Midda...Midnatslur? - Amiana

Hun så ned da de begyndte at snakke nærmere om kærester. "det cool du passer på" nærmest hviskede hun. "min musik handler mest om savnet på de mennesker jeg har mistet og så er der lige et par vuggeviser jeg lavede" mumlede hun og så stadig ikke op. Hun lagde sig igen i græsset og så mod himlen. Små lette tårer løb stille ned af hendes kinder.

Jules trak på skuldrene. "Det må det vel være" brummede han tænkende, mens han så tænkende på himlen. En måde man sjældent så Jules sidde. Normalt koncentrerede han sig om intet overhovedet, men fjollede bare rundt. Men da hun snakkede om folk hun havde mistet så han tænkende på hende. Var hun okay? Tydeligvis ikke! Han fik nemlig øje på hendes tårer. Han kravlede forsigtigt ind over hende og holdte sig lidt over hende ved at have et ben på hver side af hendes hofter og en arm på hver side af hendes skuldre. "Er du okay?" spurgte han forsigtigt og løftede sin hånd for at tøre en tåre væk fra hendes kind.

amiana rystede på hovedet. "nej egentlig ikke" mumlede hun halvt hviskende. hun tørrede tårrerne bort og så på jules. "det er okay. jeg skal bare lære at leve med det" hviskede hun og lukkede øjnene.