Hvad sker der! (Calla, Malakas og Rosalie)

"Over vældet af sorg??" hun så undrerne på Calla. "Jeg er ikke helt med. Hun prøvede at smilede det gik bare ikke så godt... "Men det jeg ville snakke om med jer, har noget at gøre med min død.... efter jeg døde, skete der noget lidt underligt, først... døde jeg self. også er det nu det kommer: Hvad skete der i mens? Jeg ved at dig og Malakas, kærster lidt, og ikke igtig mere."

Hun kiggede skuffet på Mal. "Hvordan kan hun vide det?" hun hviskede det ind i øret på ham, det var så lavt at de andre ikke kunne hører det. hun kigged stadig Malakas i øjnene, hun sukkede engang. "Kattriona! jeg har faktisk intet at skulle have sagt til dig, og desuden, hvem fanden tror du, du er når du kalder mig en tyv!" hun trådte hen til Kattriona, men havde stadig en afstand på 2-4 meter, og kiggede på hende, hun rystede blot på hovedet af hende, og ventede på svar...

"Lad mig sige at jeg har en ret stor ven." hun løftede øjnbrynene. "og så spurgte jeg malakas direkte." hun gik tætter på Rosie. "Jeg kalder dig en tyv pga. Malakas slog op med mig kort efter og er nu sammen med dig. Så vidt jeg har forstået"

mal gik hen til kat ``kan jeg få spørgsmålet en gang til?`` han så skiftevis fra hende til rose til cal. hun var helt nedbrudt af sorg *stakkels cal*

"Hvilket af dem?" hun så forbi Rosie og ind i Malakas øjne. Hun kiggede længe på dem men farven var ikke flydende honing. Hendes hovede blev lagt lidt på skrå og kiggede igen på Malakas, hans følser forvirede hende, meget, alt for meget....

mal så på kat ``dem alle sammen tak.``

"Okay...." hun prøvede at huske dem alle sammen. "Okay, godt så... 1 Kan du tilgive mig for at have råbt ad dig? 2 Over vælet af sorg? 3Hvad er der sket i mens jeg var død?" hun så på dem alle sammen.

mal så på hende og derefter på cal.``1 jeg kan altid tilgive dig, og 2 det er cal, hendes moster er død. og 3 ja cals moster er død, men barnet lever. og ikke andet så vidt jeg ved, men jeg tror du skal spørger rose. cal er lidt nedbrudt lige nu`` han gik over til cal og trak hende ind til sig i et kram, han mærkede hans arm blive våd af hendes stadig strømmende tåre.

Kattriona lyttede op mærksomt til hvad Malakas sagde. "Godt at barnet lever... Men jeg er ked af det med din moster. Jeg fik slet ikke hilst på hende." hun henvendte sig til Calla. "Og tak fordi du tilgav mig." hun smilede et lille skævt smil til Calla og Malakas. Hendes tanker rullede rundt i hendes hovede, alle de ny'e sanser skulle prøves af, men ikke nu, ikke her. hun grublede lidt over hvornår det skulle være, da hun kom i tanke om deres præning. Kunne han helt seriøst mærke om der var noget i vejen? For hun kunne mærke at Malakas havede blandede følser...

mal rystede kort, han havde en underlig følse. han kunne ikke beskrive hvad, men det var meget underligt. han kiggede kærlig ned på cal som stadig græd. *stakkels cal, ina var den eneste som forstod hende* han tog cal op i sine arme. han kiggede på kat og rose ``cal har brug for at hvile, og en smule blod. hun har ikke mange kræfter tilbage.`` han begyndte stille at gå mod indgangen. han vuggede svagt cal i armene. han sang en sttille sang som hun havde lært ham.

cal mærkede mal løfte hende op. hun gav efter helt og holdent, hun kunne ikke klare mere. hendes gråd blev svagere og svagere. der kom kun små snøft fra hende. hun begyndte stille at synge med på sangen.

Hun kiggede på Kattriona, med øjne der næsten kunne dræbe. "Jeg kan ikke forstå hvorfor du mener jeg er en tyv, HAN SLOG OP MED DIG!!" hun lavede en hånd bevægelse hen mod Malakas og understregede HAN, hun kiggede over på Calla. "Kom videre du skal ikke engang være i nærheden af os længere, du skal bo et andet sted, væk fra os!" hun var stadig vred. hun tog sine sko af, hun havde en foredel hvis hun vill klatre op i nogen træer.

cal drejede hovdet for at se hvad der skete. hun hørte rose råbe op hendes stemme var spinkel og svag ``rose, hvad sker der?`` hun forsøgte forgæves at se hvad der skete men kunne intet se.

Hun knorede af Rosie og sagde: "HOLD DIN KÆFT! TROR DU MÅSKE AT JEG VALGTE AT DØ?!" hun snorede om på hælen og sprintede den modsatte vej af de andre. hun løb hen mod øst muren og kravlede op af den så hun sad og kunne se den smukke måne. Langsomt kunne hun mærke mørket sno sig om sine fødder.

"Det var verdens største fejl at jeg betroede mig til hende, at jeg i det hele taget troede vi var bedste veninde, nu ved jeg hvem hun i virkeligheden er!" hun kiggede på Calla, hun var vred, Rosiie følte en kæmpe trang til at løbe efter Kattriona og rive hovedet af hende, men hun beherskede sig og sukkede...

calla vidste ikke om hun skulle smile eller ej, så det blev til en underlig grimasse ``rose....`` hun faldt sammen i mals arme, hun kunne ikke mere. hun sov.

"hvad er der Calla" hun gik hen til Malakas og Calla. "undskyld Mal!" hun kyssede ham på kinden. "men jeg er forvirret jeg ved at du og hende er præget, jeg er ked af det, men du ved hvad jeg føler for dig!" hun aede Calla på kinden "vi må hellere få hende lagt ind i hendes seng hun er svag!" hun gik hen mod indgangen. "kommer du?" hun henvendte sig til Malakas.

Hun kunne mærke at Malakas blev letter varm. Kattriona hoppede ned og lod sit instinkt føre hende hen til ham lige tids nok til at hun kunne se Rosie kysse Malakas. Det kunne godt være at Rosie var faldet for Malakas, og hun selv stadig var vild med ham selv om hun havede råbt af ham, men følserne blussede neden under huden. "Det var da lige godt satan! Det kan godt være at jeg er uret færdig, og at der er mange ting som er vendt op og ned," hun gik hen mod dem," Men hvem af os er det du kan lide, Den 'Bitch' du er præet med, eller hende," hun pegede på Rosie. "Og ja ifølge jer er jeg tydelig vis en stor Bitch!" hun begyndte at dirre og mørket kom tætter på hende, og snoede sig om hendes fødder.

Hun himmelede let på øjnene. "Kat hvad er der galt med dig, vi har aldrig kaldt dig det!" hun trådte hen til Malakas. "hvad måske tror du, du kan hvad du vil, bare fordi du er en rød vampyr nu, men helt erlig du er jo ikke engang den samme længere!" hun hævede stemmen. Hun ville nødig skræmme Malakas væk med deres skænderi. Hun trådte et lille skridt frem ad "det er vel også hans valg!" hun snerrede ad Kattriona.

"Næ jeg er stadig den samme, men lige nu er jeg faktisk lidt, pisset af, da jeg trode vi var bedste veninder begyndte du og bære på MIN kæreste." Hendes øjne begyndte at løbe i vand. "Jeg trode du var min veninde, jeg trode helt seriøst på dig!" hun kunne ikke holde tårende tilbage. "Jeg ved ikke engang hvem jeg selv er!" nu løb tårende ned af hendes kinder.

"Jeg bagte ikke på ham! Du ved ikke engang hvad der er foregået!" Hun var ved at blive godt og grundigt træt af alle Kattriona's 'angreb'. Hun sukkede engang. "Og skal du ikke også bo et andet sted nu hvor du er død[u]" hun hvæsede det sidste ord ud. "Nej du er ikke den 'gamle' Kat du er en ny, og jeg ved ikke hvem du er! Jeg er godt og grundigt træt af alle dine raseri udfald det driver mig sindsyg!" hun himmelede øjne af Kattriona.

Endnu engang himmelede hun med sine øjne. "Hør her dit over klasse løg! jeg er godt og grundigt træt af dig så hvorfor snakker du til mig, du kan jo ikke engang lide mig!!" hun kunne mærke de sorte tråde følge hende hende op i hendes hænder. 'Pas på med hvad du siger Kat. Det er ikke skide smart hvis du bliver en af de onde!'skreg en lille stemme i hendes hoved. "Hov og forresten det var ikke dig jeg spurte før det var Malakas." hun smilede sukker sødt til Rosie, men hun kun sagtens se at Rosie var godt og gundigt pisset af.

"Du er simpelhen for meget, bare fordi du er misundelig!" Hun råbte det lige op i Kattriona's ansigt. Men var hurtigt henne ved Malakas inden Kattriona ville kunne fange hende. Hun var indebrændt, og godt gal. Kattrionas sukke søde smil virkede ikke på hende, hun kiggede sarkastisk på hende og rystede svagt på hovedet. Hvad var der sket, ingenting var som før. Hun mærkede et jeg igennem sin krop, og kiggede på halskæden. Den lyste kraftigere end nogensinde før, den vekslede mellem Rosalie's og Malakas's farve.

malakas løb op med calla og lagde hende blidt i sengen, luna kom hoppende op han smilede til den "pas på hende luna" han løb tilbage igen til kat og rose, han stillede sig lidt imellem dem usikker på hvor han skulle stille sig uden at få revet hovdet af. da han så kat græde tog han et lommetørklæde frem til hende "her kat, tør øjne og puds næsen" på lommetørklædet var der broderet en smuk ung kvinde.

Rosalie vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var vred og ville mest af alt smadre noget. Hun samlede et æble op og kvaste det mellem sine hænder. Hun tørrede saften af i hendes bukser.