Blodigt tabu - Laurence Piers Whitlock

Sted: Spisesalen.
Tid: Et sted mellem to af timerne.
Vejr: Det hagler.
Omgivelser: Ikke rigtig nogen. De fleste er på vej til næste time.

Kun de hvide overarme og det blege ansigt kunne ses i mørket. Den sorte kjole og handskerne fik hende til at forsvinde i det tætte mørke mens hun listede ind i spisesalen.
Hun ville nok ikke nå frem til næste time, men som ny elev ville hun altid bare kunne sige, at hun ikke havde kunnet finde rundt. Desuden havde timerne ikke raget hende hjemme i england, og de ragede hende ikke nu.
Hun vidste skam godt hvilke konsekvenser hun udsatte sig selv for. Men det med at overleve stod ikke højt på hendes liste over, hvad der var vigtigst.
Lev stærkt, dø ung.
Hun foretrak at leve i nuet og nyde det. Det var derfor hun havde sneget sig væk, blot for et øjeblik.
Hun nærmede sig det store bord midterst i salen, mens hendes blik søgte op mod gudindens - eller rettere, statuens. Hun greb en kop og begyndte at hældte blodvin op. Hun var godt nok kun på 4. trin og blodet smagte hende ikke endnu, men hun vidste hvilken energi det førte med sig. Og lidt dårlig smag i munden kunne en cigaret altid klare~
Hun vidste at det at drikke blod var så forkert i menneskers øjne, men hvis man alligevel skulle leve af det ... Skål for blodigt tabu!
Hun tog en hurtig slurk og skar så en grimasse, som om hun havde drukket medicin. Hun rystede på hovedet så de sorte, og de to hvide lokker dansede om hovedet på hende. Hun satte koppen fra sig og snurrede en en enkelt gang rundt på den frie gulvplads, før hun stoppede op med front mod vinduet og den smukke, hvide hagl, der slog hårdt og brutalt mod vinduerne.
"Med hud så hvid som sne, og læber så blodrøde," hviskede hun, mens et gammelt eventyr dukkede op i hendes hukommelse.

Laurence sad ved en et af bordene på en af de lange bænke som omgav nogle af bordene. Andre steder var der stole, men bænkene var ligeså komfortable som alt andet her i spisesalen.
Laurences blik gled sagte rundt på de få som stadig sad i salen; selv havde han ikke tænkt sig at gå til time, det var sundt at pjække engang i mellem, ikke sandt? En sagte brummen kom kort fra ham, dybt nede fra hans hals mens hans øjne var lukkede og han bare sad og lyttede; og dér, var der en lille lyd der lød forkert, nærmest som om der var en der kom ind i salen, i stedet for at forlade den. Roligt åbnede han øjnene og så roligt mod lyden og han trak kort skævt på smilebåndet, selvfølgelig havde han ret. Men hvad lavede hun dog, hvorfor skulle hun ikke til time? Så vidt han kunne se, grundet mærket og emblemet som hvilede ved venstre bryst, burde hun tage til time. Hun var trods alt SÅ ny, ikke ligesom ham selv; han var jo i gang med femte trin.
I hans hånd, højre hånd, hvilede et glas som han bevægede meget svagt mens den røde væske gled lysløst rundt i glasset. Hans blik fulgte hende stadig da han tog en enkelt tår for kort at skimte rundt. Men hans blik endte dog atter på hende, en smule nysgerrig og undrende, dumdristige pigebarn.

//4. trin er altså ikke 'ny' xD Hun har allerede været yngling et år.//

Miribelle lukkede øjnene og lod let og elegant fødderne flytte sig på gulvet, mens hun snurrede rundt igen. Lettere beruset af blodet.
Hun stivnede pludseligt, da hun hørte en brummen, og da hun åbnede øjnene igen så hun direkte på drengen inde i mørket og et gisp slap de sorte læber. Hendes øjne virkede alt for store et øjeblik. Som et dyr i en bils forlygter, før det bliver ramt.
Så sukkede hun irriteret over chokket og lagde hovedet på skrå.
"Hygger du dig, Dracula?" Hendes stemme lød drillende, selvom der ikke var noget bestemt udtryk i hendes ansigt. Hun lagde armene over kors og hævede det ene bryn lidt. Han mindede hende om Dracula, som han sad der omgivet af mørke. Og dog var han så malplaceret. Hun fornemmede heller ikke nogen mørk aura om ham, så det var ikke fordi han var specielt skræmmende ... Men Miri var heller ikke god til at tænke sig om, før hun talte. I hvert fald ikke altid.

Selvsikkert - ja, nok også dumdristigt - begyndte hun at gå hen imod ham. Alt var bedre end at smutte til time. Hun orkede ikke fysisk træning, og når man så på hende, tænkte man heller ikke ligefrem at den lille skikkelse ville holde til det.
"Sidder alene og skræmmer livet af folk ... " Det trak i hendes ene mundvig. Det var komisk at hun havde ladet sig skræmme.

( Hun er yngre end ham, hun er lille, basta! xD)

Laurence hævede let brynene over den anden, hendes forskrækkede reaktion overraskede ham og fik ham til at kvæle et grin så han sad med et kort forfjamsket udtryk i ansigtet; Han skjulte dog dette ved at rømme sig og svagt klemme de i forvejen smalle øjne samme mens han derefter vendte blikket mod hende igen.
Hvor var hun dog mørk at se på. Det var deprimerende, liv lidt op, kom med lidt farve; bare et eller andet!
Men selvfølgelig: alle var klædt i sort tøj på denne tid, så han vidste egentligt ikke om hun normalt var så deprimerende og sort at se på.
Han vendte atter tilbage fra sine tanker og så på hende med de normale smalle og svagt mystiske øjne. Dracula, han fnøs kort, dog stadig med et hævet bryn mens han så hende bevæge sig hen mod sig.
,, Det er ganske hyggeligt, så at sidde her og skræmme livet af sarte fremmede sjæle. " han træk skævt på smilebåndet mens han roligt så hende i øjnene uden nogle yderligere problemer; generthed var ikke ligefrem det han led af.
,, Hmm, det lykkedes vist ikke så godt det der med at skræmme dig. Du kommer da stadig tættere på, " han grinte mildt inden han fortsætte ,, Men Dracula er i det hele heller ikke så skrækindjagende, har jeg ret? " han hævede svagt det ene bryn mens han så på hende, afventende og med et lille smil tegnet på læberne.

"Sart?" Fnøs hun fornærmet, men hun så ikke ud til at lade det røre sig. Hun vidste godt at han bare drillede hende, som hun drillede ham.
"Nej, Dracula er ikke skræmmende overhoved. Han er cirka ligeså skræmmende som en kanin af lyserød candyfloss." Selvom det nok var et komisk billed, rynkede hun alligevel lidt på næsen og fortrød sit ordvalg. Ikke fordi, hun ikke mente det, men fordi hun ville tages seriøst - og hvem ville tage en goth-pige seriøst, hvis hun sagde sådan noget pis?
Flot, Miri, hvæsede hun af sig selv.
Hendes udtryk var stadig helt neutralt, da hun stoppede op et par skridt fra det bord han sad ved.
"Ikke fordi det genere mig, at du skræmmer forbipasserende, men burde du ikke være til time, lille ven?" Hun havde skam set, at han gik et trin over hende og hun var også sikker på at han var omkring to hoveder højere end hende, men hun brød sig ikke om at være den lille. Hun sagde altid, at det var alle andre, der var for store.

// Fint, fint, hun er lille xD //

// ville give ALT for at være under 170 IRL :b.. så jeg syntes bare det er snyd. AHAHA

Laurence smilede bare af hendes fornærmede skuespil; så vidste han da hvad hun kunne holde til hvilket faktisk var ganske rart: alt det andet der med, hvor man dårligt kan sige buh-eller bøh til folk, før de hader en som pesten hadede han - selvom han selvfølgelig nødig skulle snakke om sådan noget, eftersom han selv var dejlig dømmende, men ja.
Han hævede atter brynene og brød ud i et højere grin ,, Fedt, nu alle kaniner små mini draculaer.. Skønt.. " han rystede kort fraværende på hovedet, dog med et skævt smil på læberne før han lod blikket falde på hende endnu engang; hun var ikke særlig høj og de to hvide striber i håret var ret utraditionelt, men okay, hvad var ikke utraditionelt ved denne 'skole'?
Han lyttede roligt til hende, og smilede atter skævt inden et kort grin kom fra han læber, han pegede let på hende med hånden hvor glasset var i og sagde ,, Undskyld mig, men med dine 160 cm skulle du vidst nødig snakke om at være lille " han smilede drilsk, han var både ældre og en DEL højere end hende, for stor var hun hvert fald ikke! Han valgte dog at svare på hendes spørgsmål ,, Pjækning er sundt til tider, " han så roligt på hende, tænkende og fortsatte ,, Hvad med dig selv, burde du ikke være til time nu?, " han så på hende med et løftet bryn, en smule skeptisk -dog kun i sjov. Han afsluttede sin sætning ,, Store ven "

"Har du set en kanin?" Sagde hun med falsk forbløffelse i stemmen. "De tænder! De ører!"
Derfra gad hun ikke længere kører i Dracula-joken. Nu var den ved at blive for gammel.
"160?" Hun spærrede øjnene op og trådte et skridt mere mod ham, mens hun satte hænderne på hofterne og så ned på ham. Selvfølgelig var hun kun den højeste lige der, fordi han sad ned, men det føltes alligevel godt at kunne se ned på en anden, for en gangs skyld.
"Jeg er faktisk ... " Sagde hun i højt toneleje, men stemmen sank lidt efter lidt og hun så lidt ned i gulvet foran sig med et skævt smil på læberne - selvom smilet tydeligvis ikke faldt hende naturligt. "157." Hun hviskede næsten hun.
"Jeg er ikke lille, du er bare for stor." Hun trak på den ene skulder og havde genvundet den selvsikre tone i stemmen.
Store ven? Ohja, det var skønt at høre. Selvom hun ikke følte sig som den store. Det gjorde hun aldrig.
"Jeg er lige kommet til skolen her, fra Nattens Hus i england ... Hvis nogen spørger, kunne jeg bare ikke finde klassen ... Men helt ærligt, jeg gider det fandme ikke." Hun sagde det så henkastet at det ikke var svært at gætte hvorfor hun var blevet smidt ud af det sidste Nattens Hus hun var på.

Han grinede bare kort af hendes kommentar om den tydeligt farlige kanin. Han så svagt på hende, smilende mens han tog endnu en tår af sin blodvin.
Han så lidt på hende og hendes nærmest truende udstråling som hun stod der foran ham og tårnede sig op med hænderne i siden og det hele. Roligt rettede han sig op, lydløst idet hun valgte at se ned i jorden. Han lænede sig ind over bordet, så han var lænet tættere på hende: derved også en del højere. En dyb, truende knurren kom kort fra ham; hans blik var dog drillende og hans smil, afspejlede tydeligt at det hele kun var for sjov, sådan som det skæve smil var smækket op, med et lille frækt træk. Brynene var ligeså, en smule hævende, igen, understregende.
Han grinte svagt. 157, bette kræ. Han lod kort blikket glide ned over hendes lille skikkelse: De mørke farver hjalp altså ikke særlig godt på hendes lille skikkelse. Men hun var da ikke grim.. Bare.. Lidt kedelig at se på, desværre.
Han lyttede roligt til hendes ord, mens han blev stående hvor han stod. ,, Bare for stor.. " han fnøs kort og fortsatte ,, Jeg tror du skal være glad for, min mor var på højde med dig så jeg ikke fik min fars højde " det var egentligt en ligegyldig bemærkning og man kunne også se hans blik et øjeblik var et andet sted inden han fokuserede på hende, da hun sagde noget.
,, Mmh, der er en der ikke kan li' stedet her.. " han trak roligt på skuldrene og lænede sig et lille øjeblik tættere på hende ,, det er du ikke alene om " han så roligt ind i øjnene på hende med et skævt smil, inden han rettede sig lidt op: han stod dog stadig lænet over bordet ligesom før.

Hun så op på ham og trådte så et skridt bagud, da hun ikke havde indset hvor tæt på hinanden de pludselig var. Hun rynkede lidt på næsen. Skulle han nu lege stor? Det var uretfærdigt!
"Store skrummel," mumlede hun og så op på ham. Hun vidste godt at hun måske ville ende med problemer på halsen, hvis hun provokede ham der.
"Jeg er glad for at du ikke er ligeså skræmmende som du er høj." Hun følte en barnlig trang til at række tunge af ham, men hun lod være.

Hun fjernede hænderne fra hofterne og lagde armene om sig selv igen med et svagt suk.
"Jeg har ikke noget imod stedet ... Det er bedre end hvor jeg var før." Hun så ham i øjnene og rynkede brynene af ham.
"Behøver du puste sig sådan op? Prøver du at kompensere for noget?" Hun smilede spydigt. Det var nok også den eneste slags smil der egentligt faldt hende naturligt. Hun så sjælendt grund til at smile, men efter at være kommet til Tulsa havde hun det bedre end hun havde haft længe. Det havde været rart at komme ud af England.

Laurence smilede bare af hendes ord 'store skrummel' han var høj, ja, men på ingen måde et skrummel og det vidste han udemærket godt.
Svagt klemte han øjnene sammen over hendes ord ,, Hmm. Det ville ellers være morsomt. Ensomt, men morsomt. " han nikkede eftertænksomt, inden han en smule fraværende satte sig på bænken igen og tog en tår af blodvinen. Smagen ramte ham 'berusende' og behageligt.
Hans tanker og fjerne blik blev dog afbrudt da hun endnu engang sagde noget, han nikkede svagt ,, Hmm, så er det hele vel meget godt?" han så lidt på hende, spørgende og søgende, inden han kort rystede på hovedet og sagde en smule tøvende ,, Jeg ved ikke om jeg skal be' dig velkommen? Men, ja, velkommen til i så fald " han smilede skævt og oprigtigt mens han roligt lod blikket glide ned og op af hende igen for at hvile på hendes øjne.
Et svagt fnys kom fra ham over hendes kommentar, han hævede 'øjnene' ikke brynene, eller jo, selvfølgelig blev brynene hævet. Måske var ordet mere at han spilede øjnene en smule op. ,, Njø, min krop er bygget tilpas over hele kroppen, så dét er ikke problemet. " han så kort hårdt på hende og fortsatte ,, Det er sjovt; Magt, manipulation osv. Det hele er sjovt, " Han så roligt på ham, blinkede roligt et par gange inden han tog endnu en tår. Hans blik hvilede efterfølgende bare på glasset som han endnu engang hvirvlede blodvinen rundt i glasset ,, Jeg kan spørge dig om noget af det samme: Føler du dig ikke en smule dumdristig sådan at stå der og se så spydig ud? Som om du ejer det hele? " han så roligt på hende, hans smil var roligt og det samme var hans blik.

Da han satte sig ned igen, blev hun også træt af at stå, så hun satte sig ned ved bordet overfor ham. Hun satte den ene albue på bordet og støttede kinden i håndfladen.
Hun smilede skævt, da han begyndte at snakke om, at hans krop var rigtig nok.
"Nå, en perfekt krop. Opblæst er du da slet ikke," grinede hun sarkastisk, men stadig kun drillende. Hun mente selvfølgelig ikke hvad hun sagde. Hun forsøgte heller ikke at få sig problemer. Hun kedede sig bare.
Hun rettede sig op på sin plads og så ham direkte i øjnene med en stålfast selvsikkerhed.
"Jeg tror ikke jeg ejer noget som helst. Det er præcis derfor jeg er spydig, opblæst og alt hvad man nu ellers kunne kalde mig ... Jeg har ikke noget at miste, så jeg behøver ikke passe på, hvad jeg gør." Hun sukkede svagt og skævede hen imod offerbordet. Hun ville gerne selv have noget mere blodvin, men hun gik jo kun på 4. trin. Hun havde ikke brug for det og hun havde ikke mere godt af det end et almindeligt menneske ... Hendes krop havde jo ikke haft nogen chance for at vænne sig til det.

Laurence fulgte hende roligt med øjnene da hun faktisk rykkede sig væk fra ham.. Nånå så.
,, Njø.. Folk plejer ikke at lyve for mig, det er ret nytteløst, så folk siger hvad de nu tænker.. " han trak ligegyldigt på skuldrene mens han kort skimtede rundt i mørket med et eftertænksomt blik.
Roligt lod han dog blikket falde over på hende igen, mens han svagt hævede det ene bryn og lyttede til hendes ord og nikkede eftertænksomt som hun snakkede. Hun havde sådan set fat i noget der, det kunne han hvert fald ikke nægte. Han nikkede så kort anerkendende og smilede ,, Hmm, ja okay. Jeg tror jeg tabte det her. " et kort varmt smil gled over hans ansigt, inden det forsvandt igen, til det lille skæve smil.
Laurence betragtede hende roligt, hende den lille dér, hvis navn han endnu ikke havde fået, mens han roligt fulgte hendes blik over til offerbordet, han tog dog ingen notits af det mens han bare lod blikket hvile derover ,, Navnet er forresten Laurence Piers.. " kom det så bare umotiveret fra ham, mens han blik roligt gled over på hende, smilende.

"Laurence," gentog hun mens hun rynkede brynene lidt. Hun havde hørt navnet før, men hun synes stadig det lød lidt fremmedartet.
Hun vendte sig mod ham igen og studerede ham lidt. Så bed hun sig fraværende i underlæben og støttede hinden i hånden igen.
"Miribelle Azriel ... Men du kan kalde mig Miri eller Azzi. Hvis du siger Miribelle kan du godt regne med at blive sparket hvor din perfekte krop er mest udsat." Hun blinkede drilsk med det ene øje og måtte igen stoppe sig selv før hun rakte tunge af ham. Hun ville ikke fremstå barnlig ... Sådan var hun ikke ... Hun gættede på at hun stadig var lidt fanget af den lette blodrus. Hun var ikke vant til den.
"Skiftede du navn, da du blev mærket eller har du altid heddet Laurence?" Hun hævede det ene bryn lidt.

Han så kort opmærksomt på hende, Miribelle Azriel, da hun sagde hans navn. Det gik dog op for ham at hun kun gentagede hans navn, så han kom bare med en sagte bekræftende brummen til hende.
,, Miribella Azriel.. Miribella... Mirabella.. Er Mirabella ikke en frugt af en eller anden art? " han så roligt på hende, spørgende. Der var sådan set ikke noget ondt ment i det, det var blot et spørgsmål.. Nok ikke et særligt gennemtænkt spørgsmål grundet det hun efterfølgende sagde. ,, Kan du overhoved nå derop med dine ben? " han smilede flabet mens han så på hende, men så stadig ualmindeligt rolig ud.
Hun virkede fraværende, sikkert grundet det blod hun havde drukket. Han kunne lugte det, eller rettere, han lugtede det da han lænede sig indover hende. Lugten var gennemtrængende, måske fordi han selv var så higende og glad for blodvinen..
Endnu engang lyttede han til hvad hun sagde, inden han svagt rystede på hovedet ,, Jeg har altid heddet det samme.. Jeg forstår ikke det med at skifte navn.. Din familie dør på et tidspunkt også vil du alligevel gå i glemmebogen.. " han så væk, fraværende, mens han tog en tår af vinen: eftertænksom. Tanken var klam, ulidelig. Sådan bare at blive glemt fordi ens forældre døde, han gøs kort for derefter bare at ryste fraværende på hovedet.

"Nu skal du fandme passe på, hvis du gerne vil have børn en dag." Hun så ret gal ud, men sukkede så bare. Med blodvinen i systemet var det svært at holde fast i en vrede. Da han så spurgte om hun kunne nå derop, smilede hun bare lumsk.
"Så længe du sidder ned, så ... " Hun svingede benene op på bænken overfor sig og ramte indersiden af hans lår. Hun havde ikke forsøgt at ramme ham højere oppe - så skulle hun nok have gjort det. Hun var bare ude på at true ham lidt.
"Hvis jeg hed Laurence ville jeg fandme skifte navn." Det var ikke fordi hun sådan prøvede at provokere ham. Hun synes bare navnet lød gammelt. Og dog ... gamle navne kunne være charmerende ... Og selv havde hun jo været langt nok ude til at tage en dødsengels navn til mellemnavn.
"Men jo, lille ven, Mirabella er en frugt, men jeg hedder Mi-ri-bel."

// kan de overhoved formere sig ó_o?

Laurence så bare på hende og trak lidt på skuldrene ,, Børn.. " han mumlede sagte og eftertænksomt inden han bare gyste. Fandeme nej om han skulle have børn, små møg kræ der bare skider og vræler.
Et overrasket grynt kom fra ham, mens han samtidig nærmest smækkede sin næve hårdt rundt om hendes tynde ankel. Hans øjne var klemt sammen til to smalle streger, mens han så hårdt på hende. Hans tænder var svagt blottet mens en kort truende knurren kom fra ham mens han bare sad og så på hende lidt. Langsomt slap han hendes ankel, en smule irriteret mens han sagte brummede for sig selv og tog en tår af sin blodvin.. Glasset var snart tomt.. Irriterende nok, for i så fald skulle han selv rejse sig. Laurence var ikke en person man skulle irriterer, hvert fald ikke over hans grænse. Hans temperament var stort og ude af kontrol når det endeligt var. .Så havde man livet kært, undlod man dette.
Han hørte roligt på hendes ord og trak på skuldrene ,, Mmh, det generer mig ikke. Det et navn mine forældre har givet mig af kærlighed. Så hvorfor skifte det?" han trak ligegyldigt og eftertænksomt på skuldrene. Hans blik faldt kort på hende da hun sagde noget om hendes navn, og han nikkede blot inden han spurgte ,, Hvad med dig selv, har du skiftet navn, eller hadede dine forældre dig også? " han hævede roligt et bryn dog svagt smilende mens han så på hende, afventede.

// Det aner jeg ikke. Det står der ikke noget om i bøgerne, men jeg gætter på nej xD//

Miri gispede højt, da han greb fat om hendes ankel. De havde jo bare drillet hinanden! Hun havde ikke et øjeblik troet at han faktisk tog noget af det til sig. Hun sad bare stille og så op på ham - med en anelse frygt i blikket. Hun vidste af erfaring at det bare gjorde alting være, hvis man kæmpede imod, så hun forsøgte ikke at trække foden til sig, før han havde sluppet hendes ankel. Så snart han havde gjort det, trak hun benene ind under hendes egen bænk og lagde armene om sig selv. Et kort flash back havde givet hende en lussing, da hun havde set hans udtryk.
Hun så bare ned i bordet. Også da han rejste sig og gik hen for at hente mere blodvin ...
Kærlighed, fnøs hun i tankerne. Jeg tror ikke på det sludder.
"Miribelle Owens ... Det var hvad jeg hed før ... Alt hvad jeg ændrede, var at jeg tog mig mellemnavnet Azriel ... " Hun mærkede pludseligt at hendes hænder rystede lidt. Den skræmte reaktion hendes krop havde, irriterede hende og hun knyttede vredt hænderne. Dog var hun vred på sig selv og ikke på ham.
"Undskyld. Jeg gik nok for langt," hviskede hun mens hun så mod døren.
Men som sagt før ... Hun havde ikke noget at miste ... Når man ikke har noget at miste, så har man ingen fornemmelse af, hvor folks grænser går. Ens egne grænser forsvinder.
Hun sad tavst og så på ham et øjeblik, mens han hældte mere vin op til sig selv. Hun overvejede om hun skulle gå til time alligevel eller måske bare gå op på sit værelse.
"Men jeg var ikke den eneste, der gik for langt," sagde hun uden tøven og uden at tænke over, hvad hun sagde.

// ahhaa, okay så xD

Et dybt suk kom fra Laurence mens han betragtede blodvinen lidt: Roligt holdt han det oppe mod lyset og så på den mørke røde farve som lyset fik det til at gengive, inden han tog en tår af dette og fjernt så hen mod hende mens han lyttede.
Han nikkede svagt ,, Hvad betyder Azriel? Jeg syntes jeg har hørt det før.. " brummede han eftertænksomt, ligeså meget til sig selv som til hende. Igen stod han og svingede væsken rundt i glasset.
Med afmålte og rolige skridt gik han hen mod bordet igen for at sætte sig. En rolig brummen steg fra ham over hendes undskyldning og han så ned på hende, for selv at komme med en undskyldning. Hendes ord, fik ham dog til at hæve brynene og lukke munden igen, med en svag fnysen mens han beherskede sig selv og satte sig ned mens han drak. Blikket var fjernt, tænkende, inden han satte glasset midt på bordet, som en form for invitation til hun bare kunne tage. Han var fuldkommen ligeglad om hun drak det stads eller ej, hvis hun ville være syg, var det hendes problem og ikke hans.
,, Det er dumt at afbryde folk når de skal til at undskylde.. " sagde han så bare endeligt, inden han lagde sig ned på bænken. Det var ikke just komfortabelt, men det var bedre end at sidde op hele tiden. Roligt trippede han med fingrene af bordkanten, som lige pt. var det eneste hun kunne se af ham.

"Azriel er et navn for en dødsengel ... Det bliver brugt i flere religioner ... " Den pludselige kulde der lå i rummet, og den svigtende selvsikre tone i hendes stemme fik hende til at føle, at hun holdt et foredrag for en ungdomskriminel, der hellere ville stikke hende ned end at lytte.
"Jeg afbryder ikke. Du taler bare ikke hurtigt nok." Hun sukkede tungt og stirrede bare på glasset. Hun havde lyst til at gå. Men hun var splittet. Hun havde haft det så sjovt med ham, og nu var han bare ... sådan der.
Hun følte dog ikke at hun kunne redde det.
Hun havde så frygteligt mange flere spydige kommentarer, hun kunne komme med, men hun ønskede ikke at pisse ham mere af. Hun vidste skam godt, hvornår hun havde jokket i spinaten. Og bare fordi hun ikke havde noget at miste, havde hun heller ikke nogen grund til at opsøge et lag tæsk.

Laurence nikkede svagt til hendes ord, som hun dog ikke kunne se. Det var dér han havde hørt det før. En lille tanke strejfe ham og han spurgte roligt ,, Hvorfor valgte du så det navn? " roligt prøvede han at rette sig op, men dette mislykkedes og han tumlede i stedet ned på gulvet.. En dyb utilfreds brummen kom fra ham, mens han bare blev liggende på maven, nede på det hårde gulv. Latterlige lorte bænk.. En dag, ville den bænk blive til hans personlige pindebrænde som ville varme ham når det var koldest!.. Lorte bænk.
Han blev dog liggende dernede, med armene under hovedet og lyttede roligt ,, Bla bla bla. Ellers snakker du for hurtigt.. " han skulede kort op på hende gennem bordpladen, det havde nok ikke den store synderlige effekt. ,, Men stadig, undskyld. Jeg har et voldsomt temperament. Så du advaret. " kom det så svagt og oprigtigt brummende fra ham.
Laurence var udmattet, på en underlig måde. Han havde nok gjort noget, der ikke påvirkede ham godt. Måske drukket for meget af det vinblod, men.. Whatever..

// Jeg smutter i seng :c arbejde i morgen. Svarer hurtigst muligt i morgen (:

Miri blev siddende helt stikke, selv da han trillede ned på gulvet. Hun havde det som den skide edderkop i hjørnet, der ikke ville bevæge sig uanset hvor meget man pustede til den.
"Jeg valgte det navn, fordi det passede bedre til mig end Mirabella." Det sidste sagde hun egentligt i håb om at få hans humør tilbage i den bane det havde været i før. Hun valgte også at lade være med at kommentere, at det var hende der talte for hurtigt. Hun holdt stadig stædigt fast i, at det var alle andre der var gal på den. Egentligt ikke fordi det var hendes oprigtige mening, men bare fordi det ødelagde ens humør så meget at tænke, det er mig, der er noget galt med, hele tiden.
"Tak for advarslen. Men jeg regnede nu bare med, at du havde drukket dig fuld ... Og det tror jeg stadig eftersom du ikke vil forlade dit støvnemøde med gulvet." Ordene fløj over hendes læber og impulsivt rejste hun sig hurtigt op. Hun ville ikke pisse ham mere af, men det var så svært. Prik til bjørnen, mens den sover. Men hun var desværre bange for, at bjørnen var ved at vågne.
"Jeg burde nok tage til time ... Og du burde helt klart ikke drikke mere." Hun så på glasset på bordet og handlede igen af impuls, da hun tog glasset og bundede det. Hun vidste godt, at det ikke stoppede ham i at hente mere, men han havde jo også travlt med at snave gulvet.
"Hvilken time burde du have nu?" Hun regnede ikke længere med at få nogen stuerene svar.

// Ok. Øv TTwTT //

Roligt trimlede Laurence om på ryggen og lagde sine arme bag hovedet, mens hans blik roligt studerede det høje loft.
Han drejede svagt hovedet, da han hørte hendes stemme; det eneste han kunne se var egentligt hendes ben, men han grinte alligevel af det hun sagde ,, Hvis du havde været kineser, eller andet med gulligt hud.. Så ville det være et oplagt kælenavn. " forsigtigt trillede Laurence atter om på maven, inden han ligeså forsigtigt og lydløst skubbede sig selv op på sine hænder og satte fødderne i jorden. Hans blik var roligt sådan som han kravlede ind under bordet. Roligt førte han hånden frem, egentligt for at tage om hendes ben for sjovt, men en kort overvejelse, valgte alligevel at lade vær; hun ville nok ende med at sparke næsen ind på ham i så fald. Så i stedet prikkede han forsigtigt til hendes ben. Det måtte egentligt være et komisk syn; sådan en høj gut sidde sammenkrøbet under et bord, for plads, dét var der altså ikke!
Et svagt grynt lød fra ham mens han sad under bordet mens han sagte mumlede ,, Havde det dog bare været dét der var problemet.. " faktisk var han meget mere rolig, når han var påvirket af dette blodvin. For hvis det havde været under normale omstændigheder, var han nok allerede skredet for længe siden, for ikke at ende med at skille hendes hoved og krop fra hinanden. ,, Og forresten, er gulvet mere imødekommende end dig og dine spydige bemærkninger. " han hævede let det ene bryn, skeptisk, mens han skævede op på hende.
Endnu et fnys kom fra ham, denne gang fornærmet; Han kunne godt klare sig selv, det havde han trods alt stort set gjort. ,, Ih ja- du har jo også rigtig godt af dét stads der. " han kom med en utilfreds brummen mens han rodede sig fraværende i håret, mens han stadig var under bordet.
Han lyttede roligt, da hun sagde noget som faktisk ikke var noget provokerende ,, Uhm.. Litteratur, tror jeg. " han rynkede kort på brynene, fagene på denne skole var umådelige kedelige og ensartede, desværre, men sådan var det jo typisk med skoler. Hans blik fokuserede på et punkt langt væk under bordet mens han roligt bevægede de fyldige læber og spurgte Hvad med dig, Miribelle? Langsomt lod han blikket glide op på hende, roligt og spørger.


// Soo sorry ):.. Men sådan er det jo når man bor for sig selv. brr. og jeg er træt nu, MEGET TRÆT.

"Mirabella'er er grønne," rettede hun ham, før han prikkede til hendes ben og hun i refleks sparkede ud efter ham - heldigvis uden at ramme. Hun trak hurtigt benene til sig igen med et dybt suk. Så bed hun sig i læben, mens hun hørte ham snakke om, at han ville ønske det var problemet.
Hun var sikker på, hun bare burde skride. Men helt ærligt ... Hellere have lidt spænding sammen med en tikkende bombe, end at gabe sine kæber af led i spansk-timerne.
"Langt de fleste personer - og ting - er mere imødekommende end mig." Hun stod og så ned på ham, mens han stadig lå ned på gulvet. Hvad i al verden havde han dog gang i dernede? Han var helt klart fuld ...
"Lige nu, har jeg vist bedre af det end dig. Og hvis man alligevel skal leve af det, kan man ligeså godt være lidt forud." Hun flyttede hånden op mod halvmåne-mærket i hendes pande. Mærket havde været der i næsten to år nu, men hun havde stadig lidt svært ved at vænne sig til det.
"Spansk," mumlede hun, som om det var en sygdom, og lod så hånden falde fra panden. "Dérfor pjækker jeg ..."

Et kort grin kom fra Laurence ,, Ikke når de er modne. Så er de sol gule.. Du ved, ligesom en smiley. " han rynkede kort på brynene inden han satte sig roligt op ved siden af hende og fortsatte ,, Og udover det, kan de også være røde. " han trak svagt på smilebåndet, over nogle minder som kort kom væltende indover ham; han vendte dog sin fokus på hende igen, stadig med det lille skæve smil på læberne. Hendes reaktion på at sparke ud efter ham havde ikke rørt ham; det var trods alt pænt meget hans egen skyld.
Han så bare kort overvejende på hende, inden han svagt rystede på hovedet; sikke en positiv holdning at have. Hvorfor så overhoved søge opmærksomhed hos andre? Han rystede svagt på hovedet og skævede kort rundt mens han lyttede til hende og deres omgivelse.
,, Moĭ um yasnyee, chem kogda-libo , chto lishʹ nemnogie " hendes ord generede ham ikke så meget, for ærligtalt, som han sagde lige havde sagt og nu oversatte for hende ,, Mit sind er stadig klarere end som få " . Han havde engang kunnet tale flydende russisk, men der var nok diverse af fejl i det han sagde da det var længe siden efterhånden han sidst havde forstået det; men chancen for hun alligevel kunne se fejlene, var alligevel ikke så store, så.. Ja, hvad fanden.
Han så på hende med et hævet bryn og grinede kort af hende ,, Hvis du virkelig hader spansk så meget, hvorfor har du så valgt det? " han så på hende, undrende og spørgende. Faget var jo valgfrit, så man kunne vælge og vrage mellem det, samt nogle få andre fag.

// undskyld jeg først svarer i dag. Lider af sådan nogle, æh.. Teenage anfald og de plejer at slå mig ud mere eller mindre en hel dag :b.. og hvis jeg ikke skal sove, så sidder jeg bare og er en mindre zombie.. Så jeg skrev ikke, medmindre du ville have noget af to linjer, aha! men jeg beklager stadig!

Hun sukkede svagt og lukkede øjnene et øjeblik. Hun havde meget energi, efter at have drukket blodevinen, men alligevel følte hun sig mærkelig tung i hele kroppen.
Hun åbnede øjnene igen og så op på ham med et svagt suk.
"Jeg ved godt hvordan mirabellaer modnes ... " Der havde stået nogen store mirabellatræer tæt ved det børnehjem hun havde boet på. Hende og hendes 'venner' havde tilbragt lang tid oppe i de træer om natten, mens de kastede de hårde, umodne mirabellaer på forbipasserende og selv sad og spiste af de modne. Det havde ikke været særligt sjovt, men på et børnehjem som det, måtte man selv opsøge den smule morskab, man nu kunne finde.
Da han så begyndte at tale russisk, fattede hun selvfølgelig ikke et klap, og stirrede bare dumt op på ham. Da han så oversatte det, nikkede hun bare langsomt og forsøgte at forstå hvad han mente med det.
"... klarere end som få," gentog hun med et hævet bryn. "Hvad mener du helt præcist?" Hun var god til at analysere, men hun var stadig for påvirket af blodet. Måske var det dét han mente. At hans sind var klarere end hendes, selvom de begge var mere eller mindre fulde ... Men det lød ikke rigtigt ... Hvorfor skulle han tale i gåder om noget så ligegyldigt? Hun opgav tænkeriet.
"Jeg har ikke valgt spansk fra endnu, fordi jeg kun lige er kommet til skolen. Og vi havde ikke spansk i det Nattens Hus, jeg kommer fra." Hun sukkede svagt. Hun havde aldrig forsøgt at lære sproget, men hun vidste allerede, at hun ikke kunne lide det. Og når hun havde sat sig nget i hovedet, ændrede det sig kun meget sjældent.

// Det er skam okay~