de stille nattetimer - niroka

Tid: efter aftensmaden
Sted: ude ved østmuren
Vejr: lidt regn
Omgivelser: kun tira amianas kat

Amiana sad oppe på østmuren og tænkte. Hun havde ikke været gode at spise som alle de andre og havde slet ikke været sig selv de sidste par dage. Hun sad bare og stirrede ud i luften uden a egentlig at se. Hendes tanker var langt væk. Et helt andet sted end ved virkeligheden. hun lagde ikke engang mærke til dem skikkelse som hurtigt nærmede sig.

Niroka kom løbende så hurtigt han kunne hen til et træ tæt ved muren. Nogle af eleverne havde prøvet at stoppe mad i ham, for nu var det langt over to uger siden han sidst havde spist.
Han var sluppet fra dem, men de jagtede ham selvfølgelig. Derfor var han kravlet op i træet, ved navn en hængepil og havde gemt sig bag bladende.
"Hey har du set Niroka!" Spurgte en dreng til Amiana.
*Bare hun ikke siger det, Gudinde!* Bad han.

Hun så forskrækket på drengen. "nej det er ved at være lang tid siden jeg så ham" sagde hun og kælede sin sorte kat. "jeg vil tro han er gået ind endten for at spise eller for at være alene" sagde hun til drengen og så efter ham da han gik.

Drengen grinede. "Ha! Han kommer lige fra spisesalen... nårh, men når du ser ham, så før ham hen til os!" Sagde han bestemt og så gik de.
Niroka kiggede efter dem og pustede lettede ud. Bag bladende sagde han: "Du giver mig ikke til dem, vel?"

"selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle jeg det. For at de kunne tvinge dig til at spise når du ikke var sulten. Nej aldrig. Jeg har heller ikke spist i lang tid og hvis jeg ville havde jeg bare sagt at du sad der i træet" sagde hun og kælede for tira

Niroka kravlede ned fra træet og hoppede over i på muren.
Han gik hen til hende og satte sig ved siden af hende og nussede Tira en smule. Niroka sukkede dybt af ren og skær ærgelse.
"Tak." Sagde han lidt trist.

"så lidt." hun hørte tristheden i hans stemme. "er der noget galt?" spurgte hun bekymret og så på ham. hun kunne ikke have at folk var ked af det og gjorde altid alt for at hjælpe eller trøste dem men hvis folk ikke vil fortælle det var det også okay med hende. det var heller ikke altid selv at hun ville fortælle hvad hun var ked af

Niroka smilede til hende. "Jeg er bare svag, det er det hele" Mumlede han og trak på skuldrene.

//Krea gik en smule. den skal nok komme igen//

"hmm okay" sagde hun og så stadig bekymret ud. "hvordan går det med light?" spurgte hun og så på ham. "og din bror hayate?" spurgte hun. Hun kælede lidt for tira som stadig lagde i hendes skød. Tira så over på niroka og miavede

Niroka smilede til Tira og nussede hende lidt mere. "Det går godt med ham." Fortalte han og nikkede med blikket på Tira.
Han kiggede overrasket op på Amiana. "H-hvor ved du det fra...! Altså at han er min bror." Spurgte han meget overrasket.

"jeg snakker med ham og er veninde med hans kæreste" sagde hun og smilede. hun kunne tydeligt se at niroka var blevet overrasket. "amera og jeg snakker meget sammen og når man er sammen med hende er man næsten og så altid sammen med hayate" sagde hun og så på ham

Niroka grinede stort. "Selvfølgelig... hvor er jeg dum!" Stor smilede han.

"nej du er ej. Du glemte bare at jeg snakker med dem." sagde hun og så på ham. "er du sikker på at du er helt okay?" spurgte hun og blev igen bekymret. Tira så op på niroka og gik så hen og satte sig ved siden af ham. Den slikkede ham på armen og miavede

Niroka grinede lidt af hende og nussede hende mellem ørene.
"Ja jeg er helt sikker" Fortalte han og nikkede, uden at kigge på hende for så ville hun se at han løj. Hvilket han var skide dårllig til.

"du virker bare...." sagde hun og stoppede sig selv. Hvis han ikke ville fortælle det måtte han selv om det. Hun ville ikke presse folk til at fortælle hende noget de ikke havde lyst til. "vil du med hen i templet? Jeg plejer at gå derover når jeg er ked af det. Det plejer som regel at hjælpe fordi der er så fyldt med fred men jeg ved selvfølgelig ikke om det vil hjælpe på dig" sagde hun. Tira hoppede ned fra muren og forsvandt i mørket

Niroka trak lidt på skuldrene. "Har prøvet det.... det sker hver dag." Forklarede han som om det var fuldt ud normalt at folk mobbede hinanden. Eller rettere han blev mobbet hver dag og også som menneske.

"hør her niroka. Det er ikke normalt at blive jagtet af drenge bare fordi man ikke spiser" sagde hun og lagde en hånd på hans skulder for at trøste ham. Hun så ned. "før jeg blev mærket da jeg gik på teaterskole blev jeg mobbet. Alle forfulgte mig og råbte grimme ting efter mig. Jeg stoppede med at spise af frygt for at de ville mobbe mig men det gjorde det værre. De kom bare mere efter mig også kom tira ind i billedet. Hun vendte op og ned på alt i skolen og jeg blev populær i stedet for at være ynkelig og sølle." sagde hun og smilede ved det sidste med tira

Niroka nikkede blot og kiggede ned på jorden tæt ved muren.
han sagde ikke noget eller spurgte hvor hun vidste det fra.
han kiggede bare ned af.

Amiana så rundt på skolen og så en skikkelse tæt på skolens mur. Skikkelsen var klædt i sort og gik i et med mørket så det var svært at se. Amiana hoppede ned. Hun havde regnet ud at det var en som ville finde niroka. "et må hellere gemme dig igen" sagde hun og så stadig kun på skikkelsen.

Niroka rystede på hoved. "Nej lad ham bare komme!" Sagde han lidt opdivende og kiggede stadig ned i jorden. Det var ret ligegyldigt nu. Han havde jo set ham, havde hørt han og kunne nok også se hvor han havde gemt sig og at Amiana løj for ham.

"fint men hvis han gør dig noget er det ikke sikkert at han lever særligt længe bagefter" sagde hun og trak let på skuldrene som om det var en ting hun gjorde hver dag. Hun så op på niroka og smilede lidt. "hey det skal nok gå" sagde hun.

Niroka nikkede og nu stod drengen foran ham. Vent! Dette var ikke en af mobberne. "Hiroka!" Mumlede han og hoppede ned fra muren og stod og kiggede mundlam på Hiroka.
"Yeps" Sagde Hiroka stolt og smilede til Niroka.

Amiana lagde hovedet lidt på skrå og så tænkende ud. "hiroka?" mumlede hun og lyste så op i et smil. "det er din bror ikke sandt?" spurgte hun og smilede glad for at kunne huske hvad hayate havde fortalt hende

Hiroka smilede til hende "Yep!" Sagde han stolt og sprang om halsen på Niroka. "Jeg fik dit brev om du havde været oppe at slos, din stakkels, hvordan har du det?" SPurgte han nysgerrigt.
"F-fint H" Sagde han og holdte Hiroka ind til sig.

Amiana smilede og var glad på nirokas vegne over at have så sød en bror som bekymrede sig om en. Selv havde hun tre brødre men de havde alle ladt hende i stikken sammen med hendes mor da hendes far var død. Det eneste hun havde tilbage fra sit tidligere liv nu var hendes bedste veninde tira som stadig ringede til hende og fortalte om alt der foregik i italien. Amiana var forsvundet helt hen i sine egne tanker så hun hørte ikke hvad de to snakkede om.