Hardcore girls • Ciel.

Tid > Efter de sidste timer er slut.
Vejr > Okay. Stjernerne skinner igennem vinduerne.
Omgivelser > Der er pænt mange andre ynglinge, men de fleste er i gang med at overvære fægtekampen.
Sted > Fægte-dummyerne. Nyt inventar langs endevæggen.
___________________________________________________

Asia holdte hårdt om fleurettens håndtag, så hårdt at hendes knoer blev hvide. Hendes mørke hår var bundet op i en knold, og det som var faldt ud, klæbede til hendes ansigt. Hun havde trænet omkring en time nu, så hun gled på det glatte gulv, på sine bare tæer.
Hun havde lige forladt en af dummyerne, og fægtede nu med en anden, kvindelig 5. trins elev. De to havde kæmpet indædt i et stykke tid, og de var begge to fantastiske fægtere. Asia var bedre til at bruge sine hænder og hele kroppen, i stedet for udelukkende en stang af - var de lavet af gummi? - som fægtningen gik ud på. Men hun var alligevel hurtig og smidig.
Hun undgik et udfald, og gjorde selv et. Hun træffede sin modstander i ribbenene med et hårdt tryk, så pigen hvæsede ud imellem tænderne og måtte træde tilbage.
Asias mørke øjne var presset sammen, og hun svirpede ud efter modstanderen med sin fleuret, da hun så en åbning.

Da han havde forladt drama lokalet og havde sat kursen mod fægtning, havde det været med håbet om at finde en ny fægtepartner. Han havde nemlig ikke kunnet fægte siden han kom til skolen, fordi der var så meget bøvl med, at finde en plads. Han havde ellers været den bedste fægter i Nattens Hus i Frankrig, og han havde desværre været meget bekymret for, om de ikke gik så meget op i det, i Tulsa.
Derfor var det overvældende at se så mange ynglinge samlet i fægtesalen. Han havde spærret øjnene op af bare forundring over de mange tilskueere, før hans blik faldt på fægterne.
Var de ... Piger?
Fægtelæreren i Frankrig havde direkte nægtet at optræne piger i fægtning, da han fandt det mere passende, at de red istedet. Han havde sagt at kun Erebos' sønner burde lærer at fægte.
Han havde været uenig. Men blot i tavshed.
Den mørkhårede skikkelse smøg sig roligt ind imellem tilskuerne for at komme tættere på, og se kampen. Det var gribende! Tænk, at piger kunne være bedre fægtere end en dreng - for det var han sikker på, de var. Det så i hvert fald ikke ud til, at mange drenge på skolen, ville kunne vinde en kamp mod dem.
Den grønne ring i hans iris lyste pludselig op af kampgejst. Han ville ikke tøve med at tage kampen op med en af de to. Han var selvsikker og følte sig ikke for god til at kæmpe på lige fod med en pige.

Jubel-råbene omkring ham begyndte langsomt at forstumme, men han blev stående tavst, som han havde gjort gennem hele kampen. Han havde lagt mærke til et par svage punkter på en af pigerne, og det var ikke nogen overraskelse, at den anden vandt.
Klapsalver lød i hele rummet ...

Asia lagde ikke mærket til at nogle brød vandende og kom tættere på, hele hendes opmærksomhed var rettet imod modstanderen. Hvis den ikke havde været det, ville hun ikke være kommet så langt. Så var hun jo klart blevet jordet.
Hun tog et glidende skridt tilbage og undgik endnu et udfald. Hun rettede på sin hånd, så fleuretten sad bedre fast imellem hendes lange, slanke fingre. Hun kørte sine skuldre tilbage og dukkede sig en smule, så det næste udfald hun gjorde, ramte klart igennem det svækkede trætte, forsvar, så hun ramte pigen ved kravebenet. Det gjorde det klart at hun havde vundet.
Hvis kampen havde været i virkeligheden, så var hun nok død af det slag, som Asia havde givet hende ved ribbenene, men de havde aftalt at de eneste dødelig strikes var omkring halsen. Det var mere... besværligt på den måde.
Klapslaverne haglede ned over begge pigerne, som regn på et bliktag. Asias ansigt tøede hurtigt op og blev til en hel lille sol, da hun bukkede elegant, også selvom hendes ben rystede en lille smule. Pigen som stod på hendes venstre side, kom med et fnys og forlod hende og de andre ynglinge.
Det mørke hår gled om bag hendes højre øre, da hun skubbede det derom. Hendes mørke øjne var blevet låst fast på én enkel person blandt de andre tilskuere. En mørkhåret dreng. Hun viste godt hvem han var, selvom hun ikke kendte ham. Det var ham gutten, der kom fra Frankrig. De fleste piger havde snakket om ham, og det var ikke få rygter som gik om ham.
Godt nok så hun på ham, men hun smilede ikke. Hendes ansigt var næsten stift. Ikke uvenligt, men heller ikke åbent og hjerteligt.

Fraværende strøg han noget af det mørke hår væk fra ansigtet, og hans fingre strøg kort over piecingen i det ene bryn, men den forblev dække af den mørke manke. Derefter lod han fingre glide over halvmånen i hans pande. Det var stadig ikke til at forstå, at han havde overlevet så langt i forvandlingen.
Det rev og sled i hans indre for at være dén, der stod med fleuretten, men han holdt sig tilbage. Pigen, der havde vundet, måtte være udmattet. Og det ville ikke være fair at kæmpe mod én, der lige havde været sådan et fysisk arbejde igennem. Han ville finde hende senere, eller måske når salen tyndede ud for ynglinge, og så ville han udfordre hende, til et senere tidspunkt.
Hvis hun da turde ... Ikke fordi han virkede skræmmende - tjo, måske lidt følelseskold, men ellers intet - men han vidste jo, hvilke rygter der gik omkring, når en blev forflyttet på den måde. Han var sikker på, at det altid var så hårdt at være ny. At ingen ville gøre sig det besvær at komme i kontakt med en, fordi man ikke vidste, om han havde slået en ihjel eller havde hærget et tempel eller hvad man nu kunne finde på af rygter ...
Men ærligt talt ønskede han heller ikke at vide, hvad de sagde om ham. Han ønskede blot at nogen ville acceptere ham.
Da de fleste ynglinge begyndte at sive ud af området og Ciel rettede sig op fra den væk, han stod lænet mod. Hans uniform var bare den almindelige sorte skjorte og et par mørke jeans. Intet sprang virkelig i øjnene på en. Selv ikke det mørkelilla bælte lagde man mærke til. Men de lysende blå øjne med den grønne ring, var ikke til at overse. Og de var vendt direkte mod hende, mens han tog et par rolige skridt i hendes retning.

Hun kunne ikke lade være med at lægge mærket til, at han havde kønne øjne. Helt modsatte af hendes egne, mørke. Hun lagde mærket til, at hun lige pludselig godt kunne lide et forskellige farvespil i øjne. Det var vel umuligt at blive frastødt af de øjne. Det var som om de var det eneste farverige på den mørke skikkelse. Hun viste ikke om det var med vilje eller ej, men han kunne i hvert fald finde ud af at falde i med flokken.
Hun behøvede ikke at tage mod til sig, det var der bare, inden hun gik hen imod ham imens han ligesom stod mere og mere alene, da de andre ynglinge forsvandt.
Hun lænede sig skråt til siden, og støttede sig på det spinkle våben. Hendes mørke øjne lynede.
"Mr. Moreau?" Hans franske navn flød ud af hendes mund, med en klar, fransk accent, på trods af at hun slet ikke var fra Frankrig. Hun havde arbejdet meget med sprog før hun blev Mærket, også i fængslet. Hun kunne næsten tale flydende latin og græsk nu.

"Ciel Jared Moreau," sagde han med en let tykkere accent og rullede overdrevent og ubevidst med R'ene. Han forstod ikke, hvorfor hun kaldte ham ved efternavn. Det var ikke rigtig hvad han havde regnet med, da han kom til Amerika. De, i det Nattens Hus, var enige om at Amerikanere var nogen beskidte svin. Men Ciel havde aldrig været så dømmende og han havde ikke haft noget imod det, da han blev sendt til Tulsa, selvom hans venner blev ved at sige, det var synd for ham ... Og han kæreste ...
Ved den tanke rystede han hurtigt alt af sig og så bare ind i pigens mørke øjne.
"Parlez-vous français?" Han smilede svagt, og håbede lidt, hun forstod hans spørgsmål. På den anden side var det klogere at øve hans engelske, som det ærligt talt ikke gik alt for godt med, efter hans egen mening.
"Det var en meget ... øh ... Imponerende kamp." Han smilede svagt men følelsen kunne ikke ses i hans øjne - den var der, men kun hans næreste venner havde kunnet aflæse hans øjne ...
Han lagde mærke til et par blikke, der vendte sig mod dem, men han slap ikke pigen med øjnene, selvom der ikke rigtig var tale om nogen direkte øjenkontakt. Han havde aldrig været så god til det med øjenkontakt, og fandt det meget lettere at ligge mærke til alle omgivelser og detaljer istedet for at fokusere på et par øjenæbler.

Hun havde ikke været helt sikker på hans navn, men nu havde hun fået det fortalt - fra hestens egen mund om man måtte sige. Hun lagde sit hoved en lille smule på skrå, så det mørke hår faldt ned over hendes olivenfarvede pande. Ciel. Sikke dog et smukt navn. Hvis hun ikke tog meget fejl, så betød Ciel himmel på fransk. Men hun sagde ikke noget, for hun var ret sikker på at han godt viste det i forvejen.
"Oui, monsieur." sagde hun, med den samme franske accent, men dog ikke på hans indfødte måde, og det var hun en smule ked af. Hun var næsten helt jaloux, for fransk var et så smukt sprog.
Da han roste hendes kunst med fleuretten, smilede hun svagt, underligt nok ligesom ham, hendes mørke øjne var bare en smule mere - muntre, vel sagtens. "Merci." Hun håbede ikke at han blev sur eller sådan noget, over at hun blev ved med at tale fransk - hun kunne bare ikke lade være med at tale fransk nu hvor hun havde chancen. Normalt kunne hun jo ikke rigtigt snakke fransk til alle og enhver som gik rundt på gangene.
Hun lagde ikke mærket til de andre, hun stirrede ham bare lige i øjnene. Hun var ret ligefrem.

Smilet blev svagt bredere, men han måtte blive ved med at sige til sig selv, han skulle træne engelsk ... Selvom det var meget rart at nogen i Tulsa kunne tale hans modersmål med ham.
"Skal vi tage en kamp en dag?" Et par af ordene blev næsten sætninger for sig selv, men han koncentrerede sig om den engelske grammartik. Det var ikke fordi, det var videre svært, men det var bare ikke normalt at lære engelsk i den del af Frankrig, han kom fra. Langt de fleste så Fransk som det smukkeste sprog, og fandt det ikke nødvendigt at lære andre. Han synes selv, det var et vidunderligt sprog, men han vidste også, at det ikke kunne bruges i så store dele af verden, som nogen folk troede.
Kort efter var de alene derinde og hans blik gled fra pigens ansigt til fleuretten. Hvor savnede han det dog. Men han havde hele tiden den irriterende tanke, at Frankrig og Amerika var for forskellige til, at han kunne passe ind og derfor var det svært for ham, at holde sine interesser ved lige. Men han var stædig. Han skulle nok klare sig.
Han så ikke pigen i øjnene, selvom hun så ud til at søge øjenkontakt.
"Det ville være en ære at udfordre en med dit talent," han forsøgte af alle kræfter at fjerne lidt af den tykke accent, men det virkede umuligt.

Hun åndede lettet op, da hun så hans smil blive en smule større. Hun viste ikke præcist hvad der havde gjort ham glad, men... det var da altid noget at den fortabte, franske dreng følte sig en smule mere hjemme. Men selvfølgelig var der stor forskel på Amerika og verdens mest romantiske by, Paris. Eller... Hvor han nu lige kom fra?
"Hvor i Frankrig kommer du fra?" blev hun nød til at vide, imens hun rettede sig en smule op, for at undgå en knækket fleuret. Det ville ikke være fedt.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han udfordrede hende. "Selvfølgelig." Så sendte hun ham et drillende smil, med et muntert glimt i øjnene. "Du kan da komme an nu. Jeg kan sagtens slå dig, også selvom jeg måske er lidt træt." sagde hun opfordrende. Det var næsten et provokerende tonefald, men et tonefald hun altid brugte når der kom udfordringer op til vandoverfladen.
Da han tilføjede hendes 'talent', var det lige før hun rødmede. Wow - det var ikke alle der ligefrem roste hende. For det meste kastede folk vredt med deres våben, efter hun havde tævet dem synder og sammen. Men det skete da også af og til at hun tabte. Hun var jo ikke usårlig... Men alligevel, hun var ikke lige blevet rost før.
Han talte helt fint engelsk, men det lød altså lidt sjovt. En smule akavet - nuttet ligefrem, måske.

"Tja, Nattens Hus derovre ligger et par kilometer øst for Pari." Han så ikke længere hans forældre og hans hjem længere sydpå som et rigtigt hjem. Ikke efter hans forældre skubbede ham fra ham og nægtede ham at have kontakt med sin lillebror.
Han tvang sig selv til ikke at gribe en fleuret med det samme. Han ville have en fuldstændig fair kamp.
"Nej, imorgen efter sidste time?" Han lagde hovedet lidt på skrå, så håret gled lidt til side så måne-mærket og piecingen kom til syne. Han havde ærligt talt ikke lyst til at vente, men det ville helt klart være det bedste ...
Et kort grin slap hans læber og han rystede lidt på hovedet af hende.
"Jeg er Europamester ... Men hvis du er så sikker på, at i Amerikanere er bedre, så ... " Han trak på skulderne og virkede også lettere provokerende, selvom han holdt smilet på læberne.
Kun én person havde sejret over ham - Hans mentor og fægtelære i Frankrig. Han var selvfølgelig ikke så god som en, med en affinitet ville være, men han havde et talent, som han var stolt af. Og pigen foran ham var helt klart også være dygtig.
"Hvor længe har du fægtet?"

Hun studsede ikke over at ikke snakkede om hans rigtige hjem, men Nattens Hus i Paris. Hun sagde ikke noget, for der var vel en eller anden grund til at han ignorerede hans tid før han blev mærket. Eller... måske overdrev hun bare. Hun snakkede jo heller aldrig om sin fortid. Men den var også ret mørk, og ikke lige noget hun havde lyst til at dele med nogen. Alle de venner hun havde, var nogen ret overfladiske nogen hun ikke ville fortælle noget til. Ikke noget som det hun havde gjort... Tanken om hendes dystre fortid, fik hendes mørke øjne til at blive dybere og koldere. Som iskold... bark.
Hun sendte ham det samme, skæve smil. "Ja. Selvfølgelig, mon ami. I morgen." sagde hun, selvom hun lød en smule skuffet. Det lå ikke rigtig til hende, at udskyde noget. Hun kunne også se at det kløede i hans fingre for at komme i gang.
Hun snerpede munden sammen og blev helt ulæselig, da han sagde at han var Europamester. Europamester. Pænt nice. Det var ikke noget hun lige havde gættet. Han så alt for ranglet ud. Ikke fordi han ikke var køn eller noget, men han lignede bare ikke det hun ville syntes lignede en virkelig god fægter. Hendes smil blev drillende som før. Ingen kunne lave et provokerende face som hende. "Det må du så finde ud af.."
Hun tænkte ikke i lang tid, over hvor længe hun havde fægtet. "Jeg har fægtet siden jeg var 7. Men jeg er blevet meget bedre, siden jeg blev Mærket. Men jeg er bedre til nærkamp... Ikke for noget."

"Så ses vi der," han bukkede kort og ærbødigt hovedet og rettede sig så op igen. "Du har stadig ikke fortalt mig dit navn, mon chéri."
Han havde selvfølgelig kun ment mester blandt de Europæriske ynglinge. Mennesker var ikke i deres tuneringer. Men han tvivlede nu stærkt på, at et menneske ville kunne overvinde en yngling overhoved.
"Det glæder jeg mig til," grinede han lidt og lænede dig svat op af væggen. Han nikkede eftertænktsomt, da hun fortalte, hvor længe hun havde fægtet. Han havde i hvert fald ikke fægtet så længe. Men talent kom jo ikke an på tid. I hvert fald ikke altid. Han var lidt i tvivl om, han skulle sige noget til det, men han valgte at lade det ligge.
"Det er vist ved at være spisetid," mumlede han kort, da han begyndte at ligge mærke til den utrolige stilhed omkring dem. Der var ikke engang snakken fra de andre ynglinge udenfor og det kunne kun være et dårligt tegn.
Det betød vel ikke så meget ... Solen kunne umuligt være på vej op allerede, og hvis den var ville de jo ike blive påvirket ligeså hårdt som røde ynglinge ... Han skubbede tanken fra sig.

Asia smilede kærligt, da han bukkede, men da han så op - var hendes ansigt blankt, undtagen et lille, skævt smil.
"Non, det må de dybt undskylde. Asia Frost, pour votre service monsieur." Hun sendte ham endnu et smil, da han kaldte hende chéri. Så vidt hun viste, var det noget de fleste piger blev kaldt. Men det betød kære... Han måtte vel ikke have noget lodret imod hende. Godt at vide.
Hun så godt hans ansigtsudtryk. Han stolede på sit talent. Hun var en god menneskekender. Hun kunne godt se at han ikke havde trænet så længe. Det forklarede vel hans spinkle figur. "Jeg glæder mig også, monsieur." endte hun med at sige, med det der provokerende smil.
Hun kastede et hurtigt, omvandrede blik rundt i lokalet. Han havde ret. Der var meget få ynglinge tilbage i salen, men månelyset skinnede stadig uberørt ind igennem vinduerne og skinnede i hans mørke hår. Hun fugtede læberne og strøg sine fingerspidser igennem det mørke hår, som efterhånden var faldet ud af en ubrugelig knold. "Er du sulten?"

Han nikkede kort og så lidt mod døren ... Det smukke månelys faldt ind på dem og stemningen var skøn.
"Oh ... Asia ... " Han smagte lidt på navnet med et svagt smil. Den tykke accent fik det til at lyde meget anderledes end måden hun sagde det på, men han kunne ikke udtale det bedre ...
"Oui," sukkede han kort og trak på skulderne. "Er du ikke sulten?" Han ville gerne tilbyde at følge hende til spisesalen, hvis de alligevel skulle af samme vej. Det skadede jo ikke noget, at de lærte hinanden at kende - så blev det også nemmere at være en god taber dagen efter, når de fandt ud af, hvem der var bedst.
Han mødte kort hendes blik men så så ned igen. Et par katte spandt højlydt i armene på et par ynglinge på vej ud og stilheden begyndte at trykke mere og mere omkring dem.
Han smilede stadig lidt men det var lettere genert. Han var ikke helt så god til det med at så nye venner og det havde han aldrig været.

Hun kom med en perlende latter, da han sagde hendes navn. "Nej nej, ikke helt så meget fart på S'et - og der er altså ikke noget R bagpå." grinede hun, og endte med et snerpe munden helt sammen, for at undgå et flænsende smil. Hun syntes bedre og bedre om hans franske accent. Det var helt sikkert noget han kom til at score kegler på.
"Selvfølgelig er jeg sulten. Der er intet mere appetitvækkende end træning, droite?" sammentyggede hun, med det der mystiske, karakteristiske smil. Hun løftede sin arm, bød ham at tage den - næsten som fra gamle dage. Hun sendte ham et blik, der klart sagde at hun forventede at han tog den. Hun overvejede næsten slet ikke at han ikke gjorde det. At han syntes at det var for underligt eller sådan noget. Hun syntes bare at det var meget elegant, også selvom et var ret gammeldags.
Man kunne næsten se hendes øre spidse, da hun hørte kattene. Den arm som hang ned langs hendes side så helt ensom ud, som om den savnede at holde en lille, blød varm pelsklump. Hendes kære Przera, den lille kat der blevet opkaldt efter gru. Hun var ikke særlig god til navne, men okrutny lød bare ikke særlig godt. Derfor blev det ikke grusom, men en forkortelse af przerażenie, som klart nok bare var gru.
"Har du en kat? Altså, fik du en med fra Paris eller..." Hun viste ikke helt hvad hun skulle sige.

Han rødmede svagt og så ned i jorden, mens han genert strøg en pjusket tot sort hår om bag øret.
"Jeg prøver jo," sagde han - men hans stemme var pludselig i et lavere toneleje. Han havde kun talt engelsk i tre år og han var stadig virkelig nervøs for at kludre i det hele. "Jo, jeg er enig," sagde han med et skævt smil, skubbede pinligheden væk fra sig og begyndte at gå mod døren. Han bed sig svagt i læben, da han spurgte ud til det.
Han tøvede kort og rystede på hovedet.
"Da min værelseskamerat døde, passede jeg hans kat, men ... Jeg kunne ikke tage den med fra Frankrig ... Den ville ikke forlade Nattens Hus efter min ven døde ... Og det er jo kun her i Tulsa ynglinge er begyndt at genopstå." Smerten i hans øjne var tydelig og han mærkede en svag smerte brede sig i hans bryst. Hans ven havde taget sig af Ciel, siden han kom til Nattens Hus og begyndte på 3. trin. "Har du nogensinde set en yngling dø?" Det var sådan et frygteligt syn, når blodet begyndte at sive ... Ciel havde været så meget i chok, at han knap havde givet mening, da han desperat forsøgte at berolige ham ... De havde jo begge vidst, at alt håb var ude ...

Hun snerpede sine læber sammen igen, hvilket var begyndt at blive en dårlig vane. Det så sikkert ikke særlig fedt ud. "Sorry. Jeg ville ikke være grov. Vous m'excuserez." tilføjede hun hurtigt, da hun kom i tanke om at det kunne være at han viste hende nåde hvis hun talte til ham på hans modersmål. Hun kunne da godt forstå hvis han blev en smule genert over at have svært ved sproget, men hun så det da ikke som en klods om benet. Hvis de kom til det problem igen, ville hun klart fortælle ham om accenten. Ikke før.
Asias læber blev til et lille o, da han forklarede om sin værelseskammerats død. Hun kom med en lille lyd. Hun havde virkeligt ondt af ham. Hun havde selv haft en værelseskammerat, men hun tog til Nattens Hus i Californien, så lige nu... hun var alene på værelset sammen med sin kat, hvilket også var behageligt af og til. Nogen gange følte hun sig alene, men det kunne hun jo ikke sige til nogen! Der måtte ikke blive slået revner i frk. Frosts hårde image. Det ville være slemt - virkelig slemt. Hun havde arbejdet så hårdt for at få et godt image. En god facade var millioner værd. Det burde hun af alle vide.
Hun sank hårdt en gang, og hun var desværre sikker på at han hørte det. Men sandheden var at hun var en værre kujon. Hun havde det ikke særlig godt med døden, så hver eneste gang en yngling så meget som tænkte på at hoste sine indvolde op, var hun allerede væk. Hun havde det ikke særlig godt med det, but it's a fact. Og smerten i hans øjne talte klart for sig selv. Se dét var en af grundende til at hun ikke bandt sig til ynglinge. Hun kaldte det for sin garanti. Men det sagde hun selvfølgelig heller ikke til nogen.
"Nej." endte hun med at svare til hans spørgsmål. Det virkede så dumt, altså svaret. Hun havde set starten så mange gange, men.. hun havde ikke set dem blive hentet. Gud være lovet.
Hun lod sin arm falde ned langs siden, uden ovverhoveddet at blive skuffet. Hun var bare lidt for indviklet i tanker, følelser og minder. Hun havde mistet appetitten for en tid.

Han så på hende et par lange øjeblikke. Hendes triste udtryk, da hun lod armen falde ... Og hun blev bare stående ...
Han sukkede med et skævt smil og tog hende om armen, som hun havde forsøgt at få ham til at tage imod.
"Hvis du ikke vil gå, så må jeg trække dig." Han fik hende revet med mod døren, men stoppede så op. "Du har ikke lagt fleuretten på plads endnu ... Hvorfor ikke?" Han grinede kort og slap så hendes arm, så hun kunne få den på plads. Han havde endnu ikke haft sin første fægtetime i Amerika, men han glædede sig til det imorgen - og så ville han så en smule genopfriskning før hans kamp mod hende.
"Hvis vi skal gå arm i arm, vil jeg ikke gå og vente på at få den der stukket i foden." Han smilede drillende, da det egentligt var en indirekte fornærmelse om, at hun var klodset - selvom det var tydeligt, at han ikke mente det.
Det virkede en smule utroligt, at hun aldrig havde set en yngling dø, eftersom det jo var her, man hørte om de mange røde ynglinge, men han ville ikke snage videre. Hun havde bare været heldig nok, til ikke at opleve sådan en tragisk ulykke ...

Hun lagde mærket til hans humørskift, og grinede lavmælt da han kom med sin fornærmelse. Hun smilede kun svagt, men indvendigt var hun ret tæt på en form for lykke. "Du for skam svært ved at trække mig afsted, mon." drillede hun, i det samme i et bedre humør - hendes sædvanlige drillende jeg.
Hun mærkede hans fingre om hendes bare underarme, og hun kunne mærke gåsehud bryde frem. Men hun så ikke nogen gåsehud. Der gik et par sekunder inden hun fik sin arm bakset frem i den rigtige stilling.
"Du kunne jo næsten ikke vente med at trække afsted med mig." grinede hun og trak sig en smule uvilligt ud af hans greb. Det føltes faktisk rart at komme ind på livet af nogen. Det føltes som et godt stykke tid siden det var sket sidst. Hey.. Hvordan var det enlig sket at hun havde åbnet sig så meget for ham? .. Mystisk.
Hun trådte et skridt frem, svingede sin arm og sendte fleuretten igennem luften. Hendes tungespids stak ud af munden, og hendes øjne fokuserede på stativet langs bagvæggen. Trods hendes koncentration, ramte hun ikke. Hun skar ansigt, og skyndte sig hen for at stikke den i stativet sammen med alle de andre. Den raslende lyd af metal og plastik fyldte hendes øre i et par korte sekunder, indtil hun trak sig væk, og tilbage til franskmanden.
Hun kom tilbage til ham, og løftede atter sin arm med et svagt smil, kun til ære for ham.

Ciel smilede bredt og tog imod hendes arm. "Det skal du ikke tage dig af," sagde han og hentydede til, at hun ikke ramte. "Man behøver jo ikke sådanne tricks, hvis den bare er god i hånden." Han forsøgte at opmuntre hende, da han vidste, at han selv ville være pinligt berørt, hvis han havde forsøgt at imponere og det ikke virkede.
Mens de gik mod spisesalen så han lidt mod himlen. Han havde været så stolt, da Nattens Gudinde havde valgt ham ... Og ligegyldigt om hans forældre accepterede det var han stadig stolt ...
Han så på pigen med et skævt smil og så så lidt ned på deres arme. Det så ikke ligeså charmerende ud, som det gjorde i gamle film og folk gloede, så han næsten ikke kunne lade være med at grine lidt.
"Har du boet i Frankrig?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hende. Det undrede ham en smule at hun kunne tale Fransk. Han havde kun troet at de lærte Spansk i Amerika, men han kendte jo ikke rigtig til det endnu ...

Hun smilede til ham - igen. Det havde været pænt pinligt, men hun klarede det lige. Hun var ikke helt så sart som han troede. Eller... måske. Hun viste det ikke helt.
"Næh, du har vel ret." svarede hun.
Hun løftede blikket sammen med ham, og betragtede indgående månen der lyste ind igennem vinduerne. Da de gik forbi gangene og de andre ynglinge, så hun stadig op, så hun lagde slet ikke mærket til at folk gloede. Men det kunne de da bare. De kunne glo. Så meget de havde lyst, for hendes skyld. Det var okay.
Hun kastede ét enkelt chokoladebrunt blik på ham, og løftede igen blikket. "Nej. Jeg har aldrig været i Frankrig." svarede hun. Hun havde enlig i tankerne at stoppe der, men for hans skyld fortsatte hun. "På et tidspunkt havde jeg bare... meget tid til overs, som jeg brugte på sprog, i stedet for at.. kede mig."
Hun mødte ikke hans blik da de kom ind i spisesalen, men slap bare hans arm et par øjeblikke. "Skal vi finde et bord? Jeg tror det bliver lidt svært..." Der var mange mennesker for at spise, men heldigvis viste Asia lige hvordan man skulle finde et bord...

// Godnat... Og forresten, så skal jeg i sommerhus.. Ses på mandag ^^

"Selvfølgelig har jeg ret," grinede han drillende og og så sig lidt rundt i spisesalen.
Da hun svarede lettere undvigende besluttede han, han ikke ville spørge, hvorfor hun havde så meget tid. Han nikkede bare kort og lod hende holde det for dig selv.
"Øhm, kan du se et ledigt bord, chéri?" Han bed sig svagt i læben og trak på skulderne. Han kunne ikke se et frit sted, men de kunne bare sætte sig ud i gården, hvis der ikke var et.
Stadig med sin arm i hendes -da han ikke lod hende løsne grebet- trak han hende over mod bordene med mad, mens hans blik var fæstet mod Gudindens offerbord. Han havde aldrig været religiøs, før han kom til Nattens Hus, men han troede et hundrede procent på Nyx nu. Han var ikke i tvivl om sin gudinde.
"Skal vi sidde her eller i gården?" Han slap hendes arm og greb en tallerken, mens han kiggede efter noget godt at spise. Det var ikke helt det samme, som de havde fået i Frankrig, men han endte bare med at læsse pasta på sin tallerken. Han stoppede op et øjeblik, da en kat løb om hans ben og han listede diskret et lille stykke kød ned til den. Den snubbede kødet i munden og løb over til sin ejer hvor den begyndte at gnaske fiske-kødet i sig.
Ciel smilede svagt. Han håbede at en kat snart ville vælge ham, men han troede efterhånden ikke på det. Katte plejede at kunne lide ham, men aldrig nok til at vælge ham ... Det var egentligt lidt tristi hans øjne.

//Snakkes.

Hun lod sig blive trukket med hen til spisesalens madborde, og hun kunne næsten ikke lade være med at smile da hun lagde mærket til at Ciel tog pasta. Men det var måske også lidt underligt at vende sig til andet. Hun havde aldrig været i Frankrig, men hun havde dog svært ved at tro at de spiste så meget pasta som hun forestillede sig.
Hun samlede en tallerken op fra stakken og satte den ned på kanten med et syngende klank. Hun samlede en af skeerne op, lagde et lille stykke lasagne på tallerkenen. Hun smilede og blev næsten helt rundtosset af alle de mere eller mindre eksotiske dufte der ramte hende fra alle retterne.
Hun følte sig ikke videre sulten, så hun klattede bare en smule ris ned ved siden af lasagnen. Hun samlede bestikket op, og snuppede et glas juice.
Hun betragtede diskret Ciels kærlige gestus, og vendte igen sin opmærksomhed imod sin mad til han var færdig. Det var enlig en smule synd for ham, at han ikke havde nogen kat. Især i hans alder. Normalt gik der slet ikke så lang tid før man blev vagt... Asia så næsten aldrig sin kat, så det var ikke det. Men.. bare tanken om at man havde en kat - et blødt og kært væsen man var bundet til...
"Kom. Dépêchez." Hun lod sine slanke fingerspidser strejfe hans håndled, og så skyndte hun sig igennem bunken af mennesker som stod spredt som ludobrikker over det hele. Hun spottede et bord, og satte sig hurtigt, inden en gruppe af fyre nåede derhen. De så ikke så lidt skuffede ud, da de så at bordet pludselig var taget, men Asia lod som om hun ikke så dem. Normalt ville hun have sat sig ned sammen med dem, og måske ligefrem lidt hyggeflirten, men ikke i dag.

Han drejede rundt på hælen, da hun bad ahm om at skynde sig og hurtigt sad han ved bordet over for hende. Han satte bakken og sin tallerken på bordet og tog en slurk af den smule blodvin han havde snuppet i forbifarten. Han smilede lidt til hende og lagde først der mærke til hendes emblem sådan for alvor. Han smilede skævt, da det så ud til, at de gik på samme trin. Det var første gang han havde talt med en fra sit eget trin, siden han kom til Tulsa.
Han bed sig i læben, da det gik op for ham, at han havde sagt noget over i fægtesalen, som han måske ikke burde have sagt. Men eftersom hun ikke havde reageret på det, så havde hun nok ikke tænkt ligesåmeget på det som han selv. Godt. Og nu vidste han så også, at han skulle passe på med hvad han sagde fra nu af.
"Du sagde, du var meget glad for sprog i en overgang ... Er du født her i Tulsa eller er du vokset op med andet end engelsk?" Han lagde hovedet lidt på skrå med et svagt smil men så så ned på sin mad igen og tog en bid pasta. Han havde ikke fået meget pasta hjemme i Frankrig, men før han blev mærket havde han været med sin mor på turneér, så han havde smagt mad fra store dele af verden - der var positive sider ved at ens mor arbejde i teater-verdenen.
Han syntes selv sprog var spændende og han havde da også lært lidt mens han rejste rundt med sin mor, men aldrig nok til at han kunne holde en hel samtale kørende på et andet sprog. Kun Fransk og Engelsk var de sprog han virkelig kunne ... Sådan mere eller mindre i hvert fald.

Først troede hun at hun havde grebet ham i at tjekke hendes kavalergang ud - drenge, de drenge... - men så lagde hun mærket til at det i virkeligheden var hendes emblem der havde tiltrukket hans opmærksomhed. Det kønne billede af Nyx i en stridsvogn, flyvende foran en hel mælkevej af stjerner. Stjernerne var lavet af guldtråd, så de glitrede i lyset fra lamperne omkring dem.
"Det ser ud til at vi skal gå på samme trin," konstaterede hun muntert. "Skal du starte med timerne i morgen?" Hun glædede sig allerede til at se hvad den dreng kunne. Han sagde jo at han var brillant til fægtning, men var hans også klog?
Hun begyndte at spise, og da han spurgte ind til hendes sprog, kastede hun et tavst blik op på hans lynende, blå øjne i et par øjeblikke. "Jeg er født i Polen. Jeg rejste hertil da jeg var femten." Hendes ansigt blev en smule stramt, så hun prøvede desperat at finde på noget der kunne tø hende en smule op igen. "Så hvis jeg lige pludselig pladre ud med volapyk, er det fordi jeg taler polsk." Hendes tonefald var lidt påtaget munterhed, men hun var god skuespiller. Hvis han spurgte videre ind, så ville hun altså bare sige nej. Hun var ikke klar til at sige noget - ikke engang til den her mystiske franskmand.