Alone again. Shit. - Demetri.

Tid: Efter de sidste timer er slut.
Omgivelser: Ikke særlig mange men.. ynglinge selvfølgelig.
Sted: Tæt på et hjørne, ved porten til Gårdspladsen.
Vejr: Stjerneklart. Tæt på solopgang.
______________________________________________________

Daliahs hjerte slog, som en lille fugls vingesalg. Hektisk. Hun sad på en bænk, som næsten altid stod stille, et sted hvor den næsten aldrig blev set og opdaget. Hun var sværd at se i mørket, også med en ynglings gode natteøjne. En vampyr ville måske kunne se hende, i den rigtige vinkel, så de krogede grene ikke skjulte hende for meget.
Hun sad helt stille, og knugede hendes halskæde i sin hånd. Det var den eneste ting hun havde fået med, fra sit værelse. Ja, den eneste ting som ikke var et vækkeur, tøj eller hendes dragkiste, hendes allermest skattede ting, hvor alle hendes andre mystiske smykker lå. Hun havde ikke kun en forkærlighed for musik og poesi, men også glitrende, mystiske, gamle ting.
Det var kegleformet onyx med et sølvbånd i toppen, hvor der sad en måne i blå sten. På onyxen stod der en masse underlige ord, på et underligt sprog som Daliah ikke kendte til. Det var mystisk, ligesom tegnet i hendes pande. Utroligt at det lige var en måne, som passede så godt til denne nye verden i skygger. En ny verden som vampyr.

Demetri kom gående ud af porten og stod nu i gårdspladsen, han stod kort stille og indåndede bare den friske luft, et lille kom frem på hans læber, det nåede næsten op til øjnene, Det Var nu Dejligt at have fri. han satte i bevægelse igen og gik længere ud i gårdspladsen. (Kig ava for at se hvad han har på) han tog kort hånden op til panden og mærkede der hvor hans mærke var, han holdte af sit mærke .. Det repræsentede.. Ham, Nattens Hus. Det var bare blevet en del af ham.

//jeg har lige lidt krea stop her ved morgenen men skal nok se om jeg kan få dem lidt længere//

//Kender det godt. Pres ikke dig selv, bare for at lave længere indlæg. De bliver bare dårlige ^^//

Daliah tog en dyb indånding og prøvede at stoppe sig selv i at få paranoia. Bare fordi Jameelah ikke havde haft poesi i sidste time, og at hun ikke havde fundet hende på gangen, betød det ikke at alle på skolen snart ville overfalde hende og drikke hendes blod. Hun havde dog lært i Vampyrer og Samfund, at ynglinge normalt ikke kunne lide blod, men alligevel. Hendes skræmte hjerte sagde ét, og hendes fornuft noget andet. Det var ikke første gang det skete, slet ikke.
Hun lyttede til nogle nye skridt, og efter at dømme på lyden var det en høj en, en mand sikkert. Et gisp forlod hendes læber, helt imod hendes vilje. Nu skete det. Nu skulle hun dø. Mon Nyx tog hende med til sit rige, nu hvor hun var blevet Mærket?

Han hørte et gisp, ikke særlig højt men lige så han kunne høre det, han drejede sig om og så hen i et af gårdspladsens hjørner og gik langsomt derhen, han var ikke bange, overhovedet ikke faktisk for hvad skulle der egentlig gemme sig på skolen der kunne gøre ham ondt. "Hey..?" Sagde han og stod nu kun nogle få meter væk fra bænken.
han ville ikke gå derhen hvis personen der sad der (hvis der sad en person) var bange for ham, måske en ny yngling, det var aldrig helt fedt at være ny.. Syntes han i hvertfald selv, selv om han ikke Var HELT ny mere,



//okay ^^//

Daliah hørte ham stoppe, og spidsede øre. Noget sagde hende at der ligesom ikke var noget at være bange for alligevel. Nyx måske? Nej, bare den kvindelige intuition vel.
Hun slappede lidt af i alle sine spændte muskler, og pustede luften ud. Det var ikke gået op for hende at hun havde holdt vejret. "Hej." hviskede hun, men alligevel højt nok til at han kunne høre det, og det viste hun. Hun kunne se en skikkelse i skyggerne ved træet, men alligevel ikke hele hans krop. Han var udvisket. Men han så høj ud. Høj og mørk, men alle i Nattens Hus har mørkt tøj på, så hvorfor skulle han være anderledes?

"Hej." Smilte han og gik langsomt helt hen, "Vil du have noget imod at jeg satte mig ved siden af dig?" Spurgte han og smilte charmerende til hende. "Eller skal jeg bare gå og lade dig være?" han så på hende i noget tid, så på hende mærke i panden, Ikke fordi der var noget specielt ved det. "Men uanset hvad, Så vil jeg gerne vde hvad du hedder" hans charmerende smil forblev på hans læber imens han snakkede.
Af hvvad han kunne se af hende, var hun ikke grim, tværtimod.

Hun rystede lidt skrækken af sig, og prøvede sig frem med et smil. Efter hans ansigtsudtryk at dømme, så gik det godt. hun smilede charmerende til ham, da hun så ordenligt på ham. Han var en af de der lækre fyre, som bare blev endnu mere lækrere som vampyr, og som blev rige og berømte når de klarede Forvandlingen.
"Du skal sige dit navn først." sagde hun, med et drillende glimt i øjet. Hun klappede på bænken ved siden af sig, som tegn til at han skulle sætte sig. Hun kunne godt trænge til noget selskab og åbne sig for nogle andre end Jameelah.

hans smil blev endnu bredere, dog stadig utrolig charmerende. han satte sig langsomt ned og 'studederede' Hendes ansigt i noget tid uden at sige noget, han åbnede munden og sagde "Jeg Hedder Demetri.. Demetri Cyril Ambrose" Sagde han og fjernede godt blikket fra hende, og gik ud i gårdspladsen selvom hans syn igen fandt vej til hende.
"Og nu er det min tur til at spørge hvad dit navn er" Smilte han til hende.

Hun smilede blidt til ham, og strøg noget af det røde hår om bag øret. Hendes ravfarvede øjne glødede.
"Mit navn er Daliah Isabell." Hun lagde hovedet på skrå, bukkede det fremad og knyttede elegant sin hånd over hjertet. "Det er en Ære at møde dig Demetri." Hun så op på ham igen, og smilede skævt.
"Hvilket trin går du så på?" spurgte hun nysgerrigt. Han var ældre end hende, men hvor gammel?

//Totalt blottet for kreativitet T _ T//

han løftede også selv hånden og knyttede også hånden ved hjertet, han smilte fortsat charmerende til hende, "Jeg går på 4 Trin." smilte han, hun var ny her, eller hun så ud som en der er ny. hun vidste nok ikke at han var en af Mørkets sønner.
"Du er ny ikke ?" han så spørgende på hende, "Du så ud som en der kunne dø hvis man hoppede frem og sagde bøh til dig. altså lige før" grinte han, ikke ondt eller noget men en latter der sådan grinte lidt med hende og ikke imod hende.

"Fjerde trin?" hun mindede sig selv om at hun måtte finde ud at noget mere om de der trinmærker. Hun så ned på sine negle, så han ikke skulle se hendes øjne var fyldt med tvivl.
"Jo, jeg er ny." hun kunne ikke lade være med at grine over hans bemærkning. "Tanken om at starte på en skole fyldt med blodsugere er ret skræmmende. Og ikke mindst hvor fægtning er et af de normale fag." Hun smilede et sødt smil til ham. "Og der er så mange farlige og dødsenslækre vampyrfyre her. Man bliver jo pisse bange." sagde hun med sukkersød stemme.

"Blodsugere?" spurgte han, Han kunne ikke ligefrem lide det 'udtryk' han så på hende.
"mange farlige dødsenslækre vampyrfyre.." han smilte lidt mere over den bemærkning.
"Er jeg så en af dem ? " spurgte han og så på hende "Og hvis ikke.. Hvorfor?" det var ikke for at udspørge hende på kryds og tværs.
Han lagde hovedet let på skrå "Er du bange for at se mig i øjnene?" Spurgte han med et charmerende smil

"Sådan ser man på det, indtil man bliver til en af dem... os mener jeg selvfølgelig. Forstå mig ikke forkert," hun slog ud med hænderne. "Jeg passer ind her, og høre til her. Jeg har det godt her." hun lagde hovedet på skrå, og smilede kært.
"Om jeg er bange? Du kan tro nej." Hun rettede sine ravfarvede øjne imod ham, og de glødede af intensitet. Hun lænede sig frem imod ham, og stoppede da hendes mund var meget tæt på hans øre. Hendes ånde kildede på hans hals. "Aldrig... aldrig sig sådan noget til mig igen." Hendes stemme var drillende og kærlig, ikke truende som ordene ellers gav udtryk for.

hendes ånde kildede mod hans hals, det charmerende smil sad stadig på hans læber. "Men du har vidst lidt svært ved at vænne dig til at du nu er en yngling var ?"
"Du er ikke bange for noget som helst ? Ikke Bange for en farlig, dødsenslækker vampyr fyr som mig?" sagde han med en lav stemme.
"For ellers ? hvad vil du måske gøre ved mig var ? Fru Daliah, Hvad ville du kunne gøre ved mig var?" Han smilte stadig.

Hun trak sig lidt væk fra ham, så hun kunne se ind i hans lækre, blå øjne. "Jeg vil kunne gøre mere end du aner." hun anede ikke selv hvad hun kunne gøre, men hun havde på fornemmelsen at hun faktisk var farligere end hun følte sig. En skælven gik igennem hende, da det gik op for hende at hun ville have ham i sin magt, vise ham at hun kunne gøre ham noget.
Hun skulle bare vente på det rette tidspunkt.

"kan du helt konkret sige hvad det er du kan gøre mig, var?" Spurgte han løftede det ene øjenbryn, han så hende dybt i øjnene. han var lidt vandt til det her, Altså, de fleste menneske piger blev næsten altid forelsket i ham.
Både før han blev yngling og da han stadig var et menneske, men hende her var ikke et menneske.
"Men burde jeg være bange og forurolig fru Daliah?" Spurgte han og smilte stadig.

Hun lænede sig langsomt hen imod ham igen, og hendes ravfarvede øjne blev mørkere. Lynhurtigt - så hurtig som en yngling nu er - bed hun ham i næsen og trak sig hurtigt tilbage. Så rakte hun tunge af ham. Godt nok var det ikke noget farligt, og hun slap sikkert ikke godt for det, men mon ikke han havde fået et lille chok. Hun kunne bare ikke klare hans tonefald. som om hun var en klat, han var helt vant til.
Hun så spottende på ham, og slikkede sig om læberne. "Mere konkret for du det altså ikke, Mr. Demetri."

Han smilte bare da hun bed ham på næsen, "Av.. For satan da.." Mumlede han lod som om det gjorde selvom man godt kunne høre det bare var lidt for sjov.
han smilte lidt, 'Mr. Demetri'. han lænede sig langsomt hen mod hende så hun kom til at komme lidt bagud (ikke så hun falder ned men at hun bliver lagt lidt ned) "Men Frue, Jeg er altså heller ikke helt ufarlig," hviskede han, der var kun få centimeter fra deres ansigter.

Hun så på ham, fyldt med skadefryd. Selvom han bare fakede smerten, føltes det alligevel meget dejligt. Skadefryden var smuk på hendes ansigt. Den fik hende til at se kold ud.
Da han lænede sig frem imod hende, fik det hende til at føle sig meget udsat. Hun spidsede læberne igen, og så drillende på ham. Legen var begyndt at blive spændende. Der var noget virkelig charmerende over ham, noget som normale vampyrer ikke havde. Han var speciel, det kunne man bare mærket. Hun følte sig ikke så nervøs i hans selskab, selvom hun følte at hun burde være det.
"Det regnede jeg slet ikke med at De var, Hr." Hun smilede kært til ham, helt uskyldigt. "Hvis De havde været så ufarlig, så havde jeg slet ikke været interesseret i at lade dig komme ind på livet af mig."
Hun lænede sig frem imod ham igen, så hun sad lænet over ham, med det drillende smil.

hun så så smuk ud lige nu, han smilte lidt og så på hende's spidsede læber.
han lænte sig lige frem mod hende så der kun var få centimeter fra deres ansigter mod hinanden, "Men Frue.. Så du ved det.. Jeg er meget.." Han holdte en kort men hurtig pause "Meget farlig" hviskede han, smilet var der ikke mere, men han så ikke sur ud, har så sådan stadig glad ud, Det Røbede hans øjne ham.
han åndede lidt tungt og hun ville kunne mærke hans ånde mod hendes ansigt, hans ånde duftede egentlig bare ligesom, charmerende, Sexet.. ?

Hun strakte sin hals, så hun bedre kunne holde hans øjenkontakt. Hun skælvede svagt. Hvor var det pisse snyd at nogle var så smukke. Det burde være ulovligt. Han burde blive anholdt. Bare for en sikkerheds skyld. Man kunne ikke være sikker på hvad han kunne gøre, når han var så.. 'farlig'.
Hans ånde pirrede hende, men hun kunne godt lide det. Han duftede bare sååå godt. Og hans øjne var intense nok til at få hendes hjerte til at slå hurtigere. Han var sikkert... lige så farlig som han gjorde udtryk for.

"Mm.." mumlede han kort og studerede bare hende's smukke ansigt. "Ligesom dig skal jeg så demonstrere hvad jeg kan gøre .. Eller.. Er du bare LIDT bange for mig" Hviskede han og det charmerende smil brød igen frem på hans læber.
Bare for at drille hende lidt nærmede han hende med sit ansigt og lod kort hans bløde læber røre ved hende's kind.
han lod sine læber køre ned fra hende's kindben og ned til munden, men LIGE da det cirka lidt over en centimeter væk fra hende's mund fjerne han sine læber væk fra hende's ansigt, og smilede fortsat til hende. "og det det mindste.." hviskede han.

Da hans læber rørte hendes hud, skælvede hun. Hun lukkede øjnene af velbehag, og hendes læber krusede sig i et drillende smil. Enten legede han lige lovlig meget med hende - hvilket hun overhovedet ikke syntes om - eller også var han bange. Jeps, det lød meget bedre.
Hun åbnede sine øjne igen, og de var blevet mørkere, ikke længere den søde ravfarve. Hun lænede sig igen frem imod ham, med et drillende smil. Hun elskede bare det her.
"Okay, jeg giver dig ret. Jeg er rædselsslagen." Hun lod sine læber stryge over hans kindben. "Men jeg forstår ikke hvad det er jeg skal være bange for. Hvor farlig er du? Og hvor modig er du?" Utrolig nok var hendes stemme stærk, og skælvede ikke det mindste.

han tog langsomt den ene hånd omkring hende og pressede hende langsomt ind mod sig.
"Jeg er så Utrolig farlig Frue, Og jeg er endnu modigere," Hviskede han i hende's øre, han nød hende's tunge mod sin hud.
han lod kort tungespids røre ved hende's øre flip ?
"jeg kan godt forstå hvorfor du er rædselslagen, jeg er jo Utrolig Farlig" Hviskede han fortsat i hendes øre.
Han pressede hende fortsat langsomt og blidt ind til sig, "Men.. jeg kunne Aldrig finde på at gøre en lille dame som dig noget.." hviskede han