hvad nu?? (Barius)

Han høryte det hun sagde, og kunne ikke lade vær med at grine af det. Han rystede blidt på hovedet, "Nej da, det er ikke snyd, jeg forsvare mig bare som jeg skal." Grinte han, og kiggede hend ei øjne med et skinnede blik i sine blodrøde øjne. Han lod som om han tænkte sig om, og lagde hvedet på skrå igen af ren vane. "Hhhmm hvad med nu?!" Sagde han hurtigt, og løftede hende op i sine arme, og løb hen mod trænings salen. Han gik ind i trænings salen med hende i armene, og hørte så det hun sagde. "Jo da, men jeg har mad her. Jeg er ikke så meget for alle de ynglinge omkring mig, så jeg plejer at spise her." Sagde han, og satte hende ned på gulvet. "Kan du klare dig med nudler og brød?" Spurgte han nysgerrigt, og smilte blidt til hende. "Det er det eneste jeg har her lige nu." Mumlede han stille, og kløede sig i nakken.

"Jammen jeg er sulten." hun smilede. "HEY!" hun blev forskrekket da han løftede hende. "Det her er ikke fair!" hun sur mullede lidt, men det var ikke særlig lang tid. da hun var kommet ned igen smilede hun til ham. "Hvad er der da med de andre ynglinge?" hun smukiggede på ham. "Og jeg kan sagtens klare mig med det." hun smilede og puffede til ham.

Han kunne ikke lade vær med at grine af hende, og smilte blidt til hende. "Hvor er du alså bare kær når du surmuler." Sagde han grinende, og kiggede hende i øjne med et sødt blik. Han hørte hends spørgsmål om det med ynglingene, og kløede sig lidt på armen. "Jeg kan ikke lide at have for mange omkring, og hvis der er kan jeg ske at få anfald." Sagde han roligt, og kiggede ned i gulvet med et lettere trist blik. "Super det er godt." Sagde han smilende, og gik hen for at hente nudlerne og brødet.

"er jeg kær?!" hun så på ham med et underligt bik. "KÆR?!" det gav ingen mening. "og andfald?" hun fuldte efter ham og stoppede ham. "Fortæl mig det hele." hun smilede blidt til ham og tog ham om håndledet. trak Barius hen til nogle stole og satte ham ned. hun så på hem med et sødt blik. "Vil du fortælle mig det?"

Han nikkede blidt af det hun sagde, og kunne ikke lade vær med at grine igen. "Jeg synes det er kært når piger surmurler." Grinte han, og krammede hende blidt og slap hende så igen. Han var ikke meget for at have andre for tæt på sig lang tid af gangen, og det havde han en grund til som han ikke ville snakke om. Han hørte det hun sagde og mærkede så pludselig hendes hånd omkring sit håndled, og gispede bange og tog hurtigt fat i hendes håndled, og trak den hurtigt væk fra sig med hurtigt åndedrat, og højlydt hjerte slag. Han hørte det hun sagde, men kunne ikke fokusere på at svare lige nu.

"Barius? er du okay?" hun så på ham hvad skete der? hvad gik der af ham? hun prøvede at fange hans blik, men det lykkes ikke helt. "Barius?" hun satte sig på gulvet og prøvede fibrilsk at fange hans blik. "Hvad er der?"
hun kiggede væk. "Det er okay. Det er kun mig." hun smilede lidt. var det en af hans anfald? hvorfor skete det sådan? kunne det have noget med han fortid at gøre? der var så mange spørgsmål.

Han kiggede rundt omkring sig, men kunne ikke rigtig fokusere på noget. Hans blodrøde øjne virkede slørrede og blanke, og de flakede rundt i hovedet på ham. Han hørte det hun sagde, og prøvede på at åbne sin mund, men kunne ikke få nogen ord ud af den. "Kat... Kat!" mumlede han, og prøvede på at se hende i øjne, men kunne næsten ikke. Hvad skulle han gøre, og hvad skulle han sige når hun begyndte at stille spørgsmål om det.

hun opfangede sit navn, og så på Barius. "hvad?" hun så på ham med milde øjne. "Hør," hun smilede. "Skal vi ikke bare glemme det her og spise istedet? hun begyndte at rejse sig og gå hen mod en af skabene. i det hun tog i skabet, var det som om hun fik mave stød. "av for en i satan." mumlede hun og tog sig til maven. 'hvis det er det jeg tror det er kan de godt for svinde nu!' tænkte hun og prøvede at kæmpe i mod det som ville komme, men forgæves, hun faldt om og hamrede hovedet ned i gulvet og slog sig bevistløs. Som det sidste hun tænkte var: 'Hvorfor helvede skal den lille idiot til Calla også blade mig ind i det her?!'

Barius´blodrøde øjne flakkede rundt i hovedet på ham, og han ikke slet ikke fokusere på hende, selvom han virkelig forsøgte på det. Han hørte hun svarede og tog fat i hendes håndled, og klemte let om det. "Kat... Jeg har det... ik... ikke... ikke så godt." Mumlede han utydeligt, og prøvede på at få styr på sin stemme. Han mærkede at hun gik væk, og fik en lyst til at skrige at hun skulle blive ved ham. "Ikke gå kat..." Sagde han, og prøvede på at følge hendes lyd.

Mørket tog hende. farver dansede for hendes øjne, 'i høre ikke sammen!' blev der råbt i hendes hovede. 'Det er ikke jer!' og bang hun var tilbage i den virkelige verden.
"Barius?" hun så hen på ham. "Barius er du okay?" det svimlede for hende. hun prøvede at stå, men faldt bare ned igen. efter nogle for søg gav hun op. hun kravlede klosset hen til ham og tog fat i ham.

Barius kunne med et høre der var nogen ved dem, og kom med et brag til sig og kiggede hurtigt rundt i salen de var i. Han kiggede hen på hende, og rejste sig hurtigt op og gik hen mod hende med lettere usikre skridt. Han satte sig på hug ved hendes side, og kiggede opmærksomt på hende. "Er du okay, og hvad sker der Kat?" Sagde han bekymret, og betraktede hende nøje.

hun så Barius rejse sig. "Du var væk. hvad skete der med dig?" hun så undrerne på ham. hun kunne mærke at hendes ben ikke vil mere. hun satte sig tungt. "Det der sket med mig..." hun så ned i gulvet. Hun tog mod til sig og så på ham. "Det der skete... det er en lang historie." hun smilede svagt. "kan du hjælpe mig op?"

Han hørte det hun sagde, og kløede sig lidt nakken med et usikkert smil. "Det er en lang historie Kat." Sagde han blidt, og kiggede hende i øjne. Han fulgte hendes bevægelser med øjne, og lagde hovedet let på skrå. Han lyttede til det hun sagde, og rystede så på hovedet. "Jeg vil gerne vide det, og så hjælper jeg dig bagefter." Sagde han blidt, og betraktede hende kort med et bekymret blik.

hun trak på skulderne. "jeg har en veninde der hedder Calla. hun har en evne til at se ånder." hun rystede på hovedet og fortsatte. "og de ånder er begyndt at angribe mig. og det var det der skete lige før. grund til at jeg bliver angrebet er: de der ånder ikke vil have at jeg er kærster med, ham jeg er kærster med." hun så på Barius med et fast blik.

Han betraktede hende stille mens hun fortalte, og lagde hovedet let på skrå af ren og skær vane. Han hadede den vane, men han havde haft den så længe at han ikke kunne slippe af med den igen. Han lyttede opmærksomt og trak let på sine øjenbryn, "Og hvorfor vil de ikke det?" Spurgte han nysgerrigt, og kiggede hende i øjne.

hun lavede fakter med hænderne. "Vi høre ikke sammen, i følge dem." hun rullede med øjnene. "ellers ved jeg det ikke. og nu tror jeg det er min tur til at stille nole spørgsmål." hun smilede skævt. "Først: vil du hjælpe mig op?" hun grinte en smule.

Han kiggede lyttende på hende, og forstod ikke helt disse ånder hun snakkede om. Han forstod ikke havd de havde imod hende, men han ville ikke til at spørger hende om det. "Oki, de ånder lyder mærkelige." Mumlede han, og kiggede rundt i lokalet. Han hørte hendes spørgsmål og nikkede så, "Jo, selvfølgelig." Smilte han, og hjalp hende op at stå.

"Tak." Hun tog fat i hans hænder og trak sig op. "Og havd skete der med dig? det blik flakkede meget." Hun så på ham. Hun gik hen til skabet og åbnede det stille. hun fandt noget af brødet han havde snakket om tideliger. "hvor er nudlerne?" hun så hen på Barius og tilbage i skabet.

"Så lidt." Grinte han, og smilte blidt til hende. Han hørte hendes spørgsmål og tænkte lidt på hvordan han skulle forklare det, han var ikke meget for at snakke om sin fortid. "Jeg havde en meget hård barndom, som har gjort jeg har fået lettere ar, og reagere nogen gange voldsomt på nogen ting." Mumlede han, og fulgte hende med sit blik da hun gik hen til skabet. "Det skal være et sted i skabet." grinte han.

hun blev lettere forskrekket, da hun hørte det med hans barndom. "Nåååå. Okay." Hun smilede til ham. "Så snakker vi ikke mere om det." Hun viftede afverne med hånden. og stak hovedet ind i skabet "jammen jeg kan ikke se nudlerne!" hun grinede det sidste ud. "Jeg tror du har spist dem." hun tog hovedet ud igen og så på ham med et glimt i øjet.

Han kunne se hun blev forskrækket, og vidste ikke helt hvad han mere skulle sige om det. "Jeg vil helst ikke gå i detaljer omkring det Kat." Mumlede han stille, og kiggede på hende med et blidt blik. Han begyndte at grine da hun stak hovedet ind i skabet, og hørte så det hun sagde og trak på skulderne. "Hhhmm, så er det godt at jeg har nogen med." Grinte han, og kiggede over på hende.

Hun hørte at han havde nudlerne i sin taske. "Yay." hun kom smilende hen til ham og trak en stol ud til sig selv. hun kunne høre at hendes mave knurede højt og længe. "hov." Den havde hun ikke lige set komme. "Jeg er nok bare sulten." hendes andsigt blev mere eller mindre rødt. 'bare han nu ikke hørte det!' hun sad og kiggede på ham.

Han begyndte at grine blidt af hende, og kunne ikke lade vær med smile til hende. Han trak nudlerne op af sin taske, og gav hende nudlerne og kiggede rundt omkring sig. "Jeg varmer lige noget vand til nudlerne." Sagde han blidt, og rejste sig fra stolen, og gik over kedlen for at varme vand. Han hørte hendes mave knurre, og kunne ikke lade vær med at grine over det. "Der er vidste en der er sulten, hva?" Sagde han blidt, og kiggede over på hende.

"Okay." hun smilede og vendte sig om mod ham på stolen og svarede: "Tja, bare lidt." hun grinede med ham. "Spiser du altid her eller??" Hun så på ham med undren i blikket. Det var ret underligt at spise et så stille sted. ingen asen og masen, stille og roligt. Kunne det være der for at han var her?? Hun sad i sine ejen tanker, mens hun vendtede på at vandet kogte.

Da vandet var varmet hælte han det hen over nudlerne i en to skåle, og tog to gafler og gik hen mod hende igen med tingene. Han hørte hendes sprøgsmål og nikkede tænke til hende, "Ja, for det meste. Jeg spiser helst her eller på mit værelse når det er. Hvorfor da?" Sagde han spørgerne, og lagde hovedet let på skrå og kiggede hende i øjne, med et nysgerrigt blik i de blodrøde øjne. Han rakte hende den ene skål med nudler, og satte sig ned igen.