ny og tavs (åben for alle)

tid: sen aften
vejr: regn udenfor
sted: spisesalen
omgivelser: få elever

hayate sad i et hjørne i spisesalen, han følte sig uheldig. ingen havde ville snakke med ham, for de syntes han var sær, barefor di han intet kunne huske om sin fortid. hayate sad med en blok og tegnede de elever han så. hans lange mørke hår rørte gulvet, da hans hår var så mega langt. han tænkte ikke over det, han så bare ned i sin blok. for det eneste hayate havde i tankerne var at finde ud af noget om sin fortid, og så at møde nogen som der ikke ville syntes han var sær, fordi han intet kunne huske.

En mørkhåret skikkelse skred roligt gennem lokalet. De blågrønne øjne gled over bordene, for at finde et sted, han kunne sidde. Der var ikke mange ledige pladser, og han ville helst undgå at sidde ved en stor flok af ynglinge han ikke kendte.
Han pustede pandehåret ud af øjnene og sukkede teatralsk. Hans 5. trins emblem sad stolt over venstre bryst og vidnede til, at han ikke var derfra. For hvis han var, ville han ikke have det problem han stod med nu.
Ciel var blevet forflyttet fra det Franske Nattens Hus og havde kun været i Tulsa i en måneds tid. Han havde skabt sig nogen gode venner, men i øjeblikket var de stykker optaget af andre.
Hans øjne faldt på en dreng lidt væk, som på afstand kunne måles til at være en 3. eller 4. trins elev. Han smilede svagt og slog sig ned overfor ham uden at tænke på, om drengen sad alene af god grund.
"Venter du på nogen?" Den franske accent var rimelig tyk og det var ikke svært at høre, han ikke havde talt engelsk så længe. Men man kunne i det mindste forstå ham, og det var vel det vigtigste.

han så op fra sin blok. han så på drengen. "Jeg venter ingen, folk vil ikke rigtigt tale med mig, da jeg aldrig kan svare på dem når de spørger om min fortid, før jeg kom her til," sagde han. "men mit navn er Hayate" sagde han høfligt. han lå sin blok og sit stykke kul som han tegnede med. han tørrede sine hænder af i en klud, så han ikke havde kul på hænderne.

Niroka plejede aldrig at gå ind i spisesalen, men han havde mega meget lyst til det.
Han gik lidt usikkert ind og kiggede rundt. Mange mennesker! øv!
Niroka så på et bord henne i et hjørne og så to sidde sammen og den ene sad og tegnede! Eller det så det ud til. Niroka løb der over på sine bare fødder og satte sig ned ved siden af ham. "Hey er du tegner!" Sagde han med en meget lys, meget nervøs og lidt anderledes stemme end andres. Han kiggede lidt nervøst oppe på ham. "Hvis man må spørge!

Han hævede det ene bryn lidt, da drengen også begyndte at forklare. Han sukkede af sig selv og var for syttende gang ved at opgive at forstå Amerikanere.
Han tvang et smil frem og rakte hånden imod Hayate.
"Ciel. Vi mødes i glæde." Folk havde før set meget mærkeligt på ham over hans høflighed. Han forstod ikke at den traditionelle hilsen ikke blev så meget brugt i Tulsa som i Frankrig, men han ændrede sig ikke. Han havde purre nægtet at ligge sit gamle liv bag sig.
Han skævede lidt ned til sin pastaret, der lå på tallerkenen foran ham. Han var egentligt ikke så sulten, men tanken om hvad der kunne ske med en yngling, der ikke tog sig godt nok af sig selv, var så skræmmende at han alligevel havde tvunget sig selv til at spise de sidste par dage.
Det gav et gib I Ciel, da en tredje dreng fløj hen til dem og han trak hånden til sig i chok. Han sukkede tungt og greb sin gaffel, hvorpå han begyndte at skovle pasta i kæften.

jeg elsker bare at tegne.. det er en af de eneste ting jeg kan huske fra min fortid" sagde han venligt. "Jeg hedder forresten hayate... eller det kaldes jeg da hverfald.. undskyld min sære måde at snakke, men jeg har hukommelstab efter et slag i nakken, og jeg husker kun brudstykker" sagde han

Niroka smilede stort til ham, men så blev udtrykket lidt trist. "Aj det gør mig ondt, men hyggeligt at møde en anden en der elsker at tegne. Forresten mit navn er Niroka. Hei" Sagde han og vinkede til den anden person, der skovlede mad i sig. Niroka havde intet med sig andet end sit favrige tøj med mærkelige dyr på og et lidt ullet hår. Selve hans stemme var lys så han virkede nok lidt yngre end han var.

jeg finder nok ud af en dag, hvem jeg enlig er.. jeg har dog kun svage minder. jeg kan huske jeg mistede min hukommelse efter et hårdt slag i nakken, men jeg har talt med folk der måske kan hjælpe, men på en eller anden måde, så..så skræmmer jeg folk, ved at jeg intet kan huske" sagde han og begyndte at tegne igen.

Han lagde hovedet lidt på skrå og så på de to drenge, han ikke kendte. Han smilede lidt til den nye af dem, da han fik øje på drengens trin emblem. Han var 5. trins elev som han selv!
Han sukkede så lidt og lagde gaflen fra sig. Den sidste smule appetit var forsvundet. Han tegnede ikke, så han følte sig ærligt talt en smule udenfor ... Fægtning og Drama var mere hans områder.
Han lænede sig lidt tilbage og så rundt i spisesalen. Fyren uden hukommelse var begyndt at gentage sig selv om og om.

når men jeg må heller gå, jeg skal til fægtning" sagde han og lå sin blok i sin taske. han havde intet spist. han begyndte at gå. han svang tasken over skulderen. han havde en guitar over den anden skulder.

Niroka vinkede til Hayate og smilede, så hoppede han lidt tættere på den anden og smilede. "Vil du snakke med mig, eller skal jeg bare forsvinde?" Niroka lagde hoved lidt på skrå. *Mon han kunne lide drama og naturen ligesom mig? eller måske heste?* Tænkte han og ventede nervøst på et svar.

nå ja.. hvis du vil blive god til at tegne og fægte, så lig hjertet i det" sagde hayate og løb afsted.

//Ciel din tur //

Niroka nikkede til ham. "Mange tak" Smilede han glad til Hayate.

Ciel smilede bredt, da fægtning kom på banden, men Hayata var løbet før han havde tygget pastaen, så han kunne svare. Han vendte blikket mod Niroka og smilede skævt til ham.
"Du er da velkommen til at blive." Han skubbede pastaen lidt fra sig og fiskede efter nogen ord. Den franske accent han havde gjorde ham en anelse svær at forstå, men det så ud til at selv amerikanere kunne forstå ham.
"Jeg burde egentligt også tage til fægtning." Han trak lidt på den ene skulder og overvejede at gå med det samme, men orkede ikke. Han havde ikke fundet nogen der var værd at kæmpe med endnu.

//Rolig nu, jeg skriver altså mere end jer xD OG jeg emner også med en anden >.<

//Hihi helt okai //

Niroka smilede til ham. Han var tydeligvis fransk. "Du kommer også fra Frankrig ikk?" Sagde han glad og stolt. Han var halvt fransk selv, så det var jo nemt nok at forstå ham uden problemer.
Han kiggede lidt på hans mad og løftede det ene øjnbryn. *Hvordan kan det være folk kan spise det ædelse?* Tænkte han og undrede sig lidt. Han kiggede glad op på ham igen.
"Hvad kan du lide at lave?" Spurgte han nysgerrigt og smilede til ham. Nu kunne han få en ny ven. *Yes mand!* Tænkte han glad og muntert.

"Jo, jeg blev forflyttet for en måneds tid siden," sagde han med et svagt træk på skulderne og smilede kort. Han var virkelig ikke sulten mere, men han ville ikke bare rejse sig og gå. Han var blevet opdraget til at være høflig.
"Altså ... Jeg har spillet skuespil siden jeg var helt lille. Og jeg begyndte at fægte efter jeg var blevet mærket."

//Der gik min kreativitet lidt >.< Nå, så må du nøjes med korte inlæg xD

//Helt okai, det kan ske for hvem som helst.//

Niroka smilede til ham og var rigtig glad. "Virkelig! Jeg elsker også drama og er lige begyndt til fægtning" Sagde han glædestrålende og var helt vild glad for alt de der var sket siden han var kommet til nattens hus her. Niroka havde aldrig prøvet det med at få mange nye venner, så dette var jo perfekt!

Ciel smilede bredt og nikkede så kort. For et øjeblik havde han glemt alt hvad han havde ladt tilbage i Frankrig. Alle de venner han havde måttet vende ryggen, da han tog af sted.
"Jeg var med i ynglingeturnéringerne i fægtning ovre i Europa." Han smilede stolt og rettede sig lidt op. Han havde gjort sin skole meget stolt, da han havde vundet Europa mesterskabet. Men han var en anden person dengang. Han havde været kold og hadefuld .... så meget anderledes end den han var nu.
"Og min mor arbejder i et teater, så jeg har altid været vandt til at stå på scenen."

hayate havde glemt en bog, og kom tilbage efter den. det var en bog om store fægtnings mestre. bogen var slået op på en side, hvor der var et billede af spaniens yngste fægtemester. der var et billede af hayate. han tog bogen og smilede. han var begyndt så småt at kunne huske. han lå bogen i tasken og valgte at spise, da han vidste at hvis man fægtede på tom mave, så ville det rå rimelig galt

Han smilede lidt mod Hayate, da han kom tilbage efter hans bog. Hans blik blev dog ved Niroka, der virkede som en rar og noget livlig fyr.

glemte bogen" sagde han. *bare de ikke kiggede i den* tænkte han og spiste. han spiste meget sundt. han så på dem. *de er vist blevet venner* tænkte han og smilede.

Niroka satte sig på sine fødder og ben og hoppede lidt op og ned. Han vidste godt at det ikke var særligt sundt da han ikke havde spist i lang tid og smilede til dem begge.
"Aj hvor sej!" Sagde han helt lykkeligt og smilede stort.

Han smilede skævt til Hayate og nikkede bare, da han forklarede at han havde glemt bogen. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af Nirokas hopperi.
"Du sagde, du kunne lide drama ... Hvilket skuespil kan du bedst lide?" Hans hoved vippede op og ned mens han prøvede at se på Niro. Han gav dog hurtigt op, da han alligevel ikke havde det så godt med øjenkontakt.

niroka du bliver svimmel hvis du bliver ved med det" sagde hayate med en spansk accent. han spiste op og så på niroka og ciel. "Har du enlig spist niroka, du ved da man bliver dårlig hvis man ikke spiser" sagde hayate

Niroka rystede på hoved. "Niks har ikke spist i over to uger." Sagde han lidt genert.
Han prikkede sig tænkende på hagen. "Øhm... øhm... enten Romeo og Julie, Wicked eller løvernes konge fra London." Smilede han og stoppede med at hoppe.
Han trak lidt på skuldrene og smilede blidt til dem begge. "Hvad med dig Ciel?" Spurgte han.