I'm back! ~ Emilly

T: omkring midnat
S: spisesalen for ynglinge
V: udenfor er månen frit fremme
O: Diverse ynglinge der er oppe for at få sen morgenmad
P: Slidte jeans og en hullet t-shirt, sneakers og håret redt tilbage i en lille hestehale.

Endelig hjemme igen, det var nærmest berusende blot at befinde sig på matriklen.
Chris havde virkelig savnet at se de andre ynglinge – specielt Emilly. Gad vide hvordan hun havde taget hans pludselige forsvinden i en måned – næsten to? Sandheden var nok, at hun ikke ville tilgive ham foreløbig.
Han havde været i Skotland på en slags studierejse/udveksling. Personen han havde byttet plads med, havde ikke været kendt for sin høflighed, og det resulterede i at Chris måtte gøre sit ypperste for blot at kunne være bekendt at deltage i timerne. De var bange for ham, da han så ældre ud. Flere af pigerne på deres skole havde til tider lagt op til mere end blodudveksling, og dertil måtte han takke nej konsekvent. Han var erfaren inden for elskov, ingen tvivl, men efter hans mærke, havde han besluttet sig for at leve i cølibat indtil han var forvandlet. Hans måde at vise at han respekterede Gudindens valg.
Han sad ved et bord, for sig selv, med alle sine tasker ved sig, og spise hvad der lignede en kæme brunch. Pølser, æg, bacon, scones, pandekager og the. Han havde savnet hans mad!

Denne morgen havde hendes seng kaldet på hende, og det at stå op havde virket som en umulighed, og derfor var Emilly sent nede og få morgenmad. Hun havde ikke gidet at gøre noget ved sig selv - ansigtet var vasket og nattøjet skiftet ud med et par jeans og en band T-shit, bestående af nogle gutter fra hendes hjem. Gode havde de ikke været, men dengang havde Emilly været dybt forelsket i trommeslageren, så hun havde alligevel købt den.

Som forventet var spisesalen næsten op, og der var derfor ikke meget af det lækre tilbage. Surmulende gik hun ud i køkkenet og skænkede et glas blod op til sig selv, hvorefter hun gik tilbage i salen og fandt en frugtskål. Der var et godt udvalg med hensyn til borde, og hun havde også besluttet sig for at sidde alene, indtil hun fik øje på et ansigt, hun aldrig troede hun skulle se igen.

"Hej," sagde hun tamt med et lille forsigtigt smil, da hun stod foran ham og hans buffet. "Må jeg sætte mig?"

Chris kunne ikke lade være med at smile, da han så op fra sin morgenmad, og så intet mindre end den eneste person han ville gøre alt for at få til at smile.
’’Selvfølgelig må du da sætte dig!’’ smilede han stort. Hans smil var varmt og venligt, og gløden i hans dybe øjne var vendt tilbage.
’’Hvordan går det med dig?’’ smilede han inden han tog en ordentlig slurk af sin alt for varme the. Heldigvis påvirkede varmen ham ikke synderligt længere.
Hans hullede t-shirt afslørede flere af hans sår fra hans sidste lille hemmelige jagttur. Forsvarssår fra hans offer. Cølibat var én ting, men sultestrejke gik han aldrig på.
Han smilede bare for sig selv, mens han afventede hendes svar. Spurgte hun ham, hvor han havde været og hvorfor han ikke havde givet hende besked, ville det nok blive en akavet samtale..

Hans store smile var smittende, og Emilly kunne ikke lade være med at gengælde det, selvom hun ikke havde lyst. Han havde bare skredet uden nogen forklaring! Hvis hun skulle være helt ærlig, havde hun været ret såret over det, mere end hun ville indrømme.

Med hans tilladelse satte hun sin skål og glas på bordet og satte sig med blikket rettet mod ham.
"Det går okay. Jeg har savnet dig," svarede hun stille, og spiste nogle jordbær og drak noget blod. "Du har været væk," konstaterede hun og prøvede ikke at lyde alt for anklagende, imens hun betragtede hans krop. Der var adskillige sår - nogle så friske ud, men han lignede stadig en græsk Gud. Suk. Ikke at hun ville indrømme det.

Han sukkede og så lidt ned.
’’Jeg har været på en udvekslingsrejse til Skotland. Jeg anede faktisk intet om at jeg skulle afsted, før de stod og ventede nede ved bilerne..’’ sagde han undskyldende.
’’Tro mig, havde jeg haft tiden, havde jeg sagt farvel.’’ Han så lidt på ham.
’’Jeg har også savnet dig, kære frøken Parker.’’ Smilede han, med et charmerende og drillende smil.
Han skubbede pandekagerne hen til hende, med et smil.
’’frugtsalat kommer ikke til at holde dig kørende indtil frokost.’’ Smilede han roligt, inden han tog endnu en tår the.
’’Jeg kan se at du er kommet i gang med blod?’’ han så nysgerrigt på hende.

Da han forklarede sin forsvinden, kunne hun mærke al sin dårlige energi om ham forsvinde, og hun skammede sig lidt over de anklagende teorier, hun havde haft om hans forsvinden.
For en gang skyld tog hun imod en pandekage. Det var første gang i lang tid, at hun gav sin krop andet end frugt til morgenmad. For at være ærlig tog hun kun imod det, fordi tilbuddet var fra ham.
Hun tog en bid og en tilfreds lyd undslap hendes strube mens hun tyggede.
Hun tyg endnu en tår, da han kommenterede på hendes valg af væske. Før hun svarede slikkede hun blodet væk fra sin overlæbe og sagde: "Ja. Det..." Hun kiggede ned, næsten i skam. "Det smager virkelig godt." Hun troede aldrig, at hun ville komme til at sige det. Og da slet ikke at hun af og til ville ligge i sin seng og sukke efter blodudveksling!

Så lille frøken Parker var faldet I med begge ben I blodpølen!? Perfekt.
’’Intet at skamme sig over, det er fuldkommen naturligt at du kan lide blod. Det er trods alt hvem du er nu.’’ Smilede han inden han rakte over bordet, og tørrede en smule blod af hendes mundvige med sin finger.
’’Faktisk, er der en del ynglinge der skammer sig over at de ikke kan lide blod. Så du har været heldig.’’ Smilede han varmt, inden han trak sig tilbage og tog endnu en tår the.
’’Jeg bebrejder dig ikke for at tro at jeg bare var skredet. Det kunne jeg jo ligeså godt, når jeg ikke havde givet besked.’’ Sagde han roligt, inden han rettede en tot af hans hår der faldt end i hans øjne.

Hun nikkede fraværende til hans ord, mens da han tørrede noget blod af i hendes mundvig, kom hun straks tilbage til nutiden og kiggede genert ned på bordet med røde kinder.
"Virkelig?" Sagde hun forbløffet. "Så skjuler de det i hvert fald godt. Jeg har ikke hørt én eneste snakke om, at de ikke kunne lide blod. Ikke at jeg snakker med mange, men altså..." Hun kunne høre sig selv begynde at plapre, så hun tiede ved at tage en bid af pandekagen og en tår mere.
Hans næste kommentar fik hende til at sukke lydløst. "Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte... Men... Det er nu rart, at du er tilbage," sagde hun med et lille, skævt smil, mens hun atter lod sit blik møde hans.

Han nikkede roligt. ''Det er altid rart med et velkendt ansigt.'' smilede han, inden han lukkede øjnene kort
*men det er endnu mere rart at mærke et par velkendte læber..*
Han vidste godt, at hun ikke havde det sådan. Ikke med ham i hvert fald. Han var jo 'bare Chris'. Der var ikke meget at sige til det. Friendzone, ikke et helt dårligt sted at være.
Han begyndte stille og roligt at tage en bid af den tallerken der lå foran ham med pølser på. Egentlig, var han glubende appetit erstattet af skyldfølelse.
''Du må undskylde at jeg ikke skrev til dig..'' mumlede han stille, en stemme fyldt med anger.
Det var løgn, han havde skrevet. Men han havde ikke turde sende brevene - den ene latterlig kærlighedserklæring efter den anden. Det gad hun da ikke høre på. Gjorde hun?

Hun smilede og nikkede. "Ja, præcis! Jeg kommer ikke rigtig ud blandt andre mennesker, så det at du er tilbage er perfekt." Hendes smil blev dog til en alvorlig mine, da hun tilføjede: "For det er du da, er du ikke? Du smutter ikke igen, vel?" Tanken om at være alene igen, gjorde næsten at hun fik det fysisk dårligt.
Hun færdiggjorde dog alligevel sin pandekage og nippede atter til sine jordbær, da han undskyldte for de ikke-eksisterende breve.
"Det er okay," svarede hun blidt. "Jeg ville have skrevet, hvis jeg kunne." Hun tænkte på alle de "breve", hun havde skrevet i sin dagbog. Hvor pinligt!

Han så roligt på hende, inden han nikkede kort.
’’jeg er tilbage, for at blive indtil jeg forvandler mig. Derefter, flytter jeg tilbage til Oxford.’’ Sagde han roligt. Han så lidt på hende, hvad tænkte hun på?
Inden han egentlig fik tænkt over hvad han sagde, fik han spurggt hende:
’’Hvad siger du til at tage med mig til Oxford?’’
Han stivnede lidt.
’’Jeg mener… Jeg… Uuuumm…’’ han sukkede med et lille grin.

"Åh," lød det fra hende, mens hun ihærdigt prøvede at skjule sin skuffelse og kiggede ned i på hendes nu tomme tallerken og tomme glas. Hun burde have vidst det... Hans tid i Tulsa var kun midlertidig. Han ville forlade... forlade hende igen.
Hans næste spørgsmål fik hendes blik til at møde hans på et splitsekund, og hun var rimelig sikker på, at hun i det øjeblik havde kæmpestore øjne og en åben, overrasket mund.
"Mener du det?" Spurgte hun stille og håbede inderligt, at han havde ment, hvad han sagde. Ellers følte hun sig rigtig dum og naiv lige nu.

Han lagde sin hand mod sin nakke, som set I så mange manga-serier når man blev taget på det forkerte ben.
’’Ja! Gu’ mener jeg det da!’’ han smilede, et varmt og roligt smil.
Han havde mange gange før lokket kvinder med sig, men dette virkede ikke som de andre gange. Hun var anderledes, hun var speciel.
Han så på hendes tomme glas og rejste sig hurtigt, inden han gik op for at fylde hendes glas, samt tage et glas med til ham selv.
Da han kom tilbage satte han sig over for hende igen. ’’Vi har fri i dag. Hvad siger du til en lille udflugt?’’ smilede han roligt.
En lille tur, et sted hvor de kunne være alene..

Hendes smil syntes at vokse over hans ord. Oxford... Wow. Hun havde aldrig været et sted, der virkede så... sofistikeret. Hendes far var godt nok fra London, hvilket var grunden til hendes engelske efternavn, men han havde som ung rejst til USA i protest mod sine konservative forældre. Emilly havde aldrig mødt dem.
Hun havde været i så dybe tanker, at hun næsten ikke havde lagt mærke til, at han var gået op for at fylde hendes glas og også selv kom tilbage med et. Hun tog sig selv i at stirre på glasset som en sulten hund og rystede på hovedet. Det var jo bare blod.....
Hun tog imod glasset og gjorde sit bedste for kun at sippe til det, da han foreslog en udflugt. Hun kiggede spændt på ham og nikkede. "Jeg har ikke været ude for disse mure, siden jeg ankom. Så det vil jeg meget gerne," smilede hun og drak lidt mere.

//Btw, fantastisk manga-reference. Den sad lige i skabet //

Han smilede, så hun var ikke så meget en regelrytter. Dejligt.
Han bundede hurtigt sit glas.
’’Jeg må advare dig, det er ikke altid lige sjovt at være i nærheden af mig udenfor skolen.’’ Smilede han roligt, tørte hans blodoverskæg af. Han havde lidt planer om at tage hende med ud til skoven. Der var en lysning, som han elskede at være i. Men siden ypperstepræstinden havde forbudt hans jagt, var det ikke så klogt at tage hende med derud.
Han så på hende, med et smil. ’’du behøver ikke holde dig tilbage med blodet. Det er så skønt.’’ Smilede han drillende

Hun rynkede sine bryn over hans kommentar og blev faktisk lidt nervøs. Hvorfor havde han sagt det?
"H-hvad mener du med det?" Spurgte hun og prøvede at skjule sin pludselige tilbageholdenhed ved at tage endnu en slurk af det røde guld.

//Sorry for længden//

Han grinte roligt.
’’Jeg kan være ret så drillesyg. Tro mig, mange finder mig røvirriterende’’ grinte han og blinkede drilsk til hende.
’’jeg skal lige op med mine ting og have skiftet tøj. Du kan jo gå med derop, så kan vi tage af sted bagefter?’’ smilede han roligt, blidt. Han vidste ikke om hun overhovedet turde. Måske havde han allerede skræmt hende væk…
’’Hvad siger du til det? Bare en hurtig visit hos mig og så ud på opdagelse`?’’ smilede han roligt


//lige over//

Hun grinede med ham og rystede på hovedet.
"Det tror jeg ikke på!" Udbrød hun lige så drilsk og drak resten af blodet, hvorefter hun satte glasset tilbage på bordet og slikkede sig om munden.
Hun nikkede til hans næsten spørgsmål og kom hurtigt på benene. "Det lyder interessant. Spændende. Du ved, at bryde reglerne. Det er ikke noget jeg gør ofte." Hun smilede ved tanken. "Og nogle gange har jeg bare brug for at føle, at jeg ikke er helt død endnu!"
Pinligt berørt over endnu en bølgen af plapren, tog hun sit tomme glas og tallerken og gik ud i køkkenet med dem, siden de havde siddet der så længe, at rullebordene med brugt service var kørt væk.

Han vidste godt at han måske gik over stregen. Men det var så sjovt at være sammen med hende, så rart, så frit!
Han tog sine tasker og nikkede til hende - et tegn på at hun skulle følge med.

Han ventede på at hun var med ham, og satte så ellers kursen mod sit værelse.
Hans værelse var rodet. Men ikke på den klamme måde. Der var papirer overalt - små noter om ting han skulle huske.
Roligt satte han sin taske under skrivebordet, inden han begyndte at smide sit tøj. Først da han stod i intet andet end underbukser, fandt han et par rene jeans frem, og en tshirt.

// du kan se hans krop her //

//savler lige//

Da hun kom tilbage, gjorde han tegn til hende om, at hun skulle følge med, hvilket var præcis, hvad hun gjorde.

Det første hun lagde mærke til på hans værelse var papirerne, der flød overalt. Hun stillede sig i hjørnet af værelset for ikke at stå i vejen, da han pludselig smed sin trøje og bukser, så han kun stod i underbukser. Emilly mærkede, hvordan hendes kinder blev rødglødende, og hun måtte tvinge sit blik til at fjerne sig fra hand åh-så-lækre-gudelig krop. Hun fumlede nervøst med fingrene og anede ikke rigtig, hvad hun skulle gøre med sig selv. Det var første gang, at hun så en mand på dén måde. Gud hvor var hun akavet!

Da han atter var påklædt, udbrød hun et lettet suk, men holdt stadig sit blik mod jorden, da hun var rimelig sikker på, at hun stadig rødmede, selvom hun prøvede at lade som ingenting.

Han smilede stille over hendes rødmen.
''Det er okay miss Parker.'' smilede han til hende.
''enhver anden reaktion ville bare havde været fornærmende.'' grinte han, inden han rettede sit tøj kort.
Han så lidt på hende, inden han gik hen til hende.
''Tilgiv mig, men dette har jeg tænkt på siden første nat i Skotland.'' sagde han, inden han placerede hænderne på hendes kinder, og hans ansigt nærmede sig hendes.
Hvis hun ikke skubbede ham væk, ville deres læber mødes i et blidt og ømt kys. Han ville trække sig væk, og tage en skuldertaske frem fra under sengen.

Hvis hun ikke havde rødmet før, så gjorde hun det i hvert fald nu, hvor hans ansigt kun var få centimeter fra hendes. Okay, det er nu! Hun følte nervøsiteten stige, da han nærmede sig, og da hans læber blidt mødte hendes, kunne hun mærke det helt ned i tæerne.

Det var ovre hurtigt, og han trak sig tilbage og tog sin taske, som lå under sengen, imens hun stod og kom sig over sit første kys. Som var fra Christian. Hun kunne næsten ikke tro det. Hendes ansigt bar præg af et grin, som hun gjorde sit bedste for at skjule for ham. Han skulle i hvert fald ikke vide noget om hendes ikke-eksisterende erfaring.

Han rettede lidt på sin rodede hår, og smilede skævt til hende.
''jeg beklager, Emilly. Men hvis du ville med, er vi nødt til at gå nu.'' sagde han med en varm undertone. Hans bukser hang løst om hans hofter, og hendes skjorte var ikke lukket endnu. Hvorfor skulle den også det?
Halskæden om hans hals bar hans trinsnål, og hans sko var slidte til en let moderat grad.
Han tog hendes hånd, og trak hende let med sig.
Han ville ikke opdages af nogle af vampyrerne, specielt ikke lige efter den tur tl Skotland.
’’Jeg håber ikke at du er højdeskræk.’’ Sagde han roligt med et drillende grin, mens de gik ned af gangene, ud mod fordøren ud til gårdarealet.

Hun nikkede forstående, da han fortalte, at de blev nødt til at gå. Da det lod til, at han var færdig, rynkede hun brynene.

"Skal du ikke.. Øh?" Hun pegede halvt mod hans åbne skjorte, men lod det ligge, da han tog hendes hånd og forlod værelset.

Hans næste kommentar om højder, fik hende til at spærre øjnene op.
"Hvorfor? Hvad skal vi da?"