Hvad sker der! (Calla, Malakas og Rosalie)

S: Gårdspladsen
T: Midnat
V: Skyet, trækker op
O: Nogle få elever

Hun stod op, hun kiggede ikke efter noget speciet, hun kiggede bare op. 'Hvad var der sket mens hun havde været død? hvorfor var hun blevet så anderledes? og havde Malakas virkelig drppet hende for Rosie? hun blev mere og mere sur og trist når hun tænkte på det. til sidst kunne hun ikke mere, hun tog en sten fra jorden og kastede den så hårdt og langt hun kunne væk fra skolen. "GRRRR! det her er så forvirende!" hun faldt på knæ og tog sit hovede mellem smine hænder, trykkede sine hænder ind mod sine øre og prøvede at tænke på noget andet.

Hun kunne se Kat smide med en sten hun gik op til hende. "Hey noget i vejen?" hun kiggede på Kat, hun havde efterhånden vænnet sig til hendes nye lugt. "Skal vi snakke om det?" hun satte sig ned ved siden af hende og tog hendes hånd. "Kom nu jeg kan se der er noget galt, ud med det?"

P: en kort mørkerød kjole.

cal fik øje på rose og kat. hun løb over til kat. hun gav kat et kæmpe kram, bagefter fik rose også et. hun smilede over hele hovdet. hun så hen på kat.det var underligt at tænke på at hun for lidt tid siden havde været død.

"Jeg vil gerne snakke med jer alle. Dig, dig og Malakas.... hvor fanden bliver han enlig af?!" hun så på dem med kolde øjne. hun kunne mærke at hendes fingre kriblede efter at kaste et eller andet. "Vendt her!" komanderede hun. over ved atelen fandt hun en bunge og nogle knive. hun tog nogen skydeskiver med og løb tilbage til pigerne. "Har i prøvet det her?" Hun smilede lidt ondskabsfuldt til dem. hun tog pillekokkert på ryggen, tog en pil og bugen, spændte og skød... plet. lige midt i det røde. hun smilede. lagde bugen og pilende, fandt en kniv og kastede... Plet... eller lidt udefor det røde.

"Ja et par gange eller to!" hun tog buen og skød, lige som Kat ramte hun plet. "Der må være noget helt vildt, siden du kalder os alle sammen!" hun smilede og satte sig endnu engang ned, hun sukkede var det meningen at de alle sammen skulle komme her hen, det huskede hun ikke noget om.

mal fik øje på cal,rose og kat. han gik over til dem ``hva så. hvor brænder det`` han kiggede på kat og rose, han gik hen til cal og gav hende et kram.

``nej, jeg har aldrig prøvet det. og tør heller ikke`` hun trak sig lidt tilbage, hun fik øje på mal, hun besvarede glad hans kram. hun så over på kat ``noget du vil snakke med os om?``

Hun så på Malakas og trak kniven hun havde i bukserne. hun kastede den så hårdt som muligt ind i skiven. skiven flækkede i 2. "Det der brænder, er mig!" råbte hun. mørkede snogede sig om hendes føder. hun trak vejret ind og ud et par gange. "Tja HAN, har droppet mig pga det." hun pejede på hendes mærke. "og så ville jeg bare høre om der var andet som der var sket." hun gik hen og trak kniven ud, og så på dem alle en efter en.

cal gik hen imod kat ``søde kat, tag det roligt. dit mærke har intet med det at gøre,det er et kønt mærke.`` cal vidste ikke hvordan hun skulle berolige kat ``da du døde rystede det os alle sammen.`` hun kiggede kat lige i øjnene

"Sig det til HAM!" hun pejede på Malakas med kniven. hun vendte sig væk, og om mod træet. hun så på et æble og kastede kniven. æblet faldt ned og hun græb det. "Vores 'forhold' var lige som det her æble." hun kvaste æblet. "Da jeg døde, ville hen mig ikke længere." hun stod med tåre i øjnene.

``kat jeg....``han vidste ikke hvad han skulle sige, og han kunne mærke hans øjne blive bløde. han vente sig om og løb. han ville allerhelst være alene.

cal så på rose ``jeg går efter mal, du bliver her sammen med kat`` hun løb afsted efter mal.

"Kat det er okay at være ked af det, men du behøver ikke råbe af ham!" hun rørte blidt ved Kat's arm. "kom giv mig din kniv før du stikker nogen ned" hun smilede og rakte hånden frem for at få fat i kniven. hun kunne se Calla og Malakas nogen meter væk.

"Glem det din tyv." hun vendte sig mod Rosie. "Jeg ved udemærket godt hvad i har lavet." hun vendte sig om og så ind mod træet igen. "Hvad ved du også om det... du er både smuk og skøn. Du er aldrig blevet droppet pga. din død." hun mærkede tårene trille ned af kinderne.

"DIN TYV!" Rosalie var vred og ikke bare lidt vred, men virkelig vred. "Nej jeg er aldrig blevet droppet begrund af min død, men jeg er blevet anset som en dum blondine med store patter i skål D. Så hvis du vil have undskyldt mig så synes jeg fandme ikke det er i ORDEN AT DU KALDER MIG EN TYV, DU ER SKU DA FOR MEGET!" Hun råbte nærmest de sidste ord. "Kat jeg ved ikke hvem du tror du er når du kalder mig en tyv, men en sand veninde det er fanme det sidste du er!" hun vendte ryggen til Kat, og tog kniven. hun kastede den op på træets højeste gren, som var tynd at hvis man kravlede der op, ville grenene knække under en.

"Hvad skulle det nu til for?!" hun så op mod kniven. hun tog fat i Rosie's trøje. "Det var FUCKING den eneste gave jeg havde fået af min mor og far!" hun smed rosie ned på jorden, vendte sig om og så igen op mod kniven. med hænderne kyttet sagde hun: "undskyld.... jeg ved ikke hvad der går af mig." hun sukkede og vendte sig om mod Rosie. "Det hele rabler for mig..." hun vendte sig om mod træet og kravlede op mod en af de stor græne.

Hun nden og ramte plet på Kattrionas kind, da hun endte nede på jorden rejste hun sig op. "Jeg er skide lige glad med din gave, jeg finder mig ikke i at blive kaldt noget jeg ikke er!" hun var muligvis ikke stærker end Kattriona, men hurtigere og smidigere var hun og hun vidste at til vær en tid kunne blive nyttig for hende nu!

hun kravlede længer op, hun kunne se kniven nu. Bare et par grene længere. hun kunne nå kniven og... KNÆK! grænen hun stod på knækkede. hendes fingre græb om den, og faldt ned. hun lanede på ryggen. "AUUU!" skrej hun. hun nåde at se kniven styre imod hende... og lige ved siden af hendes øre var kniven.

Hun så på Kattriona og himmelede øjne. Hvor vover hun at kalde mig en tyv tænkte Rosalie. Hun kiggede endnu engang op i træet hvor et lille egern var, hun smilede kort, men smilet forsvandt hurtigt. "Tyv!" fnyste hun. "Jeg er fucking ikke nogen tyv!" hun sagde det med vrede vendt mod Kattriona.

cal havde indhentet mal ``hvad er der i vejen mal?`` hun gik hen til ham og stoppede ham ved at tage ham i armene. hun kiggede ham lige ind i øjnene.

mal stoppede da han mærkede nogle hive ham i armen. han vendte sig om og så cal ind i øjnene ``hvad tror du der er galt cal. min verden er ved at falde fra hinanden`` han kunne ikke stoppe tårene. han lagde hovdet på hendes skulder og græd.

cal vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun strøg ham bare over håret ``bare rolig mal. det skal nok blive godt. som min moster plejede at sige der er endu en dag i morgen`` ved mindet om hendes moster mærkede hun en tåre løbe og hun kunne ikke stoppe tårene. hun mærkede sine knæ give under efter sig. hun faldt sammen på jorden.

Kniven der sad i jorden ved hendes hovede gik der noget op for hende. "MALAKAS?!" hun løb alt hvad hendes ben kunne holde. Hun så calla falde sammen. "Malakas jeg er så ked af at jeg råbte af dig. Det hele ramlede bare om ørerne. Undskuld!" hun så på ham med anger i øjnene. "Calla? Calla er du okay??" hun prøvede at hjælpe hende op at stå.

cal kom op at stå ``ja jeg har det fint kat. jeg blev bare overvældet af sorg`` hun så på kat med tåre i øjnene

Hun gik hen til Malakas, og trak ham lidt væk. "Har du brug for at snakke, ved du at du altid kan komme til mig!" hun aede ham på kinden. Hun kiggede hen på Calla. "Calla er du okay?" hun sukkede engang, hun gad ikke snakke med Kat, men Kattriona ville snakke med dem, hun havde mulighed for at flejne senere.