Fortidens mystik ~Laurence Piers Whitlock

Sted: Bibliotekets ældre del
Tid: Efter skole
Vejr: Meget stillestående
Omgivelser: Ikke rigtig nogen. Det er trods alt den ældre del af biblioteket


Espíritu gik ned langs en af de virkelig store reoler med store gamle, og ikke mindst støvede, bøger. Hun havde et par sorte let slidte cowboy bukser på, et sort tanktop, så man kunne se alle hendes sirlige, tynde og fine ar der løb op og ned ad hendes snehvide arme, og et par sorte converse.
Hun ledte efter en bestemt bog, en bog om dæmonuddrivelse og påkaldelse. Daemonis invocationem et exorcismo skulle den hedde. Hun stoppede pludselig op og strøg en af bøgernes rygge fri fra støv. Hun gipede let og trak forsigtigt bogen ud. Det var den!
Hun blev en smule overrasket over dens vægt, men bar den let mod det nærmest bord og lagde den der inden hun satte sig ned. Hun åbnede langsomt og forsigtigt bogen, gispede og kom med en lav klynken. Minderne kom igen, eller nogen af dem i hvert fald..
Hun havde slet ikke hørt at der var skridt der nærmede sig.

Laurence havde begivet sig ned af nogle af de gamle korridorer af biblioteket. Han skulle bruge nogle bøger til en opgave og måske kunne han også være heldig at finde noget om noget gammelt musik: Måske nogle gamle plader, eller andet spændende i den dur.
Laurence sarte hørelse havde da anet der var en anden, men han bed ikke just mærke i det. Han kunne jo høre ind i de næste rum uden problemer, både på grund af vampyr halløjet også fordi han bare havde skærpet hørelse, grundet han var blind på det ene øje.
En klar (dog forholdsvis dyb) og melodisk nynnen kom fra ham mens hans blik gled saligt over de mange bøger og gamle dokumenter der stod på hylderne: det var skønt!
Hans nynnen stoppede dog brat og ligeså gjorde han gang i det han hørte den fremmede klynke, sådan uden lige.
Han stod i flere sekunder og så helt forfærdet ud, med rynket næse og hævet bryn. Han hadede at skulle trøste folk, det var så belastende for han var så latterligt dårlig til det. Hans reaktion var altid noget med, inderst inde: SÅ TAG DIG DOG SAMMEN MENNESKE. LIVET GÅR VIDERE. Han rystede stille på hovedet og skævede bagud: overvejede om man skulle flygte. Men den fremmede havde vel hørt hans nynnen. Så det ville ikke være særlig god stil. Men stadigvæk.. Hvor var det dog fristende.
Han var iklædt et par mørke jeans, let slidte. På overkroppen havde han en enkelt hvid t-shirt med V-udskæring. Hans dogtag hang om halsen på ham og rundt om håndledet var en bred, flad, lædersnor fungerende som armbånd. Alt i alt, så han meget afslappet ud, men det klædte ham.

Espíritu lukkede bogen i med et lille smæld, hun kunne ikke klare at læse om andre som havde været ude for den samme tortur som hende og hendes søster. "Lo que piensa el espíritu?" Sagde hun lavmælt på spansk, rejste sig op og tog bogen under armen og gik tilbage for at sætte den på plads igen. Hun havde dårligt nok bemærket den nynnende lyd og var ved at støde ind i en anden, da hun havde været væk i sine egne tanker og havde blikket vendt mod gulvet. "Undskyld" Sagde hun hurtigt og med en fin spansk accent. Hun så op på drengen med sine forskelligfarvede øjne. Et rødt og et blåt. Hun trak sig hurtigt et skridt tilbage og rødmede dybt, tænkte slet ikke på at man kunne se hendes mange ar på hendes arme og lidt af hendes hals.

Laurence stod bare stivnet og lyttede mens han pludseligt så den fremmede nærmest komme styrtende i mod ham. Han flakkede kort med hovedet, men.. Hvis han ikke gjorde noget, ignorerede hun ham vel bare? Men nej nej, selvfølgelig ikke, hun var ved at støde ind i ham. Hurtigt tog han armene op, hvis det nu var hun skulle støde ind i ham, men hun stoppede selv og han stod derfor bare der og så dum ud, med armene svagt fremme. Han rullede kort med øjnene, typisk altså!
Hans blik faldt dog hurtigt på hende da hun sagde noget, undskyld. Han lagde hurtigt mærke til den spanske accent, mens lagde ikke mere i det idet hendes to farvede øjne, fangede hans nærmest bundløse øjne. Han rev dog sit blik fri og lod det flakke febrilsk over hende; hun var ikke lav, heller ikke høj. Eller også var han bare voldsomt høj, hun så ud til at være sund sådan når man så på hendes former.
Hans blik faldt dog hurtigt på hendes arme og hals, hvilket fik ham til kort at rynke på panden og se væk: Hvorfor lige ham? Hvorfor lige HAM af alle mennesker skulle støde på sådan en type. Han endte jo bare med at få pigebarnet til at begå selvmord ligeså snart han åbnede munden. Han vendte dog hurtigt blikket op og smilede skævt og akavet til hende ,, Uhm, du skal ikke undskylde.. Jeg kunne bare have flyttet mig " han grinte svagt og trak opmuntrende på smilebåndet mens han så på hendes to farvede øjne. Han havde da set Bi-eyed personer før, men ligefrem rødt og blåt.. Det var sært, ikke at det var grimt, det var bare.. Underligt..

//Uhm.. Har du ikke oprettet nogen karakter under karakterskemaerne?

Espíritu så på ham, kort var hun nærmest fanget af hans blik indtil han så væk fra hende. Da hun mærkede hvordan hans blik så over hende, rødmede hun bare endnu mere og stod stille, indtil hun så hvordan han rynkede på brynene, hun kunne let gætte sig til at han havde bemærket alle hendes ar, hun sukkede nærmest opgivende, nu fik hans sikkert den idé at hun havde de vildeste selvmordstanker, godt nok havde hun nogen, men Alma havde fuldstændig lagt låg på dem.
Hun mødte en smule tøvende hans blik igen, hun var ikke så meget for øjenkontakt, men hun så ham alligevel høfligt ind i øjnene. Hun smilede et lille skævt smil. Hun rystede let på hovedet. "Nej, det var mig der var væk og ikke så mig omkring.." Sagde hun undskyldende og igen med sin fine spanske accent.

//Øhm.. Jeg er ved et, det lå bare på min bærbar og er først lige rigtig kommet hjem, har været ude det meste af dagen ^^'

Hans blik hvilede fast på hende og et lille stik af en form for dårlig samvittighed stak ham over hans reaktion. Han sukkede og rullede øjne af sig selv, dog kun indvendig..
Han faldt dog mere til ro da hun endnu engang rødmede, men det lille skæve smil hvilede stadig på hans fyldige læber mens hans blik roligt lå og hvilede på hendes røde kinder.
Roligt gled de smalle øjne først ned på hendes læber da de bevægede sig, men forsatte så op, op til hendes tofarvede øjne mens han lyttede.
Han rystede bare stille på hovedet med et lille smil ,, Jeg tror jeg bremser os begge i denne her meningsløse lange diskussion om, hvis skyld det var, da vi nok ikke bliver enige på noget tidspunkt " han kom med et lille fnys, et halvkvalt grin mens han roligt så ned på hende med sine 187 cm..
Laurence vidste stadig ikke hvordan han skulle forholde sig til den anden, hun virkede jo egentligt klar nok selvom hun havde alle de satans ar rundt omkring. Han kunne ikke rigtigt bedømme om de var nye eller gamle: Dels fordi han ikke nåede at fokusere længere tid på dem.

Espíritu kunne ikke lade være med at se på hans læber mens han talte, hun lo lidt. "Det ville nok være bedst" Sagde hun en smule muntert og så lidt op på ham med et lille genert smil og lette røde kinder. Hun havde intet imod at være mindre end andre, det havde hun næsten altid været, men selv om dem der havde truet hende, nogen gange på livet, havde hun stadig fået nogle gode slag ind, for Espíritu var hurtig, og en fremragende løber når det galte.
Hun flyttede bogen over til sin venstre arm og hånd og rakte ham sin højre. "Espíritu Sangrienta" Sagde hun venligt og en smule genert, og faktisk osse lidt spændt på om han kunne udtale hendes navn, for det var de færreste der kunne.
Hun kunne stadig mærke hans blik mod hendes ar, for at være ærlig, havde hun aldrig selv påført sig et eneste af dem, nej, det var nogle helt andre.
Alle hendes ar var omkring 10 år gamle.

Han grinede svagt, en smule varmt over hende. Hun var måske alligevel ikke så slem som han troede, heldigvis.. For ellers havde han da fået et mindre flip lige pludseligt..
Han så roligt på hendes ansigt; hun var faktisk ganske køn, med de svagt runde kinder i et ellers smalt ansigt og det pjuskede korte hår som dansede svagt om hendes ansigt. Han rystede svagt på hovedet af sig selv, med lukkede øjne inden han klemte øjnene sammen og så på hende svagt smilende, lyttende.
Roligt rakte han ud og tog hendes hånd. Han hævede brynene og så på hende, mens han tøvende gentog ,, Espíritu.. Sa.. ? " nej, okay, jeg opgiver resten. Han grinede svagt og se kort overvejende på hende, hvad fanden var det for et navn?! Han var glad for han kunne en smule spansk, latinsk mm. ellers havde det ALDRIG gået. Han valgte dog at præsentere sig selv ,, Laurence Piers Whitlock " han smilte sit standard smil til hende: det skæve lille smil.

Espíritu bed sig lidt i sin underlæbe og lo stille og blidt. Hun klemte blidt og let hans hånd da han havde taget hendes og slap den igen kort efter. Hun kunne ikke lade være med at smile stort og le hjerteligt da han prøvede at sige hendes navn. Hun kom svagt til at tænkte på at hendes søster tit havde sagt at hendes ansigt nærmest lyse op når hun smilede, og at hun burde gøre det noget oftere. "Espíritu er mit fødselsnavn" Sagde hun med et sødt og genert smil. "Sangrienta.. Er.." Hun rystede let på hovedet så hendes korte brune hår fløj om hendes ansigt. "Jeg valgte det på grund af min søster. Det betyder blodig.." Hun sagde det noget tøvende. "Hele mit navn betyder Blodig Ånd.." Hun så lidt ned og mødte så lidt usikkert hans blik. Nu måtte han helt sikkert tro at hun var sindssyg eller sådan noget.. "Men kald mig Spirit, hvis du altså vil.." Igen lød hun tøvende.
Hun så på hans læber igen da han præsenterede sig selv og mødte så hans nærmest bundløse blik igen, med et lille sødt smil på hendes læber. "Laurence.." Sagde hun og smilede en smule større. "Det var hyggeligt næsten at støde ind i dig" En lille drillende undertone kom frem under hendes spanske accent.

Laurence stod roligt og lyttede og betragtede hende, Espíritu.. Det endte bare hen alla noget Español.. og et andet ord..
Hun var sådan set ganske køn -især når hun smilte! Hun så sund ud tilpas vægt og en frodig krop. Som sagt før: ganske køn. Men de ar dér, de var distraherende, det var ikke noget han ligefrem yndede for helt ærligt: så syntes han ikke det var særlig kønt..
Han forladte dog endnu engang sine tanker og lyttede til hendes ord i stedet. Han nikkede roligt, på de rigtige tidspunkter selvfølgelig. Han hævede kort det ene bryn.. Blodig ånd.. Okay, hun var måske lidt sær, måske meget sær. ,, hm-mh? Så du har en søster? " han nikkede svagt ,, Spirit.. Det er da til at huske " han smilede skævt og for sig selv, inden han nikkede lidt for sig selv.
,, Uhm.. Bare kald mig Laurence.. Eller Piers.. Det er lidt forskelligt " han rystede lidt på hovedet, tænkende. Han grinede dog endnu engang og så på hende, smilende og med kort varme øjne inden han trådte et lille skridt tilbage og bukkede svagt foran hende ,, Fornøjelsen er på min side " han smilede skævt og klemte øjnene lidt sammen, inden han grinede svagt af sig selv mens han så på hende, smilende.

Espíritu smilede sødt og genert til ham, men mærkede så igen hans blik mod sine ar. Hun sukkede let. "Hvis du vil vide noget om dem, så bare spørg" Sagde hun med et lille smil og så på ham, hun vidste ikke helt om hun kunne sige det til ham, altså det der var sket dengang og hvorfor, og hvordan, hun havde fået de ar.
Hun smilede undskyldende, og noget fjollet, og lo lidt. "En tvillinge søster faktisk" Sagde hun med et lille smil. Hun lo lidt over ham.
Hun smilede sødt og li blidt. "Jeg tror jeg holder mig til Laurence, det er et flot navn efter min mening" Sagde hun og rødmede over hendes ord, hun havde slet ikke tænkt over hvad hun skulle til at sige.
Hun så på ham og lo lidt og rødmede over det korte varme i hans blik, det var sådan noget hun lagde mærke til, en andens kropssprog og sådan. Hun kunne ikke holde en lille fnisen inde han han bukkede for hende. "Men dog, men dog" Lo hun blidt og smilede stort og muntert til ham.

Han så kort forbavset på hende, med munden svagt åben og det hele. Han tog sig dog hurtigt sammen og rystede på hovedet, lidt for hurtigt, inden han brummede svagt ,, Mmh, nej. Jeg er ikke god til alt sådan noget personligt noget.. " et akavet smil tegnede sig på hans læber, inden han kort strøg en går gennem det pjuskede pandehår og tvang det over til den ene side.
,, En tvilling søster?! Jesus, jeg er enebarn! " han rystede endnu engang lidt på hovedet; det eneste han nogensinde havde brugt tvillinger til var.. Ja.. i seksuelle tilfælde.. At skulle omgås dem personligt var en større udfordring, for de mindede sikkert så meget om hinanden, at det hele bare var.. Underligt.
Han så lidt på hende og grinede kort af hende ,, Hmm, jeg takker. De færreste syntes bare navnet er så satans gammeldags " han så roligt på hende, let smilende mens hans blik studerede hendes ansigt nærmede.
Laurence så op på hende og smilede fjollet over hende, roligt rettede han sig op inden han bare viftede afværgende med venstre hånd, stadig grinende. Hun skulle jo ikke få forkerte tanker eller noget i den dur.. Han skævede svagt ned på bogen han havde i hun havde i hånden, han brummede svagt ,, Mmh, hvad er det for en bog, hvis jeg må spørge? " han skævede roligt op til hendes øjne, svagt smilende, prøvende.

Espíritu så på ham og lo stille. "Nejnej, det er bare for at få det på den klare at jeg ikke selv har påført mig et eneste af de her ar.." Sagde hun med et lille smil. "Det er næsten altid det folk tror.." Hun sukkede lidt og rystede lidt på hovedet.
Hun så på ham og begyndte at le af hans lille udbrud. "Det troede jeg osse at jeg var til jeg jeg blev bo.." Hun stoppede sig selv, og så kort lidt panisk rundt inden hun vendte blikket nedad. Hun sank en gang og skiftede emne. "Vi ligner hinanden noget.. Andet end at vores øjne siddet anderledes, faktisk modsat, og at jeg er lidt højere og har større former" Sagde hun og lo lidt, men hun vidste at det lød lidt tvunget. Hun så op på ham igen og smilede lidt. "Og hendes hår er længere og sort, hun har farvet det"
Hun Smilede lidt. "Jeg har bare noget med fortiden.. Vi kan lære så meget af den jo" Sagde hun og smilede skævt og en smule fjollet.
Hun så på ham og smilede lige så fjollet igen mens rødmen bare bredte sig mere og mere. Hun lo hjerteligt over ham, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde grinet så meget.
Hun så på ham, tøvede lidt mens hun ved sig i underlæben. Kort lod hun sit blik køre over hans ansigt inden hun vendt blikket ned mod bogen. "En bog om noget.. Noget jeg faktisk.. Øhm.." Sagde hun langsomt og tøvende. "Noget jeg selv har prøvet" Hun krympede sig lidt og holdte bogen ind mod sit bryst med begge hænder så han ikke kunne se hvad bogen hed. Hun vidste ikke hvor meget Latin han kunne, men hun tog ingen chancer.

//Er på iPhone nu, så vil du ikke nok bære over mig med tiden oh de stavefejl der nu er? ^^'

Laurence hævede undrende brynene af hendes ord. Hun påstod simpelthen at det ikke var hende selv der havde påført hende alle de ar? Hvem fanden skulle det ellers være? Han stod lidt og undrede sig, men valgte ikke at spørge yderligere ind til det. Det ville sikkert bare ende med at freake ham ud på en eller anden måde og måske tricke ham af i et mindre raseri udbrud.
Han nikkede bare roligt og lod som om han ikke tog notits af at hun afbrød sig selv, han lyttede bare til hvad hun sagde. ,, Hmm. Det lyder hyggeligt.. " han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til alt hendes søster snak.. For ja.. Søskende og alt sådan noget, var ikke et særligt udbredt emne for ham.. Især tvillinger, igen, det var sært når to dukkede op og var nærmest identiske..
Han studerede lidt hendes ansigt, hun var nærmest rødglødende ,, Uhm.. Undskyld jeg spørger, men du har ikke feber eller noget, vel? Din rødmen er lidt ekstrem.. " han smilede kejtet mens han studerede hende: hun rødmede unaturligt meget og det var sådan set derfor han spurgte.
Den måde hun reagerede på, fik ham til bare straks at fortryde det han havde spurgt om. Han ville ikke virke nærgående, da det var et tydeligt ømt emne. Han stod lidt febrilsk og ledte efter ord og fik derfor et mere og mere fjernt blik lige pludseligt, inden han sagde fuldkommen umotiveret, for bare at skifte emne ,, Jeg er sulten.. " , han så lidt på hende og smilede kejtet.

// woah.. bare det du prøver.. men det går nok :b

Espíritu så lidt på ham og sukkede lidt, men rystede så lidt på hovedet med et lille sørgmodigt smil. Hun lagde bogen fra sig, vendte sig med ryggen til ham og løftede let op i sin tanktop. "Tro mig, jeg har ikke selv påført mig dem" Sagde hun og vidste at han kunne se ar lig dem hun havde på armene før hun trak ned i sin trøje og vendte sig lettere tøvende om mod ham igen.
Hun lo lidt. "Med mig og Alma er det egentlig let nok at se forskel.. Alma's øjenfarve er modsat mine" Forklarede hun med et lille smil.
Hun holdte sit blik nede og svejede let, indtil han sagde noget. Hun løftede sit blik og så inf i hans bundløse øjne, og begyndte så at grine og kom faktisk fuldstændig væk fra sine forrige tanker. "Hvad så med at vi aflagde spisesalen et lille visit?" Spurgte hun noget muntert og smilede til ham.

//Jeg skal nok gøre mit bedste ^^ Jeg er faktisk blevet ret god til det ^^

Laurence fulgte nysgerrigt hendes bevægelser selvom det alligevel kom bag på ham ,, Uhm.. Nej okay " han rystede svagt på øjnene, en smule undrede og befippet inden han så fast på hende igen, roligt.
Han lyttede, smilede stille og roligt ,, Hmm, ja okay. Hun skulle jo i bund og grund være nem nok at genkende, grundet jeres øjne " påpegede han, let smilende og let overvejende.
Han så afventede på hende, men da han allerede havde fanget hendes to farvede øjne, vidste han allerede at han var reddet. Han grinte svagt af den anden ,, Tjoh, det ville da være oplagt, når man skulle have noget mad " han smilede en smule flabet. Inden han vendte sig, tog intiativ til at hun skulle med.

// well. godt det ikke er mig. ville ende med at smadre min Desire HD ahaha :b
Men øh, jeg smutter i seng, skal på arbejde i morgen.. mrh x_x.. svarer så snart jeg kan i morgen :b

Espíritu så på ham og smilede et lille skævt og trist smil og så ind i hans øjne, pludselig havde hun det som om alt forsvandt og der kun stod de to. Hun tvang sit blik væk og fornemmelsen forsvandt, hun opdagede til sin overraskelse at hendes hjerte bankede hurtigere end normalt.
Hun lo lidt. "Det er der noget i" Sagde hun en smule muntert. "Det er ikke ligefrem hver da man møder en med et rødt øje" Hun grinede blidt igen.
Hun grinede blidt. "Joooh" Sagde hun ret muntert og så på ham. Hun lagde sin hånd mod hans arm. "Men først, venter du ikke lige?" Hun lød en smule bedende og så på ham, inden hun tog bogen og forsvandt dybere ind i biblioteket for at sætte bogen på plads. Kort efter kom hun igen. Hun smilede lidt og børstede støvet af sig med hænderne. "Sådan" Sagde hun muntert og stod ved siden af ham igen.


//Hehe xD Helt okay ^^ Er her det meste af dagen :p

Laurence så undersøgende på hende: med et hævet bryn og et svagt skeptisk blik over hendes triste smil, helt ærligt, hvad nu? Han valgte dog blot bare at trække fraværende på skuldrene, der var nok ikke noget, hun kom nok bare i tanke om noget..
Han grinede svagt mens han så på hende ,, Ikke just, et røde øjne hører normalt ikke til, kun hvis man har en genetisk fejl.. han stod lidt og tænkte over det ,, Men jeg har dog aldrig set det med kun et øje.. " kom det så svagt og eftertænksomt fra ham, mens han smilede sagte.
Da Laurence mærker hendes hånd på hans arm, hæver han brynene og ser på hende; lytter kort og vælger derefter at blive stående mellem de mange bøger. Han måtte tage herned en anden gang, for han havde brug for de bøger mm. han nu ledte efter, men ja. Skidt pyt. Hans blik røg dog atter hen på Espíritu idet han hørte hende nærme sig, han trak svagt på smilebåndet ,, Er du klar til at gå nu? " han så let og spørgende på hende, svagt smilende.

/ hyggeligt :b skal på arbejde senere også. brr.

Espíritu blev altid lidt trist når hun snakkede om sine ar og hendes fortid, det var ikke noget hun sådan var stolt af, eller kunne li at snakke om, af en eller anden grund var hun bange for at de forkerte lyttede med og fik hende sendt over til det sted igen..
Hun smilede skævt og en smule muntert. "Jeg ved faktisk ikke om det er en genetisk fejl eller om det er arveligt.." Sagde hun noget eftertænktsomt. "Min søster er det eneste familiemedlem jeg kender til.." Hun trak let på skuldrene og så på ham med et lille sødt smil.
Hun lagde ikke mærke til hans reaktion på at hun lagde sin hånd mod hans arm da hun jo var smuttet hen for at ligge bogen på plads. Hun så på ham og smilede noget muntert. "Ja da" Sagde hun med en lille fin latter og kørte hånd gennem hendes hår og prøvede at holde det mod hendes højre side, men det gad ikke helt at lystre.

//Jaaah Skal ikke rigtig lave noget idag ^^

// undskyld jeg først svarer i dag. Lider af sådan nogle, æh.. Teenage anfald og de plejer at slå mig ud mere eller mindre en hel dag :b.. og hvis jeg ikke skal sove, så sidder jeg bare og er en mindre zombie.. Så jeg skrev ikke, medmindre du ville have noget af to linjer, aha! men jeg beklager stadig!

Laurence holdte roligt øje med hende, aflæste hver en lille bevægelse og tegn på om hun pludseligt ville blive en mindre freak så han bare skulle løbe skrigende bort. Én ting var dog bemærkelsesværdig ved de mørke øjne; de var fjerne. Men det var de stort set altid, da tankerne typisk også var et andet sted.
Han nikkede dog fjernt til hvad hun sagde, med sit lille skæve smil tegnet på sine læber. ,, Hmm. Nej okay. Det kan selvfølgelig også være noget arveligt.. " han rynkede kort på brynene eftertænksomt, den eneste måde at finde ud af sådan noget var, at tage en blodprøve for derefter at splitte det ad i små atomer, men ja..
Laurence trak kort varmt på smilebåndet over hendes klare latter, hvilket gav ham et kort øjeblik nærmest hel små sprækker som øjne; han lignede nærmest en kineser, eller noget i den dur. Men sådan var det nu engang bare, når man havde smalle øjne. Roligt fulgte han kort hendes kamp med hendes korte pjuskede hår; det var kortere end hans, inden han selv kort kastede med hovedet for at fjerne en vildfaren. Roligt så han sig over skulderen, smilende og sagde ,, Så kom da. "

/og gud hvor jeg dog HADER de forskellige komma regler.. Først skulle man smide dem ind så der nærmest var flere kommaer end noget andet; nu, nu er det nærmest 'rare' at se, tsk!

//Det er helt okay ^^


Hun trak let på skuldrene. "Vi ved det ikke, og vi er faktisk lidt ligeglade.." Sagde hun stille, uden at tænke over det havde hun sagt vi, som hende og hendes søster, da de faktisk havde snakket om det for nogle dage siden.
Hun så på ham og hans korte varme smil og hun rødmede let over det, hun var faktisk ikke vant til at andre smilede til hende, normalt fik hun kun hånlige smil eller skæve sideblikke fra andre, sådan noget var hun vant til, andet var bare.. nyt for hende.
Hun smilede skævt og sødt til ham da hun fulgte efter ham og fulgte roligt og let hans skridt da hun kom op på siden af ham. Endnu en gang prøvede hun at få styr på sit hår ved at køre en hånd gennem det, og denne gang virkede det. Hendes hår sad nu noget pjusket, men så hun bedre kunne se, og, som altid, var hendes røde øje dækket af hendes hår, eller så det ikke var så tydeligt at hun havde det.

//Haha xD

Laurence så kort på hende, inden han så frem for sig og nikkede stille og roligt; tænkende og overvejende over hvad små genetiske fejl kan føre til. Egentligt var det noget underligt noget at de på ingen måde havde nogen naturfag på denne 'skole'. Var det for ikke at støde nogen folk, ellers fordi de simpelt bare følte det var overflødigt lærdom? Men altså, hvad fanden skal man bruge litteratur til?
Hans blik gled dog mindre eftertænksomt ned på hende, med et lille smil på læberne ,, Du har kortere hår end mig.. " kom det så bare fra ham, som en lidt ligegyldig bemærkning. Faktisk var det mere bare en form for bekræftelse (jeg kan ikke huske hvad man kalder det, yay)
Han var løbet tør for ideer at snakke om, han var ikke den mest snakkesalige type for det meste; eller jo, til tider. Hvis personen også selv kunne sige noget selvfølgelig.

Hun smilede lidt og så lidt ned, hun havde ofte spekuleret på hvorfor hun havde dette røde øje, men gen fejl eller arv, så var det en del af hende og hun ville ikke have det anderledes, selvom det kunne have gjort hendes liv meget lettere, men så havde hun jo heller ikke været som hun var nu.
Hun så på ham og grinede lidt, og igen lyste hendes ansigt nærmest op. "Jeg kan bedst li det sådan, plus så behøver jeg ikke at gøre så meget ud ad det" Sagde hun med et lille skævt smil og så lidt på ham. Hun lagde sit hoved lettere på skrå og betragtede ham roligt og med et lille smil. "Hvad laver du ellers i din fritid, Laurence, hvis du ikke har noget imod at jeg spørger, altså" Sagde hun med et lille smil og så på ham, faktisk lidt nysgerrigt. Hun vidste ikke ellers hvad hun kunne spørge om, hun var ikke så god social.

Laurence smilede bare og nikkede kort ,, Hmm, jeg syntes det var sværere med kort hår. Det krævede mere pleje.. " han skævede kort til sin tykke manke som alligevel var underligt blød. Dengang han havde haft det kort var det umuligt at sætte pga. det både var så tykt men så også fordi det var så blødt. Alt prellede nærmest bare af på håret. Hvis han puttede voks i, skulle der så meget i at det blev helt tungt og klæbrigt; og helt ærlig. Det var ikke særlig fedt, eller jo. Det var fedtet, altså håret.
,, Uhm.. " kom det kort overrasket fra Laurence, han havde ikke lige regnet med det spørgsmål; ikke at der var noget underligt i det på nogen måde. Det var bare.. uventet. ,, Jeg læser.. " startede han ,, bøger om hvad der nu interessere mig; genetik, mutationer bla.. " han rynkede kort eftertænksomt på næsen og fortsatte ,, Jeg spiller en smule musik, tunge instrumenter som f.eks. kontrabas og almindelig bass. Det er to vidt forskellige individer, som alligevel lyder ens og det er sådan set dét jeg finder tiltrækkende. " Han holdt en kort pause mens han kort trak på smilebåndet ,, Det at spille klaver er nu også noget jeg finder interessant. han nikkede kort og fortsatte endnu engang Jeg tegner også, samt maler en smule. Hvis jeg maler, er det typisk i ren overskud.. For hvis man laver en fejl, tager det flere hundrede ord at lave om på! " han hævede brynene; med en let opgivende mine inden han så på hende med et skævt smil ,, Hvad bruger du din fritid på, Espíritu? " han smilede svagt til hende, roligt.

Hun så på ham med et lille smil. "Sikkert i dit tilfælde, men ikke med mine viltre krøller.. Derfor holder jeg det kort da det ellers ville have været umuligt St have noget med at gøre" Sagde hun og lo lidt og så på ham.
Hun så og hørte hans overraskede tone og blev kort bange for at hun havde spurgt om noget forkert, hun havde trods alt virkelige sående erfaringer med det sociale, da hun det meste af sit liv var blevet mobbet, dog kunne hun ånde lettet op da han begyndte at tale, og hun lyttede nysgerrigt til hvad han sagde og smilede imens, det smil blev dog lidt større da han sagde at han tegnede og malede lidt. "Det har du sørme ret i.." Sagde hun med et lille smil.
Hun så på ham og smilede. "Jeg læser osse, nok bare mest om krige gennem tiderne, kampsport og kunstens historie.." Sagde hun med svage røde kinder. "Og så løber jeg meget, jeg elsker det virkelig" Hun grinede lidt og smilede til ham. "Men det jeg nok bruger det meste af min tid på, er nok at tegne, det er mit.. Frie sted, der ingen skal fortælle mig hvad jeg skal og hvor ingen hele tiden udpeger mine fejl.." Hun så kort lidt drømmende ud i luften inden hun blinkede lidt og smilede lidt forlegent og genert til ham.

//Undskyld tiden ^^'