Every time we meeting ~Kattriona

Kattriona rystede på hovedet. "Om du kan lide forvandlingen eller ej, det ødelægger dig at ende sådan her." Hun plejede på dig selv og lagde armene overkors.
"Nej jeg kan ikke tåle solen, og? Ja jeg savner den men jeg har givet slip... det forandre sig aldrig tilbage til det før, og sådan er det bare, men hvis du tager chancen kan du altså godt dyrke parkour." Kattriona så på Xiëzi og prøvede at smile.. men det lykkedes ikke helt..

"Det vel fint, så der mere til mig." Grinede hun glad og smilede stort. Hun kunne godt lide det, men det hun brugte det som var jo næring... uden blodet ville hun jo, Jah, gå amok.
Kattriona nikkede. Det var vel okay at hun lagde sig.. men ville hun? Nej.. hun ville bruge den sidste tid sammen med Xiëzi. "Det kan jeg gøre senere." Hurtigt rejste hun sig op og hældte lidt blodvin op i et glas.
Hun satte sig ved siden af Xiëzi og lænede sig op ad ham. "Må jeg?" Spurgte hun stille.

"Utrolig? Jeg er mange ting, men utrolig er ikke en af dem." Mumlede hun og følte hun havde sagt noget forkert... hun var jo glad for at gudinden havde valgt ham, hun var glad for at bruge sin tid med ham.. Kattriona hørte resten hvad han sagde og tabte ansigt. Han var blevet her på grund af hende? Havde hun gjort noget godt? Det var nok første og sidste gang hun havde det...
da han fortsatte med at snakke, prøvede hun igen at genvinde fatningen. "Hvorfor undskylder du?" Spurgte hun stille og kløede sig på armen, han havde jo ikke gjort noget galt? - havde han?

Da han lagde armen om hende stillede hun glad et på bordet igen og satte sig godt tilrette op ad ham. Et svag smil spillede om hendes læber da han kyssede hende på hovedet. En smule farve havde også fundet vej til hendes kinder, Ikke meget men nok til at man kunne se det.
Kattriona trak hendes ben på under sig. Roligt og meget forsigtig nappede hun kælent i hans kæbe og grinede svagt.

"Hader du virkelig at have fået gudindens gave så meget? Vil du virkelig dø for at komme væk?" Kattriona var lamslået.. hvad foregik der oppe i den drengs hjerne?! "Jeg holder dig faktisk i live?" Mumlede hun for sig selv og rystede på hovedet.
"Brokke mig? Ha!" Kattriona grinede og rystede på hovedet. "Ja det er synd jeg kunne kan være i solen, men jeg brokker mig ikke over at blive valgt af gudinden, det gør jeg bare ikke." Hun smilede glad og grinede svagt.

"Hva smiler du over?" Drillende hun og nappede ham i København igen, mere kælent og drillesygt end før. "Hvad sker der mon hvis jeg gør noget andet?" Hvis kede hun drillende og lagde en hånd bag hans nakke og nussede ham blidt. Hun var vild i varmen efter ham. Men hun skulle jo passe på hvis han nu ikke ville noget..

”Men hvem siger der behøver være en forklaring? Gudinden er jo virkelig.. men hun er blandt os, hun er jo Ånd, det femte element. Man kan ikke komme med en videnskabelig forklaring til alt.. det samme gælder mit røde mærke. Jeg burde jo være død af at kaste blod op.” hun så ned og lyttede roligt Xiëzi. Hans stemme beroligede hende. En underlig følelse, men det var som om han havde en effekt på hende som hun ikke havde haft før…
”Men.. hvorfor? Hvorfor vil du ikke være en af os? Eller en af de blå ynglinge? Jeg ved godt jeg spørger meget men.. jeg er bare så, jah, forvirret…” Kattrionas stemme var lav, hun var bange for at såre ham, eller træde for meget rundt i det..
Kattriona tog hans hånd og trykkede den kærligt. ”Alle brokker sig, det kan man jo ikke gøre for, og du er ikke vand til det endnu, du har jo ikke engang været her i et år. Se på mig, jeg døde på 4. trin, og er nu på 5. trin, jeg har været her i 3 år. Du skal nok falde rigtigt til, hvis du åbner dine arme og tager i mod den gave gudinden har givet dig. Det skal nok ordne sig, Xiëzi.” hun smilede sødt til ham og prøvede at få ham til at føle sig tilpas.

Da han sagde de skulle finde ud af det, grinede hun mildt og lagde hendes pande mod hans hals. ”Er du nervøs? Dit hjerte. Du er afsløret.” Grinede hun og flyttede sig så hun kunne se ham ordentlig, men hurtigt satte hun sig overskrævs på hans ben og lagde roligt armene omkring hans nakke. ”Hm, skal? Skal ikke?” drillede hun og lagde sin pande mod hans, bare for at holde spændingen og drille ham lidt.
Det var langt fra første gang Kattriona havde med fyre at gøre. Men det her var alligevel lidt anderledes.. hun følte virkelig noget for Xiëzi, noget som havde manglet ved de andre.. noget som gjorde hende rundt på gulvet, og fjollet.. var hun virkelig begyndt at blive forelsket i Xiëzi?

"Arg.. jeg opgiver det her.." knyttede hun og rystede på hovedet. Han var slet ikke tilsat tale til fornuft, han var åbenbart så videnskabeligt anlagt, at han ikke kunne overtales til andet. Da hun hørte om de ting hans forældre troede på.. De troede på nogle som hende.. vandskabninger som kun gik efter blodbanken kunne komme ind hvid hun blev inviteret indenfor.. det gjorde lidt ondt at tænke på.. men så kom hun i tanke om hendes ejet tidligere liv.. "de tror på mig.. eller myterne om min slags.. "
Hun lyttede roligt til Xiëzi. :?"du kan jo stadig få den.. men det er ubehageligt nu.. du kan se når den står på.. du skal bare gribe chancen." Hun prøvede virkelig at mindre ham op og få ham til at blive glad igen.. om det lykkedes måtte tiden vise

Hun smilede svagt da hun mærkede hans hænder mod hendes hofter, følelsen var behagelig... som at blive omfavnet af en sky. "Så det syntes du? Hm.. skal jeg overveje." Drillende hun og fjernede din pande fra hans. Blidt lænede hun sig ind mod hans ansigt og lukkede sine øjne. Roligt hviskede hun: "jeg har aldrig haft det sådan her." Blidt trykkede hun sine løber mod hans og mærkede suset der gik igennem hende. Hun kørte den ene hånd blidt op i hans hår og sukkede stille.

"Drikke en dødmands blod, klamt.. Det ulækkert... Skyd mig med en sølvkugle og jeg dør, men hvem gør ikke det." Jokkede hun og smilede skævt. "Kap hovedet af, jah.. Hvem dør ikke af det? Seriøst.. Det dør alle jo af." Hun grinede stort og prøvede at have det lidt sjovt med Xiëzi. "Og igen.. En pæl gennem hjertet.. Yeah.... Det dør man altså af.." Kattriona sukkede og prøvede at smile sødt til Xiëzi.
Men ja... Han havde jo ret.. Det var bare overtro... Men hun var jo nok det tætteste på noget af det der var i deres myter..
Hn sukkede stille og nikkede. Det var nok bedst hvis de kom væk fra det emne om sol.

"Så det godt jeg har lidt erfaring." Hviskede hun drillende og grinede svagt.
Da han besvarede kysset smilede hun indvendigt. Roligt afbrød hun deres kys, helt forsigtigt og blidt. "Det var da ikke så slemt." Grinede hun og kyssede ham hurtigt på munden. "Men dårligt var det bestemt ikke, en pige eller ej." Kattriona nussede blidt videre i hans hår og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes blå øjne betragtede hans ansigt. Han var flot. Tænk at hun først så det rigtigt nu? Hvorfor havde hun ikke set det før?
Kattriona fjernede sig blidt fra ham og rejste sig op. Med hurtige bevægelser fik hun sine sko af og rakte sine hænder over imod Xiëzi. "Jeg tænkte på om du måske ville sove sammen med mig? I min seng?" Hun så ned og rødmede svagt over sit ejet spørgsmål.

”Jeg siger bare jeg ikke er så langt fra de vampyrer. Men at drikke fra en død mand for at se om eg bliver svækket, ville jeg aldrig undersøge.. det er bare for klamt, og jeg har prøvet mange underlige ting.” grinede hun svagt. ”Men resten, alle vil dø af det, helt ærligt, har du nogensinde mød en som har overlevet at få hugget hovedet af?” hun blinkede i sjov til ham og rystede på hovedet.

I det han sagde han ville, lyste hendes øjne op. Hun lod sig trække ind til ham og lagde armene omkring ham. ”Det jeg glad for.” Hviskede hun og gav ham et knus. Færden af Xiëzi beroligede hende. Roligt brød hun omfavnelsen og gav ham et kys på kinden. ”Jeg skal lige noget.” Hun slap hans hænder og smuttede hurtigt ud på toilettet.
Kort efter listede hun ud igen og smuttede hen til sengen. ”Hm.. der er en lille halv time til solen står op.. cirka.” Mumlede hun og kløede sig i håret. ”JEG VED HVAD VI SKAL!” Jublede hun og tog fadt i Xiëzi’s hånd. Uden at lade ham snakke eller stille spørgsmål trak hun ham ud af værelset og op i de røde ynglinges fællesstue. ”Se her.” Kattriona slap Xiëzi’s hånd igen og løb hen til et af de store vinduer, gardinet trak hun fra og en lyserød horisont viste sig. ”Vi kan se den her.” Kattriona lavede et lille glædes hop og sprang hen til Xiëzi. ”Kom se.” Sagde hun kærligt og trak ham hen til vinduet. Selv stod hun i sikkerhed i skyggen. ”Du kan se den nu.” Roligt klemte hun hans hånd. Hun ville gøre hvad der skulle til for at Xiëzi skulle kunne se solen igen.

”Hey, alt for dig.” Sagde hun stille og klemte hans hånd igen. Kattriona smilede stille og rykkede sig hurtigt om bagved Xiëzi så  hun kunne se sol opgangen uden at blive ramt af solens farlige stråler.
”Xiëzi, hvor længe siden er det du har set en sol opgang?” Kattriona havde ikke set  den i et år.. for omkring et år siden døde hun. Bare tanken om at blive ramt igen gjorde ondt.. hun ville ikke føle den smerte hun følte da hun var i Italien sammen med Kayla… Kayla havde hjulpet hende af med det italienske politi der havde angrebet hende, fordi hun ikke ville vise hendes ansigt, da hun ikke havde nok dæk craem.

Lidt efter begyndte solen at stå op. Den gule sol farvede den ellers lyserøde himmel gylden. Små skyer dansede ind over solen i ny og næ, hele himlen lignede noget man kun så i film, eller forestillede sig i fantasien, men dette var virkeligt. " det er så smukt." Hviskede Kattriona og glemte alt om hendes frygt. Hun trådte ud af Xiëzi's beskyttede skygge og ud i der svage sol lys. "Det..." Hun blev afbrudt af sig selv og fløj nærmest tilbage i skyggen ved siden af vinduet. "Af for en i helved!" Hvæsede hun og gned sig i ansigtet. "Det gjorde ondt." Brokkede hun sig og så roligt hen på Xiëzi igen, for at se hans reaktion på solopgangen o hendes på solen.

Kattriona lyttede stille til Xiëzi’s fortælling omkring hans familie og forstillede sig hvordan de stod ude i haven og nød varmen fra solens stråler ramme deres hud uden at brænde op. ”Jeg ville gerne kunne have oplevet det.. jeg satte aldrig pris på solen før den forsvandt.” Hviskede hun mod hans skulder og lukkede øjnene.

Med et lille nik rettede hun sig op og tog et par dybe indåndinger. ”Ja.. jeg har det fint.. jeg glemte bare, ja du ved..” Mumlede hun og lagde armene om sig selv. ”Du finder bare selv ned på værelset.. jeg skal lige noget.” Kattriona ventede ikke for at høre et svar, og vendte bare om og gik ned mod hendes værelse der jo lå under jorden.
En ensom tåre trillede ned over hendes forbrændte ansigt. Hun lod den trille og mærkede hvordan den sved. ”For bandede sol!” Hvæsede hun og lod et svagt hulk slippe ud. Hun havde glemt alt om at solen kunne brænde hende, glemt de forpligtelser hun havde fået da det røde mærke var dukket op efter døden. Ingen sol. Hvis du er i solen brænder du op, du vil gå i flammer. Kattriona slog døren op og løb ud på badeværelset og låste døren.
Med opgivende ben gled hun ned af væggen og sank sammen på gulvet. Indvendigt skreg hun. Det kunne ikke passe hun havde været så dum at gå ind i sollyset. ”Du dum! Hvad fanden tænkte du på?!” Hvæsede hun af sig selv og begyndte at græde. ”Du så snot dum!” skreg hun ad sig selv og rejste sig op.
Med rystende hænder åbnede hun for vandet i vandhanen. Hun fandt lidt sæbe frem og begyndte at vaske hendes ansigt.
Efter nogle minutter var alt væk.. Kattriona brugte makeup.. eller dæk creme for at skjule nogle grimme ar. De blå øjne så ind i en ynglings ansigt. Hendes øjne var de samme som altid, men hele hendes ansigt var ikke smukt, langt fra.. vide ar på alle led hen over hendes ansigt kunne ses. En afstraffelse fra hendes tidligere liv.. hun fulgte ikke en ordre, og det endte galt…

Efter at Kattriona havde været ude på badeværelset i nogle minutter, fandt hun hendes krus der stod ude på vasken og kylede det ind i spejlet. Skår fra både krus og spejl, fløj rundt i hele rummet. Ikke et ord slap over hendes læber, men et bredt grin var smurt ud i hele hendes ansigt. ”Yeah, så blev det problem løst.” Med en rolig hånd og faste skridt, gik den smilende Kattriona hen mod døren og tog fadt i håndtaget.
”Undskyld jeg stak af.” sagde Kattriona med et smil og lod som om der ikke var sket noget ude på badeværelset.. men Kattriona kunne ikke se det. nogle enkelte skår havde ramt hendes arme og hals, så små røde steger af blod viste sig. ”Jeg skulle bare.. afreagere.” grinede hun. Siden hun var kommet ud fra badeværelset havde hun haft ryggen til Xiëzi så han ikke skulle se det forfærdelige ansigt.
Hun var flov over det, flov over hendes tid før Nattens hus, en tid hvor det hele handlede om overlevelse og spille på at man var en lille pige. Kattriona var henne ved hendes kommode og rodede efter en top at sove i, og da hun endelig fandt en trak hun sin egen top af.
Igen kunne man se afstraffelsens ar på hendes ryg. Det meste af ryggen var nemlig dækket med små sorte prikker eller hvide ar, fra et tyndt blad. Hvis man ikke gjorde det rigtige endte det galt.

”Jeg er ikke… oh, jo lidt til skade er jeg da kommet.” grinede hun hæst og rystede på hovedet. Det var en ren maske hun bar, for hun var alt andet end okay…
”Og ja, det var mig der sørgede for det der lille balder.” mumlede hun og trak på skuldrene, det hele kunne fixes næste nat, eller senere, faktisk var hun ligeglad…
Kattriona kunne høre Xiëzi’s fodtrin. Svage men de kunne høres. ”Hvis du gerne vil beholde den hånd, trækker du den til dig igen.” Stemmen var lettere fjendtlig og en svag snerren kunne faktisk høres. ”Og ja, jeg har det fint.” Undvigende tog hun toppen på og slukkede for lyset så man ikke kunne se hendes ansigt. ”Men klokken er mange, lad os smutte i seng.” Pludselig lød hendes stemme blød og venlig, noget den slet ikke var før. ”Med mindre du da hellere vil være vågen?” den forførende undertone spillede virkelig igennem på Kattriona.
Hun løftede forsigtigt sin ene hånd og lagde den mod hans kind. ”Hvad syntes du vi skal, Xiëzi?” hun stillede sig helt hen til ham og afventede et svar, men hvad han ville vidste hun ikke… hvad ville hun egentlig selv?

”Forskrækket over at jeg larmede?” hun grinede koldt og rystede på hovedet. ”Der er ikke noget at bekymre sig om eller være forskrækket over..” mumlede hun og bed sig i læben.
”Tro mig, du er ikke ligeglad.. og det bliver et være rod.. samt jeg skal gøre rent efter det.. men pas på, jeg bider.” hvæsede hun.
Kattriona grinede skævt over Xiëzi. ”Hvorfor kan du ikke sove? Om jeg må spørge?” lød det drillende fra hendes mund, da han var gået helt tæt på hende.
Det kunne godt være at han blev forført af hendes undertone, men det gjorde hun sandelig også. Kattriona smilede da hun mærkede hans hånd på hendes hofte. Alt var rart. Hun havde ikke makeup på og hun var i selskab med en sød dreng, uden at have bidt ham. Imens han snakkede nikkede hun blidt og smilede svagt. ”Hvad vil du gerne prøve, Xiëzi?” hviskede hun nysgerrigt. Hvis dette var en udfordring, ville hun gerne prøve. Med lukkede øjne mærkede hun hvordan han trak hende ind til sig og, mærkede at han fulgte hendes træk.
Uden videre omtanke, flyttede hun sin hånd fra hans kind til hans nakke, og trak sig helt tæt på. den søde ånde, var som blod… forførende. Hvorfor påvirkede han hende sådan? det var aldrig sket før på samme måde… men hvorfor så nu?

//Undskyld det er så kort.. men skal lige i gang igen

”jeg havde ikke forventet det Kattriona” hviskede han kort, han hørte hendes kolde latter og så da hun rystede på hovedet ”jeg er bekymret for dig, virkelig meget Kat” hviskede han lavt og overvejede om han skulle bakke væk, men han blev stående hvor han var.
”Jo Kat det er det værd, hvis det kunne have gjort at jeg kan være hos dig” hans stemme var blik og rolig selvom hun hvæsede af ham, han tog det helt roligt og betragtede hende bare.
Da han hørte hendes latter smilede han kort. Xiëzi lukkede sine øjne. ”jeg kan ikke sove fordi jeg lige nu ikke er træt” sagde han så langsomt. Han havde lyttet til hendes drillende tone og smilede kort igen. Over hende,
Jo mere han var sammen med hende, jo mere han lyttede til hendes stemme jo mere blev han draget mod hende. Xiëzi kunne ikke forklare hvad det var ved hende. Da hans hånd ramte hendes hofte kærtegnede han den, med blide og rolige bevægelser. Han stillede sig lidt tættere på hende og lod den anden hånd forsætte sin leg med hendes kind, fulgte hendes træk, fra kindben til kæbelinje, hage, op til hendes øre, så til hendes kindben igen. ”det skal jeg nok vise dig” hviskede han. Lænede sig forsigtigt mod hende, pressede blidt sine læber mod hendes, kyssede hende forsigtigt og blidt. Han pressede hende prøvende mod hende og lod hans hånd glide fra hendes kind, til hals, ned over hendes skulder, arm, og videre til hendes hofte og løftede forsigtigt og prøvende.
Han mærkede hendes hånd mod sin nakke. Han var glad for hende meget mere end hvad godt var. Han holdt hende bare ind til sig.



// det er helt okay, du tager dig bare tid.

Med en blid knurren og et fast greb om ham, lod hun ham trække hende op. Hun sad nu med benene omkring livet på ham og begge hendes hænder var plantet i hans mørke hår.
”Hvad er det du vil vise mig, Xiëzi?” Hviskede hun svagt og kyssede grådigt hans mund. Han fik dyret frem i hende, det som kun Mall kunne trylle frem, da de var sammen.
Kattriona trak sig fra kysset igen, og så på ham. Hendes dybe blå øjne hvilede i hans. Hendes hjerte slog svagt, men nok til at hun selv kunne hører det i hendes egne øre. Kunne han også hører det? eller var det noget hun bildte sig ind?
Med en blid bevægelse lænede hun sit hoved mod hans hals og lod sin tunge strejfe den bløde og svage hud. Det ville være så nemt at sætte tænderne i og bide, og suge den søde og bløde væske ud fra den varme krop, men han var en vampyr på første år… hun var på 5… det måtte snart gå galt…