Skæbnen [Amiana]

Sted: Ved den nordlige mur ude på gårdspladsen.
Tid: Lige efter solnedgang.
Årstid: Efterår.
Vejr: Kold blæst.
Omgivelser: Træer, der er ved at tabe deres smukke bladpragt.

En mørk skikkelse sad på en af træet lave grene, mens hans øjne fuglte en fugl, der sad på skolens tag. Han pustede håret ud af øjnene og sukkede tungt mens han så ned mod jorden hvor katten Ringo jagede en stakkels mus. Ciel ville ikke stoppe ham. Men mus' liv betød vel intet i en kats øjne. Det var livets gang. Store dyr spiste mindre dyr ...
En raslen hørtes overalt omkring ham, mens et vindpust greb fat i bladene og tvang dem af de grene, hvorfra de var blevet født i foråret.
"Nyx," hviskede han ud i mørket mens han lukkede øjnene og bad en bøn til sin gudinde. Han ønskede af hele sit hjerte at hans venner i frankrig, hans lillebror og hans kæreste havde det godt ... At Nyx holdte hånden over dem og ikke krævede deres liv. Han havde ikke hørt fra dem så længe, at det gjorde ondt at tænke på.
Som om træet kunne mærke hans smerte, knækkede grenen han sad på og han styrtede mod jorden med et højt gisp.
Ringo hvæsede og stak af, mens Ciel fik sat sig op og med det samme faldt sammen igen med et højt gisp.
*NEJ!* Et højt gisp slap hans læber. *Ikke det ... Alt andet.* Han satte sig forsigtigt op mens han støttede sig på venstre hånd ... Hans blik faldt ned på den højre og han stivnede fuldstændigt ... Sådan som hans håndled så ud, ville han ikke kunne fægte igen i lang tid.

amiana kom gående. hun havde brug for at tænke og vandrede derfor rudnt udenfor da hun hørte en gren knække i nærheden. hun så ringo løbe væk derfra og vidste atciel var derhenne. hun løb hen til ham og hjalp ham op. "er du kommet noget til" spurgte hun og så på ham.

Ciel nikkede og bed hårdt tænderne sammen, mens han gjorde alt hvad han kunne for ikke at gispe eller måske endda skrige. Smerten var frygtelig, men han havde oplevet værre.
"Jeg tror, den er brækket." Et svagt klynk slap ham mens han mærkede hans trøje blive varm, og han gættede på at det var begyndt at bløde. "Åh, gudinde!" Han var næsten åndeløs, mens han forsøgte at falde til ro.
"Jeg må op på infirmariet ... Hjælp ... " Han havde før prøvet at komme slemt til skade, under fægtemesterskaberne hjemme i Europa. Der var endda en dreng, der var kommet så slemt til skade at hans krop modsagde forvandlingen og han døde kort efter ... Den skæbne turde Ciel slet ikke tænke på.

amiana kunne lugte blod. "du bløder jo" udbrød hun og hjalp ham med hen på infirmariet. hun gik ved siden af ham og støttede ham helæt tavs da hun holdt vejret for ikke at stoppe op så hun kunne risikere at slå ham ihjel. hun fik ham hurtigt ind og ventede så udenfor.

Han pev og klynkede som en killing, mens han blev slæbt hen til sygeplejeskerne og fik ordnet sin arm - som til alt held, ikke var brækket!
Han var ikke nervøs for at Amiana hjalp ham. Han vidste, at ynglinges blod ikke var ligeså fristende som menneskers. Han stolede på, at hun kunne styre sig og han havde jo åbenbart ret. Hurtigt havde en af sygeplejeskerne forbundet hans arm, så leddet kom på plads og blødningen stoppede.
"Tak ... Vi to ender vist altid i problemer ... "

amiana sad og bed sig i læben. "jeg går ud og tager noget luft" mumlede hun og gik udenfor. hun satte sig op af et træ mens hun ventede på ciel. hun lukkede sine øjne. der var gået endnu en "nat" hvor hun ikke havde sovet og hun var ved at være godt træt.

Ciel var rimelig hurtigt klar til at komme op på benene igen og han satte sig ud ved siden af hende. Han sukkede tungt og håbede at hun var faldet lidt mere til ro.
"Er du okay?" Han satte sig ned ved siden af hende mens han støttede den ene arm lidt med den anden ... Et øjeblik havde han været bange for at han aldrig skulle kunne fægte igen, men han kunne mærke sine fingre igen og angsten var begyndt at falde igen.
Han smilede til hende og håbede bare hun ikke ville løbe af sted for at få blod lige pludseligt. Men han kunne nu godt forstå hende. Hendes slags havde jo kraftigt brug for blod i forhold til de blå ynglinge.

"jaja" sagde hun mens hun sad og stirrede ud i luften. hun hørte ikke helt hvad ciel havde sagt men sad bare og tænkte. hun vendte hovedet mod ham. "ciel?" sagde hun og så på ham. hun vidste ikke helt om hun skulle spørge eller ej men nu havde hun jo fået hans opmærksomhed.

"Ja?" Han støttede armen mens han vendte sig lidt mod hende, for at se hende i øjnene. Han lagde hovedet lidt på skrå og lænede sig mod væggen bag dem, for at slappe lidt af efter det chok han havde fået.
Han kunne høre Ringo hvæse et sted ude i mørket, men han tænkte ikke rigtig over det. Den kat kunne jo overleve hvad som helst! - Med et par mindre skrammer, ganske vist.

hun besluttede sig for at lade være. "nej der var ikke noget" sagde hun og vendte ansigtet væk igen. hun så op på himlen og tænkte på sin far. det gjorde hende stadig ked af det at hun viste at han for altid ville være væk men hun sagde ingenting bed sig bare lidt i læben

"Amiana," sukkede han tungt og så på hende med et opgivende blik. "Hvis du vil sige noget, så spyt ud ... " Den charmerende franske accent gjorde det ikke ligeså hårdt og bestemt som han forsøgte at få det til.
At have en accent kunne vøre både godt og dårligt, men han var ikke sikker på, hvad det var i denne her situation. Det kom vel an på, hvad hun havde på hjerte.

"nej jeg vil ikke gøre dig sur men jeg kom bare til at tænke på noget" sagde hun. "jeg vil ikke spørge dig for det kan ødelægge vores venskab så derfor siger jeg du skal glemme at jeg spurgte om noget. der er alligevel ingenting" sagde hun og sukkede lidt. hun kunne alligevel ikke få sig selv til at spørge.

"Det eneste, der kan ødelægge et venskab, er når man ikke siger sin mening, eller lyver ... Og helt ærligt er det sårende at du tror jeg kunne blive sur, uden at du har sagt noget." Han sukkede træt og opgav. Han havde ikke krafter til at skændes.
Han rejste sig og begyndte at gå mod kollegierne. Ringo fuglte lige efter ham.

Amiana så efter ham. Hun kunne ikke helt finde ud af om hun skulle spørge ham men besluttede sig så. "ciel vendt" sagde hun, kom på benene og løb hen til ham. Hun så ned i jorden. "det er bare hvorfor blev du flyttet?" spurgte hun uden at se op. Hun viste han ikke kunne lide at snakke om sin fortid men det var også lidt hans egen skyld at hun spurgte.

"Hvis jeg fortalte det, ville jeg bare blive flyttet igen." Han smilede unskyldende og håbede underligt hun forstod, hvor slemt det var. De franske vampyre havde gjort meget for, at han kunne blive flyttet uden for mange problemer, og han var taknemmelig. Han ville ikke tvinge flere vampyre til at gøre sådan noget for sig.
"Undskyld ... Men jeg kan ikke fortælle dig det."

Hun nikkede forstående og så op på ham. "men savner du aldrig din familie og hvem du nu ellers kendte i frankrig?" spurgte hun og så på ham. Selv om hendes mor og brødre havde valgt at droppe hende kunne hun godt savne dem indimellem. Men det var nu værst med tira og hendes far. De sidste pardage og nætter var gået med tvivl om, om hun skulle blive eller tage tilbage. Hun vidste det endnu ikke helt.

"Mine forældres sidste ord til mig, var at jeg ikke var deres søn mere ... Og jeg må ikke snakke med min lillebror mere. Mine venner og min kæreste i det franske Nattens Hus savner jeg en del, men jeg kan ikke gøre noget ved det ... " Han sukkede tungt og trak på den ene skulder. Så bøjede han sig ned og løftede Ringo op til sig. Den dårlige arm kunne ikke rigtig støtte noget som helst, men det lykkedes ham at holde katten ind til sig ...

"det er jeg ked af. Det var ikke min mening at bringe din fortid frem hvis du havde glemt den sådan som man nu kan for det vil jo aldrig være helt glemt" sagde hun og så igen ned. "men tak for snakken ciel" mumlede hun og satte sig hen under træet igen.

"Jeg havde skam ikke glemt," sagde han trist og lagde en hånd på hendes skulder. "Man kan aldrig glemme ting, der gør stort indtryk på en ... Ingen vil kunne glemme sin familie heller." Smerten i hans øjne var tydelig, mens han tænkte på sin skønne lillebror, der i de sidste to år ikke havde anet, hvor hans storebror bar blevet af ...

Amiana havde ondt af ham men kunne ikke rigtig gøre noget. "nej det er rigtigt. Jeg vil heller aldrig glemme min far" sagde hun og fik tårer i øjnene. Hun lukkede sine øjnene men kunne ikke holde sine tårer tilbage. Hun flyttede sig lidt væk fra ciel. "du må virkelig savne dem" mumlede hun gennem tårerne. Hun havde vendt ryggen til ham så han ikke skulle se hun græd.

"Ikke mine forældre," sagde han ærligt og ligefremt. "Hvis de ikke ville have mig til søn, er de heller ikke mine forældre ... Men ja, jeg savner min lillebror og jeg savner mine franske venner." Han sukkede tungt og gav hendes skuldre et klem mens han gik tættere på og sænkede stemmen til en hvisken.
"Amiana .. Det er okay at græde." Han trak hende roligt ind i sine arme.

// Logger. Snakkes.

"ikke der hvor jeg kommer fra" sagde hun. "faktisk er det ydmygende for en pige at en dreng ser hende græde og omvendt så hvis jeg skulle rette mig efter de regler er jeg blevet ydmyget mange gange siden jeg kom her" sagde hun og så ned. Hun var ikke så vild med de regler hun havde været udsat for det meste af sit liv men man kunne jo ikke glemme for fortid. Den ville altid indhente en på et tidspunkt. Hun kom i tanke om ciels arm som hun stod der og græd. "pas på din arm ciel" mumlede hun og flyttede sig stille ud af hans trøstende arme.

"Slap nu af for helvede, jeg bider ikke." Han så ærligt talt ret fornærmet ud - men når han var franskmand, kunne man vel sætte det stereotyp op, at sådan var de alle ...
Og måske var Ciel ligesom det stereotyp, men han syntes selv han havde gode grunde, når han opførte sig sådan.
"Og hvor er du da fra? Det der lyder jo latterligt."

"det er latterligt og det passer til en latterlig person nemlig min mor" sagde hun og var blevet helt hård i stemmen og sin facade. hun vendte sig om mod ciel og så på ham. "desuden ved jeg godt at du ikke bider ciel" sagde hun "men jeg vil godt passe på din arm okay?"