you promised... (åbent...)

tid; omkring solopgang..
sted: staldene..
vejr: det sner'
omgivelser: de fleste er inde og sove..
påklædning: sort top med spaghetti-stropper, og lang nederdel i sort. Makeuppen er som altid, hendes sorte eye-liner.

Nemesis sad med ryggen op af en af boksenes døre. Hun havde sin guitar i skødet, mens hun spillede lavt. Det var ikke trist, men det var bestemt heller ikke det hun plejede. Det var som om hendes sind gik i et med skyggerne, rejste gennem tid og rum. Tilbage til før hun blev mærket. Før hun mistede alt. Før hun endte på børnehjemmet. Hun så op, i håb om at hun ville se noget der kunne fjerne hendes tanker fra hans brudte løfte. Langsomt begyndte ordene selv at forme sig til melodien hun spillede;

'you promised to caress me
to never let me down
to hold me when i was scared
love me,
everythings wrong
you told me to hold on
you told me to be strong
you told me to have faith
but in what...?'

Solen ville snart stå op, men det bekymrede ikke ham. Han havde brug for et sted at tænke. Et sted til at tænke over sin fortid. Et sted han kunne være sig selv igen. Ingen maske at gemme sig bag, ingen dårlig undskyldning for ikke at høre efter. Ingenting. Bare... Ham for en gangs skyld.
Lorenzo var på vej hen imod stalden. Det var det eneste sted han kunne snakke og vidste at han kunne snakke i fred. Hestene ville ikke forstyrre ham, og han ville ikke forstyrre dem. Et suk gled over Lorenzos læber og han gik og skubbede stalddøren op. Han havde ikke lige regnet med at blive mødt af guitar spil i stalden på denne tid af dagen/natten. Et forvirret udtryk bredte sig i Lorenzos ansigt da han gik ind i stalden og lukkede døren efter sig. Han gik en smule nysgerrigt imod lyden. Han gemte sig bag en stablet bunke halmballer og kunne lige se en skikkelse. En pige lignede det. Han træk vejret lavt og næsten lydløst. Han betragtede pigen med et nysgerrigt blik og lyttede til hendes guitarspil med stor respekt. Han spillede selv en smule guitar, men ikke noget han selv mente man kunne være stolt over. Han lukkede sine øjne og glemte helt hvorfor han enlig var kommet, for at tænke og snakke med sig selv, lige nu... Ja lige nu ville han bare høre mere af pigens musik, der var så dyb og fik noget til at røre på sig inde i Lorenzo, hvad, vidste han ikke, og han var ligeglad.

//Håber det er okay ^^ //

hun var helt væk i sit spil, som blev mere og mere intenst. Hun nød at være sig selv, at kunne gøre dette uden at blive regnet for at have en eller anden affinitet for det.
Da hun hørte noget pusle ved halmballerne og en vejrtrækning der var få milisekunder hurtigere en hestenes rejste hun sig hurtigt, med det resultat at guitaren landede på gulvet med et lille brag.
Hun så nysgerrig mod halmballerne og gik langsomt derhen. Hvert skridt var en ynde, som en dans på rosenblade. Hendes rødlige øjne virkede tiltrukket af lyden, som en kat der jagede en lille mus.
Halmstråene der lå på gulvet knaste under hendes skosåler, og mus piblede hen over gulvet. Hun snuste lidt ind og konstaterede at en anden Yngling var i stalden. Hun gik u fra at det var den Yngling der betragtede hende. Hun rakte hånden frem mod ham med en venlig gestus..

Opdaget. Han vidste det med det samme. Han var opdaget. Et suk undslap hans læber efter hun havde smidt guitaren og nu var på vej hen imod ham. Han tænkte hurtigt over hvordan han skulle reagere, da det slog ham. Han trådte frem med et flovt smil med hænderne i øjenhøjde, som var hun politi og ham selv en forbryder. Han stod med bøjet hoved foran hende, så hun ikke ville kunne se hans isblå ærlige øjne. De blev gemt bag hans sorte hår som faldt på en mærkelig måde godt sammen med hans blege hud. Et skævt smil bredte sig stille over hans læber da han gjorde sig klar til at tale, som han ellers gjorde sjældent med andre.
"Busted" Sagde han med en skyldig stemme som aldrig helt mistede det charmerende og forførende i den. Det var noget han var født med. Hans stemme kunne ændres på så mange måde, men det forførende og charmerende forlod den aldrig. Selvom han aldrig havde haft brug for lige dét tonefald før, og han ville nok heller aldrig få brug for det. Han kiggede på hende ud igennem det sorte hår, han kunne ikke se hendes ansigt, for han ville stadig skjule de isblå øjne, så det måtte han vente med... Nu var spørgsmålet bare, hun havde fundet ham, men hvad ville hun gøre nu?

hun smilede venligt til ham. ''ja, det du! Hvad har du at sige til dit forsvar!? At stå sådan og belurer en lille uskyldig pige?'' noget ved hendes tonefald beviste at hun kun drillede ham. hun smilede venligt og rakte ham hånden, ''mit navn er Nemesis. Rart at møde dig.'' smilede hun
der var noget ved den måde han ungik at se hende i øjnene på. hun vidste ikke hvad, men hun vidste at han skjulte sig. han måtte være ny? alle vidste da at hun ikke gjorde en sjæl fortræd med mindre de havde fortjent det.

Lorenzo kunne sagtens høre at hun drillede ham. Det var en god måde at få løftet stemningen på. Det virkede jo også lidt forkert at han havde stået og luret bag en bunke halm. Han ryster på hovedet og tog sine arme ned igen. Nu var det nu. Han kiggede op fra gulvet under dem og mødte hendes blik med sine isblå øjne, som både virkede ærlige og kærlige, men kolde og bange. De afspejlede faktisk hans personlighed. Lorenzo var en kærlig og ærlig person. Men han var også bange og derfor kunne han desværre virke kold.
Han kiggede på hende. Undersøgte hendes ansigt, hans måde at lære folk at kende på. Han var lidt som en blind. En blid rør for at se hvordan en person ser ud. Lorenzo kiggede i stedet for at røre nogen overhovedet. Han smilte skævt og svagt.
"Jeg er Lorenzo" Sagde han med den samme stemme fra før, bare uden det drillende. Hans 'neutrale' stemme. Han rørte ikke hendes hånd, han turde ikke. Han så på hende med et undskyldende blik, han mente det ikke ondt. Det vækkede bare skrækkelige minder...

hun smilede strålende da hun så ham i øjnene. hans øjne var fascinerende. Så dybe, som en frossen sø. så kolde, og alligevel fængslende.
hun lod sin hånd falde tilbage til sin hofte, med det samme smil.
''sig mig en ting, Lorenzo, hvad i alverden laver du herude så sent??'' smilede hun og pustede blidt til hans næse

Lorenzo smilte skævt, charmerende, han viste faktisk sit sande jeg på en måde. Han vidste ikke hvad denne Nemesis gjorde ved ham, men hun fik ham til at slappe mere af end han havde gjort længe.
Han fastholdte hendes blik, hun viste jo ikke nogen form for foragt imod dem, så hvorfor ikke blive ved med at se ind i hendes? De var smukke. Der var noget over dem der fik ham til at blive ved med at se ind i dem. Uden af skamme sig over det bagefter.
Han smilte lidt over hendes spørgsmål, hvor han dog smilede til hende! "Jeg ville herhen for at snakke med mig selv... du ved... hestene lytter uden at afbryde eller forstyrre" Sagde han og mente hvert et ord han sagde, det var længe siden at han kunne snakke med andre end hestene om ham selv. Så længe, at han ikke var sikker på det var et ægte minde.
"Hvad med dig Nemesis? Hvad laver du her?" Spurgte han med et drillende tonefald. Han nød det her. Han nød at stå her sammen med en der gav udtryk for at kunne forstå han. Sådan rigtigt for en gang skyld...

''jeg gemmer mig her.. det er det eneste sted her omkring hvor man kan gemme sig rigtigt.. jeg har ikke lyst til at møde flere der mener man er en freak på grund af ens udseende..'' mumlede hun smilende, og så på en hest er vrinskede i baggrunden. hun grinte let.
hun så ham stadig i øjnene, mens hun lagde hovedet på skrå. ''du ved vel godt at det ikke er sikkert for ynglingene at gå rundt herude uden opsyn?'' grinte hun drillende

Lorenzo nikkede genkendende til det første hun sagde. Det var tydeligt at hun også kendte til det med at være for sig selv. Hvilket bare fik Lorenzo til at synes bedre om hende. Han fastholdte stadig hendes blik og blinkede kun når det var mest nødvendigt. Han trådte et skridt nærmere på hende og ventede på hendes reaktion.
Lorenzo lo. Selvfølgelig vidste han det. Hvem vidste ikke det?. Hans latter virkede så naturlig, men samtidig som om det var noget der meget sjældent skete. Hvilket det også var. Lorenzo lo aldrig... eller næsten aldrig, han havde jo lige gjort det.
"Det ved jeg godt... men man er nødt til at tage chancer nogle gange... og hvis det kan muntre dig lidt op, synes jeg dine øjne er smukke" hvad i hede hule central helved var det han sagde? Hvorfor sagde han det? Hvad ville hun ikke tænke? En fremmed der kommentere hendes øjne? Det ville sikkert opfattes som om han var ude på at score hende, hvilket han jo ikke var. Han ville bare gerne have en ven... Og hun virkede som en han ville kunne holde ud at tilbringe tid sammen med. Hans dumme kompliment kunne have ødelagt den mulighed. Dog fortrød han ikke at han havde sagt det, for han mente det...

hendes smil blegnede lidt af hans kompliment mens hun prøvede at gennemskue om han var ude på at score hende, eller om han bare var venlig. Hun gik ud fra det sidste og smilede så til ham, denne gang gennem øjnene mens hun svarede ham;
''hvis er dig en trøst, så er dine øjne noget af det smukkeste jeg har set hele mit liv.''
hun vidste godt hvad der kørte rundt i hovedet på ham. Han var nervøs for at hun nu ville vende sig om, og gå sin vej, som respons på enten hans latter eller hans kompliment.
Men hun blev stående. Hun havde for mange gange selv været udsat for at blive forladt, til at hun nogensinde ville gøre det samme.
Hun rakte ham hånden.
''vi skal vel hilse rigtigt på hinanden. Min navn er Nemesis McBride. Rart at møde dig''