Hvad så? -Dominic

//Ukreativ overskrift, jeg ved det godt, men jeg er virkelig dårlig til at finde på sådan noget :-)

T: Midt i tredje time.
S: Gårdspladsen
O: Træer, bænke osv.
V: Lidt tåget, men oplyst af månen.
P: Stor mørke lilla hættetrøje, sorte jeans, og sorte vans.

Kayla sad på en bænk, godt gemt inde under hætte trøjen. Man kunne godt skelne hendes skikkelse på afstand, selv om tågen forsøgte at skjule hende. Hun var ikke i skole, det var blevet en vane efterhånden at smutte midt i timerne. Hun gad det ikke og kunne ikke se hvad hun skulle bruge det til. Hvorfor lære spansk, når hun ville noget indenfor musik? Hun havde stillet sig selv det spørgsmål rimelig mange gange i det seneste halve år. Hun fattede stadig ikke at hun var alene. Ikke alene som i at hun ingen venner havde, men alene som i at hun havde mistet sin bedste ven, og tvillingebror. Hun savnede ham helt forfærdeligt, og han var også grunden til at hun altid var udenfor når hun pjækkede. Hun følte sig tættere på ham, når hun kunne se op på månen. Hun smilede ganske svagt.
Der var pænt stille, og kun svag vind. Næsten alle andre ynglinge var til time, men hvis hun kendte sine venner ordenligt, så luskede nogen af dem rundt herude et sted, men hun orkede ikke at lede efter dem. Hun sad inde mellem en lille klynge træer og var næsten usynlig udefra stien. Hætten var trukket op og skjulte det mørke hår, som var sat op i en hestehale. Hun ønskede at hun havde taget sin guitar med sig ud, men hun havde smidt både en og tasken fra sig da hun var gået op på sit værelse, før hun gik udenfor. Skoledagen sluttede om to-tre timer, så vidt hun vidste, men der var andre der allerede var gået fra timerne, hun kunne fornemme andres tilstedeværelse…

Det var aldrig nemt at være den nye. Aldrig. Lige meget hvor meget han gennemsøgte sin hjerne, kunne han ikke finde grunden til, at hans gamle mentor mente, at det ville være det bedste. Dominic selv var overbevidst om, at mentoren havde givet op, men det var også forståeligt nok. Han var håbløs. En tilstand han godt selv var klar over.
Første tegn på, at det ikke havde hjulpet, var, at han knapt havde været her en uge, før han var begyndt at pjække. En dårlig vane, der var svær at komme af med. Nu sad han ude på gårdspladsen, der var stille og fredsommeligt. Det var kun i hans eget selskab, at han rigtig kunne slappe af. Hvor han kunne være sig selv. Med røgen fra cigaretten i sine skrøbelige lunger, sukkede han på den kolde bænk. Det gik han i hvert fald ud fra, at den var, grundet hans manglede evne til at fryse.
Et vindpust kærtegnede hans ansigt, og han fortrød straks, at han hun havde taget en T-shirt, jeans og converse på. Selvom kulden ikke kunne mærkes, ville det helt sikkert få konsekvenser. Men for ham betød det intet. Tværtimod håbede han på, at det ville føre til en sygdomsdag, hvor han kunne blive på sit værelse og være fri for andre personers kedelige selskab. En uge på dette sted og han havde stadig ikke mødt nogle, der virkede interessante.

Hun fornemmede en andens tilstedeværelse, ikke langt fra hende. Hun havde altid været meget opmærksom på sådan noget, selv om hendes evne tit glippede, og hun blev skræmt fra vid og sans. Først troede hun det måske var Caynan, en anden yngling, som hun havde mødt ved at han sad i et træ. Hun kiggede rundt, men kunne ikke for øje på ham. Tilgengæld så hun en anden yngling på en anden bænk. Hun kiggede på ham et stykke tid, men kunne ikke lige placere ham. Hun havde aldrig set ham før. Hun rejste sig lydløst og gik hen mod ham.
"Hey," sagde hun stille, men med selvsikkerhed i stemmen. Hun var ikke sikker på om han ønskede selskab, men så måtte han jo bede hende skride. Det var hun alligevel vant til at få af vide så hun tog det ikke så tungt.
Hun blev stående et lille stykke væk fra ham, ikke sikker på om hun havde forskrækket ham. Hun betragtede ham. Hun smilede svagt da hun opdagede at han ikke var iført andet end T-shrit. Det ville ikke gøre nogen forskel, han frøs nok ikke, men det var ironisk at hun så var klædt i hætte trøje, og havde hænderne stukket i lommen, og nærmest var gemt væk i den.

Hans mørke tankegang blev brat afbrudt, da der pludselig stod en skikkelse et stykke fra ham. Efter at have stirret på månen i Nyx vidste hvor lang tid, skulle hans øjne lige vænne sig til mørke igen, før han kunne se flere detaljer.

Skikkelsen var en pige, som han aldrig havde set før. Hun havde mørkt hår med flotte krøller, og bar en hættetrøje. Hvis man så bort fra påklædningen lignede hun en god og fornuftig person - en, der aldrig gjorde noget galt, og derfor undrede det ham også, hvad hun lavede på gårdspladsen midt i tredje time. Pjækkede hun eller havde hun blot en fritime? Han havde aldrig oplevet at nogle havde en fritime, heller ikke i Chicago, hvor han oprindeligt gik.

"Hej," sagde han neutralt, da hans øjne havde gransket hende - og dømt, hvad de så. Om det så var positivt eller negativt holdt han til sig selv. Han overvejede kort at invitere hende til at sidde ned, men skubbede tanken fra sig. Hvis hun havde lyst til at sidde ned, ville hun nok gøre det - om han sagde god for det eller ej. Sådan havde han i hvert fald selv handlet.

Hun sendte ham et smil, og gik hen og satte sig på bænken- fuldstændig ligeglad med om han ville have selskab. Han havde svaret hende, altså ville han nok ikke havde noget i mod at snakke lidt med hende. Han kunne bare smutte hvis hun blev for irriterende. Hun trak hætten ned, og strammede sin hestehale.
"Du er ny her," sagde hun, med et løftet øjenbryn, "jeg er Kayla." Hun rakte en arm frem, og ventede for at se om han tog den i traditionel vampyr hilsen eller om han var anderledes.
Hun skjulte et smil ved mindet om hvordan hun selv havde handlet første gang nogen ville trykke hendes arm. Hun havde bare stirret på personens arm i en evighed, og så taget personens hånd. Det havde været fuldstændig åndssvagt. De havde aldrig haft om vampyr-skikke i Italien hvor hun var fra.
Hun sendte fyren et smil mere, og hendes blik lyste af nysgerrighed, mens hun betragtede ham.
Han lignede en type som sagtens kunne finde på at pjække, hvilket sikkert også var det han gjorde. Hun vidste af erfaring at man mødte nogle ret så spændende personer når man pjækkede.

Han hævede kort øjenbrynene, da hun satte sig og måtte alligevel give hende, at det var modigt gjort. Han var jo ikke dum - han vidste godt, hvordan folk reagerede på ham. Han var ikke just en svigermors drøm. Det gjorde ham nysgerrig - måske havde han fejlbedømt hende... Måske havde hun alligevel ben i næsen.

Da hun så flot konstaterede, at han var ny på skolen, nikkede han og tænkte, at han lige så godt kunne forklare det. Hun havde fået en smule - ikke meget, men lidt - af hans respekt ved at sætte sig. "Ja, jeg er blevet forflyttet fra Nattens Hus i Chicago," svarede han tonløst og kiggede på hende. Han lod blikket hvile på hendes brune hår - han havde altid haft en uforklarlig svaghed for brunetter - men så fik han øje på hendes traditionelle vampyrhilsen. Han sukkede indvendigt og kunne ikke forstå, hvorfor folk valgte at hilse sådan. Alligevel greb han også hendes underarm og holdt sin der i et par sekunder, før han slap hende.

Hun lagde mærke til at han hævede øjenbrynene, og sendte ham et smil. Hun løftede udfordrende et øjebryn. "Hvad du troet jeg løb skrigene bort, eller hvad?" spurgte hun, med en drillende undertone. Hun var altid blevet undervurderet, men de fleste endte med at skifte mening omkring hende, efter at have snakket med hende et par minutter.

Hun lyttede til ham og lagde hovedet på skrå. "Spændende," sagde hun så og betragtede ham. "Hvorfor blev du forflyttet?" Hun var nysgerrig af natur, og det fik hende tit i problemer. Det var dog ikke noget hun gjorde noget for at ændre på. Hun var ikke død endnu, så helt galt kunne det nok ikke gå at være nysgerrig.
Hans hånd var ikke hverken varmere eller koldere end hendes. Det undrede hende dog, at han ikke sagde hans navn. "Vi mødes i glæde," mumlede hun -som skikken sagde man skulle- på hendes tunge brændte der dog et spørgsmål. "Hvad skal jeg kalde dig? Altså, jeg kan godt selv finde på noget, men jeg tvivl på at du vil kunne lide det, så hvad med at fortælle mig dit navn?"

Han hævede atter øjenbrynene, da hun spurgte ind til hans fortid. Touchy, touchy... Det var modigt af hende, men han havde ikke lyst til at fortælle nogen om den. Dette skulle forstille at være en ny start, som Neil havde sagt. Hvis bare det havde været rigtigt.

"For forandringens skyld," sagde han derfor bare med en bestemt undertone, der sagde, at det var bedst ikke at snakke om det mere. Der var nogle emne, som man helst skulle undgå, når man snakkede med ham. Det ville hun dog også lære, hvis de fik snakket lidt mere sammen.

Øjenbrynene nåede ikke at komme ned på plads, da hun spurgte om hans navn, og han begyndte at blive en smule irriteret - det var ikke hendes skyld. Spørgsmål gjorde ham bare generelt utilpas.
"Jeg hedder Dominic," valgte han dog til sidst at sige. Han måtte huske sig på ikke at være et røvhul overfor hende. I hvert fald ikke endnu.

Hun kunne godt fornemme at han ikke ville snakke om sin fortid, så hun valgte bare at nikke. Det kom jo heller ikke hende ved. "Okay. Kan du så lide skolen?" spurgte hun og så rundt. Efter hendes mening måtte han ikke være ret glad for undervisningen; han sad jo her midt i tredje time.

"Dominic," gentog hun stille. Så brød et smil frem på hendes læber, og hun lænede sig tilbage. "Det er fedt navn. Hed du også det før?" spurgte hun interesseret. Hendes blik lyste at nysgerrighed, og intet andet. Jo, en lille smule glæde. Hun var slet ikke ude på at finde god sladder, det gjorde hun sig ikke i. Hun hørte dog ting fra forskellige ynglinge, men hun brød sig ikke om det.
"Du må lige sige til hvis jeg spørger for meget. Det er en vane," tilføjede hun undskyldende. Hun blev tit betragtet som værende FOR nysgerrig, selv om hun prøvede at nedtone spørgsmålene.