Øvelse gør mester (åben emne.)

Tid: Efter skole.
Sted: Dramalokalet.
Omkring: stole, borde og scenen.
Tøj: sin uniform.

Rosa står oppe på scenen i dramalokalet, og kigger hen på væggen. Hun lader som om der en sammen med hende, hun er ved at øve et skuspil hun selv har lavet. Hun er i sin egen verden, og er slet ikke sig selv. Lige nu er hun en pige, som er lykkelig og forelsket. Hun kigger drømmene og sukker lykkeligt, mens hun stadig kigger på væggen. Hun går et skridt frem, og ser med det samme nervøs og forsigtig ud. Hun ser væggen som en smuk dreng hun kan lide, og vil rigtig gerne snakke med drengen.

Dracius kom langsomt gående ind i Drama lokalet hænderne i lommerne, i bukserne, ganske afslappet, han havde ikke regnet med der ville være nogen inde i lokalet på denne tid. Han ville bare sætte sig lidt og læse, han orkede ikke at gå op på sit værelse, ikke fordi han ikke brød sig om det. Langsomt gik han hen mod en stol. Han havde ikke ænset pigen oppe på scenen da han gik i sit eget univers, han satte sig på en stol, tankerne flød rundt i hans hoved, hvorfor lige ham, med en hurtig håndbevægelse skubbede han håret ned foran panden så hans mærke blev dækket. Han fik øje på en stol og satte kursen mod den, efter at have sat sig tog han bogen frem fjernede bogmærket og begyndte at læse fra det sted han var nået til.

Rosa gik et chock da hun hørte nogen komme, og kiggede hurtigt rundt omkring sig. Hun fik øje på en dreng, som var på vej hen mod en stol. Hun lagde nysgerrigt sit hovede let på skrå, så hendes lange sorte hår røg til den ene side. Hun rystede lidt på hovedet for at få det til at sidde ordenligt igen, og betraktede drengen med sine nødde brune øjene. Hun satte sig på scenekanten, med et smil om sine læber. "Heisa." Sagde hun forsigtigt, og kiggede stadig på ham.

Dracius så forskrækket op over at der var nogen der talte, hurtigt røg blikket mod hende "hej" sagde han kort og lagde hovedet på skrå, betragtede hende langsomt og smilede så "jeg troede ikke her var nogen" grinte han lidt og vendte stolen mod hende så han havde front mod hende, bogen var stadig i hans hånd, han så ned på den, derefter op på hende igen, han strakte benene og betragtede hende så igen, han grønne øjne så indtrængene på hende, med et lille smil

Rosa kunne ikke lade vær med at grine lidt, da hun så st hun havde forskrækket ham. "Undskyld jeg forskrækkede dig, det var ikke min mening." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene. "Så er vi to, jeg troede alle var gået hen på deres værelser, eller noget i den stil." Sagde hun lettere grinene, og så han betraktede hende lidt. Hun rødmede lidt i kinderne, og kiggede lidt ned i gulvet. Hun kiggede op igen og lagde igen hovedet let på skrå, "Hva læser du?" Spurgte hun nysgerrigt, og mødte hans blik med et smil om sine læber. Hun havde en kort sort nederdel på, en sort top, og sine sølv farvede højehæle.

Han betragtede hende og så derefter på bogen "ikke noget særligt, Romeo og Julie, original versionen fra 1597, hvor den første gang udkom fra Shakespeare” smilede han roligt og så ind i hendes øjne igen de var safir grønne hans mørke hår skjulte forsat hans mærke, han strøg det langsomt væk fra panden, uden rigtig at tage blikket fra hende, han smilede skævt da han lagde bogen fra sig på bordet, ”men ærligtalt, jeg forstyrrede dig i noget, hvad var det?” spurgte han og lagde hovedet lettere på skrå, langsomt lænede han sig ind over stolen og lagde sine hænder i skødet så han sad fremover bøjet med blikket fæstnet på hende.

Hun kunne ikke lade vær med at smile til ham, da han betraktede hende med sine safir grønne øjene. Hun lagde hovedet let på skrå af nysgerrighed, og lyttede til det han sagde. Hun nikkede lidt da han havde fortalt hvad han læste, "Oki, jeg har ikke selv fået den læst. Men jeg er osse mere til ny kærlighed og noget i den stil, og så læser jeg ikke så meget igen. Jeg er mere aktiv, synes jeg da selv." Sagde hun lettere grinene, og kiggede ham tilbage i øjene. Hun betraktede ham nysgerrigt da han rettede på sit hår, og hørte det han sagde. "Det gør ikke noget at du forstyrrede mig, men jeg var i gang med at øve et skuspil." Sagde hun smilende, og kiggede stadig på ham. Hun begyndte at svinge sine lange tynde ben frem og tilbage, ved scenekanten hvor hun sad.

Jeg læser kun fordi jeg manglede noget at lave, ellers er jeg mere aktiv” han smilede og lagde hovedet lidt tilbage, ”inden jeg blev mærket, brugte jeg meget til på fægtning og ridning, for at holde mig mental og fysik parat på livet senere udfoldelser.. Du ved fægtning gør dig mere klar i hovedet, og ridning holder musklerne i gang så du holder dig i form” Tilføjede han og grinte lidt, ”ellers har jeg været Running back på skolens Football hold, så det meste af min tid har foregået udendøre, og så når jeg skal holde mit sind åben læser jeg” smilede han, ”men hvilket skuespil øver du dig så på?” spurgte han og så ind i hendes øjne igen, inden han så ned på sine hænder han havde foldet uden at lægge mærke til det.

Hun lyttede nysgerrigt til det han fortalte, og sagde ikke en lyd mens han fortalte. Hun kiggede bare på ham, med et smil om sine læber. Hun grinte lidt af det han havde sagt, da han var færdig med at fortælle. "Det ved jeg godt, jeg synes våben er smukke og at heste er kønne dyr. Men jeg er ikke så meget til fægtning, og jeg er lidt bange for heste men ridder selv nogen gange. I stedet for fægtning får jeg undervisning i forsvar, og kampteknik af en ven og træner meget for at holde det ved lige." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene. Hun rødmede lidt i kinderne, da han spurgte hvad for et skuespil hun øvede. "Øøøhhhmmm... Et jeg selv har lavet." Sagde hun nogenlunde roligt, og kiggede stadig på ham.

Han smilede og lagde hovedet på skrå, lyttede bare til hvad hun sagde og smilede ”skriver du selv skuespil?” spurgte han da hun var færdig, han smilede og betragtede hendes ben der svingede, ”må jeg se dit skuespil, eller må jeg bare hører hvad det handler om?” spurgte han blidt og så ind i hendes øjne igen med et indsmigrerne smil på læberne, han rettede lidt på sit hår igen og betragtede hende mens hånden strøg gennem hans hår.

Hun så at han lagde hovedet let på skrå, og gjorde det samme af ren vane. Hun nikkede af hans spørgsmål, "Ja, det er et jeg har selv lavet." Sagde hun smilende, og havdede stadig lidt røde kinder. Hun så han kiggede ned på hendes ben, og kom til at grine lidt af det. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, så hun sagde ikke til det. "Hhhmmm... Oki, jeg kan fortælle hvad det handler om. Det handler om en pige som bliver forelsket i en rig dreng, og han ligger ikke mærke til hende i starten. Men de begynder så at lære hinanden at kende, og bliver forelsket og finder sammen. Men drengens familie er slet ikke glad for det, og prøver at få dem fra hinanden igen. Men de bliver sammen." Fortalte hun, og kiggede ham i øjene. Hun smilte sødt til ham.

han nikkede og smilede ”altså det lyder da til at det kunne blive godt, men altså er det bare sådan noget, ungdoms noget, du ved sukker sødt, du kunne jo perspektivere til Romeo and Juliet, for at hans forældre ikke bryder sig om deres kærlighed, kan jo være ligesom Familierne i Romeo og Julie, de finder jo fred efter de to elskedes død, eller en anden af de kendteste romantiske skuespil, for at finde idéer” smilede han ”men stykket lyder til at være godt allerede, men for at fange unge må der være noget drama, noget der siger, jeg kan mit fag” sagde han blidt og smilede ”jeg siger selvfølgelig ikke at du ikke kan, for jeg tror skam på det er godt, hvis jeg måtte se noget af det” smilede han og så ind i hendes øjne

Hun smilte sødt tilbage til ham, og lyttede nysgerrigt og opmærksomt til det han sagde. Hun så lidt tænkene ud og nikkede så af det han sagde, "Tak for rådet, jeg kan godt se du har ret så nu må jeg gå i tænkeboks her senere." Sagde hun grinene, og kiggede ham i øjene. Hun trak lidt på skulderne da han spurgte om han måtte se noget af skuespillet, hun lagde hovedet let på skrå af nysgerrighed. "Vil du så gerne se mig spille skuespil?" Spurgte hun smilende, og kiggede ham i øjene med sine nødde brune øjene. Hun hoppede elegant ned fra scenen og gik hen mod ham, hun stillede sig foran ham og satte sig så på gulvet. Hun kiggede op på ham, og kom i tanke om at hun ikke vidste hvad han hed. "Hvad hedder du egentlig?" Spurgte hun smilende.

Hans grønne øjne strålede ”det ville være… Fascinerende at se dit talent, og se hvordan dit skuespil ville foregå” smilede han blidt og strøg sit hår igen ”jeg hedder for resten Dracius, det udtales Drakeius, der af mit kælenavn Drake” sagde han roligt og trak på skuldrende og smilede til hende ”og hvad er dit?” spurgte han blidt og lagde hovedet på skrå og betragtede hende igen, han rejste sig fra stolen, han var omkring 1,80 høj og havde brede skuldre og smalle hofter en atlets kropsbygning. Han smilede til hende ”men ville du vise mig noget fra dit stykke?” spurgte han så

Hun så hans øjene stålede, og kunne ikke lade vær med at smile til ham. Hun grinte lidt af sig selv, og rystede let på hovedet så hendes lange sorte hår rykkede let på sig. "Du virker alså kær." Sagde hun smilende, og mente det. Rosa havde altid sagt hvad hun mente, og var meget åbensindet synes hun selv. Hun lyttede opmærksomt da han sagde hvad han hed, "Jeg er Rosa, men mine veninder/venner kalder mig Cat." Sagde hun smilende, og betraktede ham med nysgerrige øjene da han rejste sig. Hun bed sig lidt i underlæben, da han spurgte om han måtte se noget fra hendes stykke. Hun rejste sig op og nikkede så, "Oki, bare du ikke bliver bange for mig bagefter." Drillede hun smilende, og rystede let i kroppen og tog en dybindånding for at gøre sig klar.

Han smilede og betragtede hende "bare slå dig løs, jeg glæder mig til at se hvad du kan, du virker allerede talent fuld og jeg har end ikke set dig optræde endnu.." han gik ned bagerst i lokalet og lænede sig op af muren, "du går bare i gang når du er klar Rosa" smilede han og betragtede hende og scenen han trak lidt i mundvigen og et skævt smil stod frem på hans læber, han ventede bare på hun ville gå igang.

Hun smilte tibage til ham, og tog en dybindånding for blive klar i hovedet. Hun rystede let på hovedet, og kiggede på ham med et fraværende blik. Hendes nødde brune øjene begyndte at blive glas agtige, hendes ansigts udtryk blev trist og ulykkeligt. "Hvorfor ikke? Vi passer sammen, det sagde du selv!" Sagde hun med en stille stemme, og tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder. Hendes tåre var falske men lignede at de var ægte, og at det hele var virkeligt. Hun havde altid kunne græde falsk, hun vidste ikke hvorfor men det kunne hun. Hun gik forsigtigt et skridt frem, og kiggede på ham med tåre fyldte øjene.

Han betragtede hende som om han kunne føle hendes smerte, det gjorde ham ondt, hun var virkelig talentfuld og han ønskede han kunne svare hende, men vidste hun spillede, selvom det føltes virkeligt, han havde bare lyst til at sidde og lytte til hende. Han ville have mere, han var blevet opslugt af hendes stemme, langsomt rystede han på hovedet for at komme til sig selv igen for at betragte hende som skuespiller og ikke personen i stykket, så han fik noget ud af det. Hans hænder rystede kort, han kunne stadig føle stykket, brændte stadig efter at svare hende, men vidste ikke hvordan han skulle gøre det.

Hun så han kiggede på hende, som om han kunne mærke hvad hun faølte. Hun gik endnu et skidt frem mod ham, og havde stadig tåre løbende ned af kinderne. "Hvad blev der af, at vi skulle flygte sammen og være sammen indtil vi døde?" Spurgte hun stille, og kiggede på ham med ulykkelige øjene. Hun faldt ned på knæ og kiggede stadig op på ham, "Du kan ikke bare forlade mig nu." Hviskede hun trist, og kiggede ned så en tåre faldt ned på gulvet. Hun rystede på hovedet og blev sig selv igen, hun smilte til ham og tårede de sidste tåre væk. "Nå? Hva synes du?" Spurgte hun smilende, og lagde hovedet let på skrå.

Han betragtede hende mens hun gjorde sig færdig. Da hun kom til sig selv igen smilede han skævt, ”du er fantastisk, der står virkelig en stjerne foran mig det er helt sikkert, du kan virkelig blive noget stort” smilede han og lagde hovedet på skrå ”det er virkelig smukt, du bliver et med rollen, og ja lad mig indrømme jeg blev fanget helt igennem, det du præsterede er noget jeg ikke har set før” tilføjede han langsomt ”du fangede mig på det forkerte ben, overraskede mig positivt” grinte han lidt og smilede stort ”jeg blev målløs det var virkelig smuk, havde lyst til at svare dig… Men det ville have føltes forkert” mumlede han lavt og så ned på sine hænder.

Hun lyttede nysgerrigt og opmærksomt til det han sagde, og havde sit hovede let på skrå. Hun kiggede på ham med sine nødde brune øjene, som havde et roligt og kærligt glimt i øjene. Hun smilte sødt til ham, "Mange tak, det er jeg glad for du synes." Sagde hun smilende, og fik lyst til at kramme ham af glæde. Men lod vær med det, for hun ville ikke skræmme ham. Hun hørte det han sagde og smilte drillende til ham, "Du måtte gerne have svaret mig, det ville have været sjovt." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene. Hun lagde hovedet let på skrå af nysgerrighed, "Hvorfor ville det have føltes forkert?" Spurgte hun nysgerrigt.

Han smilede skævt og glad til hende ”det er ikke dig der skal takke, jeg skal byde dig tak for den præstation, som jeg sagde det er et talent der sjældent er set i så ung en alder, og jeg ved det, for jeg har studeret en masse unge skuespillere” smilede han blidt ”og grunden til det ville have føltes forkert var simpelthen af den eneste grund at jeg var bange for jeg ville miste mælet og kludre i ordene for det ramte mig som et slag det du sagde, som om jeg havde fortalt dig det drengen fra dit stykke, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare” tilføjede han og så ned for at skjule en rødmen over at hun havde fanget ham på sengen, han var blevet overrasket over hendes talent på scenen og var glad for han havde set hvor god hun var inden han skulle se hende i et virkeligt stykke med alle roller fordelt. "du burde virkelig se om du kan få dit stykke opført, for det bliver stort" smilede han

Hun lyttede nysgerrigt og opmærksomt til det han sagde, og havde sit hovede let på skrå. Hun kiggede på ham med et smil om sine læber, og kunne ikke lade vær med at naje for ham for sjov. Hun begyndte lidt at grinene over det, og så så at han begyndte at rødmede. Hun kiggede smilende på ham, og klappede barnligt i sine hænder. "Nuuurrrhh, hvor er det sødt." Sagde hun sødt, og krammede ham forsigtigt. Hun slap ham igen, og kiggede på ham for at se hvordan han reagerde på det. "Og tak igen." Sagde hun smilende.

Han så op på hende og smilede da rødmen var forsvundet ”hvad skete der lige der” mumlede han for sig selv da han ikke havde rødmet længe, han havde aldrig følte sig så meget på dybt vand. Han stivnede kort da hun krammede ham, han så på hende ind til hun slap ham og slappede så af igen ”Øøøhmm mange tak for det” sagde han og grinte lidt ”det er ikke sket længe at jeg har fået et kram” tilføjede han lavt og så væk for at skjule et lille men glad smil, over at folk var anderledes her end der hvor han kom fra.

Hun smilte sødt til ham og kiggede på ham med et roligt blik, og "Det ved jeg ikke." Sagde hun grinene, og lagde igen hovedet let på skrå. Hun mærkede at han stivnede, da hun krammede ham og håbede på at han ikke var blevet sur. Hun grinte lidt af det han sagde, "Det var så lidt." Sagde hun smilende, og så at der var noget galt. Hun blev med et bekymret, og kiggede på ham med et bekymret blik. Hun hørte det han sagde, "Hvad mener du? Er du ikke van til at folk krammer dig?" Spurgte hun nysgerrigt, og kiggede ham i øjene.