(>^.^)>Hug?<(^.^<)

T omkring 17 om 'eftermiddagen'
S The Little Black Dress på Cherry Street
V Det er faktisk varmt udenfor, og solen er ved at gå ned.
O En masse 'Små' piger (omkring de 14 år) som shopper for deres skolefest.
P Se avatar! ^^

Forbeholdt Perceval


Elizabet gik rundt mellem kjolerne i den ene del af butikken. Hun ledte som altid efter noget, helt ekstraordinært. At gå i noget som de andre havde, var ikke hendes stil.
Mens hun skippede gennem alle de kjoler der var, var der få der fangede hendes opmærksomhed.
En sort, med små broderede fugle på der sidder om et hjerte. En rød kjole, lårkort og med masser af tyld.
En grønlig med militærmønster.
Intet af det hun havde lyst til at købe. Istedet gik hun hen til undertøjsafdelingen, som stod tættest på de store panoramavinduer. Nogle af de yngre piger gik hen mod hende, mens de holdte en lille hvid kjole op. ''Kan man få den her i small?'' spurgte en af pigerne, som tydeligvis troede at Elizabet var en ekspedient. Da Eli ikke kendte svaret rystede hun på hovedet, og svarede ''det tror jeg ikke. Men du kan spørge hende ved kassen, so, har en medarbejder trøje på.''
pigen så straks ned, ildrød i hovedet, og løb tilbage til de andre. Eli, glad for at dække sit mærke, sukkede lettet med hun kiggede på undertøj.
Hun fandt en rød, minimalistisk natkjole i gennemsigtig silke. Den havde en indsyet behagelig bh, smalle stropper og gik kun til omkring midte af hendes lår. Hun tog den og et sort korset, der skulle lynes op foran, og gik hen mod prøverummene. Hun købte af princip ikke ting, hvis de ikke sad som forventet.

Efter hverdagen igen var begyndt at træde ind, og Perceval havde vænnet sig til tanken om sin fars død, havde han brug for noget variation i sit ensformede liv. Derfor havde han besluttet sig at forlade skolen en 'eftermiddag', selvom han burde ligge i sin seng og sove.
Han havde omhyggeligt sørget for at få dækket sit mærke, mest af alt fordi han ikke orkede de nysgerrige blikke, og var kørt ned til en tilfældig butik i Tulsa by. Han endte ved noget, som han gik ud fra, var en damebutik, og steg ud. Glimrende, så kunne han måske også finde noget til Elizabet, selvom han ærlig talt ikke anede, hvad han skulle købe. Hun var jo umulig at blive klog på. Det var også en af grundene til, at han var så vild med hende - hun var interessant. Ikke én man gik død i, hvis det var det rigtige udtryk at bruge.
Han kløede sig let i nakken, mens den lille klokke fortalte, at endnu en kunde var ankommet. Men den lyd var folk vant til at høre, så ikke én vendte sit blik for at se, hvem i alverden der ankom, hvilket var fint, siden han nok lignede et dådyr, der var fanget mellem et par lygter. Sådan et ansigtsudtryk fik han altid, når han var sammen med fremmede mennesker, eller befandt sig et ukendt sted.
Han prøvede så vidt muligt at slappe af, mens han gik rundt mellem de mange knager med tøj, som for ham alle så ens ud. Det var ikke til at finde hoved og hale i, men så let gav han ikke op! Det måtte da være muligt at finde bare et eller andet. Derefter gik turen et stykke op mod kassen, hvor der hang en masse smykket. Måske dette var noget for hende? Hun havde jo tabt sin ring ved biblioteket, som hun altid havde gået med. Men også denne gang tøvede han, og forsatte sin udforskning af dette sted.
Et par gange kom der en medarbejder og spurgte, om han kunne tænke sig noget hjælp - et tilbud han høfligt afslog. Til sidst endte han ved afdelingen, som han personligt bedst syntes om. Det var i hvert fald her, man fik den beklædning, som Perceval allerhelst ville se Elizabet i - undertøjsafdeling. Med et afslappet smil kiggede han lidt på diverse ting, og nu og da fik nogle af tingene ham til at rødme en smule, da han prøvede at forestille sig at det var hende, som bar dem.

hun så sig om i det lille prøverum. Som altid var de hvide, små og med spejle der kun viste ens dårlige side. Hun begyndte langsomt at tage sit tøj af;
Hun åbnede bæltet i livet, og hang det på en knage. Så fik hun sin trøje over hovedet, og foldede den sammen inden hun lagde den på den lille skammel i prøverummet. Derefter bukkede hun sig ned og fik sine stiletter af. Hun stillede dem ved skammelen. Hun fik åbnede sine jeans, og lod dem langsomt af.
Hun kiggede lidt på sig selv i spejlet. Hun så ned af sin ryg, mens hun bed sig i læben.
Det V-formede ar prydede stadig hendes ryg, og det samme gjorde hendes tattoos. Hun sukkede stille, det var ingen hemmelig at hun hadede sin ryg.

Hun åbnede sin hvide blonde-bh og lod den glide af, mens hun lyttede til snakken udenfor. Hun hørte en stemme, dybere end pigernes. Hun genkendte den med det samme; Percie.
Hun stod stille lidt, mens tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hvad lavede han her? Hvorfor sov han ikke? Vidste han at hun var der?
Hun rystede på hovedet og besluttede sig for at lade det ligge mens hun tog den tynde silkenatkjole på. Derefter trykkede hun på knappen ved forhænget, der dermed tilkaldte ekspedienten.
Ekspedienten kom derhen straks, og spurgte ang. hjælp.
Det eneste Eli bad om, var at få at vide om den sad godt på hende. Ekspedienten nikkede roligt, mens hun forklarede hvor godt Eli så ud i den - billigt salgstrick!
Så foreslog ekspedienten at hente hendes chef - han kunne bedømme den slags langt bedre end hende selv mente hun.
Eli nikkede bare lidt, da hun jo ville være sikker på at den sad godt. Det ville jo være spild af penge hvis den ikke sad godt.

Ekspedienten bad derfor Eli følge med, mens hun tog sit tøj.
Eli gik bare med, helt rolig, om bagved.

Kort efter, efter endnu et salg-trick forlod hun kontoret, og gik mod prøverummene med sit tøj. Hun stirrede kort på Percie, inden hun forsvandt ind for at tage sit tøj på og få købt natkjolen.

Pludselig gik det op for ham, hvad det egentlig var han stod og kiggede på. Det var dybt upassende, og ikke hans formål med denne tur. Det var pinligt, og han havde derfor ikke planer om at fortælle dette til nogen som helst - ikke engang Elizabet. Hun skulle nødig få den forkerte opfattelse, selvom den forkert nok ville være den eneste måde at tolke situationen på.
Det gik dog ikke, som han kunne have håbet på. Det var først gået op for ham, at han stod lige ved siden af prøverummene, da en ekspedient blev tilkladt. Automatisk betragtede han optrapningen, og stirrede et kort sekund direkte ind i Elizabets øjne. Et gisp formede sig i hans hals, og glep ukontrollet over hans læber. Åh nej, hun havde set ham her! Hvad ville hun dog sige til, at have set ham sådan her?

Efter den korte øjenkontakt, gled hans blik ned over hendes krop - han kunne ikke lade være - og han stirrede på den lette påklædning. Hvis man da overhovedet kunne kalde det for en påklædning! Det var jo næsten ingenting. Han vidste ikke helt, hvad han syntes om det. Selve natkjolen var utrolig fræk, og den klædte hende virkelig godt, men han kunne ikke benægte en vis jalouxi, der formede sig i hans hals. Han havde ikke noget imod det, så længe det kun var ham, der så hende i den. Og det ville han skam meget gerne. Tanken fik ham til at smile smørret for sig selv, og han skyndte sig at se væk fra den spinkle krop.

Elizabet forsvandt ud bagved, og han undrede sig meget over, hvad hun dog lavede dér. Især fordi hun ikke tog sit tøj på først. En hovedrysten fik ham på andre tanker, som hovedsageligt indholdt det skolearbejde, som var ufærdigt, og lå og ventede på ham hjemme på værelset. Det var faktisk dejligt med så mange lektier - det fik ham på andre tanker end sin far, eller andre problemer. Lettelsen var næsten ikke til at beskrive.

Hun fik sine jeans på mens hun tænkte over hvad pokker hun lige havde set. Percie, ved en undertøjsafdeling. Enten havde han en syg fetish om at gå i kvindeundertøj eller også var han bare ude og kigge. Hun rystede på hovedet inden hun tog natkjolen af, og fik resten af sit tøj på. Hun var ved at være for træt til at tænke mere på det.

Hun gik ud af prøverummet igen, efter at havde taget alt sit tøj på. Så kiggede hun på et par nye jeans, og tog dem med sig, mens hun kiggede på flere skjorter, og en oversized t-shirt.
Da hun var færdig, kastede hun endnu et blik på Percie, inden hun betalte for sit tøj, og satte kursen med butikkens udgang. Hun fandt sin nye iPhone frem fra tasken, som hun havde over skulderen, og fandt derefter sit headset frem. Hun satte noget Plug In Stereo på, og forlod derefter butikken. Da hun var nået nogle få meter væk fra butikken, ringede hun til sin ven/pusher som boede i byen. Han kunne mødes om en halv time, et stykke fra Cherry Street. Hun begyndte at gå ned mod en café, og bestilte en cafe latte to go.

Mens hun ventede på kaffen så hun tilbage mod butikken, mens hun sukkede. Hun bed hun sammen. Kunne hun ikke andet end at stirre efter den dreng!?

Da hun kom ud fra, hvor end hun nu havde været, smilede han forventningsfuldt til hende. Men hun ignorede ham fuldstændigt, og forlod butikken. Han stirrede vantro efter hende, og havde bestemt regnet med at for snakket med hende. De var jo i en eller anden form for forhold, som han ikke helt kunne præcisere. Det var jo ikke officielt, men alligevel følte han godt, at han kunne tillade sig at sige, at de var sammen. Han ville i hvert fald ikke se eller flirte med andre piger, og han håbede da at hun valgte at gøre det samme. Ellers ville han blive skuffet.

Så tog han sig sammen, og forlod også butikken. Hvis hun ville have det på denne måde, ja så skulle hun da få det! Solen sendte sine sidste stråler, mens han spejdede efter hende. Til sidst fik han øje på hende - hun var på vej over til en eller anden lille café. Hans hjerte sank med det samme - skulle hun mødes med en eller anden? Jalouxien steg endnu engang, og han fulgte beslutsomt efter hende.

Caféen var varm og havde en hyggelig atmosfæren, hvilket automatisk gjorde ham afslappet. Så fik han hurtigt øje på hende og skyndte sig at gøre hende med selvskab.
"Eli.." Spurgte han så. "Hvorfor gik du bare? Jeg ville gerne have snakket med dig.."

hun så på ham, forskrækket.
''jeg har bare en smule travlt. Undskyld.'' hun tog sin kaffe og betalte.
''Jeg skal lige mødes kort med en ven om nogle minutter.'' sagde hun mens hun drak kort af sin kaffe.
En ung mand, lidt ældre end hende gik hen og lagde armen om skuldrene på hende.
''Percie, det her er Jean. Han hjælper mig med... med...'' hun begyndte at tøve indtil Jean overtog.
''Jeg hjælper hende med hendes dosering af medicin..'' sagde han roligt.
Hun nikkede stille.
Jean gav hende en brun pose som hun kom i tasken, og hun betalte ham hurtigt.
''vi ses næste gang.'' sagde han hurtigt og forsvandt.

Hun så lidt på Percie, undskyldende. ''vi burde komme tilbage til skolen..'' hun håbede at han ikke ville spørge ind til Jean.

Han kiggede anklagende på hende. Så hun skulle simpelthen mødes med en. Det skulle vel ikke være en fyr, siden hun havde haft så travlt med at undgå ham? Han mærkede skuffelsen sprede sig i hele hans krop, og syntes ikke han kunne håndtere det lige nu, ovenpå alt det andet, der var sket. Hun kunne ikke være det bekendt!

Før han havde fundet ud af, hvad han skulle svare, var den ukendte person allerede kommet. Jean. Han brød sig ikke om, at han lagde sin arm om hendes skulder på den måde, men valgte at lade vær med at kommentere det, da Jean faktisk så meget farlig ud. Eller farlig var måske ikke det rigtige ord at bruge - han lignende dén type, man ikke skulle lægge sig ud med.

Han blev dog først rigtig mistænksom, da den fremmede forklarede, at han gav medicin til hende. Hvorfor i alverden gjorde han det? Burde det ikke klares af en læge? Fordommene blev ukontrolleret sluppet ud, da han sagde de sidste ord. Vi ses næste gang. Elizabet tog da ikke sin medicin mere? Det var i hvert fald, hvad han havde fået af vide.

Så kiggede han endnu engang klagende på hende, og svarede så: "Vi går ingen steder, før du fortæller mig, hvad der lige skete... Er du begyndt med at tage din medicin igen? Og hvorfor fik du den ikke af en læge, eller ved et apotek af en slags?" Den afklagende og vrede tone var ikke til at tage fejl af - han var såret.

Hun sukkede stille. "Percie, det er ikke noget specielt. Han hjælper mig bare. Du behøver dig ikke at bekymre dig om det." hun begyndte at gå, hun ville ikke diskuterer med ham. Hun kunne se hans misundelse.
Uden videre tog hun musikken frem igen, og kom sit headset i ører og gik videre. Hun gik, som altid, hele vejen ud til skolen.

Han sukkede over hendes afvisende svar og mærkede irritationen igen. Det var tydeligt, at hun ikke havde lyst til at snakke med ham, så han skulle da ikke ubeleje hende med sit selvskab! Sarkasmen var næsten dryppende, men han fortrød ikke de bitre tanker, om var hun så tankerlæser!

Han bestilte selv en kop te - han havde aldrig været den store kaffedrikker - og besluttede sig for at lave endnu en døgner. Det var alligevel lørdag, så der kunne ikke ske det store ved det, bortset fra at hans mentor ikke ville blive glad. Men han var ligeglad med det. Ligeglad med alting.

Han fik sin te, og gik derefter ud til sin bil, hvor han sad og stirrede kort på rettet. Rent faktisk sad han og overvejede at køre den lange tur til Florida, men lod være. Det ville tage mange dage, og han ville helt sikkert få ballade for det.
Derfor besluttede han sig for at tage tilbage, og prøve at finde nogle billige flybilleter til næste weekend, så han kunne besøge sin fars grav. Og så ville Elizabet jo også blive fri for hans eksistens for en stund.

Hun gik bare mens hun tænkte over tingene. Han ville gå amok hvis han fandt ud af at hun var på stoffer.
Hun stoppede, og satte sig i vejkanten for at få fred mens hun tænkte. Hun havde ikke været specielt sød ved ham, det vidste hun jo godt.

//skole. Skriver længere når jeg kommer hjem//

Med et suk tændte han for bilen og begyndte at køre tilbage til skolen. En af hans ynglingssange kom i radioen, så der blev skruet helt op for musikken og skrålet med. Nogle gange havde han bare brug for at være barnlig og gøre, hvad han ville. I hvert fald mere end han plejede at gøre.

Hans solo-optræden blev afbrudt, da han fik øje på en pige, som sad ved vejkanten. Han vidste med det samme, at det var Elizabet. Derfor skruede han ned for musikken og kørte ind til siden. Selvom han var sur og fornærmet, gik han stadig ud af bilen og satte sig på kølerhjelmen.
"Vil du have et lift?" Spurgte han så toneløst. Han gjorde sit bedste for at skjule sine følelser - skuffelsen. Hun var nok klar over, hvordan han havde det, Elizabet var en klog pige på mange punkter. Han regnede med, at hun ville afslå tilbuddet, og hendes stolthed ville overtale.

Hun stirrede lidt på. Ham mens hun rejste sig. "Percie, hør nu her... Han giver mig bare stoffer. Han har intet med meget gøre rent følelsesmæssigt. Jeg betaler ham, ikke andet." hun så bare på ham. "du er den eneste for mig. Og det ved du godt. Jeg forstår ikke at du er så sur over at jeg faktisk snakker med en anden." derefter gik hun hen til ham.

Hun stod mindre end 30 cm fra ham, så han kunne sagtens nå hende.
"hvis du skal være vred på mig hele turen derud, så foretrækker jeg altså at gå." hun så ham i øjnene.

Hun kunne lige så godt have slået ham i ansigtet. Faktisk ville det være bedre, hvis hun rent faktisk havde haft en affære med ham. Stoffer?! Det var jo frygteligt. Hun ødelagde sig selv. Han ville ikke blandes ind i hendes dobbeltliv. Var det svigt fra hans side af, siden hun var begyndt på sådan noget?
"Hvordan kunne du begynde på sådan noget lort, Eli? Du ved godt, at det ikke er godt for dig," lød det fra ham. Han var skuffet og vred på hende, og overvejede faktisk bare at køre hjem alene. Han ville ikke have noget med hende at gøre, når hun gjorde sådan noget. Hun havde sikkert også en omgangskreds han ikke kendte til, og mon ikke hun kunne finde en eller anden, som hun kunne putte og hygge sig lidt med?

Han trak dig væk fra hende, da hun kom helt tæt op, og hoppede ned fra kølerhjelmen. Så kiggede han kort på hende, og vidste ikke helt, om han overhovedet gad at høre hendes forklaring. Intet kunne være en god nok undskyldning.

"fint" var det eneste hun sagde inden hun gik tilbage til sine ting, og tog sin taske over skulderen. Hun lod det nyindkøbte tøj stå i poserne, og begyndte at gå. Hun ville bestemt ikke høre på hans foragt. Han havde selv været i dårligt selskab. At hun havde levet et helt liv med stoffer, var bare hendes eget problem.

Hun havde ikke engang lyst til at tage det nye tøj med tilbage, hun havde jo kun købt det for hans skyld. Hun bukkede sig ned, og tog sine sko af. Derefter bandt hun tasken om livet, og tog sin mobil frem. Hun lod den knalde mod asfalten og begyndte at løbe.
Hun løb bare, mod skolen, på bare fødder. Hun var ikke vred eller ked af det, nærmere skuffet over at han havde reageret sådan. Han havde mistænkt hende for at være sammen med andre fyre, hvilket hun aldrig ville gøre. HAN var hendes eneste ene, hendes et og alt. Og selv han stolede ikke på hende. Hun så ned, mens hun løb. Tårer fyldte hendes øjne mens hun spænede afsted.

Han rystede på hovedet af hendes opførsel og glemte en stund hans egen. Irritationen steg igen, mens han satte sig ind i bilen. Der sad han så bare lidt og kiggede efter hende, da hun løb tilbage mod skolen.
Efter to-tre minutter tændte han igen for radioen og skruede op på fuld drøn. Så tændte han for bilen og gassede op, hvorefter han drønede tilbage til skolen, og ignorede hende, da han passerede hende. Hun havde jo afslået liftet.

Da han kom tilbage på skolen, parkerede han sin bil på parkeringspladsen, og gik hen på gårdspladsen, hvor han satte sig på en tilfældig bænk. Så fandt han en lighter og cigaret, som han tændte, og tog et dybt hiv. Forhåbenlig ville dette hjælpe på nerverne. På sine kaotiske tanker generelt.

Hun løb bare indtil hun var ved skolen. Så stoppede hun op kort for at få vejret, inden hun gik mod sit værelse. Hun gik direkteforbi ham, men sagde intet.
Hun gik ind af gangen og ned mod sit værelse. Hun smed tasken på bordet og lagde sig på sengen, på maven. Hun havde alt for mange gange grædt over ham, og denne gang havde det været ham der havde været urimelig.

Hun trak vejret tungt, i et suk, og rejstesig. Hun låste døren, og gik ud på badeværelset hvor hun tændte for det iskolde vand og smed tøjet. Hun stod under bruseren i over tre timer mens hun langsomt lod sine negle rive små blodige flænger i sin hud. Smerten trak hende væk fra tanken om Percies vredesudbrud.

Hans irritation kom tilbage igen, da hun gik forbi ham, uden at tildele ham et enkelt blik. Hvor opførte hun sig dog barnligt! Dog havde han ikke overvejet, hvordan han selv opførte sig. Men han var træt af, at det altid var ham, der først sagde undskyld, og altid ham, der opsøgte hende. Men nu skulle det være slut. Hvis hun var interesseret i at forblive i forholdet, så måtte hun selv komme ned og snakke med ham, for for ham virkede det ikke som om hun havde den store interesse i at blive i et fast forhold.
Han sukkede og rystede frustreret på hovedet. Hvorfor var der altid drama mellem dem? Han kunne ikke acceptere, at hun var på stoffer. Selvom det gjorde ondt, ville han være nødt til at sige, at de måtte gå fra hinanden, hvis hun ikke havde nogen intentioner om at stoppe.

efter det flere timer lange bad tog hun noget rent tøj på, men lod håret være drivvådt. Derefter tog hun sin taske over skulderen, og gik ned til ham.
Hun satte sig ved siden af ham efter lidt tøven.
''Percie.. Jeg er ked af at det gjorde dig jaloux, at se Jean.. Men jeg mener virkelig hvad jeg sagde, han hjælper mig bare. Det jeg får er ikke som heroin og så videre. Langtfra. Det er ikke ulovligt. Det er ikke euforiserende. Men det holder stemmerne i mit hoved, og synene tilbage. Derfor doserer han det for mig, så jeg ikke tager en overdosis..'' Hun så ned, ned i sine hænder. Hun vidste at hvad hun sagde ikke var nok. Hun vidste at han stadig ville være vred på hende over at hun ikke havde sagt det.

Han begyndte at panikke, da han så hende komme hen imod ham, men forholdte sig rolig og fattet. Da hun så begyndte at komme med alverdens unskyldning, stirrede han bare stift ned i jorden, mens han overvejede, hvad der mon var bedst at sige. Egentlig var det vel bedst bare at tie, men han havde alt for meget på hjertet til, at det kunne blive en realitet.
"Det har overhovedet ikke noget med Jean at gøre. Det er bare det, at du tager stoffer - og jeg er ligeglad med, hvilken form det er. Det er skide farligt og virkelig dårlig stil, Eli. Og det ved du godt," svarede han så, hvorefter han bed tænderne sammen og knyttede sine hænder.

hun så på ham inden hun mumlede såret. ''hvad fanden laver du så sammen med mig? Hvis det er så dårlig stil? Dine venner var sku heller ikke for smarte.'' hun holdt gråden i skak ved at tale videre. ''jeg er ikke perfekt Percie. Det kan godt være at du vil have en uptown-girl med røven fuld af penge og næsen i sky, men så let røven og find en!'' hun blinkede sine tårer væk.
''jeg er træt af at ændre mig for din skyld!'' hun rejste sig på et splitsekund efter at hun havde sagt det sidste, og gik mod stalden for at få lidt andet at tænke på. Men det hjalp hende nok ikke meget. Hun havde efterladt sin taske på bænken, og den lille brune pakke hun havde fået af Jean stak frem.

Han kiggede kynisk på hende og trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Og hvis du vil have en badboy med tattoos over hele kroppen, så let røven og find en! Men er det måske det du har gang i, siden du pludselig skifter omgangskreds?" Røg det ud ham. Så prøvede han at få sin vejrtrækning under kontrol igen, før han forsatte: "Og i det mindst røg vi kun cigaretter! Og du behøver heller ikke ændre dig for min skyld - for vi to, vi er ovre!" De sidste ord råbte han efter hende, hvorefter han lod tårrerne få frit løb.
Han vidste ikke, hvor længe han sad der og græd. Sekunder? Minutter? Timer? Til sidst kunne han simpelthen ikke græde mere, og sad nu tilbage med en dunkende hovedpine. Så fik han øje på hendes taske, sammen med stoffet, som hun havde fået af Jean. Automatisk tog han den lille pose og gik han til muren omkring skolen. Så smed han den over muren, og gik tilbage til bænken, hvor han fandt sin pung frem. Hvor meget kunne sådan noget koste? 1000$? Han vidste det ikke, men fik fundet fire sedler, som tilsammen gav 1000$, som han lagde tilbage i hendes taske.
Derefter tørrede han sine øjne, og gik op på sit værelse.

hun kom tilbage til bænken da solen var ved at stå op. Hun overvejede slet ikke at tjekke tasken før hun havde taget den over skulderen og var gået tilbage til sit værelse. Da hun begyndte at blive svimmel, og bleg, tog hun tasken for at finde sin 'medicin'.
Men den var der ikke! Forhelvede, Perceval måtte jo havde taget den!
Hun fandt istedet nogle penge, som hun antog var hans. Hun rejste sig, kun iført en bh og jeans - da hun havde været på vej i seng - og stormede ud af sit værelse, og hen mod hans værelse. Hun skulle ikke have hans penge!
Hun stoppede kort op i deres opholdsstue, for at se om han var der. Det skulle ikke undre hende at hun ville finde ham på værelset, i en sky af røg, med en masse cola-flasker og chipsposer. Han havde et trip med usund mad når han var 'oprørt'.
Da hun ikke rigtig kunne se ham i opholdsstuen gik hun mod hans værelse, på bare fødder, bh og jeans. Ikke noget under at diverse drenge der så hende stirrede som blændede dådyr.
''Perceval!'' nærmest råbte hun da hun nærmede sig hans dør. Der var ingen vrede i stemmen, nærmere fortrydelse og gråd. Men hun holdte det godt skjult under hendes skingre tone.

Det første Perceval gjorde, da han kom tilbage, var selvfølgelig at tømme opholdsstuens skabe og køleskab for chipsposer og coladåser. Lige på dét punkt, kunne man godt argumentere for, at han var lidt ligesom piger og chokolade, selvom han ville benægte.
Med alle de søde ting i favnen, gik han op på sit værelse, og tog for sig. Han ville ønske at han kunne sidde og se en dårlig film imens, men han havde intet fjernsyn, og han skulle i hvert fald ikke derned og sidde. De andre drenge havde nemlig også luret hans sukkerbehov, når han var demprimeret, og han ville ikke til at forklare alting, da han højst sandsynligt ville have brug for at lyve.
Da han haavde drukket cirka fem colaer og spist cirka fire poser chips, hørte han Elizabets hysteriske stemme. Han kom hurtigt på benene, men tøvede derefter. Var det først nu hun havde opdaget det med stofferne? Hvor længe havde hun været ude i staldene? Og så var han også bange for, at hun ville flå ham levende, så snart hun fik chancen.
Alligevel tvang han sig selv til at åbne døren, men stillede sig i døråbningen, så hun ikke sådan lige kunne komme ind i rummet.

hun lignede nok mest af alt en pige på vej i insulinchok. Hun var bleg, rystende og glinsende af sved. Hun var ved at få det rigtig skidt.
''Hvis du mente hvad du sagde ved bænken..'' hun stoppede fo at trække vejret, besværet. ''-så lader jeg dig være helt. Du skal jo ikke være sammen med en du ikke stoler på.'' det var tydeligt at hun var ved at besvime.
''men jeg vil ikke have dine penge, ligemeget hvor meget af det stads du smed ud. Du har noget bedre at bruge dem på. Din tattoo blandt andet. Og biletten tilbage til Florida.'' sagde hun, velvidende at han ville flegne når han regnede ud at hun havde rodet i hans hjerne igen.
Hun pressede hans penge mod hans brystkasse, som de gjorde på film, og tvang hans hånd op til hans brystkasse, så den erstattede hendes da hun slap hans penge. Han skulle ikke tvinges til at røre hende.

Så vendte hun om på sine bare fødder, og gik tilbage ned af gangen. Hun ville væk inden han tvang hende til at tage imod de penge. Hun vidste at han havde lagt dem der som erstatning. Men for hvad? Stofferne, eller så hun kunne købe et nyt hjerte istedet for det han lige havde knust?
Det skar i hendes hjerte, for hvert skridt hun tog. Men hun havde hørt ham klart og tydeligt; '-For vi to, vi er ovre!'.