Vildfarende - Wodtcagt

Sted: på Gangene
Tid: efter skole
Vejr. det er efterår så det blæser og regner udenfor
Omkring: Elever der har fri fra timerne og som går frem og tilbage, endten for at gå i kantinen eller på værelserne.
Påklædning: Sin skole uniform. varme støvler, og en varmere hættetrøje.

Amera stod igen på gangene. hun så på det kort hendes kæreste havde tegnet til hende. hun bed sig i læben. godt nok var hun fjere trins elev og hun var rød yngling. men hendes stedsans var noget møg! det var kun nogle steder som biblotektet, musik lokalet og kantinen hun med 101% sikkerhed kunne finde i hovedet. nu var hun igen endt på en gang hun ikke kunne finde ud af. man skulle da tro hun snart ville få det indprintet i hendes hukommelse.

Wodtcagt gik med høretelefoner om halsen, så dem ude på gangen kunne hører hvad hun hører. hun havde hun sin skole uniform og et armbånd hun fået at sin formor til sin 13 års fødselsdag, og hun det meget sjælden på, men i dag havde hun det på. Det lignet efterårsblade, blade lavet at kobber og guld, og kæden var lavet af sølv.
Wodtcagt havde lige været til fægtning, som den sidste timer for dag, og i mens hun tænkte på timen, så hun på en pige, som så ud til at hun var lidt usikker på, hvad for et vej hun skulle går. Så Wodtcagt gik hen til pigen, og så at hun var en rød yngling, men hun gik alligevel hen til hende. Hun havde hørt af nogen af de rød yngling var lidt onde, men, nogen af de blå yngling onde. "Hej. Er du farer vild? Kan jeg hjælpe?" Spurgte Wodtcagt og smilede til hende.

Amera så hurtigt op og rødmede. "øhm jeg er vist nok faret vild igen" sagde hun forlegen og bed sig genert i læben. hun så på pigen med sine nøddebrune øjne. "min hukommelse er som en si når det gælder om at finde vej.." sagde hun stille og så ned på sine fødder. hun blev hurtigt flov over sig selv, og rimlig tit. det hjalp heller ikke spor at hun altid rødmede over den mindste ting.. hun så op på pigen igen. "du ved tilfældigvis ikke hvor jeg finder biblotektet?" spurgte hun stille og rødmede genert igen, og bed lidt i sine knorer.

"Jo, selvfølgelig," Wodtcagt nikkede en vej til højre for Amera, den var smal gang, som godt kunne blive overset, for dem der ikke ved, eller har set den. "Skal jeg går med dig?," Wodtcagt sendte hende et smil. "Det kan godt være lidt svært at finde vej her på skolen. Tror mig, vi har alle sammen faret vild. Selv dem, der er gode til at finde vej." Hun smilede til Amera som var hvis lidt genert, for hun havde meget røde kinder.