SHOPPING!! Åbent

Cal fik øje på taxen, det var ligemeget med den hun gik, hun fik øje på månen, hun begyndte at smile, hun elskede altid fuldmånen.

hun gav pengene til taxa-chauføren. hun så Calla og sendte et ondt Blik der signalerede at hun stadig ikke stolede på Calla, hun havde ingen problemer med hvis Calla var klar over at hun ikke stolede på hende. hun havde selv lagt op til det den første geng de mødtes med alt det der med at skulle besvime 24/7 det Rosie på nerverne. hun kunne høre at Kat var gået over til Calla. mon hun besvimede igen nu? hun fnøs hånligt, og så Taxaen køre afsted igen.

"Calla, hvorfor løb du pludselig?" hun så på Calla. "Rosie, bare gå i for vejn jrg kommer om lidt." hun gik sammen med Calla da en sort pels kulde kom springende. "Hey Trille du må ikke forskreke mig sådan!" hun smilede til den store sorte kat sam lå i hendes arme.

Cal kiggede på pelsklumpen, så på Kat. ``min moster og onkel flytter til Tulsa, det er det gode. men min moster skal have en lille pige, hun dør. jeg er den eneste der har set det, og jeg kan ikke gøre noget ved det. hvad skal jeg gøre Kat`` hun så bedene på Kat tårene trillede ned af hendes kinder, hun var ligeglad med at Rose så dem.

"VENDT.. DØR DIN MOSTER?!" kat kløede sig i håret. det her kom bag på hende. "hvad mener du med at hun dør? og du har set det? sig mig er du synsk eller er det noget jeg blilder mig ind?" hun var helt rundforviret. hvad skete der ellers i dag? "og hvor er det godt at de flytter her til." hun smilede, men det forsvandt ret hurtigt.

"NEJ Kat jeg går ikke, ikke uden dig!" hun kiggede over på Calla, hun gjore hende sindsyg hun havde jo altid et eller pis der kunne trække Kat væk fra hende. hun var lige ved at skrige! "Kat vi skal til time om 20 minutter." hvorfor kunne Calla ikke bare gå sin vej hvad var det for noget pladder med at hendes Moster døde, det var en umulighed ikke med så dygtig læge kraft der fandtes nu. hendes mor var selv læge og det samme galdt hendes far hun vidste næsten alt inden for lægen verden. og hun vidste det var umuligt at dø under en graviditet!

Cal græd `` min moster dør ja, det er lige efter at hun har født min kusine, du ved godt at jeg kan snakke med ånderne. det var dem der sagde det. det gode i at de flytter hertil er at så kan jeg se dem en lille smule`` hun prøved på at smile men det blev bare til en grim grimasse

ej nu måtte hun holde. snakke med ånder! hendes moster skulle dø. hvor seriøst kunne hun lige være hun gik lige ved siden af Kat, hun var ved at være træt af det og tog siin telefon frem snakkede i 10 sekunder med sin far "hej far er det muligt at dø lige efter man har født?" han svarede hurtigt "nej min skat det ved du da er umuligt med den mordene læge videnskab der findes i dag!" hun sagde farvel og smækkede på de havde ikke noget at snakke yderliger. hun så hånligt væk. hun havde intet til overs for Calla!
hun snakkede svagt til Kat så Calla ikke kunne høre hende "Kat det er umuligt min mor og far er verdens rigeste og dygtigste læger, man kan ikke dø fordi man er gravid ikke med den læge videnskab der findes i dag, det eneste der kan gøre hun dør er en dødelig sygdom som hun har haft længere tid barnet der er i maven kan ikke dræbe hende på nogen måde!" hun kiggede op på Kat. "jeg stoler ikke på hende!"

Cal kiggeder på Kat ``jeg tager tilbage til skolen, vi ses bare senere`` hun gik videre ned af fortovet, hun ville snart være fremme.

"ARRRRR!!! Jeg får hovde pinde!!!" hun gad ikke det her mere, "Hvad pokker er der i vejen med jer!? i kan jo ikke sige et eneste ord uden dan anden siger i mod!" hun satte sig selv til rette og sate i sprint, det hele var noget lort. Kunne de ikke bare være vener en dag!

hun så Kat løbe hun vidste hvor hun kunne finde senere, i stalden der hvor de første gang havde mødt hinanden, hun gik hen til sit værelse Kat sad der allerede. hun så undskyldne på Kat, men hun vidste godt hvordan hun havde det med Calla

"LAD MIG VÆRE!" hun skrej det i hovdet på Rosie. hun måtte væk. et sted kun hun vidst hvor lå. hun stormede forbi Rosie, ned af trappen og ud i gårende, ned til skoven og ind mellem trærene.
hun skulle bare væk! det hele var noget lort! hvorfor var det sådan her? hvad skete der med pigerne? og hvorfor kunne de ikke bare være venner!? det hele ville være så meget nemmer!
hun satte sig tungt op af et af de store trær. hun vendte sig om mod treet og begyndte at klatrer. hun ville op i himmlen op til Nyx og være der hvor hun helst ville være.

Cal ønskede for første gang i lang tid at hun bare kunne træde ind i mørket og aldrig komme ud igen, hun kiggede sig omkring. hun var nået ind på skolens grund, hun ville ikke til time. hun ville heller gøre som hun plejede når hun var ked af det. hun kiggede efter et højt og godt træ, hun fandt det. hun kravlede let og elegant op i det, hendes veninde som havde været som en søster for hende havde engang sagt at hun kunne være et egern. hun smilede kort ved tanken, hun kravlede helt op i toppen, hun begyndte at græde.

hun havde set hvilken vej Kat havde løbet hun løb efter men Kat var for hurtig før hun nåede noget var hun væk hun kiggede op hvor blev hun af hun hørte noget pusle i et træ. "Kat er det dig?"

Cal synstes hun hørte Rose. hun var ligeglad nu. hun ville bare hjem. eller retter til Nyx, hun hadede alt ved sit liv lige nu.hun frygtede det ville komme over hende. hun sprang ned fra træet. hun håbede ikke at hun lanede på nogen.

hun flåede sit hårbond ud. Håret strittede. hun hoppede ned fra træet og landede med hånden knytet og ned på hug. det her var slut hun løb alt hvad hun kunne, men det ele foregik i skyggerne. hun udspironerede Rosie og Calla. hun kravlede på i det nærmeste træ og linede en ulv på spring

hun hørte et bump bag så og vendte sig om med et sæt klar til at angribe hvem det end var, hun så Calla og himlede øjne hun var ligegyldig den eneste hun havde brug for lige nu var Kat, hun hørte atter noget pusle i buskadset og ud kom Klokke hun hoppede op i armene på Rosalie og hvæsede af Calla, nu hørte hun endnu en lyd oppe fra træerne. hvad mon Calla ville løbe som hun plejede eller??

Cal fik øje på Rose, nå pyt skidt, hun ville tilbage i træet, hun kravlede op igen. *nu mangler jeg bare en nød, så kunne min veninde sige at jeg var et egern* hun begyndte at smile ved tanken. hun begyndte igen at græde, hun var træt og orkede ikke noget,hun ville til Nyx. ikke for første gang følte Cal sig uønsket.

Rose rystede på hovedet "klasikker" sagde hun lav mælt hun så Trille kravle op i et træ, hun vidste nu hvilket Kat var i hun tog sine stiletter af og kravlede op i træet med hendes rene bare fødder, hun så undskyldne på Kat, hun sendte hende 'jeg ved godt jeg kan være hård men du ved du min bedste veninde'-blikket hun vidste Kat ikke kunne være sur på hende. "undkyld" sagde hun og tørede en tåre der var på Kat's kind væk.

"Jeg er ked af at jeg råbte af dig." hun kiggede ned af sig selv. "Bliv lige her. og jeg mener det!" hun så strengt på Rosie. hun tog lidt til løp på den græn hun sad på, og sprang. hun lanede adret på den anden hvor Calla sad. "Calla prøv at hør!" hun så bedende på hende.

Cal var holdt op med at hulke, hun hørte Kat, ``hvad er der?`` hendes stemme var grødret og fuld af sorg, hun lod sig selv vise følser. hun kiggede på Kat med et sørgmodigt blik

Hun satte sig tæt ind til hende. "Jeg er virkelig ked af det med din moster. så vær' så meget sammen med hende som muligt og sig det du har set til hende. fremtiden ligger jo ikke fast, du kan nå at rede hende, der er håb. der er lys for enden af tunlen." hun smilede til Calla.

Cal prøvede at smile. ``hvordan skal jeg redde hende, jeg nåede at komme tilbage før de fik sagt hvordan.`` hun så bedene på Kat hun håbede at hun ville hjælpe hende. ``de kommer faktisk i næste uge, de spurgte om jeg ville besøge dem. de sagde jeg godt måtte tage nogen med. har du lyst til at møde dem?`` hun så på Kat, hun håbede virkelig at hun ville med og møde dem der var så tæt på som man kunne komme hendes forældre.hun så bedene på hende.

"DET VIL JEG MEGA GERNE!" hun så stor smilende på Calla. manner en familie. hun skulle virkellig møde en rigtig familie! hun kunne næsten ikke tro sine ejne øre. "Prøv at se om du kan komme tilbage til ånderne og spørg dem, men det skal være nede på jorden så du ikke falder ned og slår dig selv haldt ihjel!" hun hoppede ned fra træet.

Cal blev meget glad fordi Kat ville med, mosteren ville også gerne møde hende. hun smilede ved sig selv, hun hoppede ned fra træet. hun tog en dyb indånding ``okay fint nok, men du må ikke forlade mig. du skal hele tiden tale til mig, ellers sidder jeg til sidst fast hos dem.`` hun lød et øjeblik bange, men smilede så. hun begyndte at synge sin sang. hun smilende på Kat ``den hjælper mig med at slappe af, og trøster mig når jeg er ked af det, eller føler mig såret``.