(>^.^)>Hug?<(^.^<)

da hun kom tilbage, lagde hun sig til at sove. Hun havde end ikke selv smidt tøjet før hun var faldet om kuld i sengen.

Da solen igen var ved at gå ned, stod hun op. Hun havde sovet i næsten 24 timer.
Hun gned sit hoved, inden hun tog sine jeans og resten af sit tøj af. Hun tændte for det varme vand, i bruseren, og gik i et hurtigt bad. Der var rart af kunne skylle minderne af på den måde.
Da hun var færdig satte hun sig i sin tynde morgenkåbe. Man kunne se næsten alt igennem den.
Hun lukkede øjnene og sukkede. Der var en lugt af sved, og kuldioxid i luften på værelset, så hun åbnede vinduet for at lufte lidt ud.

Perceval holdt som så mange andre teenagere af, at sove længe. Men alligevel overraskede det ham meget, at han havde sovet 25 timer. Han måtte virkelig have været udmattet.
Han strakte sig kort, og forlod sin varme, måske lidt for varme seng, for at tage et bad. Badet lod ikke til at vække ham som normalt, for han stadig var meget døsig, da han slæbte sig ned i spisesalen for at få et eller andet at spise.
Han havde joggingbukser og en tilfældig T-shirt på, samt en form for hjemmesko til drenge. Mere havde han ikke gidet at gøre ud af sig selv.
Selvom det var frokosttid for de andre, lykkedes det ham alligevel at finde noget toastbrød, som han spiste i et hjørne for sig selv; folk vidste godt, at han ikke var snaksalig når han lige var vågnet.

hun smilede lidt af sig selv, mens hun begyndte at få tøj på. Det endte med et par boyfriendjeans og en meget stram t-shirt.
Hun tog et par converse på fødderne og gik ned for at angribe en uskyldig salat.
Hun gik roligt ind i 'kantinen' men mærkede straks alle de blikke hun fik af de mandlige ynglinge. De fleste havde vel set hende hos Percie, i bh og jeans, bleg og syg at se på.
Hun rettede ryggen, og gik direkte mod salaten. Hun tog en tallerken og fyldte den til randen med salat. Ikke fordi hun var sulten, men hendes krop havde brug for vitaminer.

Han hørte pludselig en mumlen, og var ret sikker på, at nogle nævnte Elizabets navn. Derfor kiggede han automatisk op og fulgte drengenes blikket, indtil han fik øje på hende. Han vidste ikke helt om han blev glad eller nervøs for at se hende. Det var bare frustrerende ikke at vide, hvor de stod.
Så kiggede han igen ned på sin nu tomme tallerken.

hun så skarpt på en af de mumlende ynglinge. da han tav, valgte hun at gå hen til et tomt bord og sætte sig. Hun stak lidt til sin salat inden hun begyndte at spise lidt. Hun hadede smagen.
Hun sukkede og spiste videre mens hun stirrede ned i sin salat.

Han vidste godt, at han havde en chance med at få snakket det hele igennem med hende, nu hvor hun i forvejen sad alene og spiste. Men af en eller anden grund tøvede han, og forlod derfor spisesalen for at gå op på sit værelse igen. Selvom han lige havde sovet utrolig mange timer, smed han sig alligevel på sengen.

hun sukkede og smed sin salat ud. hun hadede virkelig smagen.
hun så lidt ned inden hun forlod spisesalen for at gå sig en lang tur. hun havde vel brug for tid, til at vænne sig til tanken om at Percie ikke ville se hende mere.
Hun tog sine sko af da hun satte sig på en bænk. Hun orkede ikke at gå, hun var for træt.