Hvad skal der ske nu?

Sted: Musiklokalet
Tid: Vides ikke præcist, men det er efter timerne
Omgivelser: En masse instrumenter
Vejr: Det regner og blæser meget

Forbeholdt til Elizabet

Efter et par måneder havde Perceval endelig fundet sin guitar frem igen. Det var lidt en lettelse og det gik op for ham, hvor meget han egentlig havde savnet at dykke ned i den smukke klang. Han havde overvejet, at tage et smut forbi Tulsas tunneler, men havde besluttet sig for at lade være - han skulle ikke udenfor i dette vejr. Derfor havde han valgt det oplagte sted, da han jo ikke ville forstyrre folk, som han altid gjorde, når han spillede på sit værelse. Og lokalet her var jo frit efter skoletid.

påklædning:
Sorte jeans, sort bh og et bælte af lædder i brunt. Håret er løst.

Elizabeth kom gående ned af gangene, på vej ned til musiklokalet. Hun havde i flere måneder undgået at se perceval. Hun vidste jo hvor vred og såret han havde været da han gik.

Hun regnede med at han stadig ville gemme sig på sit værelse med sine chips og cola, og derfor så hun ikke et problem i at finde klaveret frem i musiklokalet.
Hun havde sin earplugs i, med sangen ''hallelujah'' skruet op på højeste volumen,niveau.
Men dér tog hun vist fejl.
Hun havde åbnet døren uden hæmninger og var gået ind uden at havde hørt nogen spille.
Hun stoppede ikke op, men gik derimod over mod klaveret og åbnede for den plade der lå over tangenterne.

Han lod slet ikke mærke til, at nogen kom ind i lokalet, før hans sang endelig sluttede og der nu var stille. Hurtigt kiggede han sig over skulderen og fik øje på Elizabet. Det var forhåbenlig løgn. Hvad skulle han dog sige, for at slippe væk? Det var dumt, og det vidste han også godt, så derfor kom han på benene og tog guitaren med sig.
Da hun satte sig ved klaveret, fór en djævel i ham, og han havde virkelig lyst til at smide hende ud - han var her jo først! Han havde virkelig ikke noget tilovers for hende, og ville derfor heller ikke tage meget hensyn til hendes følelser. Det havde hun jo heller ikke gjort ved ham.

hun så ham stadig ikke, hun slukkede ej heller for sin musik.
Istedet begyndte hun bare at spille med på den sang hun hørte, tavs.
Det var tydeligt at hun troede at hun var alene, da hun normalt var scene skræk hvad sine klaverspil angik.

Hun spillede med på Hallelujah mens hun mumlede teksten til

Han sukkede og regnede med, at hun bevidst ignorerede ham. Derfor gik han helt over til hende og rev hendes høretelefoner af hende. Han var rimelig ligeglad med, hvor ondt det gjorde, for det var ingenting i forhold den smerte hun havde pålagt ham.
"Må man for lov til at spille i fred?" Spurgte han koldt.

hun lukkede øjnene hårdt i et kort sekund.
så trak hun vejret dybt inden hun så på ham.
så rejste hun sig, og så ham direkte i øjnene.
Hun tog sine earplugs tilbage, og smadrede slåen over tangenter med et brag.
''be my guest.'' sagde hun med en stille hvisken. Han skulle ikke nyde at se hende blødsøden mere.
''men at kalde det du laver for at spille, det er en fornermelse..'' sagde hun mens hun satte kursen mod døren.

Hans øjne skød lyn, da hun fornærmede ham. Det var ikke fair - hun vidste godt, at det var det eneste han havde. Det var hans liv!
"Jeg takker," sagde han sarkatisk, fast besluttet på at hun ikke måtte se, hvor såret han egentlig var blevet.
Hendes kommentar rev lysten til at spille væk, så han valgte også at forlade lokalet. Sikke en dum tøs.

hun stoppede op, vendte sig om og stirrede ham direkte ind i øjnene.
''troede du at jeg mente det negativt? Det er en fornermelse at kalde det du laver for spillen, når det er kunst.''
derefter vendte hun ryggen til ham igen, og åbnede døren.
''favrel Perceval.'' sagde hun bare

Han kiggede en anelse skamfuldt ned i jorden, da hun faktisk havde sagt noget positivt. Han havde endnu engang ladet vreden vinde. Han sukkede stille og skulle lige til at sige noget, da hun pludselig begyndte at gå igen.
Han fulgte automatisk efter hende og udbrød: "Hvorfor bliver du ved med at gå? Tror du at tingene løses ved at lade som om de ikke er der?!"

hun så lidt ned inden hun bare mumlede; ''du bad mig jo gå..''
Hun sukkede og stoppede op, lænede ryggen mod væggen i gangen.
''du smed mig ud af lokalet, så jeg gjode bare hvad du bad om.'' sagde hun stille.

Han sukkede og stoppede også op.
"Men det at jeg fulgte efter dig, betød at jeg gerne ville snakke," sagde han så. Det burde ellers være rimelig tydeligt. Men de var jo begge så fandens stædige.

''men ikke nødvendigvis om noget godt.' sagde hun bare, mens hun fandt en pakke smøger frem og en lighter

Han stirrede på hende - hvad havde hun regnet med? At han ville stå og snakke om, hvor godt vejret havde været de sidste par dage, og om hvor ærgeligt det var, at det havde skiftet?
"Næh, det ville jeg ikke," sagde han direkte.

''hør her Perceval, jeg er ikke i humøret til at diskuterer med dig lige nu - ikke at jeg nogensinde er det - så lad os få én ting på det rene. Det var ikke fordi jeg var jaloux på Clary at vi gik fra hinanden. Det var fordi jeg ikke kunne gøre noget rigtigt i forhold til dig. Forhelvede jeg er jo vokset op alene! Jeg har jo aldrig lært det der med kæreste, den første gang og alt det der pis!'' mens hun snakkede tog hun en smøg i munden og tændte den.

''jeg ved at du er vred på mig, og det har du al god grund til. Jeg savner dig. Og jeg mangler dig virkelig i min dagligdag. Jeg ved ikke, om du vil prøve igen, eller om du aldrig vil se mig mere..'' Hun så lidt ned

Han kiggede ned i jorden, mens hun talte - hun brugte endnu engang sin fortid som et argument. Det var faktisk meget interessant, ville nogle mene.
"Kan jeg ikke vælge noget imellem disse valgmuligheder?" Spurgte han så. Han ville gerne forblive venner med hende, men et forhold troede han ikke at de var i stand til at have.

hun så lidt på ham.
''vil du være venner?!'' hun var ved at kløjes i røgen.
''jamen, så er vi da bare venner?'' sagde hun, en smule undret over at det var så nemt for ham.

Han holdt en vis afstand fra hende og sagde så: "Ja, men det er sgu ikke så lige til... Og du skal nok ikke regne med at det bliver det tætteste venskab." Hans ansigt var som forstenet.

''det ved jeg at det ikke bliver.'' sagde hun bare.
hun tog et hiv mere . Hendes håndled på den vestre arm var i bandager. Der hvor hendes tattoo havde siddet.

Han lod godt mærke til, at hun havde bandager på, men valgte at lave være med at kommentere det. Det var lidt af en lettelse faktisk.
Så kløede han sig i nakken og mærkede at det blev meget akavet. "Vi ses så bare senere, okay?" Sagde han så før han gik.

hun svarede ham ikke, men så bare ned.
Hun begyndte at gå tilbage mod musiklokalet