes omgangskreds hurtigt vendt hende af med. "Jeg kiggede på himlen" svarede hun "den er nemmere at se fra vinduerne" tilføjede hun med et grin. Hun samlede sit sorte hår og trak det frem over skulderen længst væk så hun kunne se Kat. "Jeg hedder Arei btw." præsenterede hun sig.

" Tja jeg ved ikke om det hjælper men jeg er bare ikke den store... Hvad skal man sige sociale person, og kender jo som sodan ikke nogen..." hun syndes det var pinligt. Hvor dan kunne den pige tage det hele i stiv arm. Det for stod hun godt nok ikke. "Hvis du kikkede på himlen hvorfor gik du så ikke bare ud? det er måske lidt personligt men jeg føler en eller anden... ARRR hvor dan skal man for klare det... En for bindelse til naturen.. men det kan bare være et eller andet jeg bilder mig ind" hun kikkede ned af sig selv. Hun blev med at sige til sig selv at det var noget dumt noget. hun kikkede på Arei igen. hun var flot ikke den pige hun ville holde sig mest til, men hun ville give det en chance og smillede til Arei

Arei lo lavt "en gammel vane" startede hun og hendes blik blev fjernt da hun blev suget tilbage i minder. "Jeg har altid elsket nattehimlen.. men da jeg var lille måtte jeg ikke gå ud om aftenen" hun smilede til Kat da hendes blik blev nærværende igen. "Derfor sad jeg altid i vinduerne og kiggede ud" hun nikkede mod vinduet hun lige havde siddet i. "Derfor, fordi jeg glemmer at jeg ikke behøver at blive inde mere". Hun sukkede let ved tanken om at bo væk fra sin familie.

Da Kat forklarede om sin forbindelse til naturen tænkte hun sig om "nja.. aldrig rigtig naturen, bare himlen" hun så undersøgende på Kat "men du burde holde øje med det, måske har du fået en speciel gave" hun blinkede kort til hende.

da hun havde hørt om det med at hun ikke måtte gå ud blev hun missundlig. hendes forældre havde kun tæsket og slået hende. og aldrig sagt hvad hun måtte gøre og ikke gøre... nå men det var fortid.
hun ikkede på Arei. hun var speciel. og hun skulle huske det med naturen... "hvor længe har du været her?" spurgte hun.

Arei lagde mærke til spøgelserne i hendes øjne men det virkede ikke som om at hun havde lyst til at snakke om det, for slet ikke at tale om tænke på det. Arei havde ikke tænkt sig at bore i det. Hun kendte til følelsen om en fortid man ikke ville.. eller ikke turde snakke om. Arei tænkter sig lidt om da hun stillede sit spørgsmål. "Hmm.. nogle uger" svarede hun så "men har boet på nattens hus nogle år et andet sted" hun havde ikke nævnt sit trin endnu men det var nemmere at forklare det fra starten af. "Hvad med dig? hvor ny er ny?" spurgte hun med et smil.

Hun tænkte og tænkte. "jeg har været her i nogle uger jeg er ikke sikker. men hvilket nattens hus gik du på før og hvilket trin er du på?" spurgte hun glad, for enlig at have delt sit liv før hun blev mærket.

Arei smilede, glad for at pigen blødt op overfor hende. "Jeg gik på et nattens hus i London, vi var på ferie der da jeg blev mærket, og der gik alligevel noget tid før jeg blev flyttet til et hus herhjemme" forklarede hun med et smil "Jeg er nu på 5. trin" hun satte sig i en anden stilling "Er det her dit første nattens hus?" hun lænede sig nu mod sin arm, hendes smil var der stadig og hun kiggede stadig på hende.

" Det her er mit først nattens hus. det der med at tage på ferie... eller at tage til London er det fedt? eller er det noget lort?"

Arei tænkte sig om "Tjah.. London er fed at shoppe i men man får ikke rigtig tid til så meget andet når der er så mange butikker at kigge på" svarede hun med et smil "Man kan selvfølgelig beslutte sig for at se seværdigheder, men personligt synes jeg det er mere spændende at opleve bylivet" hun kiggede på hende "Men de ferier vi var på var også de tider hvor jeg tilbragte mest tid med begge mine forældre i træk" tilføjede hun med et lille suk, hun savnede dem.

"jeg har aldrig rigtigt været på ferie, men jeg har det en stort kendskab til bylivet." Hun sukkede. "det er faktisk længe siden jeg har været ude at shoppe, men jeg har al tid elsket at shoppe." hun grinede de siste ord ud. "hvad lavede du enlig i din fritid."

tøj: et par sorte trænings bukser en pink tynd langærmet med et hvidt bælte med en sløjfe på under brystet, sko et par pinke ballarinaer

hun havde sat i stolen og kiggede over på de 2 piger der snakkede hun skrev i sin sang/digte bog og håbede lidt at de ville komme over til hende og snakke med hende, hun skrev stille videre på sit digt.

kat regste sig og gik over til Rosie.
"hva' laver du? sidder du og skriver dagbog? eller kærste breve?" hun grinede og satte sig. "Må jeg høre?" hun kikkede ned i bogen, og lurede i bogen. Hun smillede og var glad. Rosie var bare så sej på sin ejen måde.

"ha ha ha meget morsomt Kat, det er mig digte og sang bog jeg er i gang med at skrive et digt men det er ikke særligt godt hvis du spørger mig."
Kat var en pige helt for sig selv, hun var bestemt ikke en pige uden humor hun var altid klar med en frisk bemærkning. Rosalie vidste at den her pige nok skulle blive en stor del af hendes liv, hun håbede i hvert fald på hende som bedste veninde, hun var i hvert fald lige som den søster hun aldrig havde fået!

"hehe må jeg høre? det skader vel ikke, at spørge." hun kikkede ned i bogen igen. og ginede til Rosie. hun kunne lide Rosie som en søster og en ven på samme tid. alle de år med mobnig og drillerrig. har hun aldrig set så åben en pige

"fint nok men du er altså advaret det er ikke et specielt godt digt."
hun smilede hvad nu hvis Kat ikke kunne lide hendes digt der var ingen der nogen sinde havde hørt hendes digte.

"I had closed the door, closed my heart an wouldn't let anyone in,
i had trusted and loved onl to be hurt, but that would never happen again.
i locked the door and tossed the key as hard and far i could.
my heart was closed for good.
then you came into my life and tryed to change my mind.
but i didnt work course you have alsoe hurt me!"

hun smilede lidt.

"hvem er digtet til?" hun så på Rosie og sagde:"Det er meget trist og samtidigt... hvad skal man sige... unikt. Du er ret god til det." hun mente det helt inde fra Hjertet.

hun smilede men kunne mærke en tårer klemme sig på. "det er til min tidliger bedste ven han holdte mig for nar" hun kunne for alvor mærke klumpen i halsen nu hun savnede ham på trods af at han havde været så stort et fjols, men hun var sikker på at hun aldrig nogensinde ville stole 100% på ham igen. "skal vi ikke tage ud og ride" hun havde ikke lyst til at tale om ham.

"jeg ved ikke, solen står snart op og vi skal op tideligt, måske en anden gang." det var ret iraterrende at solen snart stod op og det. hvor for skulle solen også stå op kunne den ikke bare blive nede og gå i seng istedet for!! "DUMME SOL!!" råbte hun. HUn blev helt Rød i hovdet. det skulle hun ikke have sakt højt...

"okay jeg går tilbage til mit værelse" hun begyndte at gå hen mod værelserne.

"Vendt jeg vil med." hun løb efter Rosie. tog hende under armen og sagde: "jeg ved godt jeg er lidt underlig men det skader jo ikke at være mærkelig." hun viste ikke hvor lang tid det var hun havde set solen. "vil du ikke med ud og ride i solen?"

"må vi godt det?" hun kiggede altså nu måtte hun da bestemme sig tænkte hun og kunne ikke lade være med at flippe af grin, Kat var simpelhen fantastisk!!!

"Ja vi skal jo bare være inden for murerne!" hun sprintede forpustet over til hestene. "jeg kom først!" hun løb ind i sad rummet og tog en sadel. sadlede op og travede ud med moon. "Kommer du?" hun så efter Rosie. gad vide hvad der tog så lang tid!? hun kunne se solen i hørisonden og smillede af lykke og glæde. hun fik hesten til at stejle og lavede et sving med hånden. hun galoperede ned langs ydrer murene, hun smillede og skrej:" YEHHAR! kom så Moon hurtiger!" hun blev blændet af lyset...