dig igen!! - Rinto

t: lige til en time.
s: gangen
v: regn
o: en masse ynglinge som er på vej mod timerne.
tøj: en kjole med nitter og 5 trins emblemet samt et par sneakers

amiana gik midt i alt det kaos der altid var når alle ynglingene skulle til deres forskellige timer. hun gik stille ned af gangen og var egentlig langt væk i sin egen lille verden da hun stødte ind i en. "hov undskuld" mumlede hun og så på personen hun var stødt ind i. hun håbede det var en i godt humør for hun havde ikke brug for skænderi eller en slåskamp lige nu.

Rinto gik med en pillet appelsin i hånden, som han gik ned af gangen. Han håbede at kunne nå at spise den, inden timen, så hans humør kunne være nogenlunde. Han ploppede en lille appelsinbåd i munden og gik ellers videre mod sin time. Godt nok var Lenka ikke ved hans side, men det var fint nok, eftersom at han vist havde skræmt nogle af de modigere fyre væk. Det var dog nogen der havde givet ham en mindre kamp, så hans kind var rimelig rød, og hans arme og ben havde også nogle mærker, men det var ikke så slemt. Rinto havde brugt et Rinto-trick og bidt når han var fanget. Det var et godt trick, hvis man spurgte ham!
Som han gik ned af gangen, lød en nærmest lydløs nynnen over hans læber og han mumlede ord, der ikke havde nogle mening. Dog blev han straks afbrudt, da der var en der stødte ind i ham, men ikke hårdt nok til at han tabte sin appelsin - heldigvis! Han så på personen og genkendte hende hurtigt. "Dig?!" udbrød han og lavede store øjnene. What the fuck?

Hun så forskrækket på ham og begyndte nærmest at bakke igen. Hun havde slet ikke regnet med at det var ham drengen der havde været så vred. Da hun ikke kunne klare mere begyndte hun at græde. Hun begyndte at løbe mod udgangen for at komme væk fra dem alle. Da hun kom ud faldt hun ligeså lang hun var. Hun blev liggende og havde egentlig ikke lyst til at rejse sig igen.

Normalt var Rinto fuldstændig ligeglad med om han skræmte folk - han havde rigeligt i sin søster. Og hende der var ingen undtagelse. Så han vendte om på hælen og begyndte at gå den modsatte vej, da hans irriterende storebror-gen sparkede igennem hans iskolde facade og skreg at det kunne være Lenka det var sket for - havde han så været ligeglad? Nok ikke. Men nu var han knotten, så hvis tøsen gjorde noget forkert, fik hun en på hovedet og så var han skredet. Som en tordensky gik han den vej som pigen var gået - hvis navn han enten ikke kunne huske, eller ikke havde fået fat i - men måtte også spørge folk på sin vej om de havde set en pige løbe grædende forbi. Efter noget tid fandt han ud af at hun var løbet ud. Fedt!
Da han kom ud, så han at hun lå på maven - tydeligvis efter at være faldet. Han ploppede endnu en appelsinbåd i munden og satte sig ved hendes side. "Hvis du slår mig skrider jeg" sagde han kort. Derefter lagde han blidt og utroligt forsigtigt sin hånd på hendes ryg. "For jeg er faktisk kommet fordi at jeg ville hjælpe" tilføjede han. Hans babyblå øjne hvilede kort på hende så kom et næsten-ægte smil frem på hans læber. Han brød sig ikke om at regnen gjorde hans hår og tøj vådt, men det måtte han lige overleve. Faktisk resulterede det i at en del af det hår han normalt havde sat i spænder, hev sig løst og det blonde hår gled hurtigt ned i hans øjne.