(>^.^)>Hug?<(^.^<)

Da han så hendes lette påklædning og blege ansigt, blev han pludselig bekymret for, om hun besvimede. Hun lignende én, der kunne falde om, hvornår det skulle være. Men før han kunne spørge ind til det, havde hun fundet hans penge og presset dem mod hans brystkasse. Og så sagde hun nogle ting, som fik ham på helt andre tanker.
"Hvor fanden ved du dét fra?" Røg det ud af ham, men selvfølgelig var hun smuttet med det samme. Han gav ikke så let op, så han satte i løb efter hende, og fik hende hurtigt indhentet.

"Eli," gispede han af luftmangel. "Jeg mente det altså. Du skal have pengene. Og købe for dem, hvad du har lyst til. Også selvom det er stoffer." Han var bestemt ikke vild med det, men han bestemte jo ikke over hende. Det havde han aldrig gjort, men han havde slet ikke noget at sige mere. De var jo ikke sammen mere. Han fik lyst til at slå sig selv - vrede var det eneste, der kunne få hans mund til at handle før hans hjerne. Men det var jo ikke nogen undskyldng."

"Jeg..." Han ledte efter ordene og skjulte sit ansigt. "Hvordan kan det være at du kender til mine planer om Florida?"

hun rystede på hovedet. ''jeg vil ikke have dine penge Perceval! Jeg ville have dig!'' sagde hun stille.
''og jeg kender kun til dine planer, fordi jeg blev bekymret for dig efter jeg var gået. Jeg var bange for at du ville gøre noget dumt... Jeg ville jo bare være sikker på at du ikke skadede digselv eller andre..'' sagde hun, endnu engang stille. Hun lukkede øjnene kort mens hun prøvede at holde sig selv oprejst.
Uden at sige mere stod hun bare og kiggede på ham. Hun ville ønske at han bad dem glemme det hele, men hun vidste jo lige så godt at han ikke kunne være sammen med hende. Han havde aldrig manglet noget, aldrig været syg af sult og kun kunne overleve ved at ryge sig væk fra den verden man levede i.
''Og hvis du nogensinde tilbyder mig penge som erstatning for det eneste jeg havde brug for, så kan du regne med at jeg rejser.'' så begyndte hun at gå igen. Hun støttede sig kort til væggen inden hun gik videre. For folk der ikke kendte hende, ville hun ligne en der var blevet forgiftet.

Han sukkede lidt af hendes ord. Det var bare ikke så simpelt! Helt uden at tænke over det, tilgav han hende for at have roddet med hans hjerne. Det var jo gjort med et godt formål.
Hun stod bare og stirrede på ham, og han stirrede tilbage. Regnede hun med at han ville sige noget? Før han kunne komme på, hvad der var klogt at sige i sådan en situation, havde hun sagt noget mere og var begyndt at gå igen.

Han fulgte hurtigt efter hende igen - det var nemt at indhente hende, da hun gik så langsomt - og spurgte så: "Hvad mener du med det sidste du sagde?" Hans tonefald var ikke anklagende, bare undrende.
Så sukkede han og sagde: "Kom - lad os få dig op i seng." Så løftede han hende op i sine arme - godt nok var han ikke det største muskelbund, men dette kunne han godt klare. Især fordi hun var blevet så spinkel på det sidste. Det var ikke sundt, han måtte til at fede hende op igen. Om hun ville lade ham gøre det eller ej. Godt nok var de ikke et par, men hun betød jo stadig alt for ham. Om han ville det eller ej.

hun stirrede på ham, mens hun hev efter vejret. Hun ville ikke bæres af ham! Hun ville gå selv! Men hun var for udmattet til at vride sig fri af hans greb. Istedet lagde hun opgivende panden mod hans arm og lukkede øjnene.
''jeg mente bare at jeg ikke ville have dine penge... Jeg ville have dig... Det er en fornærmelse at tilbyde mig penge fordi du har smidt mine ting over en mur.. Du gjorde det jo for at hjælpe mig..'' hendes stemme døde hen da hun besvimede i hans arme.

//mangel på krea lige dér...//

Det var nemt at se, at hun bestemt ikke var tilfreds med situationen, men han var egentlig ligeglad. Hun ville jo kollapse inden hun nåede opholdstuen, hvis hun gik selv.
Han bed sig i læben over hendes ord, og fik virkelig dårlig samvittighed. En samvittighed, som han ikke rigtig syntes at kunne placere. Han vidste heller ikke, hvor den kom fra. Men den var der, og den gjorde ham meget utilpas, så han undlod at svare. Hvad var der at sige? 'Undskyld fordi jeg er et kæmpe fjols'. Nej, den gik ikke.

Men knap havde han nået opholdstuen, før hun besvimede. Han panikkede og løb op på hendes værelse, hvorefter han forsigtigt lagde hende på sengen.
"Eli?" kaldte han, mens han gav hende en lussing. Ikke noget, der gjorde specielt ondt. "Kan du høre mig?"

Hun var i en verden, helt udenfor den hun hørte til nu. Hun var tilbage i rendestenen, mens hun blev jagtet af de samme mænd som altid. Hun var tilbage i sit mareridt. Hun hev efter vejret, da en af mændene fangede hende og maste hende mod asfalten. Hun klynkede og gispede for at få luft.

Hun vågnede ved at han kaldte på hende. Derefter blev hun slået lidt i ansigtet. Hun åbnede øjnene, og så tåget rundt. Hun rystede svagt da hun prøvede at sætte sig op.
''Undskyld... Hvad skete der...?'' mumlede hun forvirret mens hun så på ham. Hvorfor så han så urolig ud?

Han betragtede hende nervøst, og havde virkelig ikke lyst til at vide, hvad der skete inde i hendes hoved lige nu, for det så virkelig ikke rart ud.
Han blev dog en smule mere lettet, da hun kom til bevidstheden igen, selvom hun var helt rundt på gulvet.

"Du besvimede," svarede han så og modstod trangen til at kaste sig i hendes arme. Han måtte huske sig selv på, at hun ikke var hans mere. Og han var heller ikke hendes. Det ville blive svært, og kræve meget arbejde, men ikke så meget arbejde, som hvis de skulle prøve at få forholdet op og køre igen. Ærlig talt vidste han ikke, om han ville kunne gøre det. Men måske burde han ikke tænke på det - måske var hun ikke interesseret i et comeback.

hun rystede lidt på hovedet over hans tanker.
''slap nu lidt af og sæt dig ned inden du får hjertestop..'' sagde hun stille mens hun fik sat sig ordentligt op.
Hun hev efter vejret, besværet.
Hun rejste sig mens hun vaklede svagt.
''jeg hader at skulle lede efter asperiner..'' mumlede hun. Hun lignede en der havde tømmermænd.

Han blev stående, selvom hun bad ham om at sætte sig ned. Da hun så kom op og stå, puffede han hende forsigtigt tilbage i sengen og sagde: "Jeg skal nok finde nogle." Det var da det mindste han kunne gøre. "Læg dig nu bare under dynen, så kommer jeg med et glas vand og pillen." Sagde han så og forsvandt ud på badeværelset.

Så ledte han i hendes skabe - uden at kigge for meget på ting, der ikke kom ham ved - og fandt til sidst en lille æske med et par stykker. Så fandt han et glas vand og tog alt med ud til hende.
"Her prinsesse," sagde han så og rakte det ud mod hende.

hun tog imod dem og glasset mens hun så mistænksomt på ham.
''please, sæt dig nu ned skat..'' bad hun stille. hun tog to asperiner og drak lidt vand til. Hun bed sig i læben, mens hun så bedende på ham.
''Percie, jeg lover dig at jeg ikke tager stoffer mere, bare du holder op med at hade mig..'' sagde hun stille mens hun prøvede at holde øjnene åbne.

Han var alt for oprevet til at sætte sig ned, så han nøjedes med at stille sig op af skrivebordet. Han betragtede hende, for at være sikker på at hun fik taget pillerne. Hvad havde stofferne gjort ved hende? Var hun stadig den samme Eli som før?

Så sukkede han og sagde stille: "Jeg hader dig ikke, Eli. Jeg kan ikke hade dig, ligemeget hvor meget jeg gerne vil lade vreden vinde."

//svigt...//

''mente du hvad du sagde...? At det var ovre mellem os..?'' hun så ned på sine hænder. hun havde ikke lyst til at spørge ham så direkte, men hvis han havde ment det, så ville hun ikke tvinge ham til at tage sig af hende.

''jeg håber ikke at dine kammerater kommer til at spørge for meget indtil hvorfor din veninde kom gående, ligbleg og kun iført jeans og bh..'' mumlede hun stille.

Han rystede opgivende på hovedet, som havde hun lige spurgt om noget dumt og åbenlyst.
"Selvfølgelig mente jeg det ikke, Eli. Jeg elsker dig, og det ved du godt," svarede han stille, mens han kløede sig i det filtrede hår.

Så trak han på skuldrene og svarede: "Det skal de nok. Jeg må finde på en god undskyldning, da jeg går ud fra, at du ikke har lyst til at dele dette med alle og enhver?"

Hun rømmede sig lidt inden hun begyndte med at tale med hans stemme.
''jo, nu skal i høre; min kæreste, som jeg ikke rigtig ved om er sindssyg eller ej, er på nogle stoffer der får hende til at være normal i hovedet. Det ville jeg ikke have så jeg smed for 50.000 $ over muren lige udenfor. Så da hun finder ud af det tager hun selvfølgelig over for at tale med mig, men fordi hun ikke fik sin dosis i tide besvimede hun i mine arme, så jeg bar hende op på hendes værelse og slog hende i ansigtet til hun vågnede. Og nu sidder hun og prøver at forklare hvorfor hun ikke havde fortalt mig om stofferne tidligere.''

Hun så på ham med et uskyldigt smil. ''indse det-'' sagde hun med sin normale stemme, ''-jeg burde blive børnebgsforfatter.'' hun smilede blidt.

Han kiggede overrasket på hende.
"Var der for 50.000$? Åh nej, det må du virkelig undskyld, Eli.. Jeg skal nok betale dem tilbage på et tidspunkt, når jeg får dem sparet op," sagde han panisk og havde lyst til at slå sig selv. Hvor havde han dog været dum. Det var jo hendes, hun havde brugt penge på det.

Så klukkede han stille - en stif og anstrengt latter - og sagde: "Ja, jeg ville i hvert fald købe bøgerne og læse dem for mine børn."

''take a break.'' sagde hun roligt. ''det var jo kun 50. hvis jeg havde betalt fuld pris så havde jeg jo nok slået dig ihjel.'' grinte hun. ''metaforisk ment!'' sagde hun hurtigt. Så rejste hun sig igen, denne gang med lidt mere selvkontrol og vaklede mod badeværelset.

Han svarede hende ikke, men sukkede så bare og kiggede efter hende, da hun forsvandt ud på badeværelset.
Så stilte han sig hen til døren og tog i håndtaget - han trængte til at få noget søvn, han havde trods alt været oppe hele 'dagen'.
"Prøv nu at få noget søvn, Eli," sagde han, før han forsvandt ud af døren og bad til Nyx om, at hun ikke ville gøre noget dumt.

''niks du. jeg skal ud og hente de ting jeg efterlod, og hvis de ikke er der; tilbage og købe noget nyt.'' sagde hun mens hun redte hår og børstede tænder.

hun havde ikke i sinde at sove, ikke nu. Hun var træt men vidste at hun ikke ville vågne, hvis hun faldte i søvn nu.

Han gik tilbage til værelset og udbrød vredt: "Hvad i alverden sagde du? Skal du have flere stoffer? Men du lovede at du ville lade være, Eli." Til sidst blev hans ord bønfaldende. Han ville gøre en ende på forholdet en gang for alle, hvis hun havde tænkt sig at forsætte på dét spor, for det accepterede han ikke. Hun ødelagde sig selv.

hun stirrede forskrækket på ham. ''jeg mente tøjet!'' sagde hun så inden hun aede ham på kinden. ''og jeg mener det, jeg stopper med stofferne. Men så må du finde dig i at kropslig kontakt bliver en sjældenhed.'' sagde hun blidt.

hun begyndte at lede sit skab igennem for en t-shirt.

Han sukkede lettet og følte sig meget dum. Selvfølgelig mente hun tøjet! Hvordan kunne han overhovedet tro det andet?
"Det er helt okay," skyndte han at forsikre hende om. Det var meget vigtigere at hun var sund og rask. "Men hvad med din anden medicin? Hvad skete der med den?" Spurgte han så.

''den jeg fik af klinikken? Jeg afleverede den tilbage til dem, da der nok er en eller anden pige der har mere brug for den end jeg.''Sagde hun mens hun sprøjtede tør-shampoo i sit hår. Derefter begyndte hun at dække sit svagtlysende røde mærke i panden.
''gå du bare op og sov. Og smid de dåser og poser ud.'' sagde hun med et lille smil. Hun aede ham på kinden inden hun tog handsker på.

Han sukkede dybt af hende. Hvorfor i alverden havde hun troet, at det ville være en god idé at skifte sin medicin ud med stoffer?
Da hun så bad ham om at gå op i seng, nikkede han og mærkede søvnen skylle over ham som en bølge.
"Vi ses, prinsesse," mumlede han så, før han forsvandt ud af værelset.

hun så hovedrystende på ham, med et lille smil på læben.
Hun blev selv færdig og gik ned for at hente sit tøj som hun efterlod. Han satte i løb udenfor skolen, og var tilbage ved tøjet på ingen tid. Det hele stod der endnu.
Hun samlede poserne op, og gik tilbage mod skolen mens hun nynnede for sig selv.
Hun overvejede at tage natkjolen på, og gå ind til Percie, men hun vidste at han ikke kunne lide at blive vækket .

Der gik overraskende lang tid, før han var tilbage på sit værelse, fordi hans skridt var så tunge og trætte. Han nåede kun at få børstet tænder, før han fald om i sengen og sov med det samme. Han nåede ikke engang at få sit tøj af.