Vi skal lige snakke (Malakas)

Hun tog sin mobil læste beskeden. man kan ikke flygte fra sine problemer hun trykkede send, en undskyldning over sms. Nej, det var den sidste måde man undskyldte på.

han læste roses beskede, han lo bittert, som om han ikke allerede vidste det du burde kende mig godt nok til at vide, at jeg altid flygter. og desuden har Mikkel og mig et renskab han rejste sig op og fandt sin gamle kuffert frem,han begyndte at lægge tøj ned og sukkede tungt, han kunne mærke små tåre løbe ned af hans kinder

Hun lagde det sovende barn ind i vuggen, lukkede døren og fik fat på en barne pige. Hun var helt vildt gal. Hun stormede til skolen og rev døren op til Malakas's rum, hun greb hans skulder og fik ham til at vende sig hun gav ham en lussing, det var ikke bevidst, men det var vreden. "Hvad med din datter, hvad med Kat, du kan for helved ikke flygte fra dit liv. vær dog en mand i stedet for alt det her!" Hun råbte døren var lukket og hun stod og stampede i gulvet. "og du kan lige vove på at så meget som at prøve på at flygte fra det her!" Hun havde dæmpet stemmen en smule, men vreden boblede stadig inde i hende!

han mærkede vreden boble i sig efter roses lussing,han tog bestemt men blidt fat i hendes hænder og så hende i øjne, han talte med en iskold stemme "tro mig Rose. jeg tager det som en mand, og jeg gør det for at beskytte Rocami. og de to vidunderlige piger jeg elsker! Mikkel ved hvor og hvad jeg er, han ved at Cal er død og at Rocami eksistere. han ved alt. han har sværget hvis ikke jeg møder ham så kommer han her, og finder jer" han slap hendes ene hånd og trak sin mobil op og trykkede ind på Mikkels sidst sendte besked og vendte den mod rose så hun kunne læse det der stod hey gamle ven. er kommet helt ud af hospitaltet og vi to har noget vi skal haft gjort op. kom tillbage til børnehjemmet og gør regnskabet op! eller vil din nye lille familie komme til at bøde for din svaghed. han så på hende med hårde øjne og slap hende til sidst helt og sagde så med en rolig fattet stemme "kan du så nu forstå hvorfor jeg gør det?!"

Hun skreg ind vendigt. Hun drejede om på hælen, hvis du vil mig eller DIN datter noget, så skriv.." hun for ud af døren og greb telefonen i lommen. "hej kan du passe barnet i et par timer til jeg skal ud på en lang rejse!" hun smed på. Hun stod ved vej kanten og prøvede at skaffe nogen hurtige billetter til det åndsvage børne hjem Mikkel var på! hun stod og trippede med foden, der var to de de afgik om en time! hun bestilte dem begge og gik tilbage til Malakas. "Pak hurtigere!" Hun kiggede strengt på.

"rose.. det her er en sag mellem Mikkel og mig, hvad vil du gøre?" han så på hende og smed kuffertens låg i og gik hen til hende, i hans øjne brændte en vrede der ikke havde været fremme i flere år. ikke mod hende men mod mikkel

"Fint, men kom ikke tilbage til mig og tude, hvis det går galt!" hun kiggede i hans øjne hun kunne se hans vrede. "for jeg vil kun smile og sige hvad sagde jeg" hun drejede om på hælen, og åbnede døren. "nu er du advaret!" sagde hun mens hun gik ud gennem døren

han greb fat i roses arm før hun forsvandt ud "hør her Rose, jeg vil gerne have dig med. men jeg er bare bekymret for dig, jeg elsker dig for pokker, jeg vil ikke have at der sker dig noget" han tog fat og hendes hage og drejede den mod sit eget ansigt og kyssede hende lidenskabeligt, så hun skulle forstå at han virkelig mene hvert eneste ord.

hun mærkede hans læber mod hendes, hendes sind gav efter et øjeblik, hun kom til sig selv igen, og lagde hendes hænder mod hans brystkasse, hun skubbede sig væk fra ham, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun nægtede at græde. hun kiggede ned i gulvet, hun var lille og svag i forhold til ham, og han kunne så let som ingenting smide hende over skulderen, og bære hende væk.

"tal til mig rose. fortæl mig hvad der foregår oppe i dit hovde" sagde han og trak hende ind til sig i et bjørneknus hun ikke kunne undslippe

hun lod hendes arme hænge ned langs hendes side. "Hvad der foregår i mit hoved? det der foregår i mit hoved er at, jeg tog fejl af dig!" hun kunne mærke hun havde hævet sin stemme, hun tog en dyb vejrtrækning, og fortsatte "Du minder så meget om de drenge jeg hang ud med før. og jeg er træt af det, jeg er træt af at blive set som en pynte dukke" hun prøvede at trække sig væk fra ham, men hun var stadig for svag i forhold til ham, hendes arme hang slap ned ad hendes side.

"pyntedukke?! " sagde han med foragt, han så på hende, om hun var en pyntedukke? nej. hun var ikke en pyntedukke, hun var så meget mere "rose, du er ikke en pyntedukke. du er så meget mere end det for pokker da" han ruskede hende blidt som for at han skulle have det rusket ind i hendes hjerne at hun var alt andet end en pyntedukke!

"Det er ellers sådan man føler sig" mumlede hun ned mod gulvet, næsten umugeligt at forstå. Hun kiggede i hans øjne. "Så fortæl mig Malakas, hvad er jeg, for nogen gange føler jeg mig bare som en skygge, følger med trofast, men når det bliver mørkt, bliver jeg glemt. forklar mig hvad er jeg?!" hun kiggede i hans øjne, hun var forvirret i sit hoved, var det dumt det hun lige havde sagt?

"du er lyset rose, du er en skygge når lyset er svageset og lyset der kommer når det ser mørkest ud. Du er min bedste veninde, min ven, min... arh det er svært at forklare rose. DU er alt hvad jeg kunne tænke mig, alt hvad du er, alt hvad lyset indeholder. og ja jeg er sgu fra den mørke side, eftersom jeg er den der har været død og stadig er død, men det er dig der er en af grundene til at jeg stadig vandre rundt her og ikke er hos Nyx" han måtte tage sig vældigt sammen for ikke at røbe sine følser, han slap hende. un var fri til at gå eller blive, nu ville han ikke standse hende længere. hvis hun vil med til Danmark måtte hun selv bestemme om hun ville det...

Hun hørte hvert ord han sagde, da han slap hende tog som en refleks hånden op til den halskæde hun havde fået af calla. Hun havde en mærkelig mave fornemmelse, Malakas skjulte et eller andet, noget han havde undladt at sige. "Mal, jeg kan se på dig du ikke har sagt det hele, hvad mangler du at fortælle mig?" hun så på ham, hendes øjne kiggede intenst i hans, hun kunne ikke lyve for hende.

"bare at jeg... bare..bare at jeg ville ønske at jeg kunne...du ved...starte en rigtig familie, uden at de hele tiden var udsat for trusler. og jeg ikke hele tidener skyld i at dig og kat skriger af hinanden" braste det ud af ham, han rødmede flovt, det med familien havde han helst holdt for sig selv, men det var rose han snakkede med, og han kunne umuligt nægte hende noget

"Du har en familie, du har en datter, du har Kattriona, du har mig!" hun strøg ham let over kinden, alt hendes vrede var sivet ud af hendes krop. "Malakas, Kat og jeg skal nok finde ud af det, tro mig. Vi var bedste veninder, og nu tjah hun er faktisk min adoptiv søster." hun kiggede ham stadig i øjnene. "hør jeg kan ikke bestemme hvad du vil, og hvem du vil sammen med, det er helt dit eget valg"

"ja lige præcis det er mit eget forpulede valg, og jeg kan ikke vælge. jeg ønsker tit at nogle bare valgte for mig, så jeg selv slap for hele tiden at skulle se konsekvenserne af det jeg havde valgt" han sukkede og kørte træt hånden igennem sit efterhånden lange hår

hun tog elastikken hun havde óm sit håndled, og fjernede alt hendes hår fra hendes ansigt og satte det op i en små rodet knold. hun sukkede, vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre. "Malakas, der vil altid være konsekvenser efter det valg man nu end gang tager. Men husk at selvom nogen af konsekvenserne kan være hårde, hjælper de dig kun med at blive stærkere!"
Hun nynnede en lille melodi inde i hendes hoved. Hun kunne se solen sende sine første stråler.

"ligsom en af konsekvenserne ved at solen står op er at jeg sal sove, snart" han så på hende, blev enig med sig selv om at han godt kunne tage nattøjet på mens hun var der, han tog kufferten ned fra sengen og tog sin T-shirt af og tog et par shorts på, og lænede sig op af sengen

hun nikkede, som et slags på hun havde forstået. Hun vendte sig om mod døren. "sov godt, og undskyld jeg blev så sur" hun sagde det med skam i stemmen. Hun kiggede hen mod ham, og sukkede for sig selv, hun tog fat i håndtaget og gjorde sig klar til at gå, og køre hjem til hende selv, hjem til Rocami.

"vent lige rose, der er en ting jeg mangler at fortælle dig." han gik hen til hende og trak hende ind til sig. han kyssede hende blidt på læberne og tog mod til sig "det med familie, jeg glemte at fortælle dig hvem jeg ville ønske som brud" smilede han flovt

Hun rynkede brynene, og trak sig væk fra ham. brud? hvad havde den dreng i tankerne, hun søgte efter den nærmeste udvej, hvis hun skulle begynde at føle mere ubehag, hendes mave snørede sig sammen.... Og hun trak sin hånd til sig hun rettede på hendes ringe og kiggede ud og så solen var kommet op

han kunne se at hun var ubehaligt til mode, han trådte et par skridt væk fra hende "bare glem at jeg sagde det" mumlede han, men højt nok til at hun kunne høre det... han gik over til sin seng og lagde sig ned på ryggen og kiggede op i loftet

Hun sukkede, ikke sikker på om det var af lettelse eller skuffelse, hun drejede om på hælen og gik hen til døren. "sov godt" hun lukkede den efter sig og tog hjem. Da hun kom hjem traskede hun ind i sin seng og sov. Hun sov tungt.