The story of my life ~ Åbent.

Tid: Aftensmad.
Vejr: Hun kan mærke at solen snart står op, måske fordi luften er ved at blive lidt mere varm.
Omgivelser: En masse elever der er skubsultne.
Sted: Et tomt bord i spisesalen.
___________________________________________

Asia sad med hendes eneste par sko (et par dyre Satcha Suede Wedge sko) smækket op på bordet i spisesalen, og med tallerkenen med lasagne i skødet. Hun sad og vippede med gaflen i luften, imens hun tyggede på en bid. Hun sad alene, men så ikke ud som om hun havde det dårligt med det.

Imens hun vippede med gaflen, nynnede hun den nyeste sang på hendes iPod, Criminal med Britney Spears. Hun skiftede imellem sang og nynnen imens hun vippede med hovedet og så ud til at være ligeglad med at nogen af de andre ynglinge stirrede efter hende. Det havde hun efterhånden vænnet sig af med.

En lav, spinkel skikkelse trådte ind i spisesalen. Hendes sorte tøj ville nok have fået hende til at falde i ét med tapetet, men to ting skildte hende fra resten af fiskestimen - de to hvide lokker i hendes sorte manke, og den mørke aura der virkede helt uigennemtrængelig.
Hun var ikke bestemt sulten og lugten af maden var ikke indbydende. Der var en vis uro i hende, der gav hende et rastløst udtryk. Hun havde aldrig været god til at skjule hvad hun følte.
Hurtigt gik hun hen imod madbordet og tog bare et æble. Det kunne man vel altid spise. Hun var træt i benene efter den hårde fysiske træning og orkede ikke finde tilbage til sit værelse. Hendes værelseskammerat, Andy, var nok heller ikke tilbage endnu. Og det var ikke sjovt uden hende.
Miribelle, som den lille skikkelse hed, vendte sit sorte blik mod et tomt bord. Kun én person sad der - og hun kunne jo ikke gøre krav på et helt bord selv!
Hun gik hen imod hende og satte sig ned uden at spørge om pladsen var optaget. Selvom den blege hud fik hende til at virke hård, var hun inderst inde nok bare en smule skræmt over at møde nye mennesker ... genert ver i hvert fald ikke det rigtige ord.

Asia trak hurtigt sine fødder til sig, og de knaldede imod gulvet da pigen satte sig foran hende. Asia, af alle, burde være vant til folk der var anderledes, folk der gik imod mainstream, men... Hun kunne alligevel ikke lade være med at stirre bare en lillebitte smule på pigen med det mørke hår. Eller, næsten mørkt, gik det op for hende. Hun havde to hvide striber, der stod i skærende kontrast og fik hendes øjne til at virke om muligt endnu mere mørke.
Pigen var en af de mere yngre elever, trods hendes ret modne udseende, og det fik Asia til at smile en smule. Hun krydsede benene og rakte pigen sin slanke, solbrændte hånd. "Asia. Hvem er du?" Hendes egne øjne var næsten lige så mørke som pigens, og de glitrede i hendes ansigt.

Miribelle flyttede blikket mod den fremstrakte hånd. Så så hun kort den fremmede pige i øjnene med et blik der virkede alt for levende til det døde ydre. Hun tog imod hånden, som tydeligvis var langt, langt blegere end den andens solbrune nuance.
"Miribelle Azriel ...Folk kalder mig Miri." Der var ikke nogen følelser at læse i hendes udtryk men indeni var hun overrasket over at den anden pige henvendte sig til hende.
Hun trak hurtigt hånden til sig igen og tog en bid af sit æble.
Hendes blik gled over den fremmedes ansigt og nærstuderede hendes træk, mens hendes tanker kørte vilkårligt.

Det var ikke udsædvanligt at beboerne her havde mystiske efternavne, da man måtte vælge et man synes var fedt og måske skiftede mening senere, så derfor løftede hun ingen øjenbryn da hun hørte at pigen kaldte sig Azriel. Som englen.
Asia fulgte hendes hånd tilbage med blikket, og betragede Miri imens hun tog en bid af æblet. Derefter stod hun og betragtede som om de skulle til at fægte imod hinanden. Et typisk træk fra Asias side.
Pigens følelsesforladte ansigt passede til den blege tone. Præcist det modsatte af Asia. Hun var både solbrændt og følelsesladet. I visse tilfælde, i hvert fald.

Hvis Asia havde sagt 'engel' højt, ville Miri i ren refleks have rettet på hende og sagt at Azriel var en dødsengel. Hun var alt for perfektionistisk på nogen punkter. Hun vidste og elskede det. Det var en del af hende, selvom det kunne være dødirriterende, at alt skulle være i orden hele tiden. Men hun havde sin egen orden og hun havde taget et bestemt citat til sig, som levevej; Hellere system i rodet end rod i systemet.
Hendes liv havde altid været et rod, så hun overvejede nogen gange, om hendes perfektionisme sprang ud fra en psykisk mangel i barndommen. Ja, alt havde vel rod i barndommen, uanset hvor irriterende og pædagogisk det lød.
"Skal du noget bestemt efter aftensmad?" Miri var så ny at hun stadig ikke rigtig kendte stedet alt for godt. Det kunne jo være at de havde noget specielt i det her Nattens Hus, som de ikke havde i England. Og hun havde virkelig brug for noget at lave.
Den knasende, våde lyd kom igen, og endnu et stort stykke æble forsvandt.