At være eller ikke at være - Ciel

Sted: Dramalokalet
Tid: Lige efter timen. (Omkring 2-tiden)
Omgivelser: Elever
Vejr: Vides ikke

Det havde været en utrolig lettelse, da klokken havde ringet. Hun følte sig fem kilo lettere, da hun pakkede diverse bøger sammen. Hun havde lige været til sin første time i drama. Hvilket maridt! Hun havde egentlig ikke så meget imod selve faget, men hun var virkelig ikke særlig god til det og havde svært ved at tage det seriøst. Det var også derfor hun havde valgt det fra, på sin gamle skole... Hmm... Hvordan det mon egentlig gik derhjemme? Hun fik et stik i siden, og mærkede hjemveen strømme til. Men hun nægtede at lade sig gå på af den grund, så hun skubbede hurtigt tanken væk, og fandt sit skema frem.

//Sorry - jeg lover det bliver bedre næste gang...//

Ciel havde altid elsket dramafaget. Skuespil havde været en stor del af hans liv, på grund af hans mors karriere. Det var skønt at kunne leve sig ind i en andens liv - på godt og ondt. At koncentere sig om en rolle, gjorde det meget lettere at glemme end egne problemer.
Han havde knap nok lagt mærke til, at de andre havde forladt klasseværelset. Han var ved at lære replikkerne i en dialog. Han havde altid været lærenem og hans hukommelse var ret så god - på visse områder, da ...
Da den pludselige stilhed lagde sig over lokelet, blev han revet ud af sin trygge tankegang, som rollen i manusskriptet, og revet tilbage til den brutale virkelighed, han egentligt ikke længere ønskede at være en del af. Der var for meget smerte i det virkelige liv.
Han rejste sig fra pladsen og så sig rundt i rummet. Han var ikke alene endnu. Synd. Han ville ellers gerne have øvet lidt før han gik.
"Er du ny?" Den franske accent var tydelig, selvom han hårdnakket forsøgte at lyde som alle andre amerikanske drenge.

// Jeg synes, du klare det fint ^^

Hun lod mærke til at de andre hurtigt forlod lokalet. Fandes også! Hvorfor skulle hun altid fumle sådan? For det gjorde hun - hun kunne ikke finde rundt i sit skema, selvom det burde være det mest simple at gøre.
Hun kiggede sig lettere forskrækket over skuldren, da der pludselig var én, som snakkede. Hun gik ud fra at det var til hende, siden der ikke var andre tilbage i lokalet.
"Ja," sagde hun og havde lyst til at tilføje 'desværre', men lod være. Det ville nok ikke sætte hende i det bedste lys. Og så fordi hun i forvejen ikke anede noget som helst om dette sted. Det havde været lidt af et chok da hun blev mærket. For at være ærlig, ville hun stadig ønske at hun ikke var blevet det og så bare levede et almindelig liv, uden tattoen i hendes pande, som hun stadig ikke havde vænnet sig til.
Hun betragtede kort drengen - han havde ikke det samme emblem som hende, men hun var for ny til at vide, hvilket trin han gik på. Men i hendes øjne lignede de alle hinanden - det var slet ikke til at finde ud af og det fandt hun rimelig frustrende.

Ciel smilede venligt til hende, da hn tydeligvis blev forskrækket. Det var ikke hans mening at gå rundt og skræmme de nye. Og det gjorde han også sjælendt ... Men nogen af dem så ud som om alle andre var monstre, der kunne kaste sig over dem hvert øjeblik det skulle være. Selvfølgelig var der også nogen ynglinge, der kunne finde på det, men dem var der ikke mange af.
"Er du ved at falde til?" Han kunne allerede regne ud, at svaret var nej. Det var også svært at vende sig til så meget nyt. Det havde også været lidt hårdt for ham, da han var kommet til Tulsa for et halvt år siden ... Og snart ville hans forvandling være fuldbragt, så han skulle starte helt forfra igen et nyt sted ... Han håbede så småt på, at han kunne blive dramalærer eller måske fægtelærer! Men helst af alt, ville han bare gerne hjem til Frankrig og prøve at finde ud af noget om de røde ynglinge ... Hvis han kunne genoplive døde ynglinge ...
Han turde ikke tænke tanken til ende, der var for meget at håbe på, og for mange følelser der ville blive sårede, når han engang fandt ud af, at han ikke kunne gøre det.
Han samlede en bog op i armene og lagde hovedet på skrå, med blikket vendt mod hende.

Hun følte sig mere og mere utilpas ved situationen; indtil videre havde hun ikke rigtig snakket med nogle fra denne mærkelig skole. Men han lod til at være en del mere venlig end de andre hun havde stødt på, så derfor valgte hun også at svare ærligt på hans spørgsmål.
"Egentlig ikke..."
Hun skar en skæv grimasse og håbede ikke, at han ville tro at hun var skør. Men på den anden side var hun også ligeglad. Hun kunne ikke vente med at forlade denne skole og forsætte sit gamle liv, når hun var blevet forvandlet. Hvis hun altså blev forvandlet. Hun sank en klump og tvang sig selv til at undgå sådanne tanker. Det var simpelthen ikke sundt for hende.
Hun betragtede drengen, som hun ikke syntes at kunne finde alderen på. Men det kunne egentlig også være ligemeget. Der ringede en klokke i baghovedet - alting her kunne være ligemeget. Men det var selvfølgelig ikke, hvad hun fortalte sin plejefamilie. Til dem fortalte hun, hvor fedt det var her og at hun slet ikke havde hjemve. Løgner, var hvad hun var.

Hvis Ciel havde kunnet læse hendes tanker, ville han have bedt hende droppe nihilismen og fået hende til at se på de positive sider.
Da han selv var blevet mærket, havde hans ni-årrige lillebror hoppet rundt og råbt op om hvor sejt det var at hans bror skulle være vampyr. Det var noget, Ciel havde taget til sig. Han elskede hans lillebror. Han havde været et lille lys i mørket, da slaget først havde ramt.
Men Ciel kunne ikke læse hendes tanker, og hun havde garanteret heller ikke haft nogen hyperaktiv lillebror til at mundtre hende op i den hårde start.
"Hvis du har brug for en rundvisning eller noget, vil jeg da gerne hjælpe dig til rette." Han smilede venligt og klørede sig lidt i nakken. Hun virkede stadig nervøs ... gjorde han noget galt?
Den franske accent afslørede helt klart, at han heller ikke havde gået på skolen siden han blev mærket. Men emblemet på hans bryst talte imod og vidste at han var en ældre yngling, der havde mere styr på tingene. Hvis hun overhoved lagde mærke til én af tingene, ville det sikkert farve synet på hans tilbudte hjælp.

Hendes tid, lige efter hun var blevet mærket, var faktisk gået meget stille og rolig. Hendes plejefamilie havde været meget forstående og prøvede, uden held, at være glad på hendes vegne. Hun havde selvfølgelig fundet et falsk smil og en overbevisende tone frem, som forsikrede at hun havde det helt fint med situationen. Men det var selvfølgelig ikke rigtigt. Natten før hun skulle afsted, havde hun siddet på sit værelse og tuddet i flere timer, indtil hun var så udmatten, at hun faldt i søvn. Frygteligt havde det været, ja.
Da han så tilbød hjælp, opdagede hun pludselig hvad det var, som var anderledes. Hans accent - han snakkede i hvert fald ikke amerikansk, det var helt sikkert. Det lød europæisk, men hun var ikke sikker på, præcist hvilket land han stammede fra.
"Jo, tak - det ville være rart," sagde hun og kiggede på hendes skema. Det kunne lige så godt have stået på russisk - så lidt forstod hun af det.
Så kiggede hun undsøgende på ham, mens hun overvejede, om hun skulle spørge ind til accenten. Hun valgte så at vente med det, i frygt for, at han ville blive fornærmet.