Kreamugligheder er glemsomme - Rinto

S: Mange små gader der fletter sammen.
T: Når alle holder fiesta.
O: Ikke et øje.
V: Solskin med få skyer.
P: millitær tøj.

Niroka gik undt imellem mange små gader, hvor der næsten ikke var plads til at at gå ved siden af hinanden. De lignede meget de franske gader i Cacasonne. Flotte gamle bygninger, med flotte brulige sten og hængetræer og grene ved husene. Små balkoner, med potteplanter og vasketøj hængede ud fra sig og over til den anden balkon.
Selv passede Niroka ikke ind i landskabet. Han var klædt i lange millitærbukser og en millitærskjorte, der dækkede hans arme. Pjusket hår og en blyant og papirsbog og løse papirstykker i hånden. Han tænkte så det bragede og knagede! *Jeg kan ikke... Jeg kan ikke? Hvorfor kan jeg ikke!* Skreg han inde i sig selv og gik lige ind i en mur, så der kom en fin lille blodstribe ned af hans pande.
Længe lå han bare og kiggede på i himmelen og stirrede bare der op. Der var intet han tænkte på eller kunne hske. *Hvad laver jeg har?* Tænkte han efter lidt tid og kiggede mat til den ene side. *Hvem er jeg overhoved?* Spurgte han sig selv og kiggede op i luften igen og lukkede øjnene. Han andede ikke hvad klokken var, men der måtte vel være ciesta lige nu. Så der ville nok ikke gå særlig lang tid inden der kom nogen. Han kunne godt huske at ciestaen varede i o timer, men vidste íkke at der kun var gået 10 min. af den.

Normalt hadede Rinto de dage hvor solen stod højt på himlen, da det var voksnes undskyldning for at smide deres børn udenfor og lave et eller andet.. Og voksne var ikke ene om det, Lenka havde været overbevist om at Rinto havde brug for lidt frisk luft, og komme væk fra skolen. Da det jo ikke regnede eller noget - endnu en ting Rinto hadede - var det jo oplagt at han skulle gå en tur. Og normalt havde Rinto surmulet hele vejen, men Lenka kendte ham så godt at hun havde givet ham nogle appelsiner med, en appelsinjuice, og fundet hans orange mp3-afspiller. Så han havde et lille smil på læberne, som han gik igennem de forskellige gader og pillede en appelsin.
Den unge yngling var iført en hvid "top", - der faktisk sad løst for en gangs skyld - et par kulsorte shorts, der ikke gik specielt langt ned, på hans lange og tynde ben, samt et par hvide vans, med gule striber. Men det var lidt kedeligt i sig selv, så han havde et gult tørklæde om halsen, der i nakken nærmest lavede en lille sløjfe, han havde et guldt og orange nittebælte i sine shorts, og som sædvanligt, to hvide spænder til at holde det meste af hans pandehår væk fra hans øjne, og en til at holde resten, udover en tot der ikke kunne komme med nogle af stederne, lige imellem de to. Hans korte hår var i nakken pjusket ret meget op, men havde ikke set så meget som skyggen af en hårvoks.
Som han gik, var hans øjne fuldt fokuseret på at pille appelsinen i hans hænder, Da det var lykkedes, smed han skralden ud, og tog en af de små 'både' der naturligt var i appelsinen. Han petragtede den kort og ploppede den så i munden. Tilfredst tykkede han lidt på den, og skulle til at ploppe en ny i munden, da han fik øje på en dreng der var faldet. Han sukkede og himlede med øjnene, men gik alligevel over for at hjælpe drengen. Hvis han var skyld i at en fyr fik hjernerystelse og glemte hvor han boede, så han måtte bo på gaden, ville han høre længe fra det, af Lenka.
Han satte sig på hug ved drengen. "Hey, er du okay?" spurgte han. Hans stemme var rimelig dyb, men havde stadig noget feminint over sig. Tydeligvis var den gået i overgang, men han ville let kunne lyde som en pige - hvis han ville.

Niroka hørte nogle fugle pibbe et sted i nærheden og efter lidt tid kom en skygge for hans lukkede øjnlåg, så de blev helt mørke indvendigt. Han åbnede dem langsome og kiggede op på den dreng. Hans steme var nok gået lidt i overgang, for han havde svorret at det var en pige med en meget mørk stemme.
Niroka nikkede kort og satte sig op og tog sig lidt til hoved da der kom sorte pleter for hans øjne og hans pupiler blev meget mindre. Hans gode syn overalt hjalp ham ikke nu, men snarre svigtede ham, meget endda! To store buler i panden og lidt blod. Elleres skulle man ikke tro at der var sket noget, men han kunne ikke huske hvad han hed eller noget. Kun hvad han skulle gøre idag og at han var en anelse sur på sig selv. Det var heldigvis kómmet tilbage til ham. Belejligt at det ikke var alt det andet først.
"D-det tror jeg..." Mumlede han lidt usikkert med en stemme der lespede en anelse. Han havde altid gjort det, men lægerne sagde at det nok skule forsvinde af sig selv hvilket han var blevet sur over. Det kunne han nu også huske. *Hvad mon jeg ikke kan huske?* Tænkte han og kiggee op i luften. *Det er ca. 12 nu, efter solen.* Mumlede han i sit hoved og kiggede så ned på drengen igen. Han så forfædelig ud, med buler derlignede horn endda!!

Rinto lagde hovedet på skrå og betragtede den sære dreng. Gad vide om han overhovedet lagde mærke til ham? Hvis ikke fik han en på hovedet - tilskadekommen eller ej, man ignorerede ikke en der ville hjælpe!... Eller en der kunne finde på at slå en bevistløs, hvis man sagde at han lignede en pige. For om han lignede en pige eller ej, han kunne slå hårdt. Men at slå kunne også vise at han var nervøs, fordi at han ikke anede hvordan han skulle udtrykke sig, så man fik en lussing eller noget, hvis man kom for tæt på.
Og endelig lykkedes det fyren at svare. "Tror du? Du burde da vide om du er okay! Det er et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål!" han slog ud med armene, men rystede så på hovedet. "Men du bør nok få tjekket de buler" sagde han så og prikkede ham kort i panden, men et sted hvor der hverken var sår eller buler, så det var næsten helt oppe ved hårgrænsen. Han lagde hovedet på skrå og betragtede ham. I det øjeblik han gjorde noget dumt, fik han et slag - sådan var Rinto. Så for fyrens skyld, håbede han ikke at han gjorde noget dumt..
Han pillede endnu en af de små både ud af appelsinen og ploppede den i munden. Derefter så han tilbage på drengen og kneb øjnene lidt sammen. Nå ja, drengen var jo kommet til skade? "Her" brummede han og rakte tre af de små både frem til ham. "Jeg håber ikke du har citrus-fobi... Ellers bør du holde dig langt væk fra mig" brummede han, lettere irriteret.

Niroka tog sig til kinden, da han blev slået. "Hvad skulle det til for!" Peb han og kiggede surt og fåret på den dreng. Ville han hjlpe ham eller ej!? Ja eller nej.... ja eller nej! "Arh! Problemet er da det at jeg ikke aner hvem jeg er, men kan huske alt det unødvendige!" Råbte han lettere frustreret og sukkede så stort og kigede ned i jorden igen.
Da han blev tilbudt en appelsin, kiggede han først undrende på de små både, men tog dem alligevel. Han kunne godt huske disse orange sager. De var syrlige og nogle havde kærne i sig, hvis man var uheldig. "Tak." Mumlede han og tog forsigtigt en lille bid af en af dem og rødmede stort. Han kunne jo ikke lide at spise oran andre, men han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist. *Der er en ting jeg ikke kan huske.* Tænkte han og satte over på sin liste i hoved til ting han ikke kunne huske.
Niroka rødmede en smule da han havde spist en lille båd og sank så en klump. Dette var latterligt! Han vidste jo godt at der ikke var noget i vejen med at spise foran andre... men det følte alligevel meget forkert at gøre. "De buler rager mig en høstblomst! De forsvinder jo snart igen... håber jeg." Mumlede han igen. "H-hvem er du entenlig?" Spurgte han efter lidt tid og lagde hoved let på skrå og kiggede med løftet øjnbryn på den fremmede dreng. *Kender jeg ham?* Spurgte han sig selv, men svarede hurtigt på det. Nej for drengen kendte tilsyneladende ikke ham. Så det var så nemt nok.

//Skal spise

//Rinto slår ham jo ikke engang? D: Så springer bare det stykke over x3//

Han hævede et øjenbryn. Da han så råbte skulede han olmt og gav ham et slag i baghovedet. "Stop med at råb!" råbte han tilbage, utroligt irriteret allerede. "Og jeg kan ikke hjælpe dig, jeg aner ikke hvem du er!" han slog ud med armene. Vent... havde han ikke set ham på skolen? Han kneb øjnene lidt sammen og bed sig i læben. "Siger Nattens Hus dig noget?" brummede han og lagde hovedet på skrå.
Fyren rødmede... Okay what the fuck? Så lækker var han vel heller ikke?! Han himlede med øjnene og ploppede selv et lille stykke af den dejlige appelsin i munden. Endnu et lille smil sneg sig frem på hans læber og han virkede nærmest helt glad over det. Men han elskede smagen af den lettere sure saft på sin tunge, og hvor perfekt det smagt, hvis man var god til at pille dem. Han elskede hvordan de både kunne være sure og søde, samt hvor forskellige de var at spise. Mest af alt, elskede han at slappe af og spise en - sur eller sød var ligemeget. Han elskede at spise det. Hvis han var i samme rum som en fyr der kunne lide hans søste rog han selv havde en appelsin... Okay, det ville ikke hjælpe, han havde slået ham i gulvet, og så spist appelsinen, tilfreds med sig selv.
"Rinto" svarede han og rakte sin hånd ud. Ligesom hans ånde - og alt andet på hans krop, skulle man tro - duftede den af appelsin. Drengen kendte sikkert ikke hans søster. Kendte han, hende, ville han genkende Rinto. De havde ens ansigtstræk, og Rinto havde med garanti fået fat i ham for længst og smadret ham ind i en mur eller noget... Men han ville blive holdt skarpt øje med, og han skulle ikke i nærheden af Lenka. Overhovedet ikke.

Niroka sukkede dybt da drengen råbte igen. "Det nytter ikke noget at vi mundhugges." Fortalte han lidt mut. Nioroka tog sig til baghoved og kiggede undrende op på drengen. "Hvad the fuck!? Er det sådan du har tænkte dig at hjælpe folk? For så må jeg hellere ringeefter en ambulance!" Hvorfor skulle han dog slås? Han havde råbt af sig selv og ikke så meget fir den mærkelige appelsin glade dreng.
Niroka tog tøvende hans hånd. "Hei Rinto." Mumlede han og kiggede ned på deres hænder. "Nattens hus... Nattens hus... natten.. Ja den kender jeg godt. Jeg går det selv." Mumlede han og prikkede sig på læben med små nik med hoved. *Yes! Jeg kan huske lidt!* Udbrød han af glæde i sig selv. Han kiggede op på Rinto og lagde hoved let å skrå og løftede det ene øjnbryn. "Hvorfor... kommer du da ogå der fra eller er du bare en dreng fra byen af der tilfeldigvis ikke holder fiesta?" Spurgte han lidt nysgerrigt og kiggede mistænkligt på Rinto.
Den dreng var noget af det mest spøjste Niroka ever havde set. Det ene øjeblik slog han Niroka, tog en appelsinbåd og så blev han glad. Det gav så lidt mening at der ikke var nok nuller til at beskrive det.

//Krea gik der//

Rinto knurrede af ham. Selv var han umulig at læse, det ene sekund rasende, det næste sad han og smilede mens hanspiste appelsiner. Men sådan var han jo bare, selv folk han kunne lide, kunne ikke slippe fra et slag ind i mellem, men han anede ikke hvordan han skulle reagere på, UDEN at slå. Det var bare noget han gjorde. "Jeg gør præcist som det passer mig!" hvæste han. Bah! Hvad vidste den dreng om ham? Han kunne rende og hope som det passede ham, men han skulle IKKE komme i vejen for Rinto, eller så meget som sende hans søster et smil! Så var han i hvert fald sikker på langt flere slag fra Rintos side.
Rinto sendte fyren et af sine særlige smil, der helt automatisk virkede overlegent når det kom fra ham, uden han selv så det. Da han fortalte at han gik der, nikkede Rinto kort. "Jeg tror virkelig at du skal til lægen eller noget. Specielt med hukommelsestab" fortalte han roligt. Da han så spurgte om han også var derfra, himlede Rinto med øjnene.
"Duh! Er det ikke tydeligt?" han rystede kort på hovedet og kom så op på benene igen. "Come on, du kan sgu da ikke ligge spraglet ud på jorden hele dagen!" udbrød han og slog ud med armene.

Niroka nikkede kort for hoved, samlede alle sine papir i sin favn og sin lille skrivebog. Blyanten bag øret og gned sin pande en smule. Han havde rejst sig lidt for hurtigt op, syntes hans krop, selvom Niroka syntes at han havde været i sneglefart hele tiden. Så nu kom der pletter for øjeneneog Niroka var ved at dejse om igen.
Niroka lænede sig op af muren og gippede med øjenen for at få kontrol over sit synt. Hvorfor skulle det være så svært at komme op? Hvorfor skulle han ligefrem altid være sådan en klodsmajor. "Ja... det er nok en god idé, men uheldigvis ved jeg ikke hvor skadestuen er eller hvilken vej til Nattens hus." Mumlede han og trak let på skuldrene. Han måtte virke hjælpeløs og snotdum foran Rinto. Hvad ville han ikke tænke om ham! "Når... men jeg prøver mig ad." Han skubbede sig langsomt væk fra væggen og kiggede til begge sider skiftevis, men stadig langsomt. *Hvilken vej skal jeg mon stare med?* Tænkte han og var 99.99% sikker på at Rinto ikke ville hjælpe ham med noget som helst. Han ville sikkert bare siger at han skyldte ham en appelsin.