Dans og sang.-Hayate

Tid: Efter skole.
Sted: musik lokalet.
Omkring: Stole, bordere og instrumenter.
Vejr: Klar mørkeblå himmel uden for.
Tøj: Hullede strame jeans, sort top, sort læderjakke og højehæle med nitter.

Rosa listede hen til musiklokalet, og kiggede nysgerrigt ind for at se om der var nogen der inde. Et stort smil kom frem på hendes glinsene læber, da hun at der ikke var nogen der inde. Hun gik ind i lokalet og stillede sig op på scenen, hun kiggede lige rundt en gang mere, for at sikre sig at der ikke var nogen. Hun rettede let på sit lange sorte hår, da det faldt ned i hendes ene øje. Hun tog en dybindånding og begyndte at synge en sang, som betød rigtigt meget for hende.

"Tears
you try so hard to hide
you hold it all inside
pretend it dosen´t matter
Why keep it to your self
when you got someone else
you know can make better."

Hun elskede at synge og leve sig ind i den verden, hendes stemme var sukkersød og klar. Hun smilte lidt for sig selv, og begyndte at danse rundt på scenen mens hun sang. Hun leve sig fuldstændig ind i sangen, og i dansen med sig selv.

med et lød der guitar musik. hayate sad på en stol og spillede på sin guitar.

"hvorfor er minderne væk,
hvad skete der med mig.
jeg kan intet huske,
slet intet om min fortid.

gid jeg kunne finde,
mine minder igen.
se om der måske
er en pige der for mig.

en som der kendte mig,
og ved hvem jeg er.
en som der kan sige,
du er kun min.

gid jeg ku huske,
ja huske hvem jeg er.
jeg vil gøre alt,
for at huske igen"

sang han og lå lidt at sit lange sorte hår om bag det ene øre.

Rosa fik et chock da hun hørte en anden begyndte at synge og spille på guitar. Hun stoppede med at synge og danse. Rosa lagde nysgerrigt hovedet let på skrå, og betraktede drengen som spillede og sang. Hun satte sig ned på kanten af scenen, og lyttede nysgerrigt til drengens sang.

han sukkede og lå sin guitar. "Hvorfor pokker kan jeg intet huske" sukkede han og tog en blok han havde på skødet og skrev sangen ned i den. han kløede sig i håret og opdagede pigen. "Åh, jeg troede jeg var den eneste herinde" sagde han

Hun betraktede nysgerrigt drengen, og undrede sig lidt da han begyndte at snakke. *Huske hvad?* tænkte hun for sig selv, men sagde det ikke højt. For hun ville ikke snage i hans ting. Rosa kiggede ned og tænkte på hun skulle gå, da han pludselig snakkede til hende. Hun kiggede forskrækket op, "Så vi to, jeg troede også jeg var alene her inde." sagde hun og smilte forsigtigt til ham.

Mit navn er hayate" sagde han høfligt. han lå sin blok i sin taske. han så på hende og bandt et stykke silkebånd i sit hår, sadan at han havde hestehale. han satte guitaren og tog en flaske vand i sin taske

Rosa smilte da han sagde hvad han hed, "Jeg er Rosa." Sagde hun høfligt og smilte til ham. Hun blev siddene på scenekanten, for hun ville ikke være for nærgående. Hun kiggede stadig nysgerrigt på ham med sine nødde brune øjene, hun tog fat i sin taske som lå ved hendes side. Hun roede lidt i den og fandt det hun ledte efter, hun tog sin hjerteformet sølv ring på.

han tog en blok i sin taske og begyndte at tegne hende. han nynnede mens han tegnede.

(hvor mange linjer skal man min skrive)

Rosa kiggede undrerne på ham, da han begyndte at tegne hende. Hun lagde hovedet let på skrå, og betraktede ham med et nysgerrigt blik. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det, selv om hun var nysgerrig efter vide hvorfor han gjorde det. Men sprugte ham ikke, for hun ville ikke forstyre ham.

//mindst tre og op efter//

(okay)

han skrev sit navn med en meget flot skrift nederst på tegningen. han kastede blokken hen til hende, og tog sin guitar igen og begyndte at spille igen. han så lidt ned mens han spillede, han ille så godt kunne huske sin fortid, men det eneste han kunne huske var et slag i baghoved, og det gav ingen mening for ham

Rosa fangede blokken inden den landede på gulvet, og kiggede på tegning med store øjene. Hun smilte lidt for sig selv og rørte let ved tegning med en pegefinger, hun rørte ved den som om den var meget skrøblig. Hun kiggede hen på ham igen, "Du er en god tegner." Sagde hun smilende, og lyttede til hans spil.

tak.. at tegne og spille musik er vist det eneste jeg kan huske jeg er god til" sagde han. han kløede sin ene skulder og spillede igen. han så ned, det smertede ham at han intet kunne huske. han kunne kun huske brud stykker

Rosa lyttede nysgerigt til det han sagde, og lagde igen hovedet let på skrå. "Kan du ikke huske din fortid?" Spurgte hun undrerne, og hoppede elegant ned fra scenen. Hun gik forsigtigt hen til ham, og lagde hans tegneblok ved et bord ved siden af ham. Hun gik lidt væk igen, og satte sig på et bord et lille stykke væk fra ham.

det eneste jeg kan huske er musik, og så et slag i nakken" sagde han. han gned sin nakke. "et rimelig hårdt slag i nakken" sagde han. "Men så mødte jeg en, som fik mig her til... ellers husker jeg desværre ikke noget" sagde han

hun lyttede nysgerrigt og opmærksomt til det han sagde, og undrede sig stadig lidt. *Hvor er det mærkligt at han ikke kan huske noget.* Tænkte hun, og kiggede stadig på ham. "Underligt, måske har du fået hukommelsestab da du fik det slag i nakken." Sagde hun tænkene, og vidste ikke om hun havde ret det var bare et gæt.

måske, det der irretere mig mest er at jeg ikke ved hvem jeg er, jeg kender kun mit fornavn, men jeg aner intet om hvor jeg kommer fra, og hvem min familie er" sagde han lidt trist

Rosa kiggede på ham mens han fortalte, og blev lidt bekymret for ham. Hun fik en lyst til at trøste ham, men blev stadig siddene på bordet. For hun ville ikke skræmme ham væk, nu hvor hun lige var begyndt at kende ham lidt. "Oki, jeg ville ønske at der var noget af min fortid jeg ikke kunne huske." Mumle hun stille og kiggede ned på sin ring.

hvorfor det?" spurgte han høflit. "Undskyld jeg spørger så meget" sagde han. han kløede sig i nakken og så på hende. han ville så gerne kunne huske igen.

"Fordi der er sket så meget for mig, som har givet mig både fysiske ar og physiske ar. Hvis du forstår hvad jeg mener." Sagde hun stille og kiggede op på ham igen. Hun grinte stille og rystede let på hovedet. "Det er okay, jeg har ikke noget imod det." sagde hun og smilte til ham.

du virker meget venlig... folk jeg har mødt mener jeg er skræmmende fordi jeg intet husker" sagde han. han så ud af vinduet og gned sine øjne.

Rosa smilte og grinte let, "Takker, i lige måde. Men du virker også lidt genert eller nervøs." sagde hun smilende til ham, og lagde igen hovedet let på skrå. *Folk synes han er skræmmende fordi han ikke kan huske noget, det er jo ikke hans skyld. Åndsvage ynglinge!* Tænkte hun og kom til snerre. Hun tog hurtigt en hånd op for munden, og kiggede undskyldene på ham. "Undskyld." Sagde hun stille.

det gør intet" smilede han venligt. han tog sin guitar igen og begyndte at spille. hans mørke hår faldt hele tiden ned i hans ansigt, men han var ligeglad. 2Tror du på det med at musik, er ligesom minder" sagde han og så på hende

"Tak, der er mange der dømmer uden de overhovedet har snakket med personen, og det er en meget dårlig vane." Sagde hun smilende og grinte lidt. Da han begyndte at spille igen, lyttede hun opmærksomt og nysgerrigt til hans musik. Hun kiggede på ham da han spurgte hende om noget, og nikkede "Ja. Jeg tror også på at hvis man høre et stykke musik, man måske har hørt før fx i sin fortid og via den musik kan få nogen af sine minder tilbage." sagde hun, og så tænkene ud.

måske.. hehe.. den her minder mig om.. før mine forældre blev skilt hvor min mor tog min lillebror niroka og jeg kom med min far" sagde han og stivnede. han havde lige husket. han kløede sig i håret.

Rosa så overrasket på da han fortalte om sin fortid, og smilte så stort til ham. "Du kan huske noget af din fortid." Sagde hun glad, og var glad for at han kunne huske noget fra sin fortid. Hun lagde hovedet let på skrå, da han stivnede efter han havde sagt det. "Hvad der galt?" Spurgte hun bekymret, og på samme tid nysgerrigt.