Fortidens mystik ~Laurence Piers Whitlock

// du skal ikke undskylde. ER ked af jeg svarer så langsomt. Men jeg har mediefag, så lige pt. lever jeg halvt på min skole fordi vi skal redigere.. ): (ja, vi får nøgle til gym når vi er på medieholdet, så vi kan sidde der om natten mm. :b)

Han grinede lidt og så studerende på hendes hår ,, Har du krøller? .. Det kan man ellers ikke se.. " han smilede let og så roligt ned på hende mens han lyttede til hendes ord som udløste et lille grin over hendes ord hvorefter han bare lyttede, igen roligt, til hendes ord.
Hun læste, løb og tegnede. Det lød roligt, en lidt sjov kombination men stille og roligt. ,, mmh. Vi har jo alle sådanne måder at flygte fra det hele på.. " kom det lavt brummende fra ham før han spurgte hende ,, Hvor langt løber du så, når du er ude at løbe? " han så ned på hende, smilende, nysgerrig. Selv havde han ikke noget imod at løbe: han hadede bare at gøre det alene pga. han i så fald manglede konkurrence. Det der med at konkurrere mod sig selv.. Det var sku' lidt for kedeligt og ensomt for ham..

//Hehe fedt xD

Hun så på ham og lo blidt. "Præcis" Smilede hun. "Jeg kan have store viltre krøller, og helt fine små og så osse prinsessekrøller" Hun skar ansigt ved det sidste. "Alt efter hvad jeg gør ved det" Hun trak let på sine skuldre og smilede til ham.
Hun smilede over hans latter og trak så let på skuldrene. "Det så forskelligt med hvad og hvem man flugter fra..." Sagde hun med sin spanske accent og ret kryptisk. Hun så på ham og smilede igen. "Langt, jeg kan løbe langt hurtigt" Sagde hun med et skævt smil. "Med min opvækst er det lidt et must, jeg var alles skydeskive.." Hun smilede en lille småtrist smil inden hun blinkede lidt og smiledelidt muntert til ham. "Hvorfor da?" Spurgte hun med et nysgerrigt blik.

// Jae.. Det meget hyggeligt :b

Laurence smilede let af hende ,, Sødt... " han smilede svagt og skævede kort fremad, stadig med et lille skævt smil tegnet på læberne. Krøller kunne være charmerende, hvis man da gad at passe dem. Ellers ville de godt nok ligne noget .. Ja noget ikke særlig kønt.
,, Fuldkommen enig. Vi er jo individuelle individer.. " han så let på hende, smilende og rolig mens han lyttede til hendes ord.
Et kort grin kom fra Laurence over det hun sagde 'langt og hurtigt. og langt hurtigt!', han så frem for sig med et lille smørret smil tegnet om læberne og sagde så let ,, Well, jeg er et konkurrencemenneske.. " han lod den hænge i luften, så hun selv kunne regne det ud: det var vel egentligt en form for udfordring.. For som nævnt før, så hadede han at skulle løbe alene; der manglede udfordring. Det smørrede smil var stadig på hans læber inden han så på hende med et fortsat smørret smil.

Espíritu rødmede da han sagde 'sødt', og rystede let på hovedet. "Det er ikke sødt når man er den alle går efter, så bliver man bare kaldt prinsesse" Sagde hun stille og så lige frem for sig. Hun havde været god til at passe sit hår da det var længere, men da det hele tiden blev klippet af andre børn, fik hun det kuttet ned til dets nuværende længde, og det havde hun holdt af ren vane, hun havde ellers nogle smukke krøller.
Hun så på ham og smilede lidt til ham med lette røde kinder og vendte så blikket ned, ret genert egentlig.
Hun smilede en smule fjollet for sig selv og så på ham igen. Hun havde fået med et mere sikkert blik. Hun havde regnet ud hvad han prøvede at hentyde. "Vi kan sagtens løbe om kap, men kun hvis du kan tåle at tabe til en pige" Sagde hun med en sød drillende og udfordrende tone og et lille sødt og uskyldigt smil på hendes fine rosa læber.

Laurence trak skævt på smilebåndet så det kunne anes helt op i den ene side; at musklerne fulgte rigtigt med; han så fremad, og rystede svagt på hovedet af hende. Smilet var en reaktion på hendes rødmen, for helt ærligt, hun rødmede over ingenting. Hun var sikkert sådan en der var alt for nem - på mange måder sikkert! Et par søde ord, så hun var snoet tæt op af ens lillefinger som en anden lille marionette. Han trak let og selvtilfreds på smilebåndet over sine små-skumle tanker. Hans tanker blev dog afledt da hun atter sagde noget ,, Sådan er det at have langt hår. Lige meget om du så er af det ene eller andet køn. Hvis du har langt hår, er du en prinsesse. " han rynkede kort på brynene og sagde så en smule stramt ,, Og NEJ, du skal ikke kalde mig prinsesse. " hans så ned på hende med et hævet bryn, ligesom for at understrege det. Hans temperament ville sikkert tigge af, hvis det var.
Et højt grin kom fra Laurence mens han så på hende med et skævt og provokerende grin ,, Hm-hmn? Så du tror virkelig du er så god? " han så roligt på hende, en smule udfordrende. ,, Jeg har intet problem med at tabe til en pige. Problemet er nok mere det at tabe.. " han hævede svagt brynene ved tanken, dét der med at tabe, var ikke en særlig god cocktail for ham og hans temperament.

Espíritu sukkede let og kørte en hånd gennem hendes hår. Egentlig havde ingen nogensinde nærmest sig hende som mere end en ven, ingen havde overhoved været hendes ven, hun havde lært som lille at se forskel på dem der ville være hendes ven og dem der bare ville bruge hende eller var blevet udfordret til at snakke med hende. Alle havde frygtet hende som pesten.
Hun så på ham og grinede lidt. "Du ligner ikke en prinsesse Laurence, og så ville det osse være upassende at kalde dig det, så jeg ville alligevel ikke kunne finde på det" Sagde hun roligt og smilede lidt til ham.
Hun smilede lidt over ham. "Har du da nogensinde løbet indermuren rundt?" Spurgte hun roligt og fangede hans blik med et skævt smil. Hun vidste hvor langt det var, hende og hendes søster havde tit løbet kap langs den, og hun var stadig hurtigst af de to. Hun kluklo lidt af ham. "Der er da heller ingen der kan li at tabe" Sagde hun med et skævt smil og så på ham.

Laurence smilede lidt af hende inden han kort svingede med håret, mens han med en spillende krænket tone sagde ,, Siger du, jeg ikke ville være flot med et lille diadem og en fin stor lyserød kjole? " han så kort skeptisk på hende, rullede diva-agtig med øjnene, inden han så kort bare rynkede på øjnene og næsen samtidig med han rystede afværgende på hovedet. ,, Det tror jeg nu ikke jeg ville. " bekræftede han så bare selv.
Han så på hende, smilede flabet ,, Mmh, det har jeg. Normalt slås folk her jo hvis de har et lille opgør med en og tager deres klø af lærerne bagefter. Men folk plejer ikke at turde slås mod mig.. Også afgør vi det normalt bare på den måde. " han smilede sagte til hende, mens han så roligt på hende. Hans temperament førte til mange konflikter, men helt ærligt, så var det ikke noget der generede ham. Det med hele tiden at skulle være på vagt overfor en pludselig trussel, det var.. spændende.

Espíritu så på ham og begyndte at grine. "Overhoved ikke" Sagde hun med et lille muntert smil. "Det ville ikke passe nogen, ikke i den her tid"
Hun rystede smilende på hovedet over ham. Hun så på ham og lyttede til hvad han sagde med et lille smil. "Jeg tør da godt at slås mod dig" Sagde hun med et lille grin og så på ham, hun turde faktisk godt, hun havde været mod større drenge på hendes egen alder, hun kendte kroppens svage punkter og kunne gøre en anden lam i nogle dele af kroppen, og så selvfølgelig fjerne det igen.

Laurence så spørgende på hende ,, I denne tid? " han så på hende; afventede. I denne tid? Jorden var jo ikke ligefrem ved at gå under eller noget, var det bare fordi de var her, på skolen at et var 'i denne tid'?
Han valgte at ignorere hendes ord og sagde blot: ,, Vrede kan gøre meget. " man kunne nærmest fornemme punktummet, lukningen og det store slut skilt der bare blev kastet ned i jorden. Rettere sagt: der var ikke mere at snakke om.
Grunden til dette var at han ikke disideret skammede sig over sit temperament, hans vidste blot hvad det kunne medføre og hvordan han i sin vrede var fuldkommen ligeglad med hvad hans krop og sinds sunde fornuft prøvede at fortælle ham. Det eksisterede ikke når han var vred. Han blev ved; indtil en uventet drejning skete, som personen besvimede (nogen gange længere) eller han selv faldt om.

Espíritu så på ham og smilede let. "Det var jo moderne at have store, ikke ligefrem lyserøde, men mangefarvede kjoler på engang" Forklarede hun med et lille skævt smil.
Hun så på ham, åbnede munden for at sige noget, men kunne mærke at han ikke ville snakke mere om det, så hun lukkede den igen og så ned. "Øhm.. Skal vi ikke løbe kap efter maden?" Spurgte hun forsigtigt, for at komme væk fra emnet før, hun kunne ikke li den trykkende stemning. Hun kløede sig ubevist på armen over hendes ar og så på ham med et lettere usikkert blik.

,, Ah, på den måde.. " han nikkede forstående. For sandt, man så jo ikke ligefrem folk rende rundt i store prompte kjoler, spændt ind med de onde korsetter; ligesom man sjældent så mænd i strømpebukser nu til dages.
Han grinede dog svagt af hende ,, Det kan godt være du kan løbe som et jagtet dyr når du lige har spist, " han grinede kort og fortsatte ,, Men medmindre du vil se mig stå og knække mig i stride strømme, så tror jeg vi bliver nød til at vente i hvert fald mindst en lille time, så maden er kommet HELT ned i maven. " han smilede og rynkede kort på panden over han lettere groteske ord; men det var sandt. Hvis han løb lige når han havde spist, kastede han op. Hvorfor vidste han ikke, men han var også ligeglad.

// undskyld korte svar, er sulten! så hopper lige ud og laver mad, skynder mig

Hun så på ham og smilede lidt skævt, hun havde faktisk prøvet at gå med en korset før, men hun skulle bare ikke have den på i længere tid, for man kunne ikke rigtig trække vejret helt.
Hun så på ham og skar ansigt. "Det ville ikke være rart" Sagde hun med et svagt smil. "Så må vi bare lave noget andet imens du fordøjer din mad, eller vi kan bare mødes der?" Sagde hun og så på ham med et lille smil.

//Nu jeg tænker over det, har jeg set en dreng i korset.. xD Mig og to andre veninder tvang ham i den xD Og undskyld mine korte svar, har ikke rigtig nogen krea ^^'

Laurence smilede roligt for sig selv, tænkende og rolig mens hans blik kort skævede rundt. Dog så han alligevel skeptisk på hende, over hendes pludselige kommentar om at de kunne gå hver til sidst, han sagde let grinende ,, Du måske træt af mit selvskab? " han grinte svagt og fortsatte ,, Og mig som ellers har opført mig helt anstændigt! " han smilede til hende; drillende. Han forstod hende godt, det var slet ikke det, han kunne bare ikke lade vær. Sådan var han. Men faktisk, så havde han opført sig anstændigt, hvilket hørte til sjældenhederne.

// fedt xD.. mine 'veninder' er allesammen feminine bøsser.. så jeg har også set lidt af hvert ahah!

Espíritu så på ham og grinede lidt. "Nej da, jeg tænkte bare at vi måske skulle få noget andet tøj på" Sagde hun med et lille undskyldende grin og rødmede let, mod hendes vilje. Hun lo igen over ham og hendes ansigt lyste igen nærmest op og hun så på ham med et muntert smil.

//Hahaha xD Har ingen bøsse-venner.. Men har to veninder som er bi ^^'
Sorry det korte svar, er pisse sulten og maden er klar nu.. xD

Han grinede kort af hende ,, Årh ja, der er intet bedre end løbe tøj, man ser simpelthen bare SÅ godt ud.. " han rynkede kort på næsen. Han hadede løbetøj; på kvinder kunne det være meget pænt hvis de havde en lille fin numse.. Men en mandenumse spændt nede i sådanne et par + synet af hans forreste stolthed.. Det var ikke ligefrem tillokkende.
Hans blik hvilede dog roligt på hende, inden han gjorde et lille kast med hovedet. ,, Såe, vi går ned og spiser. Går hver til sidst, slår mave og gør os klar? " han så roligt på hende, afventede på hendes svar.

// tro mig, man HAR det altså bare sjovere hvis man er biseksuel!
og årh, det en skam. kender ikke større diva'er end bøsser. det er herligt!