Hvem kan man dog møde i mørket? ~James

Sted: Tuslas Tuneller
Omgivelser: Ingen, kun de klamme vægge..
Vejr: Køligt
Tid: Omkring fem eller seks tiden
Påklædning: En sort bluse med rund udskæring, sorte løse bukser og sorte converse, hun smelter nærmest ind med omgivelserne.

Espíritu gik langsomt gennem tunellerne, hun var ikke faret vild, eller det troede hun i hvert fald ikke. Hendes blik gik lidt rundt, hendes øjne lyste nærmest op i mørket. Hun havde nogle ret så mærkelige øjne, det højre var havblåt og det venstre var blodrødt. Hendes korte hår dækkede for det røde øje, så hun ikke blev set så skævt på.. Man kunne faktisk ikke se alle hendes ar i mørket, hvilket hun var ret så glad for.

Espíritu hørte lyden af fodspor der nærmede sig og hun vendte sig om mod drengen idet han sagde, Godaften.
Hun så indtrængende på ham et øjeblik og reagerede ikke på tonen i hans stemme. "Godaften," Sagde hun så selv med sin fine spanske accent og så på ham mens hun lagde hendes hoved lettere på skrå så lidt af hendes røde øje blev synligt i mørket. Hun så på hans mærke og smilede let og forsigtigt, samt en smule venligt. Hendes eget mærke blev dækket af hendes pandehår.

Espíritu betragtede ham ganske roligt og med et nærmest blidt blik. Hun mærkede hans blik, men stod bare stille og så på ham, hun kunne sagtens se hans mærke, men tog sig dog ikke af at han var en rød yngling, han var ikke den første hun havde mødt, og han blev sikkert ikke den sidste.
Hun så stadig på ham da han begyndte at gå mod hende og smilede en smule over ham. Smilet var kun en lille trækken i mundvigen, intet andet.
"Espíritu Sangrienta," Præsenterede hun sig selv og smilede lidt venligt til ham. Hun rakte sin højre hånd mod ham. "Men bare kald mig Spirit. Hvad er Deres navn så?" Hun så nysgerrigt på ham med hovedet let på skrå. Hendes pandehår skjulte mere eller mindre for det røde øje.

Espíritu klukkede let over hans kommentar. "Jeg takker," Sagde hun med et lidt større smil. Hun løftede sin ene hånd og lod den køre gennem sit hår og viste nu hele sit røde øje. Hun var vant til folks stirren. Hun lagde ikke rigtig noget i den charmerende klan i hans stemme, hun vidste hvor store svin mænd kunne være og hvor meget ydret kunne bedrage.
"Hyggeligt at møde Dem, James," Sagde hun så og smilede et lille skævt smil til ham. Den lette spanske accent gjorde hendes stemme mild og lokkende, hun kunne ikke selv gøre for det.
Hun smilede over ham. "Jeg søgte ro," Sagde hun med et skævt smil. "Og hvad med Dem?" Hun smilede til ham igen og havde fået et nysgerrigt glimt i hendes forskelligfarvede øjne.